Danmarks kvindehåndboldlandshold repræsenterer Danmark i internationale kvinde-håndboldturneringer. Holdet er organiseret under DanskHåndbold og holdets træner er Helle Thomsen siden sommeren 2025.https://sport.tv2.dk/haandbold/2025-04-09-jesper-jensens-afloeser-fundet-her-er-danmarks-nye-landstraener Holdet har siden midten af 1990'erne tilhørt den absolutte verdenselite. Det er i den periode blevet til tre guldmedaljer ved OL (1996, 2000 og 2004), en guldmedalje ved VM (1997) og tre EM-guldmedaljer (1994, 1996 og 2002) samt flere sølv- og bronzemedaljer.
Historisk set har Danmark været tidligt med i udbredelsen af håndbold. I første omgang var det mændene, der var med, men snart efter var også kvinderne på banen. Det første VM for kvinder blev afholdt (udendørs) i 1949, dog uden dansk deltagelse. Den første indendørs VM-slutrunde blev afholdt i 1957, hvor det danske hold blev nummer fem, og allerede ved det følgende VM i Rumænien vandt holdet den første danske medalje i den sammenhæng, da det blev til en andenplads.
De følgende mange år var danskerne fortsat med fremme blandt de ti bedste hold i verden, inden det sorte tiår for dansk damehåndbold indtraf fra slutningen af 1970'erne og til slutningen af 1980'erne, hvor holdet ikke kunne kvalificere sig til A-VM. I 1990 var holdet atter kvalificeret, men måtte nøjes med en tiendeplads. I de år var der overvejelser om at nedtone aktivitetsniveauet på A-landsholdniveau, men et blik på den unge generation og deres meriter udsatte denne diskussion.
I 1997, blev de det første kvindehåndboldlandshold til at holde de 3 store titler samtidig (VM, OL og EM). I 2011 blev Norges kvindehåndboldlandshold det andet til at gøre det samme.NewsDetails
Det danske kvindehåndboldlandshold er det eneste landshold (mænd og kvinder) nogensinde til at vinde OL-turneringen i håndbold 3 gange i træk, eftersom de vandt guld i 1996, 2000, og 2004.
Historie De gyldne år I slutningen af 1980'erne havde den unge træner Ulrik Wilbek haft stor succes med et ungdomslandshold, hvorpå flere spillere, der nogle år senere skulle blive store stjerner, første gang viste deres talenter i international sammenhæng. Wilbek havde også ført Viborg HK fra at være et anonymt hold frem til toppen i den danske liga, og da Dansk Håndbold skulle ansætte en ny A-landsholdstræner, var Wilbek et oplagt valg.
Wilbek lod hurtigt en række af de dygtige unge spillere komme med, og da holdet kort før VM i 1993 højst overraskende vandt en træningsturnering i Norge med deltagelse af en lang række af de traditionelt stærke hold på damesiden, løftede en del sportsinteresserede danskere et øjenbryn. Ved den efterfølgende VM-slutrunde viste holdet, at resultatet ikke var tilfældigt, da det blev til sølv-medaljer efter en mindeværdig turnering og efter en finale, der blev tabt 21-22 efter forlænget spilletid til Tyskland. Undervejs havde Danmark vundet sin svære indledende pulje med tre sejre (over bl.a. Rusland og Sydkorea, og trods et klart nederlag til de norske værter i mellemrunden blev det alligevel Danmark, der gik i finalen. Holdet spillede meget angrebsivrigt og var det klart mest scorende hold i slutrunden.
Blandt de spillere, der fik det store gennembrud ved dette VM, var: Anja Andersen, Janne Kolling, Susanne Munk Lauritsen, Rikke Solberg og Anette Hoffmann. Flere af disse var de kommende år med til at sætte præg på den internationale scene, og allerede året efter fik holdet revanche for nederlaget til tyskerne ved den nystartede EM-slutrunde i Tyskland, som danskerne vandt suverænt med lutter sejre, herunder finalesejr over værterne med 27-23.
Holdet toppede i 1996-1997, hvor det på stribe blev til først guld ved OL i Atlanta, dernæst forsvar af EM på hjemmebane igen med lutter sejre samt den hidtil eneste VM-guldmedalje ved slutrunden i Tyskland. Holdet var derfor, indtil den næste slutrunde blev afholdt, regerende mestre i alle landsholdsturneringer.
Pytlicks nye æra Herefter skete der en naturlig udskiftning, der også gik ud over nogle af holdets bærende kræfter, men successen havde givet sporten en uhyre popularitet i den danske befolkning, og det blev derfor igen populært at spille håndhold. De danske klubhold blev stærkere og den øgede træning i klubberne gav også bedre spillere, der relativt let kunne indgå på landsholdet. Et mere alvorligt tab var i første omgang, at Wilbek valgte at trække sig efter VM i 1997. Han blev nu afløst af yngre Jan Pytlick, der allerede i første forsøg var medansvarlig i EM-sølvmedaljerne.
Det var også med Pytlick ved roret, at holdet ved sommer-OL 2000 i Sydney genvandt guldmedaljerne, og to år senere fulgte for tredje gang guld ved EM. Et endnu engang forynget landshold satte trumf på med tredje OL-guld i træk ved OL i 2004 i Athen. Dette var og er første gang nogensinde både for mænd og kvinder at et landhsoldet vinder tre OL-guldmedaljer på stribe. Trods farvel til flere af de velkendte stjerner som Lotte Kiærskou, Kristine Andersen, Line Daugaard valgte at stoppe efter OL i Athen, overraskede holdet igen ved den efterfølgende EM-slutrunde i 2004 ved igen at spille sig i finalen. Her tabte man dog 27–25 mod , der modsat markerede et gyldent vendepunkt for norsk kvindelandsholdshistorie de næste mange år.
VM 2005 i Rusland havde landsholdet flere nye spillere med, men formåede alligevel at spille sig i semifinalen. Her tabte man dog mod værtsnationen 24–31 og den efterfølgende bronzekamp 24–27 mod . Allerede inden VM-slutrunden havde Pytlick meddelt at dette blev hans sidste som landstræner. Egentlig havde hans oprindelig plan været at stoppe efter Sommer-OL 2008 i Beijing, men valgte alligevel at stoppe tre år før tid.
Nedgangen i 00'erne Den nye periode, som det danske kvindelandshold trådte ind i i midt 00'erne var kendetegnet af svingende resultater, uenigheder og stor medieopmærksomhed. Samtidig med at topklubberne Viborg HK og Slagelse DT stormede frem i europæisk håndbold og skiftede til at vinde EHF Champions League udeblev succesen på det danske landshold. De sidste etablerede profiler fra den gamle Jernhårde Ladies havde stoppet karrieren efter Sommer-OL 2004 i Athen og et nyt hold skulle bygges op.
Ny landstræner blev den respekterede Brian Lyngholm, men allerede ved hans første slutrunde til EM 2006 i Sverige, opnåede Danmark et af de dårligste resultater i mere end et tiår, da det blev til en skuffende 11.-plads. I gruppespillet vandt Danmark kun en enkelt kamp, og i mellemrunden blev det ikke til en eneste sejr. Blot en måned efter valgte Lyngholm at trække sig fra jobbet, da det blev klart, at stort set hele spillertruppen nærede mistillid til hans ledelse af holdet. Den daværende landstræner, Pytlick, indvilligede i at komme tilbage for at stå i spidsen for holdet under to kvalifikationskampe om deltagelse i VM i 2007. Det var imidlertid ikke tilstrækkeligt til at sikre sejre, da holdet i to tætte kampe højest overraskende blev besejret af , der markerede et kæmpe lavpunkt for kvindelandsholdet. Resultatet var, at Danmark for første gang siden VM i håndbold 1986 ikke var kvalificeret til en slutrunde (og i øvrigt heller ikke til sommer-OL 2008).
Genopbygningen Trods fiaskoen med de to kvalifikationskampe valgte DHF at tilbyde Pytlick den ledige landstrænerstilling på mere permanent basis, og efterhånden blev der opbygget et landshold, hvor en række unge spillere, der havde haft succes ved internationale ungdomsmesterskaber kom på holdet. Ved EM i 2010 på hjemmebane havde holdet stor succes i indledningen, men da det kom op mod de allerbedste hold mod slutningen, gik det ikke helt så godt, og holdet måtte nøjes med fjerdepladsen efter at have tabt knebent til Rumænien i kampen om tredjepladsen.
Om foråret det følgende år opstod der en strid mellem DHF og landsholdsspillerne, da forbundet på grund af økonomiske problemer meddelte, at spillerne måtte acceptere omtrent en halvering af den grundløn, de modtog. Størstedelen af spillerne nægtede dette, og det blev luftet, at kvindelandsholdet kunne blive nedlagt. Det gik i første omgang ikke så galt, men da en del af spillerne nægtede at møde op til landsholdssamling, måtte Jan Pytlick udtage en blanding af veteraner, der egentlig var stoppet, unge talenter sammen med de to spillere fra holdet til EM, der accepterede de nye forhold.
Den 28. december 2014 meddelte Dansk Håndbold, at forbundet tog afsked med landstræner Jan Pytlick efter det skuffende resultat ved EM 2014 i Ungarn/Kroatien. DHF's målsætning inden EM-slutrunden var minimum en sjetteplads, men da Pytlick ikke formåede at blande sig blandt de bedste, valgte man at stoppe samarbejdet.
Ny begyndelse
I januar 2015 blev den tidligere herrelandholdspiller Klavs Bruun Jørgensen præsenteret som ny danske kvindelandstræner. Det blev første gang, Bruun skulle træne et kvindehold, og han skulle selvsamme år stå i spidsen for holdet ved VM på hjemmebane. Assistenttræneren blev hans tidligere trænermakker Søren Herskind. Dog fik man ikke gennembruddet på hjemmebane, efter at holdet i kvartfinalen blev slået ud af efter en tæt afslutning. Med kun fire sekunder tilbage i den forlængede spilletid scorede den rumænske højre fløj Adriana Nechita og sendte Rumænien i en VM-semifinale. Året efter missede holdet også kvalifikation til Sommer-OL 2016 i Rio de Janeiro, efter man tabte til både og selvsamme i kvalifikationen. Dette markerede det første lavpunkt for den nye landstræner. Samtidig havde Bruun både inden og efter den kiksede OL-kvalifikation besluttet sigm at gennemføre et nyt generationsskifte på landsholdet, hvor rutinerede spillere som Mette Gravholt, Ann Grete Nørgaard og Pernille Holmsgaard blev fravalgt. Også under EM i 2016 mødte landstrænerens beslutning om ikke at give den ellers folkekære stjernespiller Kristina Kristiansen spilletid under slutrunden stor kritik af medier og den offentlig opinion.
Klavs Bruun Jørgensens første succes med landsholdet kom, da holdet ved EM 2016 i Sverige tog revanche mod i mellemrunden og spillede sig videre til en EM-semifinale i Göteborg. Her blev det dog til et nederlag til og efterfølgende endnu et nederlag i bronzekampen mod .
Sammenbruddet i Japan thumb|Danmark under VM i håndbold 2019 i Kumamoto. VM-slutrunden i Japan 2019 blev et af nyere tids største skuffelser for det danske kvindelandshold. Efter jævne præstationer ved VM i 2017 og EM i 2018, hvor landsholdet havde vist fremskridt skulle VM-turneringen kulminere med en dansk OL-plads året efter. Alligevel endte slutrunden i et skuffende sammenbrud, der efterfølgende mødte massiv kritik af både spillere, trænere og Dansk Håndbold Forbund.
Undervejs slog holdet overraskende de forsvarende verdensmestre og europamestre fra i en knald-eller-fald-kamp i gruppespillets sidste kamp. Holdet slog også de senere verdensmestre fra , men led også nederlag til og . Kampen mod afskrev de danske semfinaledrømme, men gav stadig en chance for sikre sig en plads til OL-kvalifikationen. I den afgørende mellemrundekamp mod spillede holdet uafgjort, hvilket sikrede serberne en plads i kampen om 5. plads, der samtidig gav adgang til OL-kvalifikationen, som danskerne derved missede. Et slutresultat på 26–26, efter en brændt overligger af Anne Mette Hansen i sidste sekund, kom i stedet til at definere slutrunden og Bruuns trænertid som fatal og uforløst. Landsholdet endte på en skuffende niendeplads og kvalificerede sig ikke til OL 2020 i Tokyo.
Både forinden og efter slutrunden havde landsholdets forberedelse hen imod mødt stor kritik, eftersom landsholdet ikke havde spillet en officiel landskamp i 177 dage før VM-åbningskampen mod . Holdet havde i stedet spillet en uofficiel kamp mod et japansk drengehold og ugen op til forberedt sig på stillehavsøen Okinawa. Bl.a. udtalte tidligere direktør i Team Danmark, Michael Andersen efterfølgende at landsholdets VM-optakt var 'fagligt inkompetent' og at kvindelandsholdet var 'en af de dårligste investeringer, der overhovedet var gjort i dansk eliteidræt.