thumb|Place d'Italie (Paris) thumb|Almindelig cykel med den karakteristiske diamantramme. En cykel er almindeligvis et pedaldrevet køretøj, hvor en let ramme forbinder to eger-opspændte hjul. Der findes dog mange cykeltyper, som ikke holder sig inden for denne beskrivelse – f.eks. handicapcykler, der drives af armkræfter, vandcykler uden hjul og ladcykler med tre hjul. De fleste cykler drives frem ved hjælp af pedaler, men det er blevet mere almindeligt med elcykler, der er udstyret med elektrisk hjælpemotor. En person, der kører på en cykel, kaldes en cyklist.
Cykler blev introduceret i slutningen af 1800-tallets Europa, og i begyndelsen af 2000-tallet eksisterede der mere end 1 milliard cykler på verdensplan. Dette tal overstiger langt antallet af biler, både i de totale antal og antallet af individuelle modeller, der er blevet produceret. I mange områder er cykler det primære befordringsmiddel. Cykling er også en populær fritidsaktivitet, og de er blevet fremstillet til en lang række forskellige formål herunder legetøj til børn, fitness, militær- og politi-formål, kurérservice, cykelsport og cykelstunts.
Den grundlæggende form og konfiguration for en typisk opretstående cykel har ikke ændret sig meget siden den første kædedrevne model blev udviklet omkring 1885. Der er dog sket en stor udvikling og forbedring af mange detaljer på cyklen, særligt siden indførslen af moderne materialer og computer aided design. Dette har også gjort det mulig med mange forskellige type specielle designs til forskellige typer cykling.
Opfindelsen af cyklen har haft enorm effekt på samfundet, både i form af kultur og moderne industrielle metoder. Adskillige komponenter der spillede en vigtig rolle i udviklingen af bilen, blev oprindeligt udviklet til cyklen, dette inkluderer kugleleje, dæk, rullekæder og eger-hængte hjul.Heitmann JA. The Automobile and American Life. McFarland, 2009, , pp. 11ff
Etymologi
Selve ordet "cykel" er en forkortet udgave af bicykel, der kommer fra det engelske ord "bicycle", der betyder to-hjul fra græsk: bi = to og kyklos = ring/kreds.Opslagsordet cykel i Den Danske Ordbog. ordnet.dk, besøgt 19. maj 2019. På engelsk optrådte ordet bicycle første gang på tryk i 1868 i avisen The Daily News, hvor en artikel beskrev "Bysicles and trysicles" på Champs-Élysées og Bois de Boulogne i Paris. Ordet blev dog brugt på fransk allerede i 1847 til at beskrive et uidentificeret tohjulet køretøj, muligvis en hestetrukket vogn.Opslagsordet bicycle i Oxford English Dictionary (3. udgave). Oxford University Press. September 2005.
Historisk udvikling thumb|Cyklens udvikling over årene Cyklen, som vi kender den i dag, blev ikke opfundet af en person på en bestemt dag. Der var derimod tale om en udvikling, hvor pedaler, kædetræk, diamant-rammen, lufthjul og gear gradvist blev føjet til sparkecyklen, som var den første konstruktion, der tilnærmelsesvis lignede nutidens cykler.
Det er heller ikke helt sikkert, hvem der opfandt sparkecyklen. Der findes angiveligt tegninger af Leonardo da Vinci-eleven Giacomo Caprotti, som forestiller en cykel. Den tyske fysiker og teknologihistoriker Hans-Erhard Lessing har dog udråbt denne historie som et bevidst bedrageri.Lessing, Hans-Erhard: "The evidence against Leonardo's bicycle", Cycle History 8, San Francisco 1998, s. 49–56. Historiens ægthed forfægtes dog af den italienske professor, leksikograf og filolog Augusto Marinoni, der har været ansvarlig for oversættelsen af da Vincis Codex Atlanticus.On the question of Leonardo's 'bicycle'
Ligeså upålidelig er en senere formodning om, at en vis "grev Sivrac" udviklede en célérifère i 1792 og demonstrerede dens brug i Palais-Royal i Frankrig. Den nævnte célérifère havde angiveligt to hjul anbragt på en stiv træramme og intet styr, men kunne blot styres ved at ændre kroppens position. Det formodes nu, at den tohjulede célérifère aldrig har eksisteret, og at der i stedet er tale om en misforståelse begået af den kendte franske journalist Louis Baudry de Saunier i 1891.Seray, Jacques: Deux Roues. La véritable histoire du vélo. Éditions du Rouergue 1988, 13–17
Karl von Drais' sparkecykel thumb|Model af Karl von Drais sparkecykel fra 1817.
Cyklens egentlige fødsel anses normalt for at skyldes tyskeren Karl Friederich Drais von Sauerbronn, der i 1817 opfandt det, der blev døbt draisinen.Cyklen fylder 200 år: Fra løbemaskine til væltepeter. Artikel på dr.dk 12. juni 2017. Her var tale om en to-hjulet sparkecykel, hvor rytteren sad overskrævs og sparkede sig frem ved at sætte benene på jorden. Bemærkelsesværdigt ved von Drais' sparkecykel var også, at forhjulet kunne styres.
Von Drais forlod Tyskland og tog til den moderne verdens centrum Paris for at fremvise sin opfindelse, og den blev også populær, men von Drais fik ikke del i successen, da han ikke fandt en producent. Derimod blev den produceret af forskellige smede o.a., der også tilføjede nye detaljer, såsom jernhjul og indstillelig sadel. Sparkecyklen blev angiveligt produceret i flere tusinde eksemplarer.
Allerede i 1818 blev sparkecyklen brugt til et rekordforsøg, hvor strækningen mellem de to franske byer Beaune og Dijon på 37 km blev tilbagelagt med ca. 15 km/t.
Sparkecyklen fik også succes i England, hvor Denis Johnson fra London, i 1818 fik patent på sin såkaldte "hobby-horse" eller "dandy-horse". Johnson selv byggede ca. 100 eksemplarer, herunder også damecykler med det velkendte sænkede overrør. Mange andre producenter startede køreskoler, hvilket øgede udbredelsen. Sparkecyklen var dog stadig forbeholdt de rige befolkningsgrupper.
Sparkecyklens popularitet faldt dog hurtigt, sandsynligvis fordi den var for ubekvem, og fordi det nye transportmiddel, jernbanen, udvikledes i 1830. Få arbejdede dog stadig videre med cyklen, særligt arbejdede man på en ny fremdriftsform med pedaler.
Pedalcyklen Den første cykel med pedaler (faktisk med krumtapmekanismer) blev konstrueret af skotten Kirkpatrick MacMillan i 1839, inspireret af dampmaskinernes bevægelse. Pedalerne trak baghjulet via stænger, og cyklen havde derfor ingen kæde. Denne type blev plagieret af adskillige personer, men slog ikke bredt igennem.
Omkring 1860 udviklede franskmanden Pierre Michaux og hans søn, Ernest, "velocipeden". Denne cykel havde pedalarme og pedaler ved forhjulet og frem for alt en klodsbremse, der kunne bremse baghjulet. Fordele i forhold til den engelske hobby-horse var også anvendelse af mere jern til hjul og ramme og en forbedret sadel. Det første år produceredes 142 stk. I 1867 blev den præsenteret på verdensudstillingen i Paris. I 1868 produceredes cyklen på en fabrik med 300 arbejdere, der kunne fremstille 5 cykler om dagen.
England blev snart igen det førende cykelland. Ved verdensudstillingen var en agent fra den engelske symaskinefabrik "Coventry Sewing Machines Comp." (der senere ombenævntes til "Coventry Machinists Comp.") tilstede, og han overtalte sin onkel til at producere 400 velocipeder til salg i Frankrig, og de blev også senere let afsat. Snart opstod i England mange store cykelproducenter, der så store muligheder i den branche.
Efter nogle år skulle velocipeden dog igen miste populariteten, fordi den stadig var for ubekvem. Den havde i øvrigt fået øgenavnet "Boneshaker" (knogleryster).
Væltepeteren thumb|En væltepeter.
For at gøre det muligt at køre hurtigere på velocipeden blev forhjulet gjort større, og dermed blev den karakteristiske væltepeter-cykel udviklet. I starten af 1870'erne havde væltepeterens forhjul en diameter på ca. 125 cm, i 1880'erne var den på ca. 150 cm. Dog var der en naturlig grænse ved cyklistens benlængde. For at kunne øge hastigheden endnu mere, benyttede man bl.a. et tandhjulspar mellem hjulnav og pedalarm. Væltepeteren blev vidt udbredt, særlig i England.
Den endelige form – sikkerhedscyklen fra 1885 Cyklen med kædetræk til baghjulet blev opfundet i 1879, men blev først udviklet i en populær udgave i 1885. Denne type var langt lettere at komme af og på end væltepeteren, og den blev derfor kendt som "safety-cyklen". Ved at benytte forskellige størrelser af tandhjul var det stadig muligt at holde en høj hastighed. Samtidig fik man løst komfortproblemet ved indbygning af fjedre mellem sadel og sadelpind. Kuglelejer blev også benyttet, hvilket både mindskede belastningen ved hjulomdrejninger og i kranken, og det gjorde det lettere at styre cyklen. Det er grundkonstruktionen i denne cykeltype, der stort set svarer til nutidens cykler.
Da pedal og kæde først var opfundet, var der ved starten af 1896 registreret ikke færre end 4.296 patenter relateret til cykler. Cykelaktier blev så efterspurgt, at Financial Times oprettede en egen, daglig spalte for disse. Aktierne gik 260 % op, inden den britiske cykel-boom brast. Mere end 80 % af de involverede selskaber gik konkurs. Men den erhvervede cykel-teknologi levede videre.Ina Vedde-Fjærestad: "En boble som kan sprekke", Bergens Tidende 8. marts 2021
Cyklen som hvermandseje
Fra omkring 1920 sænkede masseproduktion fremstillingsomkostningerne og dermed prisen på cykler betragteligt, og populariteten voksede eksplosivt i lande som Danmark. Cyklen revolutionerede hverdagen for tusindvis af danskere, der tidligere havde måttet spadsere rundt, men nu fik udvidet deres rækkevidde betydeligt.Cyklen fylder 200 år: Fra klodset jernhest til populær motionsmakker. Artikel på tv2.dk 12. juni 2017. Særligt arbejderklassen brugte den til transport, fordi de derved kunne have arbejde inde i byen og bo på landet. I PH's Danmarksfilm fra 1935 fremgik det tydeligt, hvor vigtig en del af nationens hverdag køretøjet var blevet.
Selvom Danmark længe har været en nation med mange cyklister, er der relativt få særlige danske cykelopfindelser. De fire mest iøjnefaldende undtagelser er Dursley-Pedersen cyklen, Mollers autocykel, longjohn-ladcyklen og Leitra-kabinecyklen.
I dag er cyklen især vigtig i de største byer, og i København og på Frederiksberg blev cyklen brugt på 35 % af alle ture i 2016.Region Hovedstadens Cykelregnskab 2016. Udgivet 2017.
Cykeltyper
thumb|Cykel med sidevogn (1940-45)Fra Frihedsmuseets samlinger Der findes en meget stor variation af cykeltyper. Nogle typer er tilpasset helt bestemte formål, mens andre er variationer over den samme grundcykel. For hverdagscyklernes vedkommende ses ofte, at en let variation i en cykeltype markedsføres under et andet navn.
En af de mest basale forskelle på en række cykeltyper er, at de findes som både herre- og damerammer. Damecyklen adskiller sig fra herremodellerne ved ikke at have et overrør eller ved at have et meget lavt overrør. Det gør det nemmere at stige af og på cyklen, samt at køre med f.eks. nederdel/kjole. Ulempen er imidlertid, at det giver en mindre stiv ramme.
Cykler kan inddeles i hverdagscykler, sportscykler, transportcykler, HPV-cykler/liggecykler, børnecykler og en lang række andre typer.
Cykelteknik thumb|Kvinde med cykel omkring 1890 Pedaler og kæder fandtes ikke på de første cykler. Her sad cyklisten overskrævs på cyklen og sparkede cyklen frem. De første pedaldrevne cykler havde pedalerne monteret direkte på forhjulet. På Safety-cyklerne, der blev den dominerende cykeltype fra ca. 1890, var pedalerne flyttet til kranken, og med det tilhørende kædetræk var trækkraften nu flyttet over på baghjulet. Der har igennem tiderne været eksperimenteret med både remtræk og kardantræk som alternativ til cykelkæden, men ingen af opfindelserne har fået en større udbredelse.
Det luftfyldte dæk blev (gen)opfundet af John Boyd Dunlop i 1888, og det gav cyklisterne en langt blødere kørsel.
Affjedring fandtes allerede på nogle af de tidlige Safety Cykler. I dag er det hovedsageligt mountainbikes, der leveres med støddæmpere på et eller begge hjul for at skåne cyklisten for rutens ujævnheder. Nogle cykler har støddæmpere indbygget i selve stellet eller i sadelpinden.