Luchino Visconti di Modrone (2. november 1906 i Milano – 17. marts 1976 i Rom) var en italiensk film- og teaterinstruktør, aristokrat og rig: Moderens familie var af højborgerlig herkomst (medicinalfirmaet Erba). Begge forældrene var meget smukke. Luchino Visconti benyttede sig aldrig af sin grevetitel, ligesom Modrone-navnet aldrig figurerer i forbindelse med hans kunstneriske virksomhed.
Faderen var hertug af Milano. Viscontislægten kan spores tilbage til i år 774. Den første Visconti var konge af Lombardiet og svigerfar til den første tysk-romerske kejser, Karl den Store. I middelalderen huserede Viscontierne som despoter i Norditalien og er omtalt i Dantes Guddommelige Komedie. Modronenavnet skyldes Napoleon .
Hans bedst kendte film er Leoparden, De lange knives nat og Døden i Venedig. Andre film er socialt indstillede ofte indignerede samtidskildringer i sort-hvid. "Rocco og hans brødre" var dén film, han selv holdt mest af, måske fordi handlingen foregår i barndombyen Milano.
I det meste af 1930'erne boede han i Paris (han talte flydende fransk). Omkring 1934 flirtede han med nazismen, men hans homoseksuelle kæreste, tyskeren Horst P. Horst, som magasinet Vogue netop var ved at promovere som modefotograf, fik ham på andre tanker. På omtrent samme tid kom han i kontakt med den kendte filmskaber Jean Renoir, der var en prominent kommunist.
Visconti var en ekstremt sammensat personlighed; integreret i sin samtid bortset fra tiden under og lige efter 2. verdenskrig, i sig selv og i sit professionelle virke. På sine gamle dage koketterede han med (fx i et interview med David Bailey i portrætfilmen Bailey On), at han var dekadent.
"Décadent? Det behager mig meget vel! Det ville bekymre mig mere, hvis man anklagede mig for futurisme!"
Livsførelse Luchino Visconti blev kommunist omkring midten af 1930'erne – og partisan under 2. verdenskrig. Han blev arresteret og forhørt af Roms brutale fascistiske politichef Pietro Koch i den tyske okkupations sidste tid. Efter Roms befrielse medvirkede Visconti med en dokumentarfilm "Giorni di Gloria" (Glorværdige dage) om processen mod de fascistiske gangstere – og med sig selv i vidneskranken. (Filmen er ikke tilgængelig på DVD).
Visconti var resten af livet medlem af Italiens Kommunistiske Parti (PCI) og stod på god fod med flere af partiets spidser; han var æresvagt, da den mangeårige partisekretær for PCI, Palmiero Togliatti døde i 1964.
Den italienske krise er baggrunden for hans film fra 1974, Vold og lidenskab (Conversation Piece). (Krisen: PCI var det næststørste politiske parti. Det var i begyndelsen af 1970'erne i koalition med det noget mindre PSI (socialdemokraterne) og så tæt på regeringsmagten, at højrefløjen forsøgte et statskup. Den ene regeringskrise afløste den anden, blokkene stod skarpt over for hinanden, og deres ekstremister kastede bomber. Italien var dog frem til 1976 Sydeuropæiske eneste demokrati).
Filmen er paradoksalt nok er hans mest intimt private og bekendende måske bortset fra Sandra med søskendeincest-problematikken.
De lange knives nat er med sin spektakulære mondænitet et veritabelt katalog i perversiteter; den handler ikke om Viscontis egen familie, men om det tyske ståldynasti Krupp og den pinagtige rolle, Krupp spillede ved Hitlers magtovertagelse i 1933 (der er filmens omdrejningspunkt). Visconti opholdt sig i Tyskland under De lange knives nat i juni 1934; den tyske zeitgeist, der konsoliderede Hitlers magt, havde Visconti i personlig erindring.
I løbet af den kolde krig udviklede Visconti, påvirket af den tyske forfatter Thomas Mann (1875-1956), en social-liberal humanisme og tog afstand fra Sovjets invasion i Ungarn 1956 og i Tjekkoslovakiet i 1968. Han blev på sine gamle dage konservativ katolik og foranstaltede private messer på latin. Og det efter Det andet Vatikankoncil, der vedtog folkesprog i liturgien. Latin måtte nu kun anvendtes i enkelte messeled.
Visconti var homo- eller biseksuel i ungdoms- og manddomsårene med talrige elskere og elskerinder. Han blev aldrig gift og efterlod sig ingen børn. Kunstnerne var hans børn, teatret, filmen og operaens verden var hans valgslægtsskaber. Men han bevarede en nær kontakt til sine søskende, især lillesøsteren Uberta (1918-2003), der deler grav med Luchino Visconti på Ischia (i Napolibugten). Visconti havde et landsted, La Colombaia ("dueslaget"), på denne ø. Det var en saracensk fæstning, der blev ombygget omkring år 1900 og er indrettet som Visconti-museum. hjemmeside.
Forholdet til faderen var anstrengt især efter forældrenes skilsmisse. Moderen døde i 1939 i Cernobbio ved Comosøen, faderen i 1941 i Rom. Luchino arvede faderens villa på Via Salaria i Rom og boede her til 1972. En bror mistede livet ved fronten i Afrika under 2. Verdenskrig.
Baggrund Opvokset i en stor søskendeflok i Milano som søn af hertugen af Milano i en af Italiens rigeste familier mødte han i hjemmet kulturpersonligheder som Giacomo Puccini, Arturo Toscanini og Gabriele D'Annunzio. Familien var dysfunktionel: især faderen havde mange erotiske sidespring. Luchino klarede sig dårligt i skolen sad, siger han, "på de bagerste bænke" og tog ingen eksamen, men brugte al sin tid med – uden for pensum – at læse skønlitteratur, overvejende romaner. Havde allerede som 14-årig læst Shakespeares samlede værker. I 1927 gjorde han første omgang oprør ved at uddanne sig til kavaleriofficer i det kongelige savojardiske husarregiment i Pinarolo. Her udviklede han en sand lidenskab for heste og var i midten af 1920'erne en velkendt galoptræner.
Kunstnerisk virke Karakteristisk for Viscontis film er tematikken og valget af location. Selv ved studieoptagelser (Hvide nætter og Vold og lidenskab består udelukkende af studieoptagelser) er realismen fremtrædende: der er ikke noget kulissepræg, men en nærmest penibel realisme, der altid er æstetisk, repræsentativ og måske derfor både melankolsk – og underholdende. Der er noget at se på. Instruktionen af skuespillerne er også i særklasse. Bortset fra det fremherskende sociale aspekt er Viscontis film outrerede – med en skønhedskult, der er inspireret af Antikken.
Via modeskaberen Coco Chanel blev Visconti, der var en fremtrædende galoptræner, medarbejder hos filminstruktøren Jean Renoir ved Une partie de campagne fra 1936. Hans dokumentariske Toni (1935) havde gjort et uudsletteligt indtryk på Visconti og satte sig spor i Rocco og hans brødre, Viscontis storbymelodrama om immigranter på samfundets bund og fremmede fugle, der vånder sig under højkonjunkturen i efterkrigstiden. Den er fra 1961.
Efter en tur til Hollywood i 1938, hvor han forfærdedes ved det producentstyrede studio-system, genoptog han samarbejdet med Renoir om filmen Tosca, som de på grund af krigen ikke fik færdiggjort. Takket være sin forbindelse med Vittorio Mussolini (Benito Mussolinis søn), der under det fascistiske diktatur kontrollerede landets kulturliv, fik han frie hænder til i 1943 at skabe den første neorealistiske film Ossessione (Besættelse), som var bygget over James Cains roman Postbudet ringer altid to gange. Vittorio Mussolini var også redaktør for det avantgardistiske filmtidsskrift Cinema og gav nærmest Visconti carte blanche til at skrive, hvad der passede ham. Det var her, at Visconti kom i kontakt med Michelangelo Antonioni.
I Jorden skælver (1948-49) brugte han naturen med silhuetten af de berømte klipper ved indsejlingen til Aci Trezza som "gigantkulisse". I et socialt skæbnespil viser han fattige fiskeres kamp for bedre levevilkår (de køber deres egen båd) på et Sicilien, hvor tiden nærmest har stået stille siden oldtiden. Martin Scorsese anfører i sin film om neorealismen, at Jorden skælver er inspireret af den socialrealistiske trediverklassiker Man of Aran, men betingelserne er hos Visconti endnu mere udsigtsløse og personerne endnu mere forsvarsløse mod den historiske udvikling (progressivitet). Alle skuespillerne er amatører: fiskerbefolkningen spiller sig selv. De primitive, forkuede daglejere fremstår med forbløffende værdighed, næsten som menneskelige gentagelser til de stolte klipper uden for havnen. De er proletarer, der i brede, realistiske strøg skildres med hjerteskærende empati. Jorden skælver er det nærmeste, Visconti kom propaganda-film; filmen var bestilt af det kommunistiske parti til brug i den forestående valgkamp. Filmen tjente aldrig sit formål, for optagelserne blev forsinket af finansielle problemer: Hele Aci Trezza stod på den anden ende for filmen og kunne derfor ikke tjene til dagen og vejen. Visconti var nødt til at sælge sin mors smykker for at færdiggøre filmen.
I sin egenskab af teaterinstruktør gik Visconti i en stor bue uden om Bertolt Brecht, som han overlod til sin teaterkollega Giorgio Strehler. Selv kulturradikalisten Henrik Ibsen var også for meget.
I 1954 forlod han neorealismen med det historiske melodrama Sansernes rus. Perioden 1954-1965 danner en overgangsfase mellem de sene periodefilm i farver og samtidsskildringerne, der med undtagelse af Vold og lidenskab var i sort-hvid (De to episodefilm Il lavoro og Streghe bruciata viva (dvs. hekse brændes levende") er i farver).
Sandra fra 1965 er hans afsked med sort-hvid. Et noget stillestående kammerspil efter et originalt manuskript der med baggrund i de vesttyske Auschwitz-processer omkring 1964 forener den franske eksistentialistiske filosof Jean-Paul Sartres (dramaet Fangerne fra Altona med sin holocaust-problematik) med Viscontis ven og filminstruktør Michelangelo Antonionis skildringer af de moderne livsvilkår. Sandra har et vist avantgardistisk præg og er i både stil og emnevalg påvirket af skandinaviske instruktører som Vilgot Sjöman og Ingmar Bergman.
Allerede med Leoparden (1963), som byggede på Giuseppe Tomasi di Lampedusas roman, tog Visconti fat på mere personligt stof: aristokratiets uafvendelige undergang. Med stjernerne Burt Lancaster, Alain Delon og Claudia Cardinale i hovedrollerne og trods selskabet Twentieth Century-Fox' hårdhændede beskæringer (bl.a. en engelsksproget adaption beregnet for det amerikanske marked) fik filmen stor international succes. Visconti var så utilfreds med selskabets behandling af filmen, at han fralagde sig ethvert ansvar for den. Leoparden har efter Viscontis død fået repremiere i et directors cut.
De lange knives nat fra 1969 er endnu et eksempel på Viscontis forkærlighed for at beskrive skønheden i de riges dekadente ødselhed og undergang, samtid med at filmsproget er et udtryk for den ødsle skønhed og undergang, som er dens morbidt diabolske triumf. Denne gang om en repræsentant for den nye adel, en tysk industribarons og hans families opløsning og undergang i tiden omkring den nazistiske magtovertagelse i Tyskland. Visconti betegnede selv filmen som "opera" med sekvenser, der er nærmest dokumentariske. Især slutningen af filmen er meget stilfuld og særdeles makaber.
I 1971 kom endnu en undergangsvision Døden i Venedig. Hvor det i Leoparden var adelen, i De lange knives nat kapitalisterne er det nu en komponist, der repræsenterer en epokes moralske og fysiske død. Det særprægede er den konstante vekslen mellem neurotisk subjektivitet og en nietzscheansk overlegen og kaotisk objektivitet. En vekslen mellem apollinsk og dionysisk holdning indtil døden kaster sit sidste slør. Filmen vakte opsigt. Den var en filmatisering af Thomas Manns bog fra 1912) og med en handling, der på en mærkelig kysk måde drejer sig om erkendt homoseksualitet og måske pædofili. Den forbinder det prægtige billedsprog og den genialt valgte musik (adagiettoen fra Gustav Mahlers femte symfoni. Gustav Mahler er angiveligt model for både Thomas Manns fortælling og for Viscontis film). Døden i Venedig (både novellen og filmen) er den homoseksuelle pendant til den heteroseksuelle kærlighedsmyte om Tristan og Isolde.