Den cubanske revolution var et væbnet oprør udført af Fidel Castros 26. juli-bevægelse og dets allierede mod den cubanske diktator Fulgencio Batistas regime. Revolutionen begyndte i juli 1953 og sluttede med at Batista blev afsat 1. januar 1959, hvor hans regime blev erstattet af Castros diktatur. Castros regering blev reformeret i 1965 i henhold til den kommunistiske linje, og blev til det som i dag er Cubas Kommunistiske Parti.Lydfil: Cuba Marks 50 Years Since 'Triumphant Revolution' af Jason Beaubien, NPR All Things Considered, 1. januar 2009.
De tidlige stadier 1953-1956 I 1952 argumenterede Fidel Castro, der var en ung advokat og aktivist, for at styrte Fulgencio Batista, som han beskyldte for korruption og tyranni. Imidlertid blev Castros argumenter afvist af den cubanske domstol. Efter at have besluttet, at Batista-regimet ikke kunne blive væltet gennem retlige midler, samlede Castro en gruppe bevæbnede oprørere og angreb Moncada-kasernen i Santiago og kasernen i Bayamo den 26. juli 1953.Faria, Miguel A. "Fidel Castro and the 26th of July Movement" . NewsMax.com. 27 July 2004.July Penguin Books: 2007, side 121 Det nøjagtige antal dræbte oprørere ved angrebet kan diskuteres, men i sin selvbiografi hævder Castro, at ni oprørere blev dræbt i kampene og yderligere 56 blev dræbt senere af Batista-regimet.Ramonet, Ignacio, ibid, side 133 Blandt de døde var Abel Santamaría, Castros næstkommanderende, som blev fængslet, tortureret og henrettet samme dag som angrebet.Ramonet, Ignacio, ibid, side 672
De overlevende, herunder Fidel Castro og hans bror Raúl Castro Ruz, blev fanget kort tid efter. I en meget politisk retssag talte Fidel Castro i næsten fire timer til sit forsvar og sluttede med ordene: "Fordøm mig, det er ligegyldigt. Historien vil frikende mig." Fidel Castro blev idømt 15 års fængsel i Presidio Modelo-fængslet, der ligger på Isla de Pinos, mens Raúl Castro blev idømt 13 år.
Efter et bredt politisk pres frigav Batista-regimet alle politiske fanger i Cuba i 1955 - herunder gruppen, der havde angrebet Moncada. Det lykkedes for Castros jesuitiske barndomlærere at overtale Batista til også at lade frigivelsen omfatte Fidel og Raúl Castro.Ramonet, Ignacio, ibid, side 174
Kort efter blev Castro-brødrene forenet med andre landflygtige i Mexico for at forberede at styrte Batista. De blev trænet af Alberto Bayo, der havde været en af lederne af republikanerne i den spanske borgerkrig. I juni 1955 mødtes Castro med den argentinske revolutionære Ernesto "Che" Guevara, der sluttede sig til Castros bevægelse. De revolutionære kaldte sig "26. juli-bevægelsen", med henvisning til datoen for deres angreb på Moncada-kasernen i 1953.
Guerillakrig 1956 til midt 1958
thumb|300px|Ruten som Granma sejlede fra Mexico til Cuba.
Yachten Granma ankom til Cuba den 2. december 1956 fra Mexico. Ombord var Castro-brødrene og 80 andre medlemmer af 26. juli-bevægelsen. Yachten lagde til ved Playa Las Coloradas i kommunen Niquero. Ankomsten fandt sted to dage senere end planlagt, fordi båden var tungere lastet, end den havde været under prøvesejladserne.Ramonet, Ignacio, ibid, side 182 Dette ødelagde ethvert håb om at koordinere et angreb med llano-afdelingen af bevægelsen. Efter at være ankommet og have forladt skibet begyndte oprørerne at bevæge sig ind i Sierra Maestra-bjergene, et område i det sydøstlige Cuba. Tre dage efter ankomsten angreb Batistas hær og dræbte de fleste af personerne fra Granma - det nøjagtige antal er stadig omdiskuteret, men kun tyve af de oprindelige 82 mænd overlevede de første blodige sammenstød med den cubanske hær, hvorefter de flygtede ind i Sierra Maestra-bjergene.
thumb|left|Batista ved siden af et kort af Sierra Maestra-bjergene, som Castros oprørere opholdt sig i.
Gruppen af overlevende inkluderede Fidel og Raúl Castro, Che Guevara og Camilo Cienfuegos. De overlevende, der var spredt alene eller i små grupper, vandrede rundt bjergene, på udkig efter hinanden. Med hjælp fra lokale bønder, der sympatiserede med deres sag, fandt de hinanden igen og dannede det, der kom til at udgøre kernen i ledelsen af guerillahæren. Celia Sanchez og Haydee Santamaria (søster til Abel Santamaria) var blandt de kvindelige oprørere, der hjalp Fidel Castro i bjergene.
thumb|Lastbil, som havde været brugt til oprøret, var blevet beskudt. Den 13. marts 1957 stormede en separat gruppe af oprørere - det antikommunistiske Directorio Revolucionario (RD, dansk: Revolutionære Direktorat), der mest bestod af studerende - præsidentpaladset i Havana og forsøgte at myrde Batista og derved ødelægge regimet. Angrebet endte i total fiasko. RD's leder, den studerende Jose Antonio Echeverria, døde under en skudveksling med Batistas styrker på Havana radiostation, som han havde besat for at sprede nyheden om Batistas død. En håndfuld af angriberne overlevede, og disse omfattede blandt andet dr. Humberto Castello (der senere blev leder i Escambray revolutionen), Rolando Cubela og Faure Chomon (der senere blev ledere af af 13. marts-bevægelsen, i Escambray bjergene i Las Villas provinsen).Faria, Cuba in Revolution, 2002, noter side 40–41
Umiddelbart herefter indførte USA en økonomisk embargo mod den cubanske regering og trak den amerikanske ambassadør på Cuba ud af landet for at svække regeringens mandat yderligere. Batistas opbakning blandt cubanerne begyndte at svinde, og tidligere støtter sluttede sig enten til de revolutionære eller distancerede sig fra Batista. Mafiaen og amerikanske forretningsmænd fortsatte deres støtte.English, T.J. (2008). Havana nocturne: how the mob owned Cuba - and then lost It to the revolution.
thumb|Batistas soldater, der udfører en henrettelse ved skydning. Regimet benyttede sig ofte af brutale metoder til at holde Cubas byer under regeringens kontrol. Hjulpet af Frank País lykkedes det for Castro, Ramos Latour, Huber Matos og mange andre at udføre vellykkede angreb på små garnisoner af Batistas tropper i Maestra-bjergene. Che Guevara og Raúl Castro hjalp Fidel med at konsolidere sin politiske kontrol i bjergene, ofte ved henrettelser af mistænkte Batista-loyalister eller andre af Castros rivaler. Desuden chikanerede den dårligt bevæbnede gruppe, kendt som Escopeteros, Batistas styrker ved foden af bjergene og på sletterne i Oriente provinsen. Escopeteros ydede også direkte militær støtte til Castros styrker ved at beskytte forsyningslinjerne og ved at dele efterretninger. I det lange løb kom bjergene under Castros kontrol.
right|thumb|220px|Raúl Castro (til venstre), med armen omkring den næstkommanderende, Ernesto "Che" Guevara, i deres fæstning Sierra de Cristal i Oriente provinsen, Cuba i 1958.
Ud over væbnet modstand søgte oprørerne at bruge propaganda til at støtte deres sag. I februar 1958 blev der oprettet piratradiostationen Radio Rebelde ("Rebel Radio"), hvilket gav Castro og hans styrker mulighed for at sende deres budskab ud landsdækkende også inden for fjendens territorium. Radioudsendelserne blev muliggjort af en tidligere bekendt af Castro, Carlos Franqui, som efterfølgende kom i eksil i Puerto Rico.
På dette tidspunkt var Castros styrker ganske små, undertiden færre end 200 mænd, mens den cubanske hær og politistyrke talte mellem 30.000 og 40.000 mand. Trods dette blev hæren tvunget til at trække sig næsten hver gang, det cubanske militær kæmpede mod oprørerne. En våbenembargo, som USA indførte mod den cubanske regering den 14. marts 1958, bidrog yderligere til at svække Batistas styrker. Herefter blev effektiviteten af det cubanske luftvåben hurtigt ringere, da man ikke kunne reparere flyvemaskinerne uden at importere dele fra USA.
Batista reagerede endelig på Castros kontinuerlige modstand med et angreb i bjergene kaldet operation Verano, kendt af oprørerne som La Ofensiva. Hæren sendte omkring 12.000 soldater, halvdelen af dem utrænede rekrutter, til bjergene. I en række mindre træfninger besejrede Castros guerillaer den cubanske hær. I slaget ved La Plata, der varede fra 11. juli til 21. juli 1958, besejrede Castros styrker en hel bataljon og tog 240 soldater til fange, mens Castros egne styrker kun mistede tre mand.
Krigslykken vendte dog næsten 29. juli 1958, hvor Batistas tropper næsten ødelagde Castros lille hær på omkring 300 mænd i slaget ved Las Mercedes. Med sine styrker trængt op i en krog af overmagten bad Castro om og opnåede en midlertidig våbenhvile den 1. august. I løbet af de næste syv dage, mens resultatløse forhandlinger foregik, lykkedes det gradvist for Castros styrker at flygte fra overmagten. Den 8. august var hele Castros hær flygtet tilbage til bjergene, og operation Verano var reelt endt i fiasko for Batista-regeringen.
Den sidste offensiv midt 1958 til januar 1959
thumb|350px|Kort der viser vigtige lokationer i Sierra Maestra under den cubanske revolution, 1958.
Den 21. august 1958 efter nederlaget til Batistas La Ofensiva begyndte Castros styrker deres egen offensiv. I Oriente provinsen (det område, der i dag udgøres af provinserne Santiago de Cuba, Granma, Guantánamo og Holguín), indledte Fidel Castro, Raúl Castro og Juan Almeida Bosque angreb fra fire fronter. Fra bjergene indledtes angreb med nye våben erobret under La Ofensiva og indsmuglet med fly, og Castros styrker vandt indledningsvis en række sejre. Castros store sejr ved Guisa og den vellykkede erobring af flere byer, herunder Maffo, Contramaestre og Central Oriente, bragte Cauto-sletterne under hans kontrol.
I mellemtiden fortsatte tre grupper af oprørere under kommando af Che Guevara, Camilo Cienfuegos og Jaime Vega vestpå mod Santa Clara, der er hovedstad i Villa Clara Provinsen. Det lykkedes Batistas styrker at angribe og ødelægge Jaime Vegas gruppe i et baghold, men de tilbageværende to grupper nåede de centrale provinser, hvor de slog sig sammen med flere andre modstandsgrupper, der ikke stod under Castros kommando. Da Che Guevaras gruppe passerede igennem Las Villas-provinsen, og særligt gennem Escambray-bjergene - hvor det antikommunistiske Directorio Revolucionarios styrker (der blev kendt som 13. marts-bevægelsen) havde kæmpet mod Batistas hær i mange måneder - opstod der friktion mellem de to grupper oprørere. Ikke desto mindre fortsatte den samlede oprørshær offensiven, og Cienfuegos vandt en vigtig sejr i slaget ved Yaguajay den 30. december 1958, hvorefter han fik tilnavnet "Helten fra Yaguajay".
thumb|Kort over oprørernes vej fra ankomsten med Granma i slutningen af 1956, oprørernes base i Sierra Maestra og Guevara og Cienfuegos rute mod Havana via Las Villas provincen i december 1958.
Den 31. december 1958 fandt slaget ved Santa Clara sted. Byen Santa Clara faldt for de forenede styrker af oprørere bestående af Che Guevaras gruppe, Cienfuegos gruppe og Directorio Revolucionario (RD) ledet af kommandant Rolando Cubela, Juan ("El Mejicano") Abrahantes og William Alexander Morgan. Nyheden om dette nederlag fik Batista til at gå i panik. Han flygtede fra Cuba til Den Dominikanske Republik den 1. januar, blot timer efter, at han havde modtaget nyheden om oprørernes indmarch i Santa Clara. Kommandør William Alexander Morgan, der ledede RD's oprørsstyrker, fortsatte kampene efter Batistas flugt og erobrede byen Cienfuegos den 2. januar.Faria, Cuba in Revolution, 2002, side 69.
Castro hørte om Batistas flugt om morgenen den 1. januar og begyndte straks efter forhandlinger om at overtage Santiago de Cuba. Den 2. januar beordrede kommandanten i byen, oberst Rubido, sine soldater til ikke at tage kampen op, og Castros styrker overtog byen. Guevara og Cienfuegos grupper indtog Havana på nogenlunde samme tid. De havde ikke mødt nogen modstand på deres vej fra Santa Clara til hovedstaden. Castro selv ankom i Havana den 8. januar efter en længere sejrsmarch. Hans oprindelige valg til præsident, Manuel Urrutia Lleó, tiltrådte den 3. januar.Thomas, Hugh, Cuba: The pursuit of freedom, side 691–693.
Eftervirkninger