Norsk er et vestnordisk sprog fra den nordgermanske gren af den germanske sprogfamilie og er i lighed med svensk og dansk, stærkt påvirket af nedertysk. Norsk har to officielle skriftsprog: Bokmål og nynorsk. Bokmål (bogmål), med den uofficielle konservative form riksmål (rigsmål) har sin oprindelse i dansk skriftsprog. Nynorsk er derimod baseret på norske dialekter. Omkring 87 procent af nordmændene skriver bokmål.

Sproghistorie Norsk kan føres tilbage til de vestnordiske dialekter af norrønt, som også islandsk og færøsk er udgået fra, men afstanden til disse ønordiske sprog er i dag langt større end afstanden til de østnordiske sprog dansk og svensk. Det er vanskeligt at afgrænse norsk mod svensk og dansk efter rent sproglige kriterier; i praksis kan moderne norsk siges at være de skandinaviske dialekter og standardsprog, som har geografisk tilknytning til Norge.

Norsk som skriftsprog blev fra senmiddelalderen erstattet af dansk skriftsprog. Videreførelsen af det danske skriftsprog blev senere kaldt riksmål og bokmål. Dette sprog var frem til retskrivningsreformen af 1907 identisk med dansk. Midt i 1800-tallet opstod landsmål, senere nynorsk, som et alternativt skriftsprog baseret på flere norske dialekter. Dette gav stødet til den norske sprogstrid, en langvarig strid mellem tilhængere af de forskellige målformer og retskrivninger. Omkring 87–89 % af nordmændene bruger i dag bokmål som deres vigtigste skriftsprog, mens resten bruger nynorsk. Når det gælder norsk som talesprog må der sondres mellem norsk i historisk forstand og moderne norsk talesprog. Moderne norsk består dels af de traditionelle norske dialekter, som bruges i det meste af Norge, og dels af standardsprog, hovedsagelig standard østnorsk, som har deres genetiske (historisk-lingvistiske) oprindelse i dansk talemål. Standard østnorsk indtager en særstilling, ved at dette standardsprog ikke er en norsk dialekt og i høj grad har fortrængt de stedbundne dialekter i Østlandet, dvs. de østnorske talemål.

Genetisk klassificering Norsk er et nordisk sprog i den germanske gruppe i den indoeuropæiske sprogfamilie. Traditionelt har sproget været klassificeret som et vestnordisk sprog sammen med islandsk og færøsk, mens dansk og svensk har været klassificeret som østnordiske sprog. Dette er baseret på fonologiske forskelle som opstod tidligt i norrøn tid. Denne klassificering er problematisk, fordi den tillægger dialektforskelle indenfor det fastlandsnordiske dialektkontinuum større vægt end skellet mellem tydeligt adskilte sprog, fordi de førstnævnte forskelle er ældre end de sidstnævnte. Desuden går en del af skellene mellem vest- og østskandinavisk tværs igennem det norske sprogområde, og endvidere har skriftsproget bokmål mange østnordiske træk på grund af sit nære slægtskab med dansk og kan i sin mest konservative variant siges at være nærmest rent østnordisk. Det standardiserede talesprog knyttet til bokmål, standard østnorsk, klassificeres heller ikke som en norsk dialekt. Et skel mellem vestnordisk og østnordisk opleves derfor som problematisk og lidet relevant for moderne norsk. Efter en nyere klassificering baseret på de moderne nordiske sprog, udgør norsk og svensk nordskandinavisk. Nordskandinavisk udgør sammen med sydskandinavisk (dansk) fastlandsnordisk, som sammen med ønordisk danner den nordiske undergruppe af germansk.

Talesprog Moderne norsk talesprog kan inddeles i norske dialekter samt standardsprog, som har deres genetiske oprindelse (sproglige stamtræ) i dansk sprog, særlig repræsenteret ved dannet dagligtale og den moderne videreførelse af dette talesprog, standard østnorsk. Standardsprog kan også regnes som sociolekter for byborgerskabet i de østnorske byer, samt Bergen og Trondheim. De norske dialekter er derimod de traditionelle stedbundne, lokale talemål med rødder i talemålet før dansketiden. Standardsprog, dialekter og (dansk) skriftsprog har gennem århundrederne gensidigt påvirket hinanden.

Norske dialekter right|thumb|180px|Kortet viser de fire hovedgrupper af norske dialekter: nordnorsk i gult, trøndersk i mørkeblåt, vestlandsk i orange og østlandsk i lyseblåt. Norsk talesprog er i synkront perspektiv kendetegnet af relativt store dialektforskelle og stærke, livskraftige dialekter. Dialektforskellene kan blandt andet tilskrives store geografiske afstande, og at fjeldlandskabet har begrænset kontakten mellem folk i tidligere tider. Det specielle ved Norge er den stærke stilling dialektbrug har fået i nyere tid. Med undtagelse af situationer hvor man er bundet af manuskript, er det relativt usædvanligt for dialekttalende at lægge om til et af «standardsprogene», selv i mere formelle sammenhænge. Man skelner mellem to hovedgrupper af dialekter i Norge, østnorsk og vestnorsk. De østnorske dialekter tales på Østlandet, i Trøndelagen og i Nordmøre; de vestnorske dialekter tales i Agder-fylkerne, på Vestlandet inklusive Sunnmøre og Romsdal, og i Nordnorge. Hovedkriteriet for skellet er den såkaldte jamvektslov: i østnorske dialekter blev de tryklette endevokaler fra norrønt svækket til e eller bortfalder i ord med lange (og dermed mere betonede) rodstavelser, men holder sig uændret i ord med korte rodstavelser. Et andet særtræk ved østnorske dialekter er, at de har tykt l, hvor skriftbilledet har «l» eller «rd». Den mest iørefaldende forskelle er imidlertid, at østnorske dialekter har lavtone, mens vest- og nordnorske har højtone, det vil sige, at et ord som «Bergen» har initial lav tone i Østnorge, men høj eller faldende tone i Vest- og Nordnorge. Det østnorske dialektområde kan inddeles i østlandsk og trøndersk, og det vestnorske område kan inddeles i vestlandsk og nordnorsk.

Standardsprog og sociolekter Udover norske dialekter finder man flere standardsprog i Norge: Standard østnorsk (tidligere dannet dagligtale) i Østlandet, penbergensk i Bergen og fintrønder i Trøndelagen. Disse talemål kan opfattes som både standardsprog og sociolekter. Det højere talemål adskiller sig særlig i morfologi fra de omkringliggende dialekter, og hører hverken til de østnorske eller vestnorske dialekter. De er ikke norske dialekter i lingvistisk forstand, men en del af talesproget i Norge som sammen med dialekterne udgør moderne norsk.

Skriftsprog Alfabet Det norske alfabet er siden 1955 identisk med det danske og har 29 bogstaver. Det bygger på det latinske alfabet, og har i tillæg de tre vokaler æ, ø og å, som har deres plads i slutningen af alfabetet. A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å Bogstaverne c, q, w, x og z bruges næsten udelukkende i lånord. Enkelte norske efternavne bliver også skrevet med disse bogstaver. Nogen vokaler kan modificeres ved at bruge diakritiske tegn: é, è, ê, ó, ò, â, og ô. På nynorsk kan også ì, ù og ỳ forekomme. De diakritiske tegn er ikke obligatoriske, men kan i nogle tilfælde adskille forskellige betydninger af ordet, fx for, fór, fòr og fôr på nynorsk. Visse låneord bliver skrevet med andre diakritiske tegn, særlig ü, á og à.

Målformer right|thumb|Sidestillingsbeslutningen af 1885, hvor det hed at «det norske Folkesprog som Skole- og officielt Sprog sidestilles med vort almindelige Skrift- og Bogsprog». right|thumb|Målformer efter kommune Før 1885 havde norsk kun én officiel målform, og dette skriftsprog var i alt væsentlighed identisk med dansk. Sproget gik under forskellige navne, men blev i 1800-tallet stort set bare kaldt norsk. Gennem Ivar Aasens arbejde med at skabe sproget landsmål blev der etableret en situation med to skriftlige målformer. I 1885 vedtog Stortinget at bede regeringen, «om at træffe fornøden Forføining til at det norske Folkesprog som Skole- og officielt Sprog sidestilles med vort almindelige Skrift- og Bogsprog».

Riksmål og bokmål Videreførelsen af det danske skriftsprog var i hovedsagen identisk med skriftsproget i Danmark indtil 1907, med undtagelse af nogen få enkeltord. Både dansk og norsk gennemgik i 1800- og 1900-tallet en gradvis reform af skriftsproget. Gennem reformerne i 1907 og 1917 gik det sprog, som dengang var kendt som riksmål og som i 1929 fik det officielle navn bokmål, fra at være nærmest identisk med dansk til at få et mere fornorsket udtryk. Udviklingen af dette skriftsprog blev fra 1938 præget af strid mellem de som ville smelte sproget sammen med nynorsk for at skabe et «samnorsk», og de som modsatte sig denne udvikling. Da den norske sprogstrid brød ud for alvor tidligt i 1950-erne begyndte Det Norske Akademi for Sprog og Litteratur at lave en alternativ retskrivning, der blev kaldt riksmål, som blev brugt af store dele af hovedstadspressen anført af Aftenposten. Efter at samnorskpolitikken havde vist sig mislykket, blev Vogt-komitéen («sprogfredskomiteen») nedsat, noget som resulterede i en reform af officielt bokmål i 1981 i konservativ retning. I 2005 fulgte endnu en reform som nærmest eliminerede forskellene mellem riksmålsnormalen og (moderat) bokmål. I dag rummer den officielle variant af bokmål, som normeres af Språkrådet, både former som kaldes moderat bokmål og former som kaldes radikalt bokmål. Moderat bokmål er mere eller mindre identisk med Det Norske Akademis riksmålsnorm.

Landsmål, nynorsk og høgnorsk Ivar Aasens oprindelige landsmål fik ved Stortingsvedtag i 1929 navnet nynorsk. Samnorskpolitikken førte fra 1938 til at en lang række «bokmålsformer» blev taget ind i nynorsk. I dag rummer nynorsk, som officielt normeret af Språkrådet, mange forskellige former. Tilhængere af Ivar Aasens oprindelige skriftsprog, den mest konservative variant af nynorsk, kalder dette sprog høgnorsk, som bliver fremmet af Ivar Aasen-sambandet.

Brug af målformerne Af Norges 431 kommuner, har 160 bokmål som officiel målform og 114 nynorsk, mens 157 kommuner er sproglig neutrale. De fleste kommuner med nynorsk som målform ligger i Vestlandet, Sørlandet, i Gudbrandsdalen, Hallingdal og Vest-Telemark. Per 1. juli 2009 har de tre fylker (Møre og Romsdal, Sogn og Fjordane og Hordaland) med nynorsk som målform 829 417 indbyggere. De to fylker (Østfold og Vestfold) med bokmål som målform har 500 254 indbyggere. De fire fylker (Møre og Romsdal, Sogn og Fjordane, Hordaland og Rogaland) med nynorsk som flertalsmålform har 1 253 610 indbyggere. De ni fylker (Østfold, Akershus, Hedmark, Oppland, Buskerud, Vestfold, Vest-Agder, Nordland og Finnmark) med bokmål som flertalsmålform har 2 140 590 indbyggere.Kultur- og kirkedepartementet - Målvedtak i kommuner og fylkeskommuner

Rundt regnet 86,1 % af grundskoleeleverne i Norge havde bokmål som oplæringsmål i 2007, mens 13,9 % havde nynorsk som målform.SSB: Elever, efter elevens målform og fylke. 1. oktober 2007 11,1 % af de værnepligtige opgav nynorsk som målform i 2005. Dette var en stigning på 1,7 % fra året før. Rundt regnet 89 % beder om at få selvangivelsen på bokmål. 9 % af de bøger som blev udgivet på norsk i 2003 var på nynorsk. 89 % af aviserne i Norge redigeres på bokmål, 6 % på nynorsk og 5 % på begge målformer.

Historie Urnordisk Norsk har udviklet sig fra det fælles skandinaviske sprog urnordisk som blev brugt i perioden 200 til 500. Skriftlige kilder af urnordisk finder vi i runeinskriptioner. Urnordisk må have været gensidig forståeligt med de vestgermanske sprog, som blandt andet engelsk, tysk og nederlandsk har udviklet sig fra.

Synkopetiden Omkring 500 gik urnordisk ind i en periode med bortfald af stavelser, den såkaldte synkopetid. For eksempel blev de urnordiske navne AnulaibaR og HarjawaldaR forkortet til Óláfr og Haraldr (i dag Olav og Harald). Disse forandringene var så omfattende, at sprogene før og efter synkopetid ikke ville vært gensidigt forståelige, men nordisk og vestgermansk adskilte sig ikke fuldstændig på grund af sprogkontakt og parallel udvikling.

Norrønt