John Douglas Lord (9. juni 1941 – 16. juli 2012) var en engelsk komponist, keyboard-, klaver- og hammondorgel-spiller, der var kendt for at fusionere rock med klassisk og barokmusik. Han var mest kendt fra det britiske hard rock-band Deep Purple, som han var med til at danne i 1968. Han var medlem af Deep Purple fra 1968-1976 og igen fra 1984-2001 og han samarbejdede med de andre medlemmer af bandet om mange af gruppens mest populære sange. Han og trommeslageren Ian Paice var de eneste medlemmer, der kontinuerligt var en del af bandet fra 1968-1976. Han har desuden været medlem af The Artwoods, Paice Ashton Lord, Whitesnake og The Flower Pot Men.
D. 11. november 2010 blev han udnævnt til adjungeret professor på Stevenson College i Edinburgh, Skotland og d. 15. juli 2011 blev han æresdoktor i musik på University of Leicester.
Opvækst og tidligt liv Opvækst i Leicester Lord blev født i Leicester den 9. juni 1941, som søn af af Miriam (1912-1995, født Hudson) og Reginald Lord. Han modtog undervisning i klassisk klaver fra en alder af fem, og denne indflydelse skinnede igennem på meget af hans arbejde senere i livet. Han var især inspireret af Johann Sebastian Bach, middelalderlig populærmusik og Edward Elgars traditionsrige engelske musik. Han gik på Wyggeston Grammar School for Boys og fik topkarakterer i musik, hvorefter han arbejdede som kontorassistent på et advokatkontor i to år. Jon Lord profile at deep-purple.net, hentet 23/5-2013
Tidligt i sit liv stiftede han bekendtskab med blues, primært den rå lyd fra store amerikanske bluesorganister som Jimmy Smith, Jimmy McGriff og "Brother" Jack McDuff ("Rock Candy") samt Jerry Lee Lewis. Musikken spillede en central rolle i hans rock-karriere. Stilen med jazz-blues orgelet som disse musikere brugte i 1950'erne og 1960'erne, og særligt lyden af det let genkendelige hammondorgel (B3 og C3-modeller) samt kombinationen med Leslie-højttalere (den velkendte Hammond-Leslie højttaler kombination), var skelsættende påvirkninger. Efter at have set bandet Vanilla Fudge spille i Storbritannien i 1967 erklærede Lord, at han var stærkt påvirket af den orgel-baserede progressiv rock, som de spillede.Welch, Chris. "The Story of Deep Purple." In Deep Purple: HM Photo Book, copyright 1983, Omnibus Press.
Flytning til London Lord flyttede til London i 1959-60, opsat på en skuespilkarriere og startede på Central School of Speech and Drama på Londons Swiss Cottage. Mindre roller fulgte, og Lord fortsatte med at spille klaver og orgel på natklubber og som sessionsmusiker for at tjene til føden. Han startede sin band-karriere i London i 1960 med jazzensemblet The Bill Ashton Combo. Bill Ashton blev en central personlighed inden for jazz-uddannelse i Storbritannien, idet han skabte, hvad senere blev til National Youth Jazz Orchestra. Mellem 1960 og 1963, skiftede både Lord og Ashton til Red Bludd's Bluesicians (også kendt som The Don Wilson Quartet). Sidstnævnte havde sangeren Arthur "Art" Wood som forsanger. Wood havde tidligere sunget med Alexis Korners Blues Incorporated, og var en ung personlighed i den britiske blues-bevægelse. I denne periode spillede Lord keybord på The Kinks single-hit med den stilskabende "You Really Got Me" fra 1964, som opnåede en førsteplads på de engelske hitlister.Jon "Lord's Purple Reign" Joe Lalaina, Modern Keyboard Magazine, januar, 1989. (Arkiveret på "The Highway Star" Deep Purple Fan site.), hentet 23/5-2013
Da Redd Bludds Bluesicians blev opløst i slutningen 1963, sammensatte Wood, Lord og trommeslageren Red Dunnage et nyt band kaldet The Art Wood Combo. Dette omfattede også Derek Griffiths (på guitar) og Malcolm Pool (basguitar). Dunnage forlod bandet i december 1964 og blev erstattet af Keef Hartley, der tidligere havde erstattet Ringo Starr i Rory Storm and the Hurricanes. Dette band, der senere blev kendt som "The Artwoods", fokuserede på orglet som rytmisk, blues-agtig kerne i deres lyd, i lighed med de samtidige bands The Spencer Davis Group (Steve Winwood på orgel) og The Animals (med Alan Price på orgel). De optrådte i BBCs radioprogram Saturday Club og i tv-programmer som Ready Steady Go!. De optrådte også i udlandet, og de var med til det første Ready Steady Goes Live, hvor de præsenterede deres første single; "Sweet Mary", der var en Leadbelly-sang. Den kommercielle succes opnåede de dog ikke endnu. Den eneste af deres sange, der nåede ind på hitlisterne var "I Take What I Want", der opnåede #28 den 8. maj 1966.Field's Fab Forty for Sunday 8th May 1966, radiolondon.co.uk, hentet 27/5-2013
The Artwoods blev gendannet i 1967 under navnet "St. Valentinsdag Massacre". Dette var et forsøg på at komme med på 1930'er gangster-bølgen, som var sat i gang af den amerikanske film Bonnie og Clyde fra samme år. Hartley forlod bandet i 1967 for at slutte sig til John Mayall's Bluesbreakers. Herefter grundlagde Lord gruppen Santa Barbara Machine Head med Art Woods bror Ronnie Wood. Her skrev og spillede han tre stærke instrumentale numre med keyboardet i centrum, hvilket var en forsmag på fremtidens stil i Deep Purple. Kort tid efter tog Lord i studiet for at være stand in for keyboardspilleren Billy Davidson i "The Flower Pot Men". Her han mødte bassisten Nick Simper sammen med trommeslageren Carlo Little og guitaristen Ged Peck.Jon Lord Keyboards, deep-purple.net, hentet 25/5-2013 Lord og Simper turnerede derefter med The Flower Pot Men i 1967 for at fremme hitsinglen "Let's Go To San Francisco". Hverken Lord eller Simper blev dog optaget i dette band.
Dannelsen af Deep Purple I begyndelsen af 1967 mødte Lord forretningsmanden Tony Edwards via sin værelseskammerat Chris Curtis fra The Searchers. Edwards var på udkig efter et sted at investere i musikbranchen. Sessionsguitaristen Ritchie Blackmore blev hentet ind, og han mødte Lord for første gang. Dog betød Chris Curtis' uberegnelige adfærd at trioen ikke førte til noget. Edwards var tilstrækkelig imponeret af Jon Lord til at bede ham danne et band, efter at Curtis var ude af billedet. Simper blev kontaktet, og Blackmore blev tilbagekaldt fra Hamburg. Den britiske top-trommeslager Bobby Woodman var det første valg på trommer, men i løbet af auditions til en forsanger, kom Rod Evans fra "The Maze" med sin egen trommeslager; Ian Paice. Blackmore, som var blevet imponeret af Paice trommespil, da han mødte ham i 1967, organiserede en audition til Paice også. Bandet blev i første omgang kaldt "Roundabout". I marts 1968 blev til første lineup af Deep Purple, ofte omtalt som "Mark 1" eller "Mk 1"Deep Purple Mk 1, deep-purple.net, hentet 25/5-2013 , dannet bestående af: Lord, Simper, Blackmore, Paice og Evans. Lord var også med til at danne bandet "Boz". Flere af deres sange blev produceret af Derek Lawrence. "Boz" inkluderede Boz Burrell (der senere kom med i King Crimson og Bad Company), Blackmore (guitarist), Paice (trommeslager), Chas Hodges (bassist)
Deep Purple 1968–1970 I disse tre år opstod Lords karakteristiske keyboardspil. Han ignorerede udviklingen af Moog synthesizeren og begyndte i stedet at eksperimentere med keyboardlyden fra et hammondorgel. Lords version var tungere end blues-lyden, og det indeholdt ofte distortion.Jon Lord interview på www.thehighwaystar.com Hammondorgelet leverede det rytmiske fundament, der supplerede Blackmores hurtige guitarspil. Lord var særlig vild med lyden fra et RMI 368 Elektrisk Piano og cembalo, som han brugte på sange som "Demon Eye" og "Space Truckin '". I 1973 gik Lords oprindelige C3 hammondorgel i stykker og han købte et andet af Christine McVie fra Fleetwood Mac. På omtrent samme tidspunkt begyndte Lord og hans keyboardtekniker, Mike Phillips at kombinere hans C3 hammondorgel med RMI-klaveret. Lord beholdt dette hammondorgel indtil han blev "pensioneret" fra bandet i 2002.
Ved at sende Hammond-Leslie lyden igennem en Marshall forstærker blev der skabt en tung mekanisk knurrende lyd, der kunne konkurrere med Blackmores guitarspil, med orglet ligeså fremtrædende som guitaren. En anmelder skrev "mange har forsøgt at efterligne Lords stil, og alle mislykkedes."Van der Lee, Matthijs. In Rock anmeldelse på sputnikmusic.com Lord selv sagde "Der er en måde at spille anderledes på et hammondorgel. En masse mennesker begår den fejl at tro, at du kan spille på et hammondorgel med en klaverteknik. Det kan du godt, men det lyder som om du spiller et hammondorgel med klaverteknik. Man bliver virkeligt nødt til at lære at spille orgel. Det er en legatoteknik, det er en teknik til at opnå legato på et ikke-legatoinstrument". Fra begyndelsen af Deep Purples indspilninger virkede det som om Lord var leder af bandet, som først fik debut på Storbritanniens singlechart med albummet Concerto for Group and Orchestra fra 1970. Lords vilje til senere at spille mange af de centrale rytmestemmer gav guitaristen frihed til at være mere frigjort både live og på plader. På Deep Purples andet og tredje album begyndte Lord at hengive sig mere til sin ambition om at blande rock med klassisk musik. Et tidligt eksempel på dette er sangen "Anthem" fra albummet The Book of Taliesyn (1968), men et mere fremtrædende eksempel er sangen "April" fra bandets selvbetitlede tredje album fra 1969. Sangen er indspillet i tre dele: første del har kun Lord og Blackmore på henholdsvis keyboard og akustisk guitar. Anden del er et orkesterværk arrangement komplet med strygere; og på tredje del medvirker hele rockbandet inklusiv vokal. Lords ambitioner forbedrede hans ry blandt andre musikere, men forårsagede samtidig spændinger i gruppen. Blackmore indvilligede dog i at medvirke til Lords eksperimenter, forudsat han fik sin vilje på bandets næste album.
Det resulterede i Concerto For Group and Orchestra (fra 1969), som var et af rockens tidligste forsøg på at smelte to forskellige musikalske idiomer. Det blev spillet live i Royal Albert Hall den 24. september 1969 (med de to nye bandmedlemmer Ian Gillan og Roger Glover efter at Evans og Simper var blevet fyret) og blev optaget af BBC og senere udgivet som et album. Concerto For Group and Orchestra gav Deep Purple deres første forsmag på mainstream popularitet, og det gav Lord tillid til at hans eksperimenter og hans kompositoriske dygtighed havde en fremtid. Det gav samtidig mulighed for at Lord arbejdede sammen med etablerede klassiske personligheder, såsom dirigent Sir Malcolm Arnold (adlet i 1993), der bidrog med sine tekniske evner ved at hjælpe Lord med partiturarbejdet, samt at beskytte ham fra den uundgåelige foragt af de ældre medlemmer af orkestret.
1970-1976 Med Deep Purple thumb|Jon Lord sammen med Deep Purple på en turne i Niedersachsenhallen i Hannover, Tyskland i 1970
Deep Purple begyndte at arbejde på Deep Purple in Rock, der blev udgivet på deres nye pladeselskab Harvest i 1970. Albummet er nu anerkendt som et af de vigtigste værker inden for den tidlige hårde rock. Lord og Blackmore prøvede at udkonkurrere hinanden på numrene. Ofte i klassisk stil i midtersektionen med 'kald og svar' improvisation (på numre som "Speed King"), noget de gjorde med stor succes live. Ian Gillan udtalte, at Lord kom med idéen til det primære orgel-riff på "Child in Time", selvom det også var baseret på It's a Beautiful Days psykedeliske sang "Bombay Calling", der var et hit i 1969. Lords eksperimenterende solo på "Hard Lovin' Man" (komplet med politisirene interpolation) på albummet var hans personlige favorit blandt hans Deep Purple studieoptrædener.