thumb|450px|Forskellige ruteføringer gennem Nordvestpassagen

Nordvestpassagen er en passage over vand imellem Atlanterhavet og Stillehavet langs Nordamerikas nordlige kyst,northwest passage – Definition from the Merriam-Webster Online Dictionary altså langs Canada og Alaska, som man allerede i 1400-tallet begyndte at lede efter. Passagen ligger nordvest for Europa, deraf navnet.

I 1903–1906 blev den arktiske opdagelsesrejsende, nordmanden Roald Amundsen, den første, der sejlede igennem Nordvestpassagen. Passagen er dog på grund af is i farvandene ikke brugbar som sikker sejlrute.

I stedet for Nordvestpassagen blev Panamakanalen anlagt i 1913 som en søvej fra Atlanterhavet til Stillehavet.

Historie

Baggrund

Søgningen efter Nordvestpassagen havde sin oprindelse i ønsket om at finde en anden og kortere søvej til Sydøstasien end vejen syd om Afrika. Opdagelsen af Amerika var på sin vis en ubehagelig overraskelse i disse bestræbelser, og man søgte derfor at finde en vej nord om dette landområde. De ekspeditioner, der i denne henseende blev udsendte, skulle med tiden dels bidrage til at udvide kundskaben om den nye verdens udbredelse, dels fremme pelsfangervirksomheden, dels bidrage til fremme af koloniseringen fra Europa af det nye land.

Allerede i slutningen af 1400-tallet udsendtes de første ekspeditioner, som skulle få forbindelse med Amerika mod nordvest: i 1474 opdagede João Vaz Corte-Real fra Portugal den amerikanske kyst, muligvis Newfoundland.Bruun (1924), s. 7 i 1497 fandt italieneren Giovanni Cabotto John Cabot i engelsk tjeneste Labrador, som han dog troede var Asiens kyst. John Cabbots søn Sebastian Cabotto trængte næste år endnu længere mod nord til Labrador. I årene 1500–1503 foretog de portugisiske brødre Cortoreale flere rejser mod nordvest, stadig for at finde en nordlig gennemfart til Kina. Flere andre portugisiske ekspeditioner forliste i disse egne. Spanierne sendte ligeledes adskillige ekspeditioner mod nordvest med samme formål. Også franskmændene deltog fra 1524. I 1534 sendte den franske konge Frans 1. Jacques Cartier af sted for at søge efter guld og en vej til Orienten. Han omsejlede Newfoundland og trængte ind i Saint Lawrence-floden, hvor franske nybyggere snart nedsatte sig i landet, der fik Navnet Canada. I 1539 sendte Hernán Cortés en ekspedition under ledelse af Francisco de Ulloa, som skulle sejle langs Baja California for at finde passagen. Da det havde vist sig meget vanskeligt at finde den søgte nordvestlige gennemfart, prøvede man tillige vejen nord om Asien, hvorved spørgsmålet om Nordøstpassagen kom op, navnlig efter forslag af Sebastian Cabotto. Men samtidigt begyndte man atter at udnytte de nordlige haves rigdomme på især fisk og hvaler. Banebrydere i søgningen efter Nordvestpassagen var Frobisher, Davis, Hudson og Baffin. Det meste af, hvad man frem til begyndelsen af det 19. århundrede vidste om det nordlige Amerika, skyldtes dem.

Frobishers ekspeditioner 1576–1578

I 1576 rejste Martin Frobisher fra England med 3 skibe mod nordvest for at føre Cabot’s opdagelser videre, fandt den efter ham benævnede bugt og det såkaldte Meta Incognita eller landet nord for Hudson-strædet. Han hjembragte nogle glinsende sten, som antoges for guld, hvorfor han i 1577 atter sendtes samme sted hen med 3 skibe. Han havde imidlertid kun uheld på denne tur og sendtes på ny ud i 1578, denne gang med 15 skibe og en mængde håndværkere for at anlægge en koloni og hjemføre guld i mængde. Det formodede guld var imidlertid kun svovlkis og værdiløst, og togterne gav derfor intet udbytte.

Davis ekspeditioner 1585–1587

London-købmændene brændte dog fortsat af begærlighed efter at finde Nordvestpassagen. I 1585 udsendtes den engelske opdagelsesrejsende John Davis. Han nåede Grønlands sydvestlige kyst og kom i berøring med eskimoerne, sejlede et stykke op i Davis-Strædet og vendte der efter hjem. Næste år udsendtes han på ny og nåede den 8. august frem til Cumberland Sound på Baffin Island ved 66° 40′ n. br. vestkysten af Baffinbugten og havde ved Labrador samkvem med eskimoerne der. Endelig i 1587 foretog han en sidste rejse med 4 skibe for at gøre opdagelser og samtidig drive sæl- og hvalfangst. Han nåede 72° 12′ n. br., sejlede langs Baffins-Land og opdagede flere bugte men stadig uden at finde Hudson-strædet. Efter dette begyndte interessen for polarfarterne, der hidtil havde været resultatløse, af kølne.

Halls ekspeditioner 1605–1607 og Jens Munks rejse 1619–1620

Davis’ besøg i Grønland bevægede imidlertid Christian 4. til at forny de forsøg, der havde været gjort for at finde de tabte kolonier Østerbygden og Vesterbygden. I 1605 lykkedes det de danske under den engelske lods James Halls vejledning at komme i land på Grønlands vestkyst, hvor de dog ikke fandt spor af nordboerne.

Få år senere blev Jens Munk udsendt af Christian 4. med 2 skibe. Munk overvintrede (1619–1620) ved Churchill-flodens munding og vendte selvanden hjem fra sin ulykkelige, men berømmelige rejse.

Hudsons ekspeditioner og deres følger

Samtidig var Hudson-strædet blevet udforsket af Georg Waymouth i 1602. Opdagelsen af den store Hudson bugt var forbeholdt Henry Hudson, der i 1607 havde gjort et forsøg ved Grønlands østkyst på at nå over Nordpolen til Kina. Efter 1609 atter at have været på togt i Ishavet gav han sig i kast med Nordvestpassagen. I 1610 sejlede han ud på et elendigt skib og med en besætning af yderst sammensat art, stævnede gennem Hudson-strædet og ind over »et vældigt hav uden grænser«, det var Hudson-bugten. Opdagelsen af denne bragte forventningerne om her at finde søvejen til Asien til at blusse op. I de kommende år udsendtes flere ekspeditioner under Thomas Button, Ingram, Thomas James, Poole, Gibbons og andre. Særlig skal nævnes Baffin’s og Bylot’s rejse, som foranstaltedes af "Det moskovitiske Selskab" (1615–16). Han omsejlede Hudson-Bugten og gjorde opdagelser i den efter Baffin, datidens første videnskabelige navigator, opkaldte store bugt. Der nåedes omtrent 77° 30′ n. br. ved indløbet til Smith Sund.Bruun (1924), s. 7f

Ekspeditionerne tynder ud, pelshandelen vokser

thumb|Strait of Anian. Upper left corner. (Hugo Allard, 1685)

Siden fulgte flere mindre opdagelsesrejser i og ved Hudsonbugten med det mål at finde Nordvestpassagen, således af Luke Foxe og Thomas James, men allerede før midten af 17. århundrede kom der en standsning i disse farter, da man var blevet klar over, hvor svær og upraktisk Nordvestpassagen ville være. Derimod var man i England og Frankrig blevet klar over, at man fra Nordamerika kunne hente store indtægter hjem gennem pelshandelen. Efter hårdnakkede kampe sejrede englænderne, og Hudson-Bay-kompagniet organiserede sig for at udnytte pelshandelen. Selskabet udsendte landekspeditioner til de fjerneste egne af ishavskysterne. Samuel Hearne nåede 1771 på sin 3. rejse Kobbermine-flodens udløb i Ishavet, Alexander Mackenzie opdagede den flod, der bærer hans navn, i 1780 og fulgte den, til han på 69° 14′ så hvaler boltre sig i det åbne polarhav. 1770 toges Labrador i besiddelse af den engelske krone, der overlod landet til et selskab for evangeliets udbredelse.Bruun (1924), s. 8

Ekspeditioner fra Beringsstrædet

Sideløbende med forsøgene på at finde passagen fra europæisk side skete også lignende tiltag fra asiatisk side. I 1648 opdagede kosakken Deshnew imidlertid Beringstrædet, som danskeren Vitus Bering sejlede gennem i 1728. Han nåede også på sin sidste rejse i 1741 Alaskas kyst. I 1778 sejlede Cook gennem Beringstrædet langs Amerikas nordkyst til Iskap (70° 29′ n. br., 198° 20′ v. l.). Alaska, der var opdaget af russeren Gvosdow (1730), blev fra 1730 regelmæssig besøgt, og der oprettedes snart et russisk kompagni til udnytten af pelshandelen og fangsten af pelssæler. Krigene i begyndelsen af det 19. århundrede bevirkede et ophold i farterne ved Ishavet, men straks efter begyndte de igen. Russeren Kotzebue gik i 1816 gennem Beringstrædet for at finde Nordvestpassagen, opdagede det sund, der bærer hans navn, men nåede ikke engang Iskap.

Englænderne blev nu urolige for, at russerne skulle komme dem i forkøbet med Nordvestpassagens opdagelse, og da verdensfreden efter 1815 tillod nationerne at anvende deres kræfter på opdagelser, oprandt også for polarforskningen en ny æra. Sekretæren for det britiske admiralitet John Barrow var drivkraften bag disse bestræbelser, og Nordvestpassagens opdagelse blev gjort til hovedmålet. Regeringen fornyede en 1743 udsat belønning på 20.000 £ til den, der opdagede den. Dermed indtrådte et afgørende vendepunkt i de arktiske opdagelsers historie.

Ekspeditioner i 1800-tallets første del

thumb|Das Eismeer (Ishavet), 1823–1824, maleri af Caspar David Friedrich, inspireret af William Edward Parrys redegørelse for ekspeditionen 1819–1820.

Kaptajn sir John Ross (den ældre Ross) af den engelske marine åbnede rækken af det 19. århundredes forskningsrejser i polarhavet. 1818 sejlede han med "Isabella" og "Alexander" op gennem Baffinbugten efter som så mange senere ekspeditioner til disse egne at have anløbet dansk Grønland. Han fik på 75° 54′ n. br. ved indløbet til Smith Sund forbindelse med eskimoer, som aldrig før havde set hvide mænd, og som senere skulle blive godt kendte af mange senere polarforskere, hvem de på mangfoldige måder har hjulpet til at udføre deres hverv. Ross gik nu syd på langs Baffinbugtens vestside, stod ind gennem Lancaster-sundet, men vendte snart om, da han mente at have set landet lukke sig, hvilket var urigtigt. Ved hjemkomsten udtalte hans næstkommanderende Edward Parry sin afvigende mening herom. Efter en vældig strid i bladene gav regeringen sidstnævnte befalingen over to skibe, "Hecla" og "Griper", og til Parry’s store glæde og stolthed kunne han i 1819 vise, at Ross havde haft uret. Lancaster-Sundet fortsatte sig mod vest og syd. Det var et meget gunstigt isår, og Parry sejlede videre mod vest gennem Barrowstrædet til Melville-øen, hvor han overvintrede på 74° 47′ n. br. og 110° 48′ v. l. Han og hans folk var de første rejsende, som nogen sinde havde prøvet på at fjerne sig et længere stykke fra skibene. Det var begyndelsen til de senere tiders slæderejser, ved hvilke der er blevet udført så langt mere end ved at sejle. Parry udforskede Melville-øen og omegnen, opdagede det store Banks Land mod syd og sejlede uhindret hjem næste år. Hans ekspedition var den resultatrigeste af de til dette tidspunkt udførte arktiske rejser. Nordvestpassagen var dog ikke fundet, og Parry mente, den måtte søges i sydligere og varmere strøg.

Samtidig med, at John Franklin, Richardson og Back foretog en landekspedition fra Kobbermine-floden langs den amerikanske ishavskyst i 1819–1822 mod vest til "Point Turn again", foretog Parry, ledsaget af Lyon, sin anden rejse med "Fury" og "Hecla" i årene 1821–1823 og en tredje i årene 1824–1825 med de samme skibe til Hudson-strædet og egnene der omkring, men uden held. Isen spærrede ham vejen mod vest, og "Fury" måtte efterlades. Atter denne gang opererede en landekspedition under Franklin, Richardson og Back samtidig (1825–1827). Mens Franklin nåede mod vest til "Return Reef" (på 70° 26′ n. br. og 148° 62′ v. l. f. Grw.), gik Richardson til Kobbermine-flodens munding i øst. Beechey gik samtidig med skib fra vest gennem Beringstrædet til 156° 21 1/2′ v. l. Nu var der kun 260 km mellem de af ham og Franklin nåede punkter. Parry forsøgte nu 1827 at nå frem fra Spitsbergen mod Nordpolen på en slæderejse. Han nåede den højeste hidtidige bredde, 82° 45′, men isen drev mod syd, og videre fremtrængen opgaves.Bruun (1924), s. 8f