upright=1.45|thumb|right|Kort over Mesopotamien. Fra nord til syd er følgende byer indtegnet: Washukanni, Nineveh, Hatra, Assur, Nuzi, Palmyra, Mari, Sippar, Babylon, Kish, Nippur, Isin, Lagash, Uruk, Charax Spasinu og Ur.
Mesopotamien (oldgræsk: Μεσοποταμία; Mesopotamia) kommer fra oldgræsk og betyder landet mellem (μεσο; meso) floderne (ποταμός; potamos). Der sigtes til området mellem floderne Eufrat og Tigris i det nuværende Irak. Flere oldtidskulturer har ligget i dette område: Siden ca. 5000 f.Kr. har der været byer og paladser fra skiftende kulturer.
Den ældst kendte sumeriske tid omfattende bl.a. Ur- og Uruk-kulturen. Arkæologiske udgravninger i det nordlige Mesopotamien har påvist endnu ældre kulturer, men sumererne kendes som den ældste relativt dokumenterede civilisation, idet der er fundet talrige lertavler med sumerisk kileskrift, som beskriver et organiseret samfund.
Området var længe delt i to: Assyrien og Babylonien. Det nordlige Mesopotamien var indtil ca. år 600 f.Kr. beboet af assyrerne med centrum i området omkring byerne Mosul (det daværende Nineve), Arbil og Tikrit, mens Babylonien lå i det sydlige Mesopotamien, dvs. i området mellem det nuværende Bagdad og (cirka) Basra. Det mesopotamiske område siges at have været under indflydelse af specielt makedonske og persiske herskere, indtil araberne indtog området i år 656.
Mesopotamiens historie
thumb|right|Kort over Mesopotamien Fra forhistorie til historie (8000-3000 f.Kr.)
Omkring 8000 f.Kr. begyndte man i Mesopotamien at opdyrke jorden, kultivere planter og domesticere dyr. Det krævede hårdt arbejde, men det forøgede mængden af føde betydeligt, og befolkningen voksede mærkbart. Det var den skelsættende landbrugsproces, der var sat ind: fra at mennesket bare indsamlede og jagede føde, kunne det nu også selv producere sin føde.
Efterfølgende flyttede mange ned fra de nordlige bjerge til de frodige grønne vidder i det nordlige Mesopotamien, som rigt vandes af himlen selv. Det var ikke nødvendigt at etablere et egentligt overrislingssystem som i syd; og henimod 6000 f.Kr. strakte primitive byer sig i en bue fra de armenske bjerge i vest til Zagrosbjergene i øst.
Omkring 5000 f.Kr. begyndte floddalen i syd at blive beboet. Her var regnen yderst sparsom, så det fordrede kunstvanding, før den potentielt rige jord kunne blive frugtbar og dyrkes. Denne udfordring krævede en høj grad af organisation, som kunne fordele arbejdet med vandingssystemerne og sikre deres vedligeholdelse. Mesopotamiens velstand afhang gennem hele dets historie af et stærkt lederskab, der kunne sikre et velfungerende kanalsystem.
Manglen på sten, træ, metal og andre råstoffer tvang beboerne i floddalen til at handle med omverdenen. Der skabtes derfor en tekstilindustri med uldbearbejdelse, der kunne forsyne dem med vigtige og profitable varer udefra. Man nåede også vidt med ler og vand, der bl.a. blev brugt til at bygge alt fra ydmyge skure til storslåede paladser og templer; selv de kæmpemæssige tempeltårne blev bygget af lersten. Det er en blanding af hakket strå, ler og vand, som presses ned i forme, så de kan tjene som tegl. For at blive hærdet tørres de i solen eller brændes. Det er den samme teknik, som man kan se brugt den dag i dag i mellemøsten, Afrika, Sydamerika og asien.
thumb|left|Lugal-kisal-si, konge over Uruk Med det rige landbrug og det stærke lederskab fulgte en kompleks social struktur, da befolkningen blev samlet i større fællesskaber; urbaniseringsprocessen var i gang, og henimod 3500 f.Kr. opstod de første egentlige byer med en rig specialisering. Perioden har fået navn efter den enorme bystat Uruk i det sydlige Mesopotamien, som givetvis var verdens største by på det tidspunkt med monumentalarkitektur og fremragende kunsthåndværk. Bystaten blev rigt forsynet af underlagte byer og havde noget der lignede handelskolonier. Det økonomiske fokus var en central tempeladministration, der som kirken i Middelalderen var storgodsejer med store kornmagasiner, der blev brugt til betaling af arbejdere, til eksport og som nødforsyning i krisetider. Det var også et social fokus for byen, der optog efterladte børn og dyrkede den samlende bygud. Man var først og fremmest søn af sin by, som var identisk med byens gud.
thumb|right|Kileskrifttavle Omkring 3400 f.Kr. opstod i dette område verdens første skriftsprog, og hermed træder denne region fra forhistorien ind i historien - godt hjulpet på vej af arkæologien. I den første skrift-praksis blev lersegl præget med symboler der repræsenterede ejerskab eller oprindelse, dvs. det vi i dag kalder wk:insignia, men efterhånden blev det til et rigtigt skriftsprog, der også kom til at lette regnskabsføringen. Stiliseret til sammensætninger af de karakteristiske kileaftryk giver skriftformen sit navn – kileskrift.
De første imperier (3000-2000 f.Kr.)
I den tidlig-dynastiske periode (2900 f.Kr.-2350 f.Kr.) skete en betydelig befolkningsvækst, som gjorde pladsen trang ved de livgivende floder Tigris og Eufrat, langs hvis bredder byerne nødvendigvis skulle ligge. Det medførte grænsestridigheder mellem forskellige bystater, der indgik i forskellige alliancer med et skiftende overherredømme. Den øgede befolkningsmængde forstærkede behovet for lov og orden, og ved siden af de økonomiske tekster finder vi fra denne periode en mængde retsprocedurer.
Den enkelte byherre var bygudens repræsentant, hvilket med andre ord vil sige, at han var samfundets leder. Identifikationen mellem bygud og by kan ses på den berømte Gribbestele: I en scene på den ene side af mindestelen ses Kong Eannatum af Lagash (ca. 2400 f.Kr.) lede en falanks (tungt infanteri med spyd, der beskyttes af en mur af skjolde), som tramper hen over den slagne fjende fra bystaten Umma, mens løver og gribbe fortærer deres nøgne kroppe. På den anden side af stelen ses Lagash' bygud Nin-girsu med en stridskølle i den ene hånd og et fangstnet i den anden fyldt med fjender fra Umma: Kongen sikrede Lagash' sejr over Umma, og byguden fangede sit bytte.
Fra denne periode stammer de fantastisk rige kongegrave i Ur med en indtil da ukendt gravskik. Foruden et væld af prægtige smykker af guld og ædelstene fandt man skeletter af hoffolk og tjenere, som har fulgt deres herre i døden. I den største af gravene fandt man ikke færre end 80 mennesker, som synes at have taget gift og være sovet stille ind som en del af kongens øvrige gravgods.
Bystaterne blev underlagt Sargon den Store (2334-2279 f.Kr.), som efter at være steget op fra ubemærkethed besejrede Lugalzaggesi af Umma. Kort forinden havde denne konge besejret arvefjenden Lagash og underlagt sig det meste af det sydligste Mesopotamien, som efter den dominerende sumeriske befolkningsgruppe kaldes Sumer.
Sargon den Store indledte den oldakkadiske periode (2350-2100 f.Kr.) og et af verdenshistoriens tidligste imperier, med central administration og stående hær. Hans dynasti varede tre generationer. Fra det mesopotamiske kerneområde strakte sig antagelig hans tildels merkantile indflydelse ud mod Middelhavet i nordvest til den Persiske Golf i sydøst og tillige fandtes en søfartshandel med egnene omkring det Arabiske hav - Bahrain, Oman - og det Indiske ocean - Indien. Bortset fra nedkæmpelse af indre oprør førte Sargon den Store og hans barnebarn Naram-Sin (2254-2218 f.Kr.) kampagner i fjerne egne som Syrien og det iranske højland. Helt ned til den nybabyloniske periode i første halvdel af det 1. årtusind finder vi legender om disse to store konger med Sargon som den arketypiske gode konge og Naram-Sin som hans modsætning. Den kendteste af disse er Sargons fødselslegende, der ligger tæt op ad Bibelens historie om Moses' opkomst i Egypten. Ifølge legenden blev Sargon lagt i en sivkurv af sin mor, der som ypperstepræstinde ikke måtte føde børn, og sat i floden Eufrat. Floden førte ham bort til en vanddrager, der løftede ham op i sin spand og satte ham til at arbejde i haven. Dette er den gamle historie om herskeren som sit lands gartner, og legenden fortsætter med, at Sargon i færd med havearbejdet blev gudinden Ishtars yndling og derfor regerede over mesopotamierne i 55 år.
Perioden har fået navn efter kongebyen Akkad, der samtidig har lagt navn til hele området nord for Sumer og Sargons folk, akkaderne. De talte et østsemitisk sprog, som begynder at dukke op i royale indskrifter fra denne periode i stedet for sumerisk. Det vides ikke præcist, hvornår disse folk indvandrede til floddalen, men allerede fra 2.700 f.Kr. menes sumerer og akkader at leve side om side.
Mesopotamien var gang på gang genstand for invasioner fra den vidtstrakte syriske steppe i vest og fra Zagrosbjergene i øst. Folkene bragte deres egne skikke med sig og berigede således den mesopotamiske kultur, dog uden at de ændrede den radikalt. Den oldakkadiske periode afsluttes med et indfald af gutæere fra Zagrosbjergene, der formindskede det akkadiske imperium til kun at omfatte nogle få bystater. Gutæerne blev af mesopotamierne beskrevet som en horde af barbariske udyr.
thumb|left|Dioritstatue af Gudea af Lagash Bystaten Lagash formåede at unddrage sig de værste skrammer, og under Kong Gudea nød Lagash stor velstand med storslåede bygningsarbejder i byen Girsu, som var bystatens administrative center. Der blev også komponeret litterære værker på sumerisk. Det kendteste er Gudeas byggeindskrift på to store lercylindre, der fortæller, hvordan byguden Nin-girsu i en drøm henvendte sig til Gudea om at bygge hans tempel, og hvordan Gudea efterfølgende renser stedet rituelt og importerer håndværkere og byggemateriale til templet fra fjerne egne. De sumeriske bystater slap fri af de fremmedes kløer, da gutæerne blev fordrevet af Utu-hegal af Uruk på en uge. Den store befrier blev sandsynligvis væltet af Ur-Nammu (2112-2095 f.Kr.), som han havde indsat som sin næstkommanderende i Ur.
Ur-Nammu grundlagde Ur-III dynastiet (2100-2000 f.Kr.), hvorunder det sydlige Mesopotamien blev genforenet i et stort bureaukratisk imperium med en række lydstater. Imperiet benyttede et redistributivt system, hvor alle ejendomsoverførelser efter kongeligt dekret fra Kong Shulgi (2094-2047 f.Kr.) blev registreret inden for de enkelte afdelinger i institutionerne for at imødegå økonomiske vanskeligheder. Dette enorme bureaukrati krævede et stort antal skrivere.
I denne periode opstod en række nye genrer i litteraturen, og sumerisk blev genindført som rigssprog. Lokal modstand mod centralmagten opløste langsomt riget indadtil, som yderligere lå under pres fra en sand syndflod af indvandrende amoritter fra den vestlige steppe. I et frugtesløst forsøg på at afskærme dem byggede man som i Kina en enorm mur på 270 km, der krydsede både Tigris og Eufrat.
I 2004 f.Kr. lå Ur udhungret hen med tilsaltede marker og ventede på skibslæs med korn fra nord, da elamitterne fra naboriget Elam i øst greb chancen. De udplyndrede hovedstaden totalt og førte Kong Ibbi-Sin (2028-2004 f.Kr.) bort til Elam som krigsfange.
Det tidlige 2. årtusind (2000-1500 f.Kr.)
Ur-III dynastiets fald skabte et politisk tomrum, hvori de to bystater Isin og Larsa indbyrdes kæmpede om herredømmet over flodsletten og den prestigefyldte titel som konge af Ur. Disse to byer har givet Isin-Larsa perioden (2000-1800 f.Kr.) dens navn.
Allerede i 2017 f.Kr. havde Ibbi-Sins general Ishbi-Erra (2017-1985 f.Kr.) frigjort sig fra Urs overherredømme og ophøjet sig til konge af Isin. Få år efter Urs fald formåede han at fordrive de indtrængte elamitter. Under hans regering fulgte mange gode år med økonomisk fremgang og fred, som gav kunsten og litteraturen mulighed for at blomstre.