Joe Hill, egentlig Joel Emmanuel Hägglund, alias Joseph Hillstrom, født den 7. oktober 1879 i Gävle, Sverige – dømt for mord og henrettet ved skydning den 19. november 1915 i Salt Lake City, Utah, USA, var en svensk/amerikansk fagforeningsaktivist, arbejderdigter og protestsanger.
Joe Hill regnes som en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige amerikanske protestsangere, og han nævnes som inspirationskilde for kunstnere som Woody Guthrie, Bob Dylan, John Lennon og Joan Baez.Joe Hill: The Words, Music and Influence of Joe Hill Han skrev en række aktuelle arbejder- og protestsange, og han brugte især humoren og ironien i sine budskaber. Flere af Joe Hills sange blev trykt i "Little red Songbook", der blev udgivet af den syndikalistiske amerikanske arbejderorganisation, Industrial Workers of the World, som Joe Hill var medlem af og agiterede for.
Joe Hill opnåede at blive en levende legende blandt syndikalister og fagforeningsaktivister i USA, og hans sange gjorde ham til et kendt navn i den amerikanske arbejderklasse og blandt immigranter og arbejdsløse. Efter en meget omdiskuteret retssag, der vakte international opmærksomhed, og den efterfølgende henrettelse voksede hans popularitet, og Joe Hill er siden blevet genstand for film, sange, bøger, talrige artikler samt opera og teater.
Joe Hill er blevet kaldt The Man Who Never Died.CounterPunch: "Joe Hill and the IWW" af Peter Linebaugh, oktober 2003
Historie Barndom og ungdom Joe Hill bliver 7. oktober 1879 født som Joel Emmanuel Hägglund i Gävle, der ligger i landskabet Gästrikland nord for Stockholm. Han fødes som det tredje barn i en børneflok på ni. Kun seks når at blive voksne. Faderen, Olof Hägglund, arbejder som togkonduktør ved Gefle Dala Järnväg, der går mellem Gävle og Falun. Familien Hägglund på Nedre Bergsgatan er religiøs og musikalsk, så der bliver sunget meget med børnene i hjemmet. I løbet af barndommen lærer Joe Hill sig selv at spille banjo, guitar, klaver og mundharmonika, og han begynder også at skrive sine første sange, der handler om hans familiemedlemmer.
thumb|right|250px|Ankomsthallen på Ellis Island i 1902. Millioner af emigranter passerede gennem disse korridorer. I 1902 var Joe Hill og hans bror Paul to af dem.
Kort efter Joe Hills otteårs fødselsdag i 1887 dør hans far Olof Hägglund efter en mindre operation, kun 41 år gammel. Farens død medfører en brat økonomisk omvæltning for familien, der nogle få måneder forinden er blevet forøget med en datter. Det lykkes moren, Margareta Katarina Hägglund, at holde sammen på sin familie, men alle børnene må nu arbejde for at forsørge familien. Joe Hill arbejder som barn bl.a. ved et rebslageri og senere som fyrbøder i et byggefirma, hvor han skovler kul til en dampmaskine.
thumb|left|Joe Hill (Joel Hägglund) 1898 Da Joe Hill er omkring 12 år gammel, bliver han ramt af en tuberkulose i hud og knogleled. Joe Hill får den mest almindelige behandling med kraftige doser røntgenstråler. Da det ikke er nok, gennemgår han flere hudbehandlinger i Stockholm. De giver ham karakteristiske ardannelser på halsen og i ansigtet. Joe Hill finder gennem hele sin opvækst tid til at pleje sin interesse for musik. Som ung optræder han sporadisk ved arbejdermøder, og han spiller ind i mellem på en lokal café. I januar 1902 dør moderen, Margareta Katarina Hägglund, efter længere tids sygdom. De seks søskende sælger barndomshjemmet, og deler arven mellem sig.
Mellem 1851 og 1930 udvandrer ca. 1,5 millioner svenskere til USA Svensk Wikipedia: Sveriges migrationshistoria . Blandt disse er også Joe Hill og hans to år ældre broder Paul. Som passagerer på tredje klasse sejler de til New York og går i land ved Ellis Island i oktober 1902. Med et sparsomt engelsk, han har lært på KFUM i Gävle, får Joe Hill kortvarigt arbejde i New Yorks slumkvarterer som spyttebakkerenser. Et arbejde han dog hurtigt forlader for at drage videre. Joe Hill og Paul beslutter at fortsætte på egen hånd, og de rejser hver sin vej gennem Amerika.
På farten i Amerika thumb|right|250px|Joe Hill er i San Francisco ved det store jordskælv i 1906. Billedet viser Arnold Genthes fotografi af ødelæggelserne ved Sacramento Street.
De næste godt otte år i Joe Hills liv er kun sparsomt dokumenteret. Han er en enspændertype, der hverken ryger eller drikker og helst ikke taler om sig selv. Joe Hill arbejder sig vej gennem Amerika bl.a. som landarbejder, bygningsarbejder, havnearbejder og skovhugger. Fra 1905 findes et julekort, han sendte til sin familie i Sverige. Det er poststemplet i Cleveland, Ohio. Joe Hill er i San Francisco, Californien, da byen den 18. april 1906 rammes af det store jordskælv. Joe Hill beskriver den totale ødelæggelse, jordskælvet forårsagede, i en længere artikel, han sender til den lokale avis i Gävle. Artiklen bliver trykt den 16. maj.
Årene som omstrejfende daglejerdaglejer på Wikisource i Amerika giver Joe Hill et mere jordnært og knap så glamourøst syn på landet. Han har oplevet den fattigdom, der er udbredt blandt hovedparten af immigranterne og socialt dårligt stillede, som han mener, bliver udnyttet af nogle få men meget velhavende kapitalister. Joe Hill slutter sig til Industrial Workers of the World, i daglig tale IWW, omkring 1910, mens han arbejder på havnen i San Pedro i Californien. Joe Hill ændrer sit navn fra Joel Emmanuel Hägglund til det mere mundrette Joseph Hillstrom. Hvorfor han gør det, er uklart. Der har været spekuleret i, at han havde skaffet sig fjender på grund af sit tiltagende engagement i arbejderbevægelsen og derfor måtte skifte identitet. Andre anfører, at han havde suppleret indtægten fra de skiftende arbejdspladser med småkriminalitet, og at navneskiftet skyldtes, han ville være et par skridt foran politiet.
thumb|right|250px|IWW demonstrerer i New York i april 1914.
IWW, med mottoet "an injury to one is an injury to all" Engelsk Wikipedia: Industrial Workers of the World , var blevet stiftet i juni 1905 ved en kongres i Chicago med deltagelse af en broget skare på 200 socialister, anarkister og fagforeningsaktivister fra hele USA. Stifterne af IWW var især utilfreds med det andet store forbund, American Federation of Labor. I et brev til IWWs avis, Industrial Worker, beskriver Joe Hill politiets voldelige overgreb på foreningens medlemmer Wobblies og andre aktionerende arbejdere. I brevet nævner han, at han er medlem af organisationens afdeling i Portland, Oregon, og han underskriver sig for første gang som Joe Hill.
Sporene af Joe Hills færden i årene mellem 1909 og 1912 er hovedsageligt dokumenteret via de breve og postkort, han sender til familie og venner. Joe Hill organiserer strejker og agiterer for IWW med sine sange. Der begynder nu at opstå legender og historier om ham. Ofte overlapper disse historier hinanden tidsmæssigt, så Joe Hill skulle have været ved flere forskellige aktioner på forskellige lokaliteter på den samme tid.
I januar 1911 befinder Joe Hill sig i grænseområdet mellem Californien og Mexico, hvor han slutter sig til en gruppe Wobblies, der støtter kampene for at vælte den mexicanske regering og præsident Porfirio Diaz. I grænsebyen Tijuana agiterer Joe Hill for at få amerikanere til at melde sig til kampene i Mexico. I 1912 skal han være blevet voldsomt banket efter at have holdt en tale i San Diego til fordel for strejkende havnearbejdere. Joe Hill bliver med tiden en ganske kendt person som sanger og agitator. Også arbejdsgiverne begynder at kende ham, og mange steder nægtes han ansættelse. libco.org: 1915: The murder of Joe Hill I juni 1913 arresteres Joe Hill under en havnearbejderstrejke i San Pedro i Californien. Han sigtes for løsgængeri og sidder 30 dage i fængsel. Året efter arbejder han ved minevognene i Silver King Mine i Park City i Utah ved Salt Lake City. Han er kommet til Utah i sommeren 1913 på vej til Chicago, hvor han angiveligt skulle møde lederen og medstifteren af IWW, William D. Haywood. Joe Hill besøger flere af de små svenske samfund i minebyerne i området og synger og spiller for dem. I den lille by Murray har han lejet et værelse hos familien Eselius. Joe Hill kendte familien fra Sverige og havde nogle år tidligere mødt familiens tre brødre Ed, John og Frank Eselius ved den amerikanske vestkyst.
Med sangen som våben thumb|right|150px|Forsiden af Little Red Songbook i 1932 års udgave.
Med sit talent som digter, sanger og taler tager Joe Hill del i arbejdet med at organisere og skaffe medlemmer til IWW. Hans sange bliver kendt i en stadig større offentlighed, og da Joe Hill ofte skriver humoristiske tekster med en til tider meget skarp ironisk undertone, falder sangene hurtigt i manges smag. Han bliver især kendt for udtrykket "You'll get pie in the sky when you die", der stammer fra hans vel nok mest berømte sang "The Preacher and the Slave". Teksten er lavet som en parodi over den kendte amerikanske vækkelsessang "In the Sweet Bye and Bye" og gør det muligt at synge teksten, når Frelsens Hær spiller melodien ved madkøerne og til vækkelsesmøder.
"A pamphlet, no matter how good, is never read more than once", skriver Joe Hill, "But a song is learned by heart and repeated over and over" History & Literature in the Pacific Northwest . Og det er, hvad der sker for hans sange. Joe Hills tekster bliver trykt i den første udgave af IWWs arbejdersangbog, "Little red Songbook" i 1909, og skønt han aldrig selv indspiller sin musik, lærer folk hurtigt Joe Hills sange udenad, og de bliver sunget, når der er demonstrationer, strejker og aktioner rundt om i USA. Blandt hans mest populære sange er "The Tramp", "There Is Power in a Union", "Rebel Girl", "Workers of the World, Awaken!", "Where the Fraser River Flows" og "Casey Jones-Union Scab".
Drabene i Salt Lake City Den 10. januar 1914 om aftenen er den tidligere politibetjent John G. Morrison på arbejde i den slagterbutik, han nu har i Salt Lake City. Med i butikken på hjørnet af Eighth South Street og West Temple Street er sønnerne Arling og Merlin. John G. Morrison, der har en fortid i byens politikorps, forlod politiet for at åbne sin egen butik. Han har flere gange sagt, at arbejdet som betjent har givet ham mange fjender, og at han frygter at blive udsat for hævn. I forretningen opbevarer han sin gamle tjenestepistol. Hans butik er blevet røvet før, og mindst én gang har han trukket sit våben og skudt sig fri.
Kort før klokken 22, mens John G. Morrison og hans sønner gør klar til at lukke forretningen, trænger to bevæbnede mænd, maskeret med rødbrogede tørklæder, ind i butikken. Den ene begynder at skyde mod John G. Morrison. Arling griber faderens pistol og skyder mod mændene. Pistolmanden vender sig nu mod Arling og skyder også ham. Derefter forlader de to mænd forretningen. Den yngste søn, 13 årige Merlin, havde været bagest i butikken, da skuddene faldt, og er uskadt. John G. Morrison og Arling Morrison dør af deres skudsår.
Da politiet ankommer, kan Merlin kun give et sparsomt signalement af gerningsmændene. Men han kan fortælle, at personen, der skød John Morrison, havde råbt "We've got you now!", Nu har vi dig!, inden skuddene faldt.
Politiet afhører fire mænd den aften mistænkt for drabene. To af dem C. E. Christensen og Joe Woods bliver arresteret, da de forsøger at springe på et godstog, mens det kører fra banegården tæt ved gerningsstedet. Politiet må skyde med skarpt for at standse dem. Det viser sig, at de er efterlyst for røveri i Prescott i Arizona. En tredje mand W. J. Williams blev fundet gående med et blodigt lommetørklæde i lommen tæt ved butikken. Det eneste han ville sige var, at han var uskyldig, og at han boede ved det lokale Frelsens Hær, der gav logi for hjemløse. Senere viste det sig, at Frelsens Hær ikke kendte til ham. Den fjerde mand, den 19-årige Oran Anderson, blev afhørt, da han mødte op på politistationen med en kaliber .38 kugle i armen. Han påstod, han var blevet holdt op af to mænd tæt ved gerningsstedet.