Adam Gottlob lensgreve (von) Moltke (født 10. november 1710 på godset Walkendorf nær Tessin i Mecklenburg, død 25. september 1792 på Bregentved ved Haslev) var en dansk-tysk lensgreve, overhofmarskal, godsejer og statsmand, der som den ledende skikkelse under Frederik 5. kom til at præge dansk politik og hofliv i kongens regeringstid 1746–1766. Han var desuden en betydelig kunstmæcen og institutionel leder og lod en række væsentlige bygninger og kunstværker udføre af tidens fremmeste arkitekter og kunstnere.
Moltke blev i 1730 kammerpage hos kronprins Frederik, udnævntes til hofmarskal i 1743 og blev overhofmarskal i 1746, da Frederik 5. besteg tronen. Herefter fungerede han som den ledende figur i administrationen af rigets indre forhold frem til 1766. Han var medlem af statsrådet 1763–1766 og igen 1768–1770. Ved Frederik 5.s død i 1766 forsvandt grundlaget for hans magt, og han mistede i første omgang alle sine embeder, men i 1768 blev han på ny medlem af regeringen. Da J.F. Struensee overtog magten i 1770, trak Moltke sig tilbage til sit gods.
Moltke interesserede sig stærkt for erhvervsliv, landboforhold og den tekniske udvikling af landbruget. I 1755 tog han initiativ til en offentlig drøftelse af landbospørgsmål og andre økonomiske emner ved at tillade en vis censurfrihed, og senere gennemførte han på sine godser en række landboreformer. Han var optaget af den fremvoksende landboreformbevægelse og knyttede sin praktiske virksomhed som storgodsejer til tidens reformtanker.
Han beklædte desuden en række betydelige poster uden for centraladministrationen. Han var præsident for Asiatisk Kompagni 1750–1771, for Kunstakademiet og for Frederiks Hospital. Som mæcen og bygherre satte han et markant præg på sin samtid, og med sine 22 børn blev han også stamfader til en vidt forgrenet og indflydelsesrig dansk gren af slægten Moltke.
Ungdom Moltke var født 10. november 1710 på godset Riesenow i Mecklenburg og var tysk af fødsel. Hans fader, oberstløjtnant Joachim von Moltke (død 1730), gift med Magdalene Sophie f. von Cothmann, havde dog været dansk officer, en af hans farbrødre var staldmester hos Frederik 4.s broder Prins Carl, en anden var amtmand på Møn. Denne sidste, Caspar Gottlob Moltke, fik ham i året 1722 ansat som page hos den daværende kronprins Christian, og da han i året 1730 blev udnævnt til kammerpage hos den 7-årige prins Frederik (den senere Frederik 5.), grundedes det nøje forhold imellem ham og denne, der trofast varede indtil den sidstnævntes død.Holm, s. 380 Sådan som Moltkes løbebane blev, var det umuligt for ham at opnå nogen rig åndelig uddannelse ved studier eller rejser; derimod var han tidlig religiøst vakt og synes i nogen tid at have stået i berøring med Herrnhuterne; religiøse stemninger træde da også stærkt frem i hans efterladte optegnelser. Skønt prinsen holdt overordentlig meget af ham, følte Moltke sig dog trykket, mens han som kammerjunker (fra 1735) virkede ved hans hof. Han havde nemlig, fattig som han var, 1735 ægtet en datter af oberstløjtnant Godske Hans Brüggemann til Ulriksholm og Østergård, Christiana Frederikke Brüggemann (1712-1760), som han havde været forlovet med i 7 år, og hun fødte ham det ene barn efter det andet, 13 i alt (hendes far var meget velhavende, ejede 2 godser). Han attråede derfor blot at få en nogenlunde god stilling som amtmand på Møn, og han fik også tilsagn om at blive det; men da overraskede Christian 6. ham ved (1743) at gøre ham til hofmarskal hos prinsen, det følgende år stillede han ham som overkæmmerér i spidsen for sønnens hofstat, og snart efter gjorde han ham til hvid ridder (1745). Et betydningsfuldt vidnesbyrd om, hvilken tillid han havde til Moltke, gav han, da han frygtede for, at sønnen var ved at skeje ud i sædelig henseende, og da han så i fortrolighed søgte Moltkes hjælp for at få klarhed herpå og for at få dårlige elementer fjernede fra sønnens omgivelser.
Frederik 5.s tronbestigelse thumb|left|Portræt af Adam Gottlob Moltke Næppe var Frederik 5. blevet konge 1746, førend han overvældede Moltke med nådesbevisninger; han gjorde ham til overhofmarskal (13. september 1746), forærede ham godset Bregentved og udnævnte ham til gehejmeråd (1747).Holm, s. 381 Få år efter (31. marts 1750) ophøjede han Bregentved tillige med flere godser, som Moltke imidlertid havde købt, til et lensgrevskab. Overhofmarskalembedet havde tidligere været en blot hofcharge; men nu under Frederik 5. blev det den ydre stilling, der gav Moltke lejlighed til som kongens fortrolige ven at være om ham tidlig og silde. Da Frederik 5. talte med ham om alt, hvad der lå ham på sinde, var det muligt for ham ved samtaler og referater at gøre sin indflydelse gældende på alle områder, hvor det lystede ham. Han attråede derfor aldeles ikke at stå i spidsen for noget regeringskollegium eller engang at være medlem af Konseillet. Da kongen i året 1763 udtrykkelig gav ham sæde i dette kollegium, opnåede han at få fritagelse for at møde der. Ganske sikkert var det også overflødigt for ham at tage del i Konseillets forhandlinger, da ministrene måtte holde det for nødvendigt at tale med ham om mangfoldige sager og at sikre sig hans medvirkning, når det gjaldt noget af vigtighed. De fremmede diplomater havde så vidtgående tanker om hans indflydelse, at en af dem lejlighedsvis udtalte, at han efter behag kunne af- og indsætte ministre. Derfor holdt de det tit for lige så vigtigt at forhandle med ham som med selve udenrigsministeren, ja undertiden for endnu vigtigere.
Landets mægtigste mand thumb|left|Portræt af Adam Gottlob Moltke Den opfattelse, de fremmede diplomater havde, faldt ganske sammen med, hvad der var den almindelige mening i selve landet, både hos høje og lave, ingen var i tvivl om, at den bedste vej til at opnå noget hos kongen var at vinde Moltke for sin sag. Men hvad sagde ministrene hertil? De kunne, skulde man tro, ikke finde andet, end at det var et ganske utåleligt forhold; det måtte efter al sandsynlighed enten føre til højst pinagtige rivninger eller til, at ministrene sank ned til at blive nikkedukker i Moltkes hånd. Men dog er det et helt andet syn, Frederik 5.s regeringshistorie frembyder, og det må siges først og fremmest at være Moltkes fortjeneste, at det ikke kom til at gå, som man kunne frygte for. Moltke var nemlig lykkeligvis ikke en almindelig "favorit", men sin konges trofaste ven og en god dansk fædrelandsven, der, om han end til sine tider ikke glemte sin egen fordel, dog på flere måder med alvor arbejdede for landets vel. Han, der havde en god forstand og i det mindste i flere retninger et sundt blik, men ingenlunde var en mand med overlegen begavelse, kendte godt sin egen begrænsning, og han var lykkeligvis uden den ærgerrighed at ville være alt. Derfor tilrådede han også kongen straks i begyndelsen af hans regering, at han, om han end så vidt muligt burde se med egne øjne, dog tillige skulle støtte sig til konseillets overvejelser, og han opfordrede ham tillige til at bevare dette i dets daværende sammensætning. Da han desuden selv åbenbart var hensynsfuld og behagelig i sit væsen, forstod han personlig at stille sig i det rette forhold til Konseillet og de andre regeringskollegier. Vistnok mangler det ingenlunde på kabinetsordrer fra kongen eller på forandringer fra dennes side i kollegiernes indstillinger, ligesom det også temmelig jævnlig skete, at kongen ved embedsudnævnelser gik sine egne veje, og i alt sligt har han ganske sikkert rådført sig med Moltke, men regeringens fremherskende træk, i det mindste hvad hele sider af de indre forhold angår, var dog en kollegiestyrelse, hvori Moltke ikke blandede sig.Holm, s. 381f
Relationer til Schulin og Bernstorff thumb|left|300px|Frederiks Hospital, som Moltke var leder af Særlig interesse har Moltkes personlige forhold til de 2 betydelige statsmænd, der spillede den største rolle under Frederik 5.s regering, nemlig J.S. Schulin og J.H.E. Bernstorff. For den første af disse nærede han stor ærbødighed, og han synes at have opfattet ham som den, der havde været et slags velynder for ham. Med god grund mente derfor de fremmede diplomater, at Moltke ganske rettede sig efter den politik, som Schulin anså for den rigtige, at han støttede den hos kongen og aldrig modarbejdede den. Anderledes blev forholdet, da Schulin døde i 1750, og efter en kort mellemtid Bernstorff i 1751 både blev udenrigsminister og medlem af Konseillet. Det var vistnok med rette, det den gang blev sagt, at Moltke hellere så denne plads besat med Bernstorff end med den anden fremragende diplomat, hvorom der kunde være tale, nemlig grev Lynar. Men den ærbødighed, Moltke havde haft for Schulin, der var så meget ældre end han, følte han ikke over for den med ham samtidige Bernstorff. Det synes også, som om denne, ved siden af al den fine form, der udmærkede ham, har haft en vis docerende bredde, der kunde virke irriterende, og at han nok holdt af at lade sin åndelige overlegenhed træde frem. Nok er det, at Moltke følte sig stødt ved hans væsen, og det var der dem, som forstode at benytte sig af. Oven i købet var det en ikke ualmindelig, om end sikkert i det væsentlige uberettiget, opfattelse, at Bernstorffs politiske system var forskelligt fra Moltkes, at han nemlig var engelsksindet, medens Moltke var fransksindet.Holm, s. 382 Særlig Frederik 2. af Preussen hadede Bernstorff, og den ene gang efter den anden pønsede han derfor på, om det ikke skulle være muligt at få Moltke til at styrte Bernstorff. Men til lykke for staten gav Moltke ikke sin vrantne stemning lige over for Bernstorff spillerum; han så, at det var pligt at lade denne blive siddende på sin plads, og således skete det da. Efter at han her havde taget sit parti, fulgte han Bernstorffs fane lige så trofast, som han havde fulgt Schulins, og han var stadig en værdifuld støtte for Bernstorff, medens staten slap for et rænkespil, der på det daværende farlige tidspunkt kunde have været ødelæggende.Holm, s. 382f Den gavn, han gjorde ved siden af Bernstorff, trådte klarest frem i 1762 under den fare, som den gang truede fra Rusland. Man må kalde det en lykke for landet, at han på dette tidspunkt, da adskillige tabte modet, var enig med Bernstorff i at stå fast og byde den russiske kejser Peter 3. spidsen. Det var så at sige bag kulisserne, at vi have set Moltke virke som kongens rådgiver, både hvad den ydre politik angår og med hensyn til den egentlige statsstyrelse. Det gjorde, som tidligere omtalt, ikke stor forandring heri, at han 18. marts 1763 blev medlem af Konseillet, da han holdt sig borte fra møderne. Få måneder i forvejen (2. december 1762) var han blevet medlem af Overskattedirektionen, og skønt H.C. Schimmelmann afgjort var hovedmanden her, kom han dog ved denne stilling officielt i forbindelse med en vigtig gren af statsforvaltningen.Holm, s. 383
Indsats for kunst og økonomi thumb|300px|Amalienborg med Moltkes Palæ til venstre thumb|300px|Marienlyst Slot, udvidet og moderniseret af Moltke Ved siden deraf havde han dels det hverv at bestyre kongens Partikulærkasse, dels trådte han tydelig frem for offentligheden ved den overordnede ledelse, kongen lod ham få på visse åndelige områder. Da nemlig Kunstakademiet blev stiftet 31. marts 1754, gjorde Frederik 5. ham til præsident for dette, og tillige lagde han en ny videnskabelig institution under ham, nemlig det i 1759 oprettede Natural- og Husholdningsselskab, for øvrigt en besynderlig ordning, da man skulle tro, at en sådan institution naturlig hørte sammen med Universitetet. Ikke mindre måtte der blive lagt mærke til, at Moltke fik den ypperste plads ved styrelsen af Frederiks Hospital, der netop stiftedes på denne tid (1756).