Annelies Marie Frank, eller "Anne" (født 12. juni 1929 i Frankfurt am Main, død februar eller begyndelsen af marts 1945 Alle spor borte efter 7. februar 1945 i Bergen-Belsen) er en af de mest kendte og omtalte ofre for Holocaust grundet hendes efterladte dagbog, som er en af de mest læste bøger i verden og omskrevet for teater og film.
Opvækst Anne Frank blev født i Tyskland som næstældste datter af Otto Frank (1889–1980) og Edith Frank-Holländer (1900–45). Margot Frank (1926–45) var hendes storesøster. Family tree Frank-familien var liberale jøder med et afslappet forhold til jødedommen,Van der Rol and Verhoeven, p. 10 assimileret i et vestligt samfund blandt både jøder og ikke-jøder. Begge forældre læste meget og opmuntrede børnene til det samme.
Den 13. marts 1933 vandt nazisterne kommunalvalget i Frankfurt. Antisemitiske demonstrationer fik Frank-familien til at se sig om efter en mulighed for at emigrere. Senere samme år flyttede Edith og børnene hjem til hendes mor, Rosa Holländer, i Aachen. Otto Frank blev i Frankfurt, men efter han blev tilbudt at starte et firma i Amsterdam, flyttede han dertil for at skabe et nyt hjem for familien, som var blandt de omkring 300.000 jøder, der flygtede fra Tyskland mellem 1933 og 1939.Van der Rol and Verhoeven, p. 21
thumb|alt=A four story, brick apartment block showing the building's facade, with several windows and an internal staircase leading into the block.|Boligblokken på Merwedeplein, hvor Frank-familien boede i nr 37 fra 1934 til 1942. Otto Frank fik arbejde for firmaet Opekta, som solgte pektin. Han fandt en lejlighed i Merwedeplein 37 i Amsterdam. I februar 1934 ankom Edith og børnene til Amsterdam, og de to piger begyndte i skole – Margot i kommuneskolen, Anne i en Montessori-skole. Margot havde gode evner for aritmetik, Anne for at læse og skrive. Hendes barndomsveninde Hanneli Goslar har senere fortalt, at Frank skrev meget og ofte, men skjulte, hvad hun skrev, og heller ikke ville fortælle om det. Margot og Anne var forskellige personligheder: Margot den høflige, reserverede og flittige, Anne den mere direkte, energiske og udadvendte.
I 1938 startede Otto Frank sit andet firma, Pectacon, som forhandlede krydderurter og salt. Hermann van Pels var ansat hos Pectacon og jødisk slagter og flygtet fra Osnabrück med sin familie. I 1939 ankom Ediths mor til Amsterdam og boede sammen med Frank-familien til sin død i januar 1942.
I maj 1940 invaderede Tyskland Holland, og regeringen indledte jødeforfølgelserne på baggrund af den nye antisemitiske lovgivning fulgt af obligatorisk registrering og raceadskillelse snart efter. Frank-søstrene var begge gode i skolen og havde mange venner, men efter indførelsen af de nye regler, blev de flyttet til en jødisk folkeskole, hvor Anne blev ven med Jacqueline van Maarsen. I april 1941 forsøgte Otto Frank ihærdigt at undgå beslaglæggelse af Pectacon. Han overførte sin andel i virksomheden til den ikke-jødiske Johannes Kleiman og trak sig som direktør. Firmaet blev overført til Gies and Company, ledet af Jan Gies. I december 1941 gjorde Frank noget lignende for at redde Opekta. Forretningerne fortsatte under ikke-jødisk ledelse, men Frank sad tilbage med kun en minimal indkomst for sig og sin familie. To gange prøvede familien at få visum til USA, men det mislykkedes; anden gang gik ansøgningen tabt under det tyske bombeangreb på Rotterdam i 1940. Anne Frank's family tried escaping to US but thwarted by 'bureaucracy' – report | Books | The Guardian
Kronologi i dagbogen Før tiden i skjul Til sin 13-års-fødselsdag den 12. juni 1942 fik Anne Frank en bog af sin far, som hun havde vist ham et par dage tidligere i et butiksvindue. Selvom det var en autografbog indbundet i rødt og hvidt lædervan der Rol, Ruud, and Verhoeven, Rian "Anne Frank Beyond the Diary: A Photographic Remembrance", Scholastic Inc, 1992, page 3 med en lille lås på forsiden, besluttede Frank sig for at bruge den som dagbog, og hun begyndte at skrive i den næsten øjeblikkeligt. Selvom mange af hendes første noter omhandler dagligdagsbegivenheder i hendes liv, omtaler hun også ændringer i Holland efter den tyske besættelse. I sin note den 20. juni 1942 fortæller hun om mange af de restriktioner, som blev pålagt de hollandske jøder og om sin sorg over sin mormors død tidligere samme år. Mindet om mormoren blev både til trøst og sorg for Anne, næsten som en skytsånd. The symbol of Grandma in The Diary of Anne Frank from LitCharts | The creators of SparkNotes
Hun drømte om at blive skuespiller. Hun elskede at se film, men fra den 8. december 1941 var hollandske jøder forment adgang til biografer og lignende.
I juli 1942 modtog Margot Frank en ordre fra Zentralstelle für jüdische Auswanderung i Amsterdam (hovedkvarteret for jødisk udvandring) om udflytning til en koncentrationslejr. Otto Frank havde forberedt et skjulested i firmaet Opektas baghus i Prinsengracht 263, en gade langs en af Amsterdams kanaler, som hans medarbejder Kleiman havde foreslået. Nogle af hans mest betroede medarbejdere ville hjælpe dem. Indkaldelsen af Margot tvang dem til at gå under jorden adskillige uger tidligere end planlagt.
Livet i baghuset thumb|alt=A three shelf timber bookcase, filled with books, stands at an angle in front of a doorway to the Secret Annexe|Rekonstruktion af bogreolen, som skjulte indgangen til det hemmelige baghus i Anne Franks hus i Amsterdam. Om morgenen mandag den 6. juli 1942 gik familien i dækning i et baghus. De havde forladt deres lejlighed i rod og uorden, så man skulle tro, de var rejst pludseligt; og Otto Frank havde efterladt en besked, der antydede, at de var rejst til Schweiz. De var også nødt til at efterlade Annes kat, Moortje. Da jøder ikke havde tilladelse til at bruge offentligt transport, skulle de gå adskillige kilometer, hver af dem iført mange lag tøj, så man ikke kun se, at de havde bagage med. Het achterhuis (hollandsk for "baghuset") var et tre-etagers anneks, som man kunne gå ind i fra en platform ovenpå Opekta-kontorerne. Rummet bestod af to mindre værelser med fælles bad og toilet i første etage, og over det et større åbent rum var et mindre tilknyttet. Fra dette lille værelse førte en stige op til loftet. Døren til baghuset var dækket af en bogreol. Hovedbygningen, en boligblok ved Westerkerk, var typisk for de vestlige dele af Amsterdam.Westra, pp. 45 and 107–187
Victor Kugler, Johannes Kleiman, Miep Gies og Bep Voskuijl var de eneste ansatte, som kendte til gruppen i skjul. Gies' mand Jan Gies og Voskuijls far, Johannes Hendrik Voskuijl, var også hjælpere. De var gruppens eneste kontakt med verden udenfor, som holdt dem underrettet om krigen og den politiske udvikling, og forsynede dem med mad og andre livsfornødenheder, hvad der blev sværere og sværere. Anne nævner ofte sin taknemlighed mod hjælperne og deres anstrengelser for at holde humøret oppe. De risikerede dødsstraf ved at hjælpe jøder i skjul.
thumb|left|alt=A photograph taken from the opposite side of the canal shows two four story buildings which housed the Opekta offices and behind them, the Secret Annexe|Huset (venstre) i Prinsengracht i Amsterdam. Den 13. juli 1942 ankom familien van Pels til det hemmelige rum. Den bestod af Hermann, Auguste og den 16-årige Peter. I november ankom Fritz Pfeffer, tandlæge og ven af familien. Anne skrev om glæden ved at have nye at snakke med, men at konflikter dem imellem udviklede hurtigt sig, fordi de boede så tæt sammen. Efter at have delt værelse med Pfeffer, fandt Anne ham utålelig og hadede hans indtræden i "familien", og hun havde sammenstød med Auguste van Pels, som hun fandt dum. Hun anså desuden Hermann van Pels og Pfeffer som selviske, især ud fra al det, de spiste. Efter et stykke tid, hvor hun først afviste den generte og akavede Peter van Pels, begyndte hun at synes bedre om ham, og de to indledte et kærlighedsforhold. Hun fik sit første kys af ham, men hendes forelskelse i ham svandt, da hun kom i tvivl om, hvorvidt hendes følelser var ægte eller blot et resultat af, at de levede så tæt sammen.Westra, p. 191 Anne Frank fik et nært forhold til hver af hjælperne, og Otto Frank har fortalt, at hun ventede utålmodigt på deres daglige besøg. Han bemærkede, at Annes nærmeste venskab var med Bep Voskuijl, "den unge maskinskriver... de to står altid og hvisker i hjørnet."
I sine notater analyserede Anne Frank sit forhold til de andre familiemedlemmer, og den store forskel på hver af deres personligheder. Hun anså sig for at være den, der mindede mest om sin far følelsesmæssigt, og han kommenterede senere: "Jeg kom bedre ud af det med Anne end med Margot, som stod sin mor nærmere. Grunden kan være, at Margot sjældent viste sine følelser og ikke behøvede så megen støtte, fordi hun ikke havde Annes humørsvingninger." Frank-søstrene fik et tættere bånd til hinanden mens de skjulte sig, selvom Anne sommetider udtrykte jalousi overfor Margot; især når hun blev kritiseret for ikke at have Margots rolige og stilfærdige natur. Da Anne blev mere moden, betroede søstrene sig mere til hinanden. I sit notat den 12. januar 1944, skrev Frank: "Margot er meget sødere... Hun er ikke nær så ondskabsfuld mere, og hun er ved at blive en sand ven. Hun ser mig ikke længere som en lille baby, som ikke kan tælle."
thumb|alt=Taken from the top of the Westerkerk church, this image shows the Prinsengracht canal and the rooftops of the buildings in the neighborhood|Det hemmelige baghus med sine lyse vægge og orange tag (nederst) og Anne Frank-træet i haven bag huset (nederst til højre), set fra Westerkerk i 2017. Anne Frank skrev ofte om sit vanskelige forhold til sin mor. Den 7. november 1942 beskrev hun sin "foragt" for sin mor og sin manglende evne til at "konfrontere hende med hendes ligegyldighed, hendes sarkasme og hårdhjertethed", før hun konkluderede "Hun er ikke en mor for mig." Senere da hun så sin dagbog igennem, blev Frank helt flov over sin hård udtryksmåde, og skrev: "Anne, er det virkelig dig, der er så ond, åh Anne, hvor kunne du?" Hun indså senere, at hun var lige meget skyld i misforståelserne som hendes mor, og at hun havde givet sin mor yderligere grund til bekymring. Med denne indsigt begyndte Anne at behandle sin mor med større tolerance og respekt.
Margot tog et korrespondancekursus i stenografi i Bep Voskuijls navn og fik gode karakterer. Det meste af Annes tid gik med til at læse, og hun skrev ofte og redigerede notaterne i sin dagbog. I stedet for kun at gengive hændelserne, skrev hun om sine følelser, meninger og ambitioner, som hun følte, hun ikke kunne tale med andre om. Som hendes selvtillid voksede, skrev hun om mere abstrakte emner: sin tro på Gud og hvordan hun definerede den menneskelige væremåde.
Hun nærede også drømme om at blive journalist og skrev i sin dagbog onsdag den 5. april 1944:
Hun fortsatte med at skrive regelmæssigt indtil sit sidste notat den 1. august 1944.
Arrestation thumb|En delvis rekonstruktion af barakkerne i opsamlingslejren Westerbork, hvor Anne Frank opholdt sig fra august til september 1944. Om morgenen den 4. august 1944 blev baghuset stormet af det tyske sikkerhedspoliti Grüne Polizei, da en stikker havde afsløret familiens skjulested. Stikkeren er aldrig blevet sikkert identificeret, men mistanken peger stærkt mod vaskekonen Lena van Bladeren Hartog, som nu er død. Gennemlæsning af gamle politirapporter viser, at Hartog aldrig blev konfronteret med selvmodsigelser i sin beretning om sin opdagelse af jøder skjult i bygningen. Hartog var også oprørt over sin søns død i den tyske marine.Newfound Pages From Anne Frank's Diary Set Off Furor