Den mexicanske revolution var en periode med ustabilitet og borgerkrig i Mexico. Den begyndte med udbredt modstand mod diktatoren Porfirio Diaz i 1910 og sluttede med det Institutionelle Revolutionære Partis (PRI) kontrol over Mexico i 1930'erne.
Efter at Francisco Madero i 1910 tabte præsidentvalget til diktatoren Porfirio Diaz efter det, mange betragtede som valgsvindel, flygtede Madero og andre, som tilhørte det Liberale Parti, til USA for at lave, hvad der blev kendt som Saint Louis-planen (fordi den blev forfattet og proklameret i Saint Louis, Missouri). Den bekendtgjorde, at valget var ugyldigt, og opfordrede befolkningen til at gribe til våben den 20. november 1910. Der iværksattes mange oprør (med egne planer) rundt om i landet med mænd som Aquiles Serdan, Pancho Villa, Emiliano Zapata og senere Venustiano Carranza og Alvaro Obregón i spidsen.
Selv om Porfirio Diaz blev afsat og sendt i eksil efter mindre end et år, var personlige ambitioner og manglen på én ledelse årsag til, at kampene fortsatte i mange år. Den nyvalgte præsident Madero havde hverken støtte fra sine tidligere allierede, der hævdede at revolutionens mål ikke var nået, eller fra det gamle regime. I 1913 blev Madero og hans vicepræsident myrdet. Den tidligere revolutionær og leder af de væbnede styrker, Victoriano Huerta, tog magten og blev hurtigt beskyldt for at have planlagt mordet på Madero sammen med USA's ambassadør. Det fik krigen til at fortsætte. En alliance af moderate og radikale revolutionære (Carranza, Obregón, Villa og Zapata) besejrede og fordrev Huerta i 1914 men kom straks i indbyrdes krig. Carranza anerkendtes af de moderate kræfter som præsident, men de yderligtgående revolutionære fortsatte kampen helt til 1920. Under denne næsten permanente borgerkrig udstedtes 1917 en ny forfatning, som i alt fald på papiret garanterede demokratiske rettigheder, befolkningens ret til jorden, sikring af statens magt over kirken osv. Den er stadig det officielle grundlag for politisk liv i landet.
Efter mange års politisk og militær uro, kendetegnet ved at revolutionens helte snigmyrdede hinanden (Obregón dræbte 1920 Carranza, der 1919 havde dræbt Zapata i et baghold), blev landet stabiliseret i 1930'erne efter oprettelsen af det Nationalistiske Mexicansk Parti (PNM, der senere blev det Institutionelle Revolutionære Parti, PRI) med general Plutarco Elias Calles som præsident. Det lykkedes PNM at overbevise de fleste af de tilbageværende revolutionære generaler om at opløse deres personlige hære og oprette den mexicanske hær, hvorfor dens dannelse af nogle betragtes som den reelle afslutning på den mexicanske revolution. Endelig gennemførte præsident Lázaro Cárdenas (1934-40) en række hårdt tiltrængte jordreformer, som afbødede de værste af fortidens sociale skævheder.
Revolutionen medførte også den politiske tradition med loyalitet (nogle hævder underlegenhed) overfor den siddende præsident, en tradition der varede omkring 60 år. Den væbnede konflikt bliver ofte karakteriseret som den vigtigste sociopolitiske begivenhed i Mexico og en af de største omvæltninger i 1900-tallet; den resulterede i et vigtigt program med eksperimenter og reformer af den sociale struktur.
Porfiriato, 1876-1911 Porfiriato er den periode i slutningen af det nittende århundredes mexicanske historie, som domineres af general Porfirio Díaz.
Han var blevet nationalhelt efter at have gjort tjeneste i kampene mod den franske invasionshær, og i 1867 gik han ind i politik efter at den franske invasion var slået fejl. Han gjorde oprør mod Sebastián Lerdo de Tejada, der var blevet præsident i Mexico i 1872. Han blev dog tilbudt amnesti og vendte tilbage, således at han kunne opstille til og vinde præsidentvalget i 1876. Herefter regerede han næsten konstant (med undtagelse af 1880-1884) indtil sin tvungne fratrædelse i 1911. Efter hans allierede, General Manuel González, havde haft præsidentposten fra 1880-1884, genvandt Díaz embedet, som han besad indtil 1911. Under hans administration blev forfatningen ændret, således at den tillod en ubegrænset periode for præsidentens genvalg. Under Porfiriato var der regelmæssige valg, men disses legitimitet er omstridt på grund af en række uregelmæssigheder. I sine tidlige år i embedet havde han med dygtighed spillet rivaliserende grupper ud mod hinanden og kunne derfor bevare og konsolidere sin egen magt. Han brugte Rurales, et væbnet politikorps, som en paramilitær kraft til at holde ro og orden. Han manipulerede valgene med sloganer som "Orden og Fremskridt".
Díaz' præsidentperiode var også kendetegnet ved at åbne landet for udenlandske investeringer for at fremme industrien og udviklingen af infrastrukturen. Moderniseringen af byerne skete på bekostning af levevilkårene for den voksende arbejderklasse og bondestanden.
Industrialiseringen resulterede i et stort proletariatet og tiltrak udenlandsk kapital fra USA og Storbritannien. Rigdom, politisk indflydelse og adgang til uddannelse blev koncentreret blandt en håndfuld elite af landadelige familier og med et overvældende flertal af Europæisk og blandet afstamning. Kendt som hacendados, kontrollerede de store områder af landet i kraft af deres enorme godser (for eksempel Terrazas havde en ejendom i Sonora, der alene bestod af mere end en million acres). De fleste mennesker i Mexico var jordløse bønder, der arbejdede på de store godser eller industrielle arbejdere der måtte slide for lidt mere end slaveløn. Udenlandske virksomheder, primært fra Storbritannien, Frankrig og USA udøvede under regimet deres indflydelse i Mexico.
Politisk system Díaz skabte et formidabelt politisk maskineri, hvor han først arbejdede med de stærke regionale figurer og trak dem ind i sit styre, og bagefter erstattede han dem med jefes políticos (politiske ledere), som var loyale over for ham. Han styrede behændigt politiske konflikter og tøjlede tendenser til autonomi. Han udpegede et antal militære officerer til de delstatslige ledelser, heriblandt general Bernardo Reyes, der blev guvernør i den nordlige delstat Nuevo León, men hen over tid blev officererne efterhånden udskiftet med civile, der var loyale over for Díaz.
Som militærmand og en, der selv havde interveneret i politik for at indtage præsidentposten i 1876 var Díaz yderst opmærksom på, at den Føderale Hær kunne vende sig mod ham. Han udvidede rurales, et politikorps oprettet af Juárez, og gjorde den til sin personlige bevæbnede magt. Rurales bestod kun af 2.500 mand mod 30.000 i den Føderale Hær og yderligere 30.000 i de Føderale Støttetropper, irregulære tropper og nationalgarden. Trods det begrænsede antal i rurales var styrken særdeles effektiv i at kontrollere landbrugslandet, især langs de 19.000 km jernbane i landet. Der var tale om en mobil styrke, der kunne transporteres med tog, ofte med heste, så de kunne slå oprør ned i relativt fjerne ender af landet.
Anlæggelsen af jernbaner havde været afgørende for Mexicos udvikling (i lighed med andre områder i Latinamerika) og havde sat fart på den økonomiske udvikling samt forøget den centrale statsmagt. Den isolation i forhold til den centrale ledelse, som mange fjerne områder havde nydt godt af eller lidt under, var nu slut. Telegraflinjerne, der blev opsat ved siden af jernbanelinjerne betød omgående kommunikation mellem fjerne delstater og hovedstaden.
Den politiske snilde og fleksibilitet, som Díaz havde udvist i begyndelsen af porfiriatoen, var ved at svinde. Han sørgede for at have delstatsguvernørerne under kontrol og udskiftede dem efter forgodtbefindende. Den Føderale Hær var, trods stor i antal folk, i stadig højere grad en ineffektiv styrke med stadig ældre ledere og tropper med tvangsudskrevne soldater. Díaz forsøgte sig med samme form for manipulation af forretningslivet, som han udøvede med det mexicanske politiske system, så han favoriserede europæiske interesser over USA.
Rivalisering, især mellem USA- og britiske interesser, gjorde et system, der i forvejen besad en kompleks favorisering, endnu mere kompliceret. Samtidig med, at den økonomiske aktivitet blev øget, og de forskellige brancher trivedes, begyndte industriarbejderne at organisere sig for at opnå bedre forhold. Med ekspansionen af det mexicanske landbrug blev landarbejdere, der ikke selv ejede jord, tvunget til at arbejde for lave lønninger eller flytte til byerne. Småbønderne var presset af ekspansionen af haciendaerne, som fx i delstaten Morelos lige syd for Mexico City, hvor sukkerplantagerne trivedes. En forsker har talt om et "bondeovertryk", men det var ikke de områder med størst undertrykkelse, der gjorde oprør.
Modstand mod Díaz left|thumb|General Porfirio Díaz, Mexicos præsident En række mexicanere begyndte at organisere en opposition mod Díaz' politik, som havde taget vel imod udenlandsk kapital og kapitalister, undertrykt spirende fagforeninger og konsekvent modarbejdet småbønderne i en tid, hvor landbruget blomstrede. I 1905 formulerede en gruppe mexicanske intellektuelle og agitatorer, som havde dannet Mexicos Liberale Parti (, PLM), et radikalt program for reformer, der særligt var rettet mod, hvad de opfattede som de værste aspekter af Díaz' regime. De mest prominente medlemmer af PLM var Ricardo Flores Magón og hans to brødre Enrique og Jesús. Sammen med Luis Cabrera Lobato og Antonio Díaz Soto y Gama var de knyttet til anti-Díaz-bladet El Hijo de Ahuizote. Politiske tegneserier af José Guadalupe Posada gjorde nar af politikerne og kultureliten med ætsende humor og portrætterede dem som skeletter. Det liberale parti grundlagde den anarkistiske anti-Díaz-avis Regeneración, som udkom på både spansk og engelsk. Fra sit eksil i USA begyndte Práxedis Guerrero at udgive en anti-Díaz-avis, Alba Roja, i San Francisco. Skønt de venstreorienterede grupperinger blot udgjorde en beskeden mængde, opnåede de gennem deres udgivelser særdeles stor indflydelse og hjalp til med at formulere modstanden mod Díaz-regimet. Francisco Bulnes beskrev disse mænd som "ægte skribenter" af den mexicanske revolution for at opildne masserne. Da præsidentvalget i 1910 nærmede sig, finansierede Francisco I. Madero, en idealistisk politisk amatør og del af en af Mexicos rigeste familier, avisen Anti-Reelectionista til støtte for kampen mod Díaz' fortsatte genvalg.
Organiserede arbejdere arrangerede strejker for højere løn og mere retfærdig behandling. Krav om bedre forhold for arbejderne var et krav fra det liberale partis program, der var kommet til verden i 1905. Mexicanske kobberminearbejdere i den nordlige del af Sonora gik i aktion i 1906 i Cananea-strejken. Blandt andre forurettelser fik de lavere løn end de amerikanske statsborgere, der arbejdede i de samme miner. I delstaten Veracruz strejkede tekstilarbejderne i januar 1907 på den store Río Blanco-fabrik, som var verdens største, og protesterede mod uretfærdige arbejdsforhold. De blev betalt med kreditkuponer, der kun kunne anvendes i firmaets egne butikker, hvorved firmaet bandt arbejderne til sig.
Disse strejker blev ubarmhjertigt slået ned med støttet fra regeringsstyrker. Under Cananea-strejken modtog mineejer William Cornell Greene støtte fra Díaz' rurales i Sonora, lige som der blev tilkaldt Arizona Rangers fra nord for grænsen til USA. I Veracruz-delstaten nedskød den mexicanske hær Rio Blanco-tekstilarbejdere og fragtede ligene med tog til hovedbyen Veracruz, "hvor ligene blev smidt i havnen som føde for hajerne." Regeringsstøttet undertrykkelse af strejker var ikke enestående for Mexico, idet der kendes eksempler fra både USA og Vesteuropa.