Erik Nissen Viborg (ved dåben: Ericus Nissenius; født 5. april 1759 i Bedsted, Sønderjylland, død 25. september 1822 i København) var en dansk dyrlæge og botaniker. Han var farbror til Carl Viborg og morbror til Georg With.
Han studerede veterinærvidenskab hos P.C. Abildgaard og blev 1783 ansat som hjælpelærer ved dennes Veterinærskole der dengang lå på Christianshavn.
1784 – 1787 foretog han en studierejse i Europa, og vandt efter sin hjemkomst Videnskabernes Selskabs pris for en afhandling om "sandvæksterne" (det vil fx sige Hjælme) og deres anvendelse ved plantning til dæmpning af sandflugtViborg,E. (1788) Efterretning om Sandvexterne og deres Anvendelse til at dæmpe Sandflugten paa Vesterkanten af Jylland. København. (tysk oversættelse: Beschreibung der Sandgewächse und ihrer Anwendung zur Hemmung des Flugsandes auf der Küste von Jütland etc. Viborg, Erich Aus dem Dänischen von J. Petersen. Kopenhagen, 1789).
1787 – 1790 var han lærer (med titel af professor) ved Veterinærskolen.
I 1796 blev han sendt til Polen og Rumænien for at købe avlsheste til Frederiksborgstutteriet.
1797 – 1801 var han professor i botanik ved Københavns Universitet og fra 1798 meddirektør for Botanisk Have.
I 1801, efter Abildgaards død, blev han professor og forstander for Veterinærskolen, hvor han blev til sin død.
Han blev justitsråd 1812, etatsråd 1815 og Ridder af Dannebrog 1809.
Han blev begravet i Veterinærhaven, Amager, men monumentet blev flyttet til Holmens Kirkegård efter Veterinærskolens nedlæggelse i 1858. I 1957 blev det flyttet til Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole på Frederiksberg, hvor det stadig står. Der findes et portrætmaleri på Landbohøjskolen. Rødkridtstegning af Sæmund Magnus Holm (Frederiksborgmuseet). Litografi 1820, formentlig efter et maleri af Christian Horneman 1817 eller efter pastel af samme samme år (familieeje).
Kilder
Philip Hansen, "Om Erik Viborg og Dyrlægerne", s. 136-151 i: Dansk veterinærhistorisk Aarbog, 1935. Nogle af Erik Viborgs skrifter findes tilgængelige på Google Books
Eksterne henvisninger
Kategori:Videnskabsfolk fra Danmark Kategori:Botanikere fra Danmark Kategori:Dyrlæger fra Danmark Kategori:Titulære professorer fra Danmark Kategori:Ansatte ved Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole Kategori:Ansatte ved Københavns Universitet Kategori:Danskere i 1700-tallet Kategori:Danskere i 1800-tallet Kategori:Personer i oplysningstiden Kategori:Riddere af Dannebrog Kategori:Personer fra Sønderjylland (i Danmark) Erik