Folmer Bendtsen (8. februar 1907 i København – 6. januar 1993 i Frederikssund) var en dansk maler. Han blev kendt som arbejderklassens maler og skildrede i sine malerier arbejdernes liv på Nørrebro, Sydhavnen og specielt i Nordvestkvarteret, hvor han også boede. Hans værker kan ses på en række danske museer, bl.a. Statens Museum for Kunst, ARoS og Nordjyllands Kunstmuseum. Folmer Bendtsens Plads ligger ved Nørrebro Station, tæt ved Alexandravej (den nuværende Rebslagervej, der den gang gik helt til Frederikssundsvej), hvor Folmer Bendtsen boede i en årrække.

Liv Folmer Bendtsen blev født på Vesterbro som uægte søn af en møbelhandler og en strygerske. Han kom i pleje hos Jens og Marie Nielsen på Nørrebro indtil han som 7-årig vendte tilbage til sine forældre, der i mellemtiden var blevet gift. Som 16-årig stak han til søs. Fire-fem år senere vendte han tilbage til København, da krisen ødelagde betingelserne for skibsfarten. Han arbejdede som klunser og senere som gadehandler med base ved Alexandravej i Nordvest.

Efter at have læst om kunst på biblioteket gik Folmer Bendtsen i gang med at male.

Folmer Bendtsen debuterede i 1935 (se citat) og året efter kunne hans billeder ses på Charlottenborg. Samme år blev han optaget i kunstnersammenslutningen Kammeraterne. Med denne gruppe udstillede han bl.a. på Den Frie Udstilling. I 1938 rejste han på studietur til Paris. I 1942 udsmykkede Bendtsen Korsør Rådhus og i 1949 vandt han konkurrencen om at udsmykke Radiohusets kantine. Han blev 1953 optaget som medlem af Grønningen. Han var kunstanmelder ved Social-Demokraten 1938-43. Folmer Bendtsen døde i 1993, 85 år gammel.

Tilknytning til venstrefløjen Folmer Bendtsen var politisk aktiv på venstrefløjen og medlem af Danmarks Kommunistiske Parti indtil 1956. I lighed med mange andre meldte Folmer Bendtsen sig ud i protest mod Sovjetunionens intervention i Ungarn.

Hans malerier er dog mere stemningsbilleder end udtryk for en agiteren efter en ny verdensorden.

Hæder og tillidshverv Folmer Bendtsen blev tildelt den Neuhausenske Præmie 1937, 1938 og 1939, De Bielkeske Legater 1940 og 1941, Det Oluf Hartmannske Legat 1941, Foltmars Legat 1944, legat fra Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse 1944, fra R.H. Booth 1944, J.R. Lunds Rejselegat 1945 og 1946, Akademiets stipendium 1952 og 1955 samt Henri Nathansens Kunstnerlegat 1955. Han accepterede i 1964 – på trods af sine tilknytning til arbejderklassen – at blive Ridder af Dannebrog. Han fik også Dansk Røde Kors' Mindetegn for krigshjælpearbejde 1939-45.

Han var medlem af komitéen for udstillinger i udlandet 1941-47, af Akademiraadets jury 1943-50, af Akademiraadet 1956 (vicepræsident 1962) og formand for dettes fagudvalg 1961, af Gallerikommissionen 1959-64, af lærerrådet ved Akademiets skoler, af Modstandsbevægelsens kunstneriske Udvalg, af bestyrelsen for Nordisk Kunstforbund 1945-48 og for Statens Kunstfond 1956 samt af Dyrehaveudvalget; formand for Malende Kunstneres Sammenslutning 1960-64.

Noter

Kilder/eksterne henvisninger Udstillingskatalog, Folmer Bendtsen 100 år

Kraks Blå Bog 1974

Eksterne henvisninger

Kategori:Malere fra Danmark Kategori:Personer fra København Kategori:Danskere i 1900-tallet Kategori:Riddere af Dannebrog Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (afdøde) Kategori:Personer i Dansk Biografisk Leksikon Kategori:Modtagere af De Neuhausenske Præmier Kategori:Medlemmer af Akademiraadet