Lensgreve (femininum; lensgrevinde; tidligere skrevet lehnsgreve) er en arvelig adelstitel i Danmark, og tidligere i Norge, indført af Christian 5. i 1671 under enevælden. Titlen er en praktisk betegnelse for den greve, der besad et grevskab, indtil disse blev afviklet ved lensafløsningen (1919). Grevskaberne var store godskomplekser, såkaldte majorater, som kongen havde ophøjet til len med særlige privilegier og båndlagt arv (fideikommis). Lensgrevetitlen fulgte besiddelsen af grevskabet og arvedes udelt efter førstefødselsret (primogenitur), i modsætning til øvrige grevetitler, der kunne føres af flere medlemmer og linjer af slægten, og lensgreven ansås derfor som slægtens overhoved.
Titlen er den højeste rang i den danske adel (med undtagelse af den forrang, der tillæges hertugen af Glücksbierg), hvilket afspejles i lensgrevernes fremtrædende placering i rangfølgen. Betegnelsen vandt for alvor indpas i midten af 1800-tallet, blev anvendt i Danmarks Adels Aarbog fra 1930'erne, og delvist i Kongelig Dansk Hof- og Statskalender fra 1970'erne. Titlen blev indført ved kgl. forordning i 1671 som led i etableringen af en ny titelbaseret lens- og højadel i Danmark. Forordningen muliggjorde oprettelsen af grevskaber og baronier, og var inspireret af kontinentaladlen, heriblandt især Storbritannien, Tyskland og Frankrig.
Fra 1671 til 1849 oprettedes 32 grevskaber (ud af i alt 165 majorater), og derudover tillagde kongen fra midten af 1700-tallet også enkelte slægter lensgreveværdigheden uden tilknytning til et territorialt len. Grundloven af 1849 forbød nyoprettelser og pålagde regeringen at afvikle alle len, hvilket formelt påbegyndtes 70 år senere med lensafløsningsloven af 1919, hvorefter de 21 tilbageværende grevskaber gradvist overgik til fri ejendom, med tvungen jordafståelse til staten og oprettelse af såkaldte successorfonde. Fondene, der hovedsageligt bestod af obligationsbaseret kapital, bevarede primogeniturnedarvningen i to led (successioner), og nyderne af fondsmidlerne må/måtte fortsat føre titlen lensgreve.
Pr. marts 2026 er der i alt 13 nulevende lensgrever fordelt på de to kategorier: 6 lensgrever erholder titlen som sekundære besiddere af successorfonde (og bortfalder ved deres død), mens 7 fører titlen i kraft kgl. patent, og kan videreføre den så længe slægten producerer agnatiske descendenter.
Internationalt Titlen har ingen direkte udenlandsk pendant og oversættes derfor normalt ikke. Deres position indenfor den danske adel kan i store træk sammenlignes med hertugernes i andre europæiske lande.Ferdinand Christian Herman von Krogh: Den høiere danske Adel. En genealogisk Haandbog, C. Steen & søn, 1866 På engelsk oversættes titlen lejlighedsvis til landgrave (undertiden også "feudal count"), og på tysk anvendes ''Lehngraf'' (femininum: ''Lehnsgräfin'').
Historisk baggrund
thumb|Kong Christian 5., der indførte titlen i 1671 i et forsøg på at skabe en ny og loyal titelbaseret adelsklasse i Danmark-Norge. Efter enevældens indførelse i 1660 og Christian 5. tronbestigelse i 1670, påbegyndte arbejdet med udarbejdelsen af en ny rang- og titeladel. Den 25. maj 1671 underskrev Christian 5. tre nye "love", der alle havde til formål at skabe rammerne om den nye styreform: de var Gemaksordinansen, som regulerede adgangen til kongen, Rangforordningen, der oprettede det nye sociale hierarki, samt Grevernes og Friherrernes Privilegier, der udgjorde det juridiske grundlag for de danske len.
Oprettelsen af grevskaber og friherreskaber i Danmark beroede på kongens nåde og forudsatte, at en adelsmand sammenlagde sine godser til et samlet len. Et grevskab skulle omfatte ca. 2.500 tønder hartkorn eller en formue på 120.000 rigsdaler, mens et baroni (friherreskab) krævede 1.000 tønder hartkorn eller 50.000 rigsdaler; dog var mange len i praksis mindre. Ansøgeren indsendte en jordebog og en redegørelse for lenets arvefølge, som fulgte primogeniturprincippet i agnatisk eller kognatisk linje. På dette grundlag udstedte kongen et lensbrev og et erektionspatent, som var et officielt dokument på pergament, udfærdiget på dansk, ledsaget af våbenbeskrivelse og jordebog.
Ved oprettelsen mistede godset sin status som privat ejendom og blev et offentligt retligt fideikommis. Lensopretteren og hans efterkommere havde begrænset dispositionsret, og døde den arveberettigede linje ud, hjemfaldt lenet til kronen, medmindre der forelå hjemfaldsret. Arvegangen fulgte ofte de samme principper som den kongelige arvefølge fra Kongeloven af 1665. Lensbesidderen nød vidtgående privilegier (se nedenstående). Til gengæld skulle lenet bevares som samlet ejendom og kunne hverken pantsættes eller deles. I praksis fungerede lensbesidderen som kongelig embedsmand, idet lenet var underlagt statslig kontrol.
De første privilegier blev fastlagt i 1671 og revideret i 1674. Institutionen havde tydelig politisk hensigt: ved at lade adelige afstå fra fuld ejendomsret til fordel for arvelige len søgte enevælden at knytte aristokratiet tættere til kronen. Mange medlemmer af den gamle adel afviste ordningen som et indgreb i ejendomsfriheden, mens andre lod sig tiltrække af dens sociale og økonomiske fordele. Ved indførelsen af privilegierne i 1671 blev seks grever (Schack, Aldenburg, Rantzau, Friis, Rantzow, Parsberg), en friherreinde (Trolle) og fem friherrer (Winterfeldt, Rüsen, Rheede, Rosenkrantz, Holck) udnævnt eller naturaliseret. Kun seks af disse familier oprettede reelt len. Den første var kong Christian V’s halvbror Ulrik Frederik Gyldenløve, der 29. september 1671 fik lensbrev på grevskabet Laurvig i Norge, betegnet som “Voris Rigers første Grevskab”. Mellem 1671 og 1818 oprettedes 28 grevskaber og 32 friherreskaber.
Selvom majoraterne omfattede en minoritet af landets godser, udgjorde de i 1850 omkring 20% af Danmarks samlede areal og over halvdelen af det areal, der var underlagt arvefæste.
Lensgrevers særretigheder og privilegier Lensbesidderen nød vidtgående privilegier og rettigheder, heriblandt:
Skattefrihed. Fritagelse fra gældsarrest og maning, hvilket vil sige at de ikke kunne retsforfølges i gældssager eller underkastes indskrænkninger i den personlige frihed på grund af gæld. Fritagelse fra fængsling (undtagen majestætsfornærmelse). Jagt- og fiskeret. Sigt- og sagefaldsret. Skiftejurisdiktion. Forstrandsret. Hals- og håndsret, dvs. retten til at straffe og oppebære bøder fra sine tjenere og bønderne. Patronatsret (kaldsret), som gav ret til at udnævne lokale præster ved kirker på lensgrevskabets område. Birkeret, som gav lensbesidderen ret til at udnævne birkedommere (lokal dommer), hvis afgørelser kunne indbringes direkte for Højesteret uden om landstinget. Retten til jordfundne værdigenstande og retten til at åbne miner og bjergværker. Retten til at holde et palæ i København, frit for skatter, samt gårdsret her og på deres godser. Retten til at benytte rødt voks. Retten til at få alle retssager mod sig anlagt direkte ved Højesteret, bortset fra militære sager. Fritagelse fra amtmandens jurisdiktion, inkl. allodialgods. I mange henseender havde lensbesiddere amtmandsbeføjelser, og udøvede derfor på lokalt plan statslige forvaltningsopgaver. Med Grundloven af 1849 blev alle adelens privilegier og forrettigheder ophævet.
Arvegang thumb|Kvindelig succession forekom i visse tilfælde. Her ses Louise lensgrevinde Scheel-Plessen (1860–1939), som højesteret i 1895 erklærede for den retmæssige besidderinde af det grevelige Scheel-Plessenske Forlods. Justitsministeriet havde ellers ment at hendes mand (og fætter) var arveberettiget. Arvefølgen for lensgrever (for grevskaberne) var primogenitur, blev fastlagt i de enkelte erektionspatenter og kunne være enten agnatisk eller agnatisk-kognatisk primogenitur. Ved agnatisk succession kunne kun mandlige efterkommere i mandlig linje arve, mens agnatisk-kognatisk succession tillod kvindelig arvegang, dog med mænds forrang. En datter kunne således kun succedere, hvis der ikke fandtes mandlige arvinger. Flere patenter fastslog udtrykkeligt, at arvegangen gik “fra ældste til ældste, først udi mandlige linier, og dernæst på kvindelinier, når ingen descendenter på sværdsiden mere til overs ere”. Samtidig krævedes, at arvingen var ægtefødt, hvilket udelukkede uægte børn fra succession.
Nogle få majorater, i 1919 fire i alt, heriblandt Hardenberg-Reventlow, indeholdt desuden bestemmelser om ægteskab inden for standen, et krav der skulle bevare adelens eksklusivitet og som så sent som i 1976 blev prøvet ved domstolene. Hvis majoratet tilfaldt en kvinde, skulle hendes ægtefælle føre slægtens navn og våben, medmindre han selv var greve eller friherre. Dette gav anledning til de karakteristiske sammensatte adelsnavne som Reedtz-Thott, Ahlefeldt-Laurvig-Bille og Krag-Juel-Vind-Frijs.
Selvom de danske majorater kan forekomme udpræget mandsdomineret, blev adskillige oprettet af kvinder, både enker og ugifte adelskvinder. Den første danske lensoprettelse foretaget af en kvinde var Birgitte Brahe, født Trolle, som i 1672 oprettede baroniet Brahetrolleborg. Baroniet var tilmed Danmarks første og tiltænkt hendes brorsønner, Frederik og Niels Trolle. Grevskabet Christiansholm (Aalholm) på Lolland blev oprettet i 1734 af Emerentzia Raben til fordel for sønnesønnen Christian Raben.
Nulevende lensgrever
Overblik over de to titelkategorier Pr. marts 2026 findes i alt 13 nulevende lensgrever fordelt på to kategorier (23 hvis greverne af Rosenborg medregnes). Den første kategori omfatter 6 lensgrever, som erholder deres titel fordi de har modtaget andel i den successorfond, der oprettedes som afløsning for deres slægters tidligere grevskaber efter lensafløsningen. Lensafløsningsloven og kgl. resolution tillod, at titlen bevaredes i to led (successioner), efter besidderen ved overgangen. Den anden kategori rummer 7 lensgrever, der fører titlen i kraft af kgl. patent. Deres titler forblev uberørt af lensafløsningen og videreføres så længe slægten har agnatiske arvinger (agnatisk primogenitur).
Som følge af bestemmelser i kgl. reskripter tilkommer der rang og værdighed som lensbesiddere for yderligere 10 grever af Rosenborg, der descenderer fra enten Erik, Oluf eller Flemming af Rosenborg, tidligere prinser til Danmark.
Titlerne i den første kategori bortfalder gradvist med de nulevende indehaveres død. Af de 21 grevskaber, der blev afløst i 1920’erne, er lensgrevetitlen allerede uddød i 15. Det første titelbortfald skete i 1959 med Niels lensgreve Krag-Juel-Vind-Frijs (1910-1959), modtager af andel i Grevskabet Frijsenborgs successorfond. I 2017, bemærkede forfatter Merete Wilkenschildt i sin bog Kongeligt leksikon, at "de sidste arvegange vil finde sted inden for en meget overskuelig fremtid". Siden er yderligere fire lensgrever døde, nemlig Carl A. P. lensgreve Holstein-Ledreborg (2018), Christian A. V. lensgreve Lerche-Lerchenborg (2024), Frants lensgreve Bernstorff-Gyldensteen (2025) og Preben lensgreve Ahlefeldt-Laurvig (2025).
Nulevende lensgrever, som har modtaget andel i successorfonde Der tilkommer rang og værdighed som lensbesiddende grever (lensgrever) for nedenstående, som er nydere af eller har modtaget andel i successorfonde (kongelig resolution af 21. september 1923) for grevskaber overgåede til fri ejendom i henhold til lensafløsningsloven (lov nr. 563 af 4. oktober 1919) og besiddere af substitutioner for grevskaber.
Indehaverne har modtaget den sidste del af den (nu opløste) successorfond for slægtens grevskav. De er: