thumb|right|Illyrien
Illyrien var en romersk provins der eksisterede fra 27 f.Kr. til engang under Vespasians regeringstid (69-79 e.Kr.). Provinsen omfattede regionerne Illyrien/Dalmatien i syd og Pannonien i nord. Illyrien omfattede området langs Adriaterhavets østkyst og dets indre bjerge. Pannonien omfattede de nordlige sletter, der nu er en del af Serbien, Kroatien og Ungarn. Illyrien omfattede en del af eller alle territorierne i det nuværende Albanien , Kosovo , Montenegro, Serbien, Bosnien-Hercegovina, Kroatien og Slovenien .
Navn og etymologi Udtrykket illyrere blev brugt til at beskrive områdets indbyggere helt tilbage til slutningen af det 6. århundrede f.Kr. af Hekataeus fra Milet .
Geografi Illyrien/Dalmatien strakte sig fra floden Drin (i det moderne nordlige Albanien ) til Istrien ( Kroatien ) og floden Sava i nord. Området svarede nogenlunde til det moderne nordlige Albanien , Kosovo , Serbien , Slovenien , Montenegro , Bosnien-Hercegovina og kystkroatien (Dalmatien). Pannonien var sletten, der ligger nord for den, fra bjergene i Illyrien/Dalmatien til den vestlige bøjning af Donau-floden, og omfattede det moderne Vojvodina (i det moderne nordlige Serbien ), det nordlige Kroatien og det vestlige Ungarn . Efterhånden som provinsen udviklede sig, blev Salona (nær det moderne Split , Kroatien ) dens hovedstad.
Illyrien strakte sig fra floden Drilon ( Drin ) i det moderne nordlige Albanien og Donau i nord. Det omfattede kystsletten, bjergene i de Dinariske Alper , der strækker sig langs Adriaterhavets østkyst i 645 kilometer (401 miles) med en bredde på omkring 150 kilometer, og i nordvest Istrien-halvøen. Der var adskillige øer ud for kysten, men de manglede drikkevand. Bjergene blev dyrket mod kysten, men for det meste var de golde. Mangel på vand og dårlig eller tør jord gjorde en stor del af Illyrien til et fattigt landbrugsområde, og dette gav anledning til pirateri. Det indre af den sydlige del af Illyrien (det centrale og sydlige Albanien) var mere frugtbart. Illyrien var beboet af snesevis af uafhængige stammer og stammegrupperinger. De fleste af dem blev betegnet som illyrere. I nord var der også keltiske stammer. Den pannoniske (eller karpatiske) slette i nord var mere frugtbar. Dens stammer blev betegnet som pannoniske. Arkæologiske fund og stednavne viser, at pannonerne adskilte sig kulturelt fra illyrierne og de østlige keltere, der boede vest for dem, i det, der nu er Østrig . De blev senere keltiseret efter en keltisk invasion af den nordlige del af regionen i begyndelsen af det 4. århundrede f.Kr. Nogle stammer i området ( Eravisci , Scordisci Cotini , Boii og Anartii ) var keltiske. Pannonerne havde også kulturelle ligheder med illyrierne. Jernminedrift og -produktion var en vigtig del af deres økonomi i den førromerske tid.
Historisk baggrund
Illyriske krige Hovedartikel: Illyriske krige
Romerne udkæmpede tre illyriske krige mellem 229 f.Kr. og 168 f.Kr. Den Første Illyriske Krig (229-228 f.Kr.) brød ud på grund af bekymringer om angreb på skibe fra Roms italienske konfødererede i Adriaterhavet af illyriske pirater og den øgede magt hos Ardiaei (en illyrisk stamme i nutidens Montenegro og det nordlige Albanien). Med en magtfuld flåde havde Ardiaei invaderet de græske byer Epidamnos (moderne Durrës , Albanien ), Pharos ( Stari Grad , Kroatien ), øen Korfu og angrebet Elis og Messenia på Peloponnes og Fønikis i Epirus, et knudepunkt for romersk handel. Talrige angreb på italienske skibe fik Rom til at gribe ind. Romerne befriede de græske byer og angreb Ardiaei. Fredsbetingelser blev aftalt. I 220 f.Kr. udførte Ardiaei angreb på den græske kyst i vest, syd og sydøst. De angreb derefter romerske allierede i det sydlige Illyrien. Dette førte til den Anden Illyriske Krig (219-18 f.Kr.), som Rom vandt. I 168 f.Kr., under den Tredje Makedonske Krig (171-168 f.Kr.) mellem Rom og Kongeriget Makedonien , sluttede ardiaeerne sig til kampen mod romerne, men de blev hurtigt besejret (Tredje Illyriske Krig, 168 f.Kr.). Romerne pålagde en tribut svarende til halvdelen af de skatter, der blev betalt til den nu afsatte konge, eksklusive de byer og stammer, der havde allieret sig med dem.
Fra de illyriske krige til de romerske borgerkrige I 156 f.Kr. foretog dalmaterne et angreb på de illyriske undersåtter i Rom (denne kilde fra Appian anses for tvetydig) og nægtede at se romerske ambassadører. Konsulen Gaius Marcius Figulus indledte en kampagne mod dem. Mens han forberedte sin lejr, overmandede dalmaterne hans vagter og drev ham ud af lejren. Han flygtede gennem sletten helt til floden Naro. Han håbede derefter at fange dalmaterne uforvarende, da de vendte hjem for vinteren, men de havde samlet sig, fordi de havde hørt om hans ankomst. Alligevel drev han dem ind i byen Delminium. Han kunne ikke angribe denne stærkt befæstede by. Derfor angreb han andre byer, som var delvist forladte, fordi dalmaterne koncentrerede deres styrker i Delminium. Han vendte derefter tilbage til Delminium og katapulterede flammende projektiler, der beskadigede og brændte betydelige dele af byen. Livius 's Periochae registrerede Gaius Marcius Figulus' felttog og bemærkede, at i det næste år, 155 f.Kr., underkuede konsulen Scipio Nasica Corculum Dalmatae.
I 135 f.Kr. plyndrede to illyriske stammer, Ardiaei og Palarii, det romerske Illyrien, mens romerne var travlt optaget af Numantinerkrigen i Hispania og den Første Servilekrig på Sicilien . Romerne sendte ambassadører, men de nægtede at forhandle. Romerne indkaldte en hær på 10.000 infanterister og 600 kavalerister. Illyrerne sendte ambassadører for at bede om benådning. Rom bad om erstatning til de mennesker, der var blevet angrebet. Da illyrerne var langsomme til at reagere, marcherede konsulen Servius Fulvius Flaccus imod dem. Ifølge Appian var dette kun en mindre ekspedition. Det er sandsynligt, at Appian med Romersk Illyrien mente fire kystbyer, der havde en stor romersk befolkning.
I 129 f.Kr. førte konsulen Gaius Sempronius Tuditanus og Tiberius Pandusa krig mod Iapyderne , der boede i Alperne (i det nordlige Illyrien), og syntes at have underlagt dem. Ifølge Livius var Sempronius Tuditanus dog i første omgang mislykket, "men nederlaget blev kompenseret af en sejr vundet takket være Decimus Junius Brutus' egenskaber (manden, der havde undertvunget Lusitania )." Tuditanus fik en triumf. Han udødeliggjorde sine sejre med en dedikation til flodguden Timavus i Aquileia , som bar en sejrsindskrift i saturniske vers , hvoraf to fragmenter blev fundet i 1906.
I en passage skrev Appian, at konsulen Lucius Caecilius Metellus Dalmaticus i 119 f.Kr. førte krig mod dalmaterne, selvom de ikke havde gjort noget forkert, fordi han ønskede en triumf. De modtog ham som en ven, og han overvintrede blandt dem i byen Salona . Han vendte tilbage til Rom og blev tildelt en triumf. I en anden passage bemærkede han, at "Lucius Cotta (den anden konsul for det år) og Caecilius Metellus syntes at have undertvunget segestanerne . Han bemærkede også, at både iapyderne og segestanerne gjorde oprør igen kort efter. Caecilius Metellus fik agnomenet Dalmanticus,
I 115 f.Kr. udførte konsul Marcus Aemilius Scaurus operationer i Gallia Cisalpina mod ligurerne i vest og mod carnierne og tauriskerne (to galliske stammer, der boede i nutidens Slovenien ) i øst.
I 113 f.Kr. blev konsulen Gnaeus Papirius Carbo sendt ud for at stå over for en invasion af kimbrerne (en germansk stamme), som var trængt ind i Illyrien og derefter ind i Noricum . Han blev besejret i slaget ved Noreia i Noricum.
I 78-76 f.Kr. blev en vis Gaius Cosconius sendt til Illyrien som prokonsul. Han kæmpede der i to år, erobrede en stor del af Dalmatien og erobrede Salona (nær nutidens Solin , nær Split, Kroatien ), en af de største byer i Dalmatien. Senere blev den romerske bosættelse Colonia Martia Iulia Salona grundlagt, sandsynligvis efter de romerske borgerkrige.
Cæsars guvernørskab I 59 f.Kr. tildelte lex Vatinia konsulen, Julius Cæsar , prokonsulatet over Gallia Cisalpina (i Norditalien) og Illyrien samt kommandoen over tre legioner med base i Aquileia i en periode på fem år. Da prokonsulen af Gallia Narbonensis døde, gav senatet også Cæsar prokonsulatet over denne provins og kommandoen over en legion, der var stationeret der, ligeledes i fem år.
Cæsar overtog sine prokonsulater i 58 f.Kr. Kun Gallia Narbonensis var en provins i betydningen en formel administrativ enhed. De to andre var provinser i betydningen områder med militær kommando, der blev tildelt højtstående militære kommandører i områder, hvor der var oprør eller trusler om angreb. Tidligere var Ligurien (som ofte gjorde oprør), Bruttium (nutidens Calabrien , hvor der var risiko for uroligheder) og Gallia Cisalpina (i tilfælde af oprør eller mulige invasioner) blevet tildelt som provinser i denne forstand. Aquileia var en romersk by i det nordøstlige Italien, som blev grundlagt i 180/181 f.Kr. som en forpost for at forsvare Norditalien mod fjendtlige og krigeriske folk mod øst: Carni (gallere, der boede i bjergene i Noricum ), Taurisci (en føderation af galliske stammer, der boede i nutidens Krain , det nordlige Slovenien ), Histri (en venetiansk stamme med bånd til illyrere, der boede på Istrien- halvøen), og Iapydes , der boede øst for Istrien-halvøen og inde i landet fra liburnerne ; sidstnævnte boede på en strækning af Adriaterhavskysten syd for Istrien-halvøen og mellem floderne Arsia (Raša) og Titius (Krka). Carni bosatte sig i deres område omkring 186 f.Kr., invaderede sletten i det nordøstlige Italien og grundlagde den befæstede by Akileja. Romerne tvang Carni tilbage til bjergene. De ødelagde deres bosættelse og grundlagde Aquileia i nærheden, som blev opkaldt efter Akileja. Det var også omkring 6 km fra det sted, hvor anslået 12.000 Taurisci havde forsøgt at slå sig ned i 183 f.Kr. I forbindelse med grundlæggelsen af Aquileia blev 3.000 familier bosat der. I 169 f.Kr. blev yderligere 1.500 familier bosat der. Denne bosættelse voksede til en betydelig by, og tre legioner blev stationeret der på grund af dens strategiske betydning for forsvaret af Norditalien.
Det faktum, at Cisalpinske Gallien og Illyrien oprindeligt var Cæsars kommandoområder, kunne indikere, at Cæsar havde Illyrien i øje for at opnå militær ære, som han kunne styrke sin politiske indflydelse i Rom med. Burebista havde ført dakerne fra det, der i dag er Rumænien, til erobringen af den ungarske slette vest for Donau-floden og tæt på Illyrien og Italien. Burebista stoppede dog, vendte tilbage til Transsylvanien og vendte sin opmærksomhed mod øst. Cæsars opmærksomhed vendte sig mod problemerne i Gallien, og derefter indledte han sine galliske krige (58-50 f.Kr.). Efter nederlaget til belgierne i det nordlige Gallien i 57 f.Kr. troede Cæsar, at Gallien var i fred og tog til Illyrien for at besøge landet og gøre sig bekendt med det. Der brød dog krig ud i Gallien igen, og han vendte tilbage dertil. Da han tog til Gallia Cisalpina i 54 f.Kr. for at overvintre der, hørte han, at den illyriske stamme af pirustaerne havde plyndret nærliggende territorier. Han tog til Illyrien og hentede tropper fra illyriske folk. Pirustaerne hævdede, at ingen af angrebene skyldtes offentlige beslutninger, og tilbød kompensation. Cæsar bad om gidsler og sagde, at hvis de ikke blev udleveret, ville han føre krig. Pirustaerne efterkom, og Cæsar udpegede voldgiftsmænd til at vurdere de skader, der var forvoldt de andre folk, og fastsætte en straf. Han vendte tilbage til Italien og tog derefter til Gallien.
Illyricum under Cæsars borgerkrig