thumb|Folk begraver ofre for den sorte død. "Gilles le Muisits krønike" (1272-1352). Bibliothèque royale de Belgique, MS 13076-77, f. 24v. Den sorte død var en pandemi af historisk pest i midten af 1300-tallet. Pandemien angreb Messina i 1347, og Den sorte død spredtes herefter med stor hast op gennem Europa og bredte sig i 1350 i Danmark.Mysteriet om den sorte døds oprindelse er løst, hævder nyt studie. Videnskab.dk 2022‘The single most notorious killer of humans’: What are the true origins of the 14th century Black Plague? Genetic Literacy Project 2024

Ud fra de sparsomme kilder og det begrænsede talmateriale antages det, at pandemien havde forårsaget, at folketallet i Europa omkring 1450 var blevet reduceret til mellem en tredjedel og halvdelen af befolkningsniveauet fra før 1347.Artiklen om den sorte død på Den Store Danske, taget 24. marts 2017 kl. 16:00 (afrundet til nærmeste hele time) Det er den dødeligste pandemi nogensinde. Efter Den sorte død hærgede pest Europa de næste århundreder, men mindre hårdt. Efter alt at dømme var bakterien Yersinia pestis årsagen til pandemien.

Navn "Den sorte død" er en betegnelse for pesten generelt og særligt den store pestepidemi i midten af 1300-tallet som blev påhæftet senere. Historikeren Francis Gasquet tillagde udtrykket Johannes Isaacus Pontanus der skrev den latinske frase "atram mortem" i Rerum Danicarum Historia fra 1631. Andre har dog sporet det længere tilbage. Simon de Couvin benyttede udtrykket "mors nigra" i et digt fra omkring 1350.Joseph P. Byrne, The Black Death, Greenwood Press (ifølge citering af Karl Birkelbach i Plague Debate: Methodology and Meaning in the Retrospective Diagnosis of the Black Death) Datiden betegnede epidemien "den store dødelighed", "mandedøden" eller lignende.Og andre citeret af Michael H. Gelting

Det er uklart hvordan udtrykket "den sorte død" er opstået. En skribent i 1800-tallet mente det stammede fra symptomerne, de sorte bylder. En anden skribent, F. A. Gasquet, mente det i stedet henviste til den udbredte sorg og pessimisme.

Historisk gennemgang thumb|Gravsten fra Kara-Djigach i Kirgisistan. Der har været flere forskellige teorier om hvor Den sorte død er opstået: Fra den Pontisk-kaspiske slette, over Centralasien til Østasien.Nyhedsartikel om studiet:

Et forskerhold rapporterede i 2022 om genetiske studier af skeletter fra grave i Kara-Djigach and Burana i det nordlige Kirgisistan. Forskerne var i stand til at udtrække DNA fra skeletterne og identificere pest-bakterien Yersinia pestis. Deres analyse satte bakteriestammen de fandt som grundstammen, sidste fælles forfader, i en større forgrening, der knyttes til pestpandemiens opståen. En af gravstene i Kara-Djigach har indskriften

Kamelkaravanerne langs Silkevejen bragte smitten mod vest. I 1346 var pesten nået frem til den mongolske hær, der belejrede den genovesiske havneby Kaffa på Krim (nu Feodosija).Cyril Aydon: Menneskets historie (s. 157), forlaget Gyldendal, Oslo 2009, Belejringen blev afbrudt af pestens voldsomhed, og mongolerne fortrak. Men nu brød sygdommen ud inde i byen, og i panik satte de overlevende kurs mod hjemlandet. Da de sejlede ind i Messinas havn i oktober 1347, tog de smitten med til Europa.

Yngre Sjællandske Krønike noterer for året 1348 at pesten hærgede i riget og at der i 1349 døde mange i Danmark. Ifølge et sagn skulle pesten derimod være kommet til Danmark i 1349 med et norsk skib, der kom fra England, og som strandede i det nordlige Jylland, da hele besætningen var død. I det følgende år rasede den i al sin heftighed, og det antages, at omtrent halvdelen af befolkningen døde. Store distrikter lå fuldstændig øde efter pesten. I Roskilde Stift var der 20 år efter stadig 98 gårde og møller og 71 huse, der stod tomme. Da Valdemar Atterdag i 1357 byggede et slot i Randers, var det af materialer fra 11 nedbrudte kirker fra affolkede sogne.

Det sidste angreb af Den sorte død skete øjensynligt i Moskva i 1353.

Først ca. 1550, to hundrede år senere, var Europas folketal igen oppe på 75 millioner.Cyril Aydon: Menneskets historie (s. 141)

Årsag thumb|Pesten på trapperne, tegning af Theodor Kittelsen 1894-95. Siden 1900 menes det, at epidemien og den følgende pandemi var udbrud af moderne pest forårsaget af bacillen Yersinia pestis I 2011 viste et studie genetisk materiale fra Yersinia pestis hos personer begravet under Den sorte død. Universitaet Tübingen (29. august 2011). Black Death bacterium identified: Genetic analysis of medieval plague skeletons shows presence of Yersinia pestis bacteria. ScienceDaily Citat: "..."That indicates that at least this part of the genetic information has barely changed in the past 600 years," says Krause..."Without a doubt, the plague pathogen known today as Y. pestis was also the cause of the plague in the Middle Ages," says Krause..." Siden har genetiske studier underbygget og udbygget teorien om Yersinia pestis som årsagen til Den sorte død.

Det var den fransk-schweiziske bakteriolog, Alexandre Yersin, der i 1894 fandt pestbakterie hos rotter og mennesker i Asien, i forbindelse med en bølge af byldepest, der havde spredt sig fra Hongkong til Indien. Yersinia pestis blev også udpeget som dræberen, der tog millioner af menneskeliv under Den Sorte Død i middelalderen. Dengang mente man, at rotter og lopper spillede en afgørende rolle for sygdommens spredning. Imidlertid kastede et hold af bakteriologer fra National Institute of Allergy and Infectious Diseases (NIAID), et regeringsinstitut i USA med base i Maryland, i 2024 nyt lys over pestens mulige spredning. Deres eksperimentet viste, at kropslus indtager en større mængde blod end lopper og spiser hyppigere, hvilket derved øger antallet af bakterier, der kan spredes. Forskerne nævnte også, at bid fra kropslus giver kløe, hvilket ofte resulterer i hudafskrabninger, der kan give nemmere adgang til pestbakterien. Spredningen af pest var så skæbnesvanger for den høje dødelighed i middelalderen, at den kan være drevet af smitte fra parasitter, som har levet på mennesker, herunder kropslus. Zoologen Graham Twigg satte allerede i 1984 spørgsmålstegn ved den udbredte antagelse om den sorte død med argumentet, at der slet ikke fandtes nok rotter i middelalderens Nordeuropa til, at pesten kunne sprede sig med den hastighed, som man kender til fra 1347 til 1350. Skriftlige kilder fra dengang vidner heller ikke om rotternes fremtrædende rolle, men lægger derimod stor vægt på smitte fra menneske til menneske.

Alternative forklaringer Enkelte forskere har stillet spørgsmålstegn ved den traditionelle forklaring på Den sorte død. Første gang bakteriologen J. F. D. Shrewsbury i 1970; senere biologen Graham Twigg i 1985 og historikeren David Herlihy i 1997. Susan Scott og Christopher Duncan argumenterede i deres bog fra 2004, Return of the Black Death, at en virus var årsagen. Blandt de argumenter, der er anført for en alternativ årsag til Den sorte død, er, at dødeligheden i middelalderen var langt større end den i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor dødeligheden kun nåede 2%, og da kun i særlige tilfælde.

Et andet argument mod at forbinde moderne Yersinia-pest til Det sorte død og de lignede senere "pest"-epidemier er at sygdommens sæsonvariation er anderledes: I de moderne Yersinia-pest-epidemier omkring 1900-århundredskiftet i Poona, Bombay og Manchuriet ses sygdomstilfældene at toppe om vinteren, mens det for de ældre epidemier ses at antallet af tilfælde topper om sommeren eller tidligt efterår. Dette ses i data fra epidemier i for eksempel Givry og St. Nizer i 1348, i London i 1625 og 1665 og Moskva 1771. Endvidere spredte pesten i middelalderen sig hurtigt - med ca. 10-15 km om dagen (hvilket ganske svarer til en dagsrejse for mennesker i den tid) - hvorimod den moderne pest spreder sig meget langsomt geografisk. Det kan forklares ved at den moderne pest kræver gnaverlopper (typisk fra rotter) som mellemvært. Middelalderens pest kunne muligvis smitte fra menneske til mennesker - evt. med menneskelopper som mellemvært - hvilket vil gøre mennesker til vektor for sygdommen. Så usanset at sygdomsbilledet, -symptomer og -udvikling er næsten identiske mellem den "gamle" og "nye" pest, så er der tilsyneladende forskelle hvad angår smittemøntstre og smitteveje.

Studie der viser, at vulkaner kan have bidraget til at sprede Den sorte død Hvordan sygdommen ankom til Middelhavet i 1347, er ikke klarlagt, men en undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Communications Earth & Environment i 2025, forbinder tidspunktet med spredning på den italienske halvø med vulkansk aktivitet, der afkølede klimaet, forårsagede hungersnød og ansporede kornimport. Gennemgang af træringdata til at rekonstruere temperatur- og nedbørsregistreringer viser, at temperaturerne over Middelhavet var lidt køligere end gennemsnittet fra 1345 til 1357. Iskerner fra Grønland og Antarktis indeholder forhøjet svovl, som udledes af vulkanudbrud, i lag dateret til omkring 1345. Det tyder på, at der kan have været et eller en række udbrud, sandsynligvis i troperne, på det tidspunkt. Antydninger af vulkansk aktivitet findes også i de historiske optegnelser. Folk i Kina og Bøhmen rapporterede om måneformørkelser, der baseret på beregninger af kredsløb, ikke burde have fundet sted. Det er muligt, at en partikelfyldt himmel ændrede Månens udseende, hvilket medførte disse rapporter.

Årelange kuldeperiode påvirkede angiveligt afgrødehøsten i Middelhavet. De italienske bystater lagde stor vægt på fødevaresikkerhed. Efter hungersnød i århundredet før Den sorte død opbyggede de derfor et langdistancehandelsnetværk, så de kunne importere hvede fra områder som Nordafrika og Sortehavsregionen mod vest. Baseret på historiske, administrative og juridiske optegnelser steg kornpriserne kraftigt i 1346 til 1347. Mongolerne, der kontrollerede sortehavsområdet, var på det tispunkt ved at dø af pest. Så selvom en handelskrig mellem de italienske bystater og mongolerne havde begrænsede kornimporten i årene forud, tillod de skibe fra Venedig og Genova at fragte deres varer – og tillige pestsmitte – til de italienske bystater, der ellers ville sulte. Patogenbærende lopper kan leve af både kornstøv og blodet fra rotter og mus på kornskibe. Genåbning af kornhandlen kan have været det, der fik pesten til at sprede sig til Italien. Kornhandel har tidligere i 2021 været nævnt, som en årsag til spredningen af pest, men forbindelsen til vulkansk aktivitet var ikke kendt på det tidspunkt.

Datidens forklaringer Den sorte død var et komplet mysterium for datiden, og forklaringerne var derfor lige så mangfoldige, som de var ukorrekte. De kan inddeles i teologiske forklaringer, naturvidenskabelige forklaringer og sammensværgelsesteorier.

thumb|Flagellanter ved Doornik i 1349. Den teologiske forklaring gik på, at pesten var Guds straf mod mennesket for dets syndighed. Biskoppen af Würzburg mente således, at epidemien skyldtes folks blasfemiske banden og sværgen. Der herskede generelt en dommedagsstemning, der resulterede i en ekstrem religiøsitet hos nogle og en ekstrem løssluppenhed hos andre – som det også skildres i Dekameron af Giovanni Boccaccio. Den ekstreme religiøsitet førte mange steder til flagellanternes optog, som et udtryk for utilfredshed med gejstligheden og religiøs fanatisme.

For de naturvidenskabelige forklaringer gik lægevidenskabelige fakultet i Paris i spidsen. En forklaring var baseret på astrologi. Særligt blev en dårlig astrologisk konstellation i 1345 anset som årsagen.

Konspirationsteorien gik ud på, at onde mennesker forgiftede drikkevandet. Det var særlig skæbnesvanger for jøderne, og der forekom en voldsom forfølgelse af jødiske indbyggere i Europas lande. Men også andre befolkningsgrupper blev ramt. I Katalonien fik tiggere skylden. Rygtet om giftsammensvægelsen kan have opstået i Provence i foråret 1348.