Niels Ditlev Riegels oprindeligt Niels Ditlev Riegelsen (født 1755 på Søllestedgaard, død 24. august 1802) var en dansk historiker, samfundskritiker og spion.
Niels Ditlev Riegels blev født på Lolland i slægten Riegelsen, der var velhavende handelsmænd med rødder i Nakskov. Faderen Hans Riegelsen var en for handelstanden usædvanlig lærd mand, med en filologisk eksamen og rejser til Europas universiteter bag sig. Moderen var godsejerdatteren Bodil Birgitte Flindt. Familien flyttede i Riegels yngste år til Fyn, men i 1766 flyttede den igen tilbage til herregården Øllingsøegård på Lolland. Moderen døde året efter i 1767, og faderen døde i 1770. Riegels var forældreløs, men havde mange søskende; de to ældste brødre, Andreas Riegelsen og Jacob Riegelsen overtog gården, og børnene delte den store arv.
Studietid Faderen havde selv undervist sønnen og havde muligvis videreført sin lyst til studeringer til ham. Hans Riegelsen havde selv drømt om at opnå et professorembede og efterlod en del manuskripter om filologiske værker. Foruden lysten til lærdom har sønnen muligvis også arvet faderens skeptiske natur. I 1770 tog Riegels som den eneste af søskende til København for at studere ved universitetet.
Hans studietid var en af de mest omtumlede perioder i Danmarkshistorien, nemlig tiden omkring Johann Friedrich Struensees magtovertagelse. Struensee afskaffede censuren, og det har spillet en væsentlig rolle for den unge Riegels, hvad hans liv tydeligt viser. 25. juli 1771 bestod Riegels den indledende eksamen eksamen artium og begyndte at studere teologi.
I fakultetet var mange af lærerne teologer af den gamle skole som professor Peder Holm og Nicolai Edinger Balle. Her lærte Riegels af afsky den dogmatiske lærdom, en afsky han bevarede med voksende energi resten af livet. Den yngre dekanus Johan Henrik Tauber underviste bl.a. i den kontroversielle tyske teolog Johann August Ernesti, og den unge og rebelske Riegels fik hurtigt et godt forhold til sin lærer. Riegels viste sig som en lærenem og flittig elev ud over det sædvanlige. Tauber anbefalede bøger til Riegels, der snart kunne kritisere de lærere, der citerede værker uden at angive kildenMorten Petersen, Oplysningens Gale Hund – en biografi om Niels Ditlev Riegels, 2003, s. 24. Riegels viste sig som en kritisk elev, der åbent tvivlede om de gamle læreres viden, og som skrev en anonym afhandling fyldt med ideer og forbudt fritænkeri. Afhandlingen var rettet mod Balle og en af hans Bibel-udlægninger. Balle, som ikke vidste, hvem der havde skrevet afhandlingen, dedikerede en hel forelæsning til at modsvare denne. Riegels sad på tilhørerrækkerne og overværede den. Det var den første spæde begyndelse på en række orddueller med biskop Balle.
I 1774 debuterede Riegels som forfatter med Kirkehistorie i Tabeller. Det var en litteraturoversigt over kirkehistorien i det 1. århundrede e.Kr. Skriftet rummer endnu intet af den senere kritiske tone. Det indeholdt tværtimod ros af biskop Balles fremstillinger af troen ifølge den officielle teologiske linje. Men det er højst sandsynligt, at det mest var af politiske årsager, for Balle havde forbindelser til regeringen, og forbindelser var vigtige for at stige i graderne i Enevældens tid.
Udlandsrejse Riegels tog derefter til Göttingen for at besøge universitetet der. Der fik han øjnene op for den moderne kirkehistorie, som var grundlagt af Johann Lorenz von Mosheim og videreført af Christian Wilhelm Franz Walch. Han fortsatte studierne i Kiel, hvor der blev diskuteret og studeret mere fri af dogmatikken end i København. Her fortsatte Riegels forfatterskabet i 1778 og 1779 i den kirkehistoriske retning med to skrifter på latin om kirkens lærdom i det 6. århundrede e.Kr . Skrifterne blev vel modtaget af den lærde verden, og de lovede godt for den unge forfatter. Han fik også et varmt forhold til prorektoren på universitetet der, tyskeren Johan Andreas Cramer. Morten Petersen, s. 33
P.F. Suhm
I 1779 vendte Riegels tilbage til København. Her indledtes et venskab med historikeren Peter Friderich Suhm, og Riegels gjorde flittig brug af Suhms enorme – næsten offentlige – bibliotek. Suhm delte selv mange af Riegels frisindede holdninger og tanker omkring oplysningen. Suhm havde selv efter Struensees fald gjort opmærksom på muligheden for reformer omkring enevældsstyret ved et åbent brev til kongen, men han blev sat udenfor indflydelse ved Ove Høegh-Guldbergs overtagelse af magten. Han havde senere udgivet den politiske roman Euphron der gennem opdigtede navne viste hvordan statsstyret kunne reformeres, bl.a. ved at oprette en Stænderforsamling og styrke Norges indflydelse på regeringen. Guldberg afviste enhver kritik og antydede at det kunne få følger, hvis han fortsatte med denChr. Bruun – Suhms Levnedsbeskrivelse, 1898, s. 144-145.. Suhm bibeholdt sine frisindede overbevisninger, men sporede det righoldige forfatterskab ind på andre retninger. Riegels kunne hos ham finde en, der delte hans syn på mangen ting, og desuden møde en af de få uafhængige intellektuelle i samtidens Danmark. En rolle han siden selv skulle påtage sig.
Suhm introducerede også Riegels til Drejers Klub i København, hvor de borgerlige intellektuelle mødtes og kunne diskutere presserende spørgsmål uden for kongemagtens rækkevidde. Her mødte Riegels andre litterære personligheder som Knud Lyne Rahbek, Rasmus Nyerup og Tyge Rothe. Og her kunne han opleve den satiriske tone, som han siden selv skulle gøre stor brug af i sine skrifter.
Hofintriger og kuppet 14. april 1784
I 1781 blev Riegels ansat som pagehovmester for enkedronning Juliane Marie. Forbindelsen blev muligvis sat i stand ved, den til enkedronningens hof tilknyttede adelige enke Margrethe von der Lühes hjælp.Morten Petersen, s. 37 I hvert fald tilegnede Riegels senere et værk til hende. Det var den eneste kvinde foruden enkedronningen, han ærede sådan.
Han fik en bolig i Christiansborg Slot på første etage, etagen under kongens egen bolig. Det var meningen at Riegels skulle fungere som lærer for pagerne ved enkedronningens hof. Han skulle lære dem hoffets manerer, og en skønsom blanding af sprog, historie og anden viden, der kunne være nyttig ved et hof.
Riegels var ikke sen til at lære at gebærde sig ved hoffet. Efter Struensees fald herskede statsminister Ove Høegh-Guldberg med velsignelse af enkedronning Juliane Marie og Arveprins Frederik. Christian 7. var sindssyg og kunne ikke regere, og kronprinsen den senere Frederik 6. var mindreårig. Riegels var tæt på rigets reelle magtcentrum, og han begyndte straks at udtænke planer om at udnytte det. Landets tidligere udenrigsminister grev Andreas Peter Bernstorff havde lige efter Struensees fald prøvet at tage magten, men var blevet udmanøvreret af Høegh-Guldberg og enkedronningen. Fra slutningen af 1772 til 24. april 1773, hvor Bernsdorff havde den fulde magt og senere til 1781, hvor han forgæves kæmpede med Høegh-Guldberg om den, havde han prøvet at mindske enevældens magt igennem en styrkelse af konseillet og kollegierne. Desuden havde Bernsdorff vist sin oplysningsiver ved sine landboreformer på sine godser, der i det store og hele blev brugt som forbillede for de store Landboreformer, der blev sat i værk i slutningen af 1700-tallet. Riegels havde med sin egen reform- og oplysningstanker snart fattet sympati for Bernstorff.
Bernstorff blev afskediget af Høegh-Guldberg og sad i en slags eksil på sine godser i Holsten. Riegels begyndte at arbejde for et regeringsskifte, først og fremmest ved at finde allierede på Christiansborg, som kunne hjælpe ham til forbindelse med Bernstorff og give indtryk af at det var en reel sammensværgelse, han stod for og ikke bare tom snak. Han fandt snart nordmanden Theodor Georg Schlanbusch, der var kammerpage for kronprinsen og vidste, at kronprinsen var utilfreds med situationen på slottet, fordi han var sat uden for indflydelse. Riegels overtalte Schlanbusch til at prøve at opildne den 14-årige kronprins til at modarbejde Høegh-Guldberg. Desuden skrev Riegels til sin gamle ven prorektoren i Kiel J.A. Cramer, som ofte omgikkes Bernstorff, for at få hjælp til at få kontakt med greven. Begge dele lykkedes efter nogen tid. Kronprinsen blev af Schlanbusch opildnet til at virke for en modsammensværgelse, og kronprinsen beordrede Schlanbusch til at sætte ham i kontakt med Bernstorff. Riegels kunne nu triumfere ved gennem Cramer at kunne skabe en sikker postrute for breve til greven. Snart ilede brevene mellem Holsten og Christiansborg, og planerne blev lagt for et endeligt kup.
Riegels måtte dog, selv om han var den egentlige anstifter, snart se sig sat ud på sidelinjen i intrigerne. Han var kun en lille brik i spillet. Han blev brugt som spion på grund af sin nærhed til enkedronningen og sendte breve med oplysninger til Bernstorff. Desuden måtte han spille trofast Høegh-Guldberg-støtte for at vinde hans tillid, og med denne rolle som dobbeltagent var Bernstorff usikker om, hvilken side han var på. Ikke mindst da Schlanbusch, som var kendt som lidt af en drukkenbolt, i 1783 havde snakket over sig til sin kæreste, og hun havde meddelt det videre. For at fjerne mistanken måtte Schlanbusch afskediges. I stedet blev kronprinsens kammerjunker Johan von Bülow kronprinsens fortrolige i spillet, og Riegels blev sat helt uden for spillet.
Efter kronprinsens konfirmation 4. april 1784 kom kuppet den 14. april. Bernstorff blev kaldt tilbage til hoffet og Høegh-Guldberg afskediget. Riegels blev ikke glemt. Som tak for sin rolle i planerne, fik han tildelt en pension på 1200 rigsdaler om året.
Hofhistoriograficus Hverken Høegh-Guldberg eller enkedronningen havde mærket noget til Riegels virkelige sympatier, og han fortsatte faktisk i endnu halvanden måned efter kuppet med at være pagehovmester for Juliane Marie, indtil han blev afskediget 30. maj. Riegels havde planer om at beklæde stillingen som hofhistoriograficus, den officielle kongelige historieskriver. Under Høegh-Guldberg blev der genindført censur. Efter kuppet var lovene stadig i kraft, men Bernstorff håndhævede dem ikke, og der var en form for skrivefrihed. Riegels forventede at lovene endeligt ville blive afskaffet og fri presse indført. Riegels ville bevise sit værd som historiker og besluttede sig for at begynde i den helt nære samtid, nemlig med værkerne Forsøg til en upartisk fortælling om forberedelserne, oprindelsen, midlerne og udførelsen af forandringen i ministerium d. 14 april 1784 og Kronprinsens Opdragelseshistorie. Riegels tog sig rollen som historikere seriøst, og lagde ikke meget vægt på at være hofhistoriker. Trods forhaling lykkedes det ham at skaffe en del kilder til perioden. Først i 1787 fik han adgang til en af de centrale kilder, nemlig den tidligere hofhistoriograficus Andreas Hojers manuskript Frederik IV glorwürdigen Leben, og det kun i en stærkt redigeret afskrift. Alligevel fik han sandsynligvis færdiggjort begge sine værker.
Situationen omkring hoffet var ømtålelig med en sindssyg konge, der gennem tiden var blevet manipuleret af mange forskellige, og en kronprins der havde været underkastet Struensees særprægede fortolkning af Jean-Jacques Rousseaus pædagogiske klassiker EmileSv. Cedergreen Bech – Struensee og hans tid, 1972, s. 247 . At offentliggøre disse omstændigheder var hverken i kronprinsens eller Bernstorffs interesse. Alligevel gik Riegels ufortrødent i gang med at skrive bramfærdig om det hele.