Angrebet på Norge under 2. verdenskrig, som foregik mellem 9. april og 10. juni 1940, var et kombineret angreb på Danmark og Norge af land-, flåde- og flystyrker fra Nazi-Tyskland under 2. verdenskrig og endte med de to neutrale landes nederlag og besættelse. Desuden indebar angrebet de første konfrontationer mellem landstyrker fra De Allierede – Storbritannien og Frankrig – og Tyskland. Krigstilstanden "Spøgelseskrigen" havde da hersket siden Tysklands angreb på Polen i september 1939.
Tysklands afhængighed af den svenske jernmalm, der blev udskibet fra den norske havneby Narvik var den primære grund til ønsket om at besætte Norge. Ved at sikre sin adgang til de norske havne, kunne malmen, der skulle bruges til den tyske krigsproduktion, nå Tyskland til trods for den britiske søværts blokade af Tyskland. Yderligere gav besættelsen de tyske og allierede styrker mulighed for at konfrontere hinanden uden en omfattende skyttegravskrig, som begge sider frygtede efter erfaringerne fra 1. verdenskrig. Af særlig vigtighed blev de norske flybaser, som Sola Flyvestation ved Stavanger, efterhånden som slaget om Atlanten udvidedes, fordi de tyske opklaringsfly derfra kunne operere langt ud i det nordlige Atlanterhav uden at skulle flyve over eller nær Storbritannien.
Selv om Tysklands angreb lykkedes, bandt angrebet på Norge de fleste overfladeenheder af den tyske Kriegsmarine, og adskillige af Værnemagtens divisioner både umiddelbart og under den påfølgende besættelse af landet.
Baggrund Norges betydning
Både Storbritannien og Frankrig havde underskrevet traktater om militær bistand til Polen, og to dage efter Tysklands angreb på Polen den 1. september 1939 erklærede begge nationer krig mod Nazi-Tyskland. Ingen af parterne indledte imidlertid krigshandlinger på vestfronten, og der forekom ingen træfninger af betydning mellem de to sider i adskillige måneder, hvorfor denne periode kaldes spøgelseskrigen.
Begge parter søgte andre fronter. For de Allierede, og i særdeleshed for Frankrig, var det begrundet i ønsket om at undgå den skyttegravskrig, som havde medført så store tab på Vestfronten under 1. verdenskrig. På den tyske side mente den militære overkommando, at man ikke havde tilstrækkelige ressourcer til at iværksætte et angreb på Frankrig så tidligt. Norge var derfor et område, som begge parter anså for et godt område til at ramme modparten.
Der var to hovedgrunde til, at Norge, som var et neutralt land, ansås for at være af strategisk betydning for begge de stridende parter. Den første var vigtigheden af havnen i Narvik, hvorfra de store mængder svensk jernmalm, som Tyskland var afhængigt af, udskibedes. Denne transportvej var særlig vigtig om vinteren, når Østersøen frøs til. Narvik blev af større betydning for briterne, da Operation Catherine, som var en plan om at vinde kontrollen med Østersøen, blev opgivet som uigennemførlig. Den anden grund var, at Tyskland kunne bruge de norske havne som udgangspunkt for at bryde den allierede blokade og skaffe sig adgang til Atlanterhavet.
Norge var endelig også af symbolsk betydning for tilhængerne af den nazistiske racelære, eftersom landet af flere fremtrædende nazister ansås for at være oprindelseslandet for den såkaldte nordisk-ariske race.
Vinterkrigen
Da Sovjetunionen invaderede Finland den 30. november 1939, befandt de Allierede sig på samme side som Norge og Sverige og støttede Finland mod den meget større angriber.
De Allierede, der foruden at have oprigtig sympati for Finland også så et påskud for at sende tropper, der også kunne besætte malmlejerne i Sverige og havne i Norge. De planlagde at indsætte to divisioner, men med en potentiel eskalering til omkring 150.000 allierede soldater, som kunne udkæmpe større slag i det sydlige og centrale Sverige.T.K. Derry: The Campaign in Norway, kapitel II
Udviklingen bekymrede tyskerne, der måtte erklære sig neutrale i konflikten, fordi Molotov-Ribbentrop-pagten havde placeret Finland i den sovjetiske interessesfære. Denne politik betød anti-tyske stemninger i hele Skandinavien, fordi Tyskland ansås for at være allieret med Sovjet. Den tyske overkommando begyndte at frygte, at Norge og Sverige ville tillade indsættelse af allierede tropper til hjælp for Finland.
En sådan deployering kom dog ikke i stand, fordi de to lande, der var forsigtige efter at have været vidne til "vestens svigt" over for Polen, da landet blev invaderet i september, ikke ønskede at sætte deres neutralitet på spil ved at tillade udenlandske tropper inden for deres grænser. Da Fredstraktaten i Moskva blev indgået den 12. marts 1940, blev enhver allieret plan om troppeindsættelse lagt til side.
Vidkun Quisling og de indledende tyske overvejelser Den tyske overkommando mente oprindeligt, at det var i tysk interesse at bevare Norge som et neutralt land. Så længe de Allierede ikke krænkede norsk territorialfarvand, ville der være fri passage langs den norske kyst for de handelsskibe, som fragtede den malm, Tyskland importerede.
Storadmiral Erich Raeder argumenterede imidlertid for en invasion. Han var af den opfattelse, at de norske havne gav de bedste muligheder for de tyske undervandsbåde, der kunne etablere en "belejring" af de britiske øer, og at der var risiko for en allieret landgang i Skandinavien.
Den 11. december 1939 mødtes Hitler og Raeder med Vidkun Quisling, en pro-nazistisk tidligere norsk forsvarsminister. Ifølge referater fortalte Quisling dem, at truslen om en britisk invasion i Norge var overhængende, og at den norske regering hemmeligt ville støtte en tysk besættelse (det sidste var naturligvis ikke sandt). Han informerede dem desuden om, at han var i en position, hvor han kunne tilsikre maksimalt samarbejde med tyske styrker, herunder svækkelse af landets kystforsvar og stille militærbaser til rådighed. Tre dage senere beordrede Hitler Værnemagtens overkommando (Oberkommando der Wehrmacht – OKW) til at iværksætte undersøgelser af mulige planer om invasion af Norge.
Under et andet møde med Quisling den 18. december gentog Hitler sit ønske om at bevare Norge neutralt, men antydede, at hvis de Allierede udvidede krigen til Skandinavien, ville han svare igen på passende måde. Der var mistanke om, at Quisling havde overdrevet sin position for egen vindings skyld, og nærmere planer om at samarbejde med ham blev skrinlagt.
Altmark-affæren
Den 14. februar 1940 hændte Altmark-affæren, da den tyske tanker Altmark med 303 britiske krigsfanger om bord fik tilladelse til at sejle gennem norsk territorialfarvand. Ifølge de internationale regler kan ethvert ikke-krigsførende skib fra en nation i krig søge beskyttelse i neutrale farvande efter forudgående tilladelse. Da en gruppe britiske destroyere dukkede op den 16. februar, søgte Altmark tilflugt i Jøssingfjorden, en norsk fjord. I modstrid med de internationale regler og norsk neutralitet, sejlede HMS Cossack ind i fjorden og angreb Altmark, bordede skibet, dræbte syv tyske soldater og befriede fangerne. Denne neutralitetskrænkelse udløste vrede i Norge, men førte også til overvejelser hos begge modstandere.
De Allierede så dette som et tegn på Norges manglende evne til at forhindre misbrug af sit territorium og var tæt på at gennemføre en plan, som var foreslået kort efter Polens fald af marineminister Winston Churchill, og som gik ud på at minere området. Det blev kun udskudt i håbet om, at Norge stadig ville tillade allierede troppebevægelser for at komme Finland til hjælp.
For den tyske side viste Altmark-affæren også, at Norge var ude af stand til at håndhæve sin neutralitet, og at briterne ikke var indstillet på at overholde den. Hitler gav ordre til at fremskynde udarbejdelse af invasionplanerne for at skabe sikkerhed mod Churchills allerede eksisterende planer om at drage nordmændene ind i krigen og vinde kontrol over havnen i Narvik. Den 21. februar fik general Nikolaus von Falkenhorst ansvaret for at planlægge invasionen og fik kommandoen over landstyrkerne.
Første planer Allierede planer Da vinterkrigen sluttede, fandt de Allierede, at en okkupation af Norge eller Sverige sandsynligvis ville gøre mere skade end gavn ved at tvinge de neutrale lande ind i en alliance med Tyskland. Den nye franske premierminister, Paul Reynaud, indtog imidlertid et mere aggressivt standpunkt end sin forgænger og ønskede en eller anden form for aktion iværksat mod Tyskland. Churchill agiterede stærkt for et angreb på og besættelse af Norge, fordi han ønskede krigen og slagmarkerne fjernet fra Storbritannien og Frankrig for at undgå de store ødelæggelser af områderne, som forekom under den tidligere krig. Han så en vej ind i Tyskland begyndende fra nord.
Det besluttedes at iværksætte Churchills “ulovlige” mineudlægningsprojekt, Operation Wilfred, hvis formål var at fjerne det fristed, som det norske territorialfarvand udgjorde, og tvinge skibstransporterne ud i internationalt farvand, hvor Royal Navy kunne angribe og sænke dem. En opfølgende plan hed Plan R4 og indebar, at de Allierede ville besætte Trondheim og Bergen og ødelægge flyvestationen i Sola, når den forventede tyske modreaktion på Operation Wilfred blev sat ind.
De Allierede var uenige om en videregående plan med navnet Operation Royal Marine, ifølge hvilken der skulle udlægges miner i Rhinen. Briterne gik ind for denne operation, mens franskmændene var imod den, fordi de selv var afhængige af Rhinen og frygtede tyske repressalier på fransk jord. Uenigheden forsinkede operation Wilfred fra 5. april til den 8. april, og briterne indvilligede i at gennemføre planerne i Norge adskilt fra planerne på kontinentet.
Tyske planer
Efter at have været i planlægningsfasen med lav prioritet i ret lang tid, fik operation Weserübung1 presserende karakter efter Altmark-affæren. Operationens vigtigste mål var at sikre havnene og malmlejerne, med Narvik som den vigtigste, og at få fast kontrol med landet for at hindre dets samarbejde med de Allierede. Det skulle fremstå som en væbnet intervention for at beskytte Norges neutralitet.
Et af de emner, der debatteredes blandt de tyske militære planlæggere, var behovet for at besætte Danmark som led i den overordnede plan. Danmark ansås for at være af vital betydning, fordi dets beliggenhed muliggjorde meget bedre kontrol med hele luftrummet og havområdet. Nogle ønskede kun at benytte pression for at få Danmark til at give efter, men beslutningen blev efterhånden, at det ville være sikrere for operationens forløb at erobre Danmark med væbnet magt.
Et andet forhold, som medførte yderligere omarbejdning af planen var den såkaldte Fall Gelb, nemlig den foreslåede invasion af Nordfrankrig, Holland og Belgien, som ville kræve hovedparten af de tyske styrker. Da der naturligvis skulle benyttes tropper til begge invasioner, kunne Weserübung ikke foretages samtidig med Gelb, og eftersom nætterne blev stadig kortere, efterhånden som foråret nærmede sig, og mørke var vitalt som dække for de maritime operationer, måtte den gennemføres først. Det endte med, at 9. april blev fastsat som datoen for invasionen (Wesertag), og at landsætningstidspunktet (Weserzeit) skulle være kl. 04:15 (norsk tid).
I Norge foreskrev planen erobring af følgende seks primære mål ved landsætninger foretaget af flåden: Oslo, Kristiansand, Egersund, Bergen, Trondheim og Narvik. Yderligere skulle faldskærmstropper (Fallschirmjäger) erobre andre nøgleområder som flyvestationerne Fornebu udenfor Oslo og Sola udenfor Stavanger. Planen var udformet med henblik på hurtigt at overmande de norske forsvarere og besætte disse vigtige områder, før organiseret modstand kunne nå at blive sat i værk. Med denne hensigt organiseredes følgende styrker:Magweb.com hjemmeside
Gruppe 1: Ti destroyere til Narvik Gruppe 2: Den svære krydser Admiral Hipper og fire destroyere til Trondheim Gruppe 3: De lette krydsere Köln og Königsberg sammen med adskillige mindre støtteskibe til Bergen Gruppe 4: Den lette krydser Karlsruhe og adskillige mindre støtteskibe til Kristiansand