Slaget ved Antietam blev udkæmpet nær Sharpsburg den 17. september 1862. Det var det første store slag i Den Amerikanske Borgerkrig, der fandt sted på Nordstaternes område. Slaget var det blodigste éndags slag i amerikansk historie med omkring 23.000 soldater dræbt eller såret.McPherson, p. 3.
Efter at have forfulgt Sydstaternes hær under general Robert E. Lee ind i Maryland, igangsatte Unionshæren under generalmajor George B. McClellan en række angreb mod Lees hær som lå i defensive stillinger bag Antietam Creek. Ved daggry den 17. september igangsatte generalmajor Joseph Hooker's korps et kraftigt angreb mod Lees venstre flanke. Angreb og modangreb bølgede hen over Millers majsmark og kampen opslugte Dunker Church. Unionsangreb mod hulvejen gennembrød efterhånden Sydstatshærens centrum men Unionshæren udnyttede ikke fordelen. Om eftermiddagen gik generalmajor Ambrose Burnside's korps i aktion og erobrede en stenbro over Antietam Creek og rykkede frem mod Sydstatshærens højre fløj. På et afgørende tidspunkt ankom generalmajor A.P. Hill's division fra Harpers Ferry og iværksatte et overraskende modangreb, som drev Burnside tilbage og afsluttede slaget. Selv om han var i undertal 2:1 sendte Lee hele sin styrke i kamp, mens McClellan bruge mindre end trefjerdedele af sin hær, hvilket muliggjorde at Lee kunne stoppe de føderale styrker. I løbet af natten konsoliderede begge sider deres linjer. Trods de voldsomme tab fortsatte Lee med at forpostfægte med McClellan hele den 18. september mens han trak sin anslagne hær syd for floden.NPS .
Selv om han havde overlegenhed i antal lykkedes det ikke for McClellans angreb at opnå den fornødne tyngde, hvilket tillod Lee at modangribe ved at flytte styrker langs indre linjer for at møde alle udfordringer. Trods rigelige reserve som kunne være sat ind for at udnytte lokale successer mislykkedes det for McClellan at ødelægge Lees hær. Ikke desto mindre var Lees invasion af Maryland slut, men han kunne trække sin hær tilbage til Virginia uden indblanding fra den overforsigtige McClellan. Selv om slaget taktisk set var uafgjort, lignede det så meget en sejr, at det gav præsident Abraham Lincoln tilstrækkelig rygstød til at udstede Emancipationserklæringen.
Baggrund og kampagnen i Maryland thumb|400px|Kampagnen i Maryland, bevægelser fra 3. til 15. september 1862. Robert E. Lees Army of Northern Virginia— på 45.000 mand—brød ind i staten Maryland den 3. september 1862 efter deres sejr i det Andet slag ved Bull Run den 29. august. Lees strategi var at søge nye forsyninger og rekrutter fra grænsestaten Maryland, som husede et betydeligt antal sydstatssympatisører, foruden at påvirke opinionen inden de forestående valg i Nordstaterne. Det viste sig, at effekten af Lee's handlinger var blandet. Indbyggerne i Maryland lod sig ikke imponere af lyden af Maryland, My Maryland fra Army of Northern Virginias militærorkester, som Lee havde håbet, og den svage strategiske sejr, som Unionens hær opnåede ved Antietam, formindskede enhver succes som Lee måtte have haft med at vinde hjerter og hjerner i folkene fra Maryland. Nogle konfødererede politikere, inklusiv præsident Jefferson Davis, troede at muligheden for at få international anerkendelse ville vokse hvis de vandt en militær sejr på Nordstaternes grund. En sådan sejr kunne give anerkendelse og økonomisk støtte fra Storbritannien og Frankrig, selv om der ikke er noget der tyder på, at Lee mente at Syden skulle basere sine militære planer på denne mulighed. Sears, pp. 65-66; McPherson, pp. 88-95.
Mens McClellans 90.000-mand store Army of the Potomac manøvrerede for at opfange Lee fandt to Unionssoldater (Corporal Barton W. Mitchell og First Sergeant John M. BlossSears, p. 112; McPherson, p. 108. fra 27th Indiana Volunteer Infantry) opdagede en tabt kopi af Lees detaljerede slagplan—Special Order 191—pakket rundt om tre cigarer. Planen antydede at Lee havde delt sin hær og sendt afdelinger til Harpers Ferry i West Virginia og Hagerstown i Maryland), hvilke gjorde dem hver især sårbare overfor at blive isoleret og besejret hvis McClellan reagerede tilstrækkelig hurtigt. McClellan ventede ca. 18 timer inden han besluttede at benytte disse oplysninger og flytte rundt på sine styrker, og spildte dermed en mulighed for at besejre Lee afgørende.McPherson, p. 109.
Der var to væsentlige træfninger i Maryland kampagnen inden det store slag ved Antietam: Stonewall Jacksons erobring af Harpers Ferry og McClellans angreb gennem Blue Ridge Mountains i Slaget ved South Mountain. Det første var betydningsfuldt fordi en stor del af Lees hær var fraværende da slaget ved Antietam begyndte, idet den havde travlt med at påse Unionsgarnisonens overgivelse, den anden fordi hårdnakket modstand fra Sydstatshæren ved to bjergpas forsinkede McClellans fremrykning tilstrækkelig til at Lee kunne samle resten af sin hær ved Sharpsburg.McPherson, pp. 110-12.
De modstående hære Sydstaterne General Lees Army of Northern Virginia var organiseret i store infanterikorps.Eicher, p. 337. Selv om de fleste historiebøger herunder de officielle annaler, omtaler disse organisationer som korps blev denne betegnelse ikke formelt anvendt før den 6. november 1862 efter Kampagnen i Maryland. Longstreets enhed blev omtalt som Højre fløj og Jacksons som Venstre fløj gennem det meste af 1862.
Første korps, under generalmajor James Longstreet, bestod af følgende divisioner: Generalmajor Lafayette McLaws (brigader under brigadegeneralerne Joseph B. Kershaw, Howell Cobb, Paul J. Semmes, og William Barksdale). Generalmajor Richard H. Anderson (brigader under obersterne Alfred Cumming, W.A. Parham og Carnot Posey samt brigadegeneralerne Lewis A. Armistead, Roger A. Pryor og Ambrose R. Wright). Brigadegeneral David R. Jones (brigades under brigadegeneralerne Robert A. Toombs, Thomas F. Drayton, Richard B. Garnett og James L. Kemper samt obersterne Joseph T. Walker og George T. Anderson). Brigadegeneral John G. Walker (brigades under oberst Van H. Manning og brigadegeneral Robert Ransom, Jr.). Brigadegeneral John Bell Hood (brigader under obersterne William T. Wofford og Evander M. Law). Uafhængig brigade under brigadegeneral Nathan G. "Shanks" Evans.
Andet korps under Generalmajor Thomas J. "Stonewall" Jackson, bestod af divisionerne under: Brigadegeneral Alexander R. Lawton (brigader under oberst Marcellus Douglass, brigadegeneral Jubal A. Early, oberst James A. Walker og brigadegeneral Harry T. Hays). Generalmajor A.P. Hill (the Light Division — brigader under brigadegeneralerne Lawrence O'Bryan Branch, Maxcy Gregg, James J. Archer og William Dorsey Pender samt obersterne John M. Brockenbrough og Edward L. Thomas). Brigadegeneral John R. Jones (brigader under obersterne A.J. Grigsby, E.T.H. Warren og Bradley T. Johnson samt brigadegeneral William E. Starke). Generalmajor D.H. Hill (brigader under brigadegeneralerne Roswell S. Ripley, Robert E. Rodes, Samuel Garland, Jr. og George B. Anderson samt oberst Alfred H. Colquitt).
De resterende enheder var kavalerikorpset under generalmajor J.E.B. Stuart og reserveartilleriet under brigadegeneral William N. Pendleton. Andet korps var organiseret med artilleriet tilknyttet hver division i modsætning til første korps, som havde artilleriet på korpsniveau.
Unionen thumb|Lincoln og McClellan med stab ved Grove Farm efter slaget. Fra venstre ses som nr. 5 Alexander S. Webb, stabschef, V Corps; 6. McClellan;. 8. Dr. Jonathan Letterman; 10. Lincoln; 11. Henry J. Hunt; 12. Fitz John Porter; 15. Andrew A. Humphreys; 16. Capt. George Armstrong Custer. Generalmajor George B. McClellan's Army of the Potomac, forstærket med enheder fra John Pope's Army of Virginia omfattede 6 infanterikorps.Eicher, p. 338.
I Korps, under Generalmajor Joseph Hooker, bestod af divisionerne under: Brigadegeneral Rufus King (brigader under oberst Walter Phelps og brigadegeneralerne Abner Doubleday, Marsena R. Patrick og John Gibbon). Brigadegeneral James B. Ricketts (brigader under brigadegeneral Abram Duryée, oberst William A. Christian og brigadegeneral George L. Hartsuff). Brigadegeneral George G. Meade (brigader under brigadegeneral Truman Seymour og oberst Thomas F. Gallagher).
II Korps, under Generalmajor Edwin V. Sumner, bestod af divisionerne under: Generalmajor Israel B. Richardson (brigader under brigadegeneral John C. Caldwell, brigadegeneral Thomas F. Meagher og oberst John R. Brooke). Generalmajor John Sedgwick (brigader under brigadegeneralerne Willis A. Gorman, Oliver O. Howard og Napoleon J.T. Dana). Brigadegeneral William H. French (brigades of brigadegeneral Nathan Kimball, oberst Dwight Morris og brigadegeneral Max Weber).
V Korps, under Generalmajor Fitz John Porter bestod af divisionerne under: Generalmajor George W. Morell (brigader under oberst James Barnes, brigadegeneral Charles Griffin og oberst T.B.W. Stockton). Brigadegeneral George Sykes (brigader under oberstløjtnant Robert C. Buchanan, Major Charles S. Lovell, og oberst Gouverneur K. Warren). Brigadegeneral Andrew A. Humphreys (brigader under brigadegeneral Erastus B. Tyler og oberst Peter H. Allabach).
VI Korps, under Generalmajor William B. Franklin bestod af divisionerne under: Generalmajor Henry W. Slocum (brigader under oberst Alfred T.A. Torbert, oberst Joseph J. Bartlett og brigadegeneral John Newton). Generalmajor William F. "Baldy" Smith (brigader under brigadegeneralerne Winfield S. Hancock og William T. H. Brooks samt oberst William H. Irwin). En division fra IV korps under Generalmajor Darius N. Couch (brigader under brigadegeneralerne Charles Devens, Jr., Albion P. Howe og John Cochran).
IX Korps, under Generalmajor Ambrose E. Burnside bestod af divisionerne under: Brigadegeneral Orlando B. Willcox (brigader under obersterne Benjamin C. Christ og Thomas Welsh). Brigadegeneral Samuel D. Sturgis (brigader under brigadegeneralerne James Nagel og Edward Ferrero). Brigadegeneral Isaac P. Rodman (brigader under obersterne Harrison S. Fairchild og Edward Harland). Kanawha Division, under brigadegeneral Jacob D. Cox (brigader under obersterne Hugh Ewing og George Crook).
XII Korps, under Generalmajor Joseph K. Mansfield, bestod af divisionerne under: Brigadegeneral Alpheus S. Williams (brigader under brigadegeneralerne Samuel W. Crawford og George H. Gordon). Brigadegeneral George S. Greene (brigader under oberstløjtnant Hector Tyndale, oberst Henry J. Stainrook, og oberst William B. Goodrich). Kavaleridivisionen under brigadegeneral Alfred Pleasonton (brigader under major Charles J. Whiting og obersterne John F. Farnsworth, Richard H. Rush, Andrew T. McReynolds og Benjamin F. Davis).
Slaget thumb|400px|right|Overblik over slaget ved Antietam. Lee placerede sine til rådighed stående styrker nær byen Sharpsburg bag Antietam Creek langs en lav bakke den 15. september. Selv om det var en effektiv defensiv position var den ikke uigennemtrængelig. Terrænet gav udmærket beskyttelse for infanteriet, med jernbane og stendiger limstensklipper stak op af jorden og små hulninger og lavninger. Creeken foran deres front var kun en mindre barriere 18-30 meter bred og nogle steder kunne man vade over foruden at der var tre stenbroer med 1,5 km imellem sig. Det var også en prekær position fordi Sydstatshæren havde Potomac i ryggen og kun et enkelt overgangssted ved Botelers Ford ved Shepherdstown i West Virginia var i nærheden, hvis retræte skulle blive aktuelt. Vadestedet ved Williamsport, Maryland var 16 km nordvest for Sharpsburg og var blevet brugt af Jackson under hans march til Harpers Ferry. Placeringen af Unionens styrker under slaget gjorde uhensigtsmæssigt at overveje retræte i den retning, og den 15. september udgjorde styrken under Lees direkte kommando kun 18.000 mand, og var kun 1/3 af Unionshærens størrelse.Bailey, p. 60.