The Beatles var et britisk rock and roll band fra Liverpool, UK. Gruppen bestod i sin mest kendte form af de fire medlemmer Paul McCartney, John Lennon, George Harrison og Ringo Starr. The Beatles blev kendte for deres nytænkende stil og innovation, og anerkendes af de fleste som den mest indflydelsesrige musikgruppe i historien.
Gang på gang i løbet gruppens karriere flyttede den grænserne for, hvad der var muligt inden for populærmusikken. Gruppen blev i starten betragtet som et teenagefænomen med vildt hår og skrigende fans. Dens turnéer blev kaotiske pga. horder af fans, der blokerede lufthavne og gader. Årene fra 1963 til 1966, hvor gruppen toppede sin turnevirksomhed, var højdepunktet i Beatlemania (Beatle-galskaben), som medierne døbte fænomenet.
The Beatles havde sit udgangspunkt i Mersey-beaten, med dens specielle rytme og lyd inspireret af sømændenes import af amerikanske soul-plader. Da gruppen flyttede til London for at indspille plader og derefter fik sit nationale og internationale gennembrud, blev den i høj grad eksponent for British Invasion-genren.
Gruppen var ofte eksperimenterende i sit udtryk, men samtidig i stand til at gøre sine nyskabelser acceptable inden for populærmusikken. Gruppen kombinerede rå beatmusik med bløde ballader, elektriske instrumenter med klassiske arrangementer, indiske instrumenter og båndklip spillet forlæns og baglæns og som tilfældigt sammenklippede lydfragmenter. thumb|John Lennon thumb|Ringo Starr thumb|Paul McCartney thumb|George Harrison
Medlemmer Gruppen bestod fra den første pladeindspilning i 1962 til sin opløsning i 1970 af John (Winston) Lennon (guitar, klaver, mundharpe og vokal), (James) Paul McCartney (bas, klaver, guitar og vokal, på enkelte numre også trommer), George Harrison (guitar, sitar og vokal) og Ringo Starr (Richard Starkey) (trommer, bongotrommer, tamburin, maracas, håndklap og vokal).
Medlemmerne var som personer vidt forskellige, men fungerede som en meget dynamisk og kreativ enhed.
John Lennon
John Lennon var stifteren af gruppen og blev af mange betragtet som gruppens leder. Han var den mest poetiske, hvilket ses i hans sange; det er poesien frem for melodierne der dominerer, i modsætning til Paul McCartney. Han stod for nogle af de mest kendte Beatlessange som f.eks "Lucy in the Sky with Diamonds", "Norwegian Wood", "Come Together", "All You Need Is Love", "Help", "In My Life", "Strawberry Fields Forever" m.fl. Lennon var oprindeligt gruppens rytmeguitarist, men begyndte senere at spille leadguitar sammen med George Harrison.
Paul McCartney
Paul McCartney var gruppens kønne ansigt og smukke stemme. Han spillede frem for alt bas, men derudover også guitar og trommer. Kompositorisk er han kendt for iørefaldende ballader som "Yesterday", "Hey Jude" og "Eleanor Rigby" og lange symfoniske skæringer som "The Long And Winding Road", men også for nogle af de hårdeste rocksange som "Helter Skelter". Desuden havde han en forkærlighed for den barokke humor, som han fx lader komme til udtryk i "Maxwell's Silver Hammer".
George Harrison
George Harrison var den eftertænksomme type, der blev religiøst vakt af mødet med hinduismen. Han var musikalsk meget åben og fik introduceret bl.a. indisk folkemusik som en del af lyduniverset hos The Beatles. I dag bliver han omtalt som den stille person i gruppen; dette er dog ikke sandt. Som komponist bidrog han bl.a. med "Here Comes the Sun", "Something", "Taxman" og "While My Guitar Gently Weeps". Han skrev langt færre sange, end Lennon og McCartney gjorde. George Harrison spillede ofte leadguitar, hans stil var meget melodisk. Han brugte nu og da slide og var på mange måder stilskabende. Han havde også et musikalsk fællesskab med Eric Clapton.
Ringo Starr
Ringo Starr (faktisk Richard Starkey, hans mange fingerringe gav ham navnet "Ringo") var den mindst udfarende som komponist, men havde dog en egen sang på næsten hvert album. Han havde dog ikke selv skrevet dem, bortset fra "Don´t Pass Me By" fra The White Album, og "Octopus' Garden" fra Abbey Road; disse sange fik han en smule hjælp fra de andre til at skrive. Derudover skrev han i fællesskab med Lennon & McCartney "What Goes On" fra Rubber Soul. Han havde stor betydning i gruppen som den, der kunne få kamphanerne til at samarbejde.
Andre
Ifølge mange iagttagere er produceren George Martin "den femte beatle", da hans arbejde med arrangementer og produktion var altafgørende for den høje kvalitet i gruppens udgivelser. Men ifølge George Martin selv var hans tilknytning til gruppen rent professionel.
I de tidlige år havde gruppen i en periode kunstmaleren Stuart Sutcliffe med på bas og Pete Best på trommer. Stuart Sutcliffe forlod gruppen i 1961 for at hellige sig malerkunsten og døde i 1962 som følge af en hjerneblødning. Stuart Sutcliffe var John Lennons nærmeste ven, og de kendte hinanden fra Liverpool Art School (Liverpools kunstskole). Daværende trommeslager Pete Best blev afskediget af gruppens manager Brian Epstein til fordel for Ringo Starr.
I gruppens sidste år, hvor de udelukkende arbejdede i studier, var enkelte kendte musikere med på deres indspilninger (fx Eric Clapton og Billy Preston), men ingen af dem havde en fast tilknytning til gruppen. Heller ikke John Lennons anden kone Yoko Ono eller Paul McCartneys kone Linda McCartney havde nogen direkte andel i gruppen, skønt rygter vil vide, at de begge forsøgte at præge gruppens arbejde.
Opstart
The Beatles (dannet marts 1960) tog sit udgangspunkt i John Lennons skifflegruppe "The Quarrymen", og sammen med Paul McCartney dannedes "The Silver Beatles" i 1958. McCartney tog en yngre skolekammerat ved navn George Harrison med, og John Lennon sin kammerat Stuart Sutcliffe.
Gruppen havde en rimelig succes på Liverpools spillesteder, men gruppen søgte til Hamborg for at tjene penge ved at optræde på værtshuse i det berygtede Reeperbahn-kvarter. "Star Club" var gruppens favoritværtshus. Her stiftede de unge drenge bekendtskab med nogle af livets værste sider, bl.a. narkotika, som de anvendte for at klare de lange arbejdsdage på scenen. Gruppen returnerede til Storbritannien, efter at George Harrison var blevet udvist fra Tyskland. Han var endnu ikke fyldt 18 og kunne derfor ikke få arbejdstilladelse.
Efter et kort ophold i Liverpool tog gruppen endnu en tur til Hamborg. Gruppen havde da fået en ny manager i form af Brian Epstein, som ville have, at deres stil blev lagt om, og gruppen accepterede betingelserne. Han arbejdede i sin fars pladeforretning i Liverpool og havde gode kontakter inden for musikbranchen. Gruppen fik rutine og – efter råd fra Brian Epstein – tjente ekstra penge. Under opholdet i Hamborg mødte de Klaus Voormann og Astrid Kirchherr, som efter sigende designede den berømte Beatles-frisure, efter at gruppen havde været på en badetur.
En stor del af gruppens i de tidlige år - pagehår, lædertøj og de specielle støvler - kom til under deres ophold i Hamborg i 1962. Især den lange pagefrisure var en stor provokation. De opførte sig også på en måde overfor publikum, som den gang var uhørt. De kunne faktisk stå og svine folk til, uden at der var nogen, der blev sure over det, fordi de gjorde det på så sjov en måde, at folk nogle gange var færdige af grin.
De første pladeudgivelser var især baseret på singler: Love Me Do/P.S. I Love You, udgivet 5. oktober 1962, og Please Please Me/Ask Me Why, udgivet 11. januar 1963. Disse blev senere genudgivet bundtvis på LP-plader. Indspilningerne skete i et heldigt samarbejde med produceren George Martin, der med sin baggrund som klassisk komponist kunne introducere Beatlerne til hele paletten af klassiske instrumenter. Der er ingen tvivl om, at George Martin har haft enorm indflydelse på gruppens tekniske og musikalske udvikling, selvom han ikke egentlig var en del af gruppen.
I løbet af årene 1962-1965 flyttede gruppen sig fra at være en ren rockgruppe (dengang kaldet beat) til at inddrage ballader (Yesterday) og symfoniske værker (Eleanor Rigby). Højdepunktet i Beatlemania blev nået i 1964, da der var Beatles-indspilninger på de første fem (og syv af de første ti) pladser på Billboard Magazines Top Pop Singles Chart, - en bedrift der endnu ikke er gentaget eller overgået. På hjemmefronten blev deres succes så stor, at dronning Elizabeth tildelte gruppens medlemmer ordenen MBE.The Day the Beatles Were Awarded MBE Medals Også her kom der stærke reaktioner i form af returnerede medaljer fra krigsveteraner.
Turnéen i USA thumb|upright=1.2|Gruppen, sammen med disc jockey Jimmy Staggs, på sin sidste turné i august 1966. I 1966 stoppede gruppen sin turnévirksomhed for at hellige sig studieproduktionerne. Beslutningen udløstes også af USA-turnéen. 13. august 1966 holdt gruppen koncert i Detroit; See rare photos of the Beatles' last show in Detroit 19. august stod Memphis for tur. Stemningen var ladet.The Beatles - Memphis Concerts - August 19, 1966 Borgmesteren havde med rene ord sagt, at Beatles ikke var velkomne i hans by. Deres to koncerter var flere gange forsøgt aflyst, og 80 politimænd udkaldt for at holde orden. Paradoksalt nok skete det her i Memphis, som Beatles havde været så optaget af; Elvis Presleys hjemby, hvor Brian Epstein kun fem måneder tidligere havde undersøgt mulighederne for at indspille albummet Revolver i soulmusikselskabet Stax' studio; men grundet manglende sikkerhed og bomuligheder blev studioopholdet aflyst. Baptistpastoren Jimmy Stroud samlede sine tilhængere i protest mod John Lennons udsagn: "We're more popular than Jesus now; I don't know which will go first – rock 'n' roll or Christianity." 4 March 1966: John Lennon: 'We're more popular than Jesus' | The Beatles Bible Ku Klux Klan havde sømmet Beatles-album til sine kors. "Go Home Beatles" og "Help keep communism out of the USA" stod der på plakaterne. Gruppen havde nemlig offentligt fordømt USAs rolle i Vietnamkrigen og dertil sikret et kontraktfæstet forbud mod segregation af koncertdeltagerne ud fra hudfarve. Et minut ind i Harrisons If I needed someone lød et brag på scenen. Gruppen vendte sig hurtigt mod John Lennon, i frygt for at han var blevet skudt. To piger havde luret en båndoptager med ind på koncerten, og på optagelsen høres et højt smæld.They went out with a bang | Pop and rock | The Guardian En dreng havde smidt en cherry bomb (= "kirsebærbombe", nærmest en type kanonslag) op på scenen, men utrolig nok fortsatte bandet at spille; de tabte knapt et taktslag.Debris hurled at Beatle concert - UPI Archives Lennon dedikerede ovenikøbet nummeret Nowhere Man til gerningsmanden. Først senere fortalte medlemmerne om den dødsangst, de havde oplevet oppe på scenen. Afgørelsen om aldrig at turnere igen skal gruppen have taget to dage senere, indelåst i et armeret køretøj uden sæder. Ando Woltmann: "Memphis, Tennessee", Morgenbladet 19. august 2016
Højdepunktet thumb|John Lennons Sgt. Pepper-uniform. I årene 1966-69 lavede de stadigt mere avancerede produktioner. Albummet Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band blev en af de mest grænseoverskridende pladeudgivelser i 1960'erne. Pladen var et koncept, hvor helheden mellem musik, tekst og det grafiske layout på pladeomslaget blev integreret i ét sammenhængende udtryk. Bandet fremstår i sine uniformer som et musikkorps fra kong Edward 7.s tid i starten af 1900-tallet.How to dress like Sgt Pepper | National Army Museum