Kasakhstan (, Qazaqstan; , Kazakhstan), officielt Republikken Kasakhstan, er et land i Centralasien med mindre områder vest for Uralfloden i Europa. Landet grænser op til Rusland, Kina, Kirgisistan, Usbekistan og Turkmenistan og har kyst mod det Kaspiske Hav. Med et areal på omkring 2,7 millioner km² er Kasakhstan verdens niendestørste land og den største indlandsstat i verden. Hovedstaden er Astana, mens Almaty er landets største by og et vigtigt finansielt og kulturelt centrum.Laruelle (2016), s. 63.

Landets natur er præget af omfattende stepper, halvørkener og ørkener samt bjergområder i øst og sydøst. Kasakhstan har et udpræget kontinentalt klima med store temperaturforskelle mellem sommer og vinter. Landet rummer betydelige naturressourcer, men står samtidig over for alvorlige miljøproblemer, herunder følgerne af Aralsøens udtørring, tidligere sovjetiske atomprøvesprængninger ved Semipalatinsk og stigende pres på vandressourcerne som følge af klimaforandringer.

Kasakhstan har den største økonomi i Centralasien og råder over betydelige forekomster af olie, naturgas, uran og andre mineraler.Pomfret (2019), s. 44–48. Olie- og gasindustrien har haft stor betydning for landets økonomiske udvikling og internationale handel, mens Kasakhstan er verdens største producent af uran. Samtidig fungerer landet som et vigtigt transitområde mellem Kina, Rusland, Centralasien og Europa.Pomfret (2019), s. 267.

Kasakhstan havde omkring 20,6 millioner indbyggere i september 2026. Befolkningen består hovedsageligt af kasakhere og russere samt mindre grupper af blandt andre usbekere, ukrainere, uighurere og tatarer. Kasakhisk er statssprog, mens russisk fortsat anvendes bredt i administration, erhvervsliv og uddannelse. Befolkningens etniske sammensætning er blevet ændret betydeligt gennem sovjettidens migrationer og udviklingen efter uafhængigheden.Dave (2007), s. 59–60.

Områdets historie er præget af nomadiske steppekulturer, tyrkiske og mongolske riger samt senere russisk og sovjetisk dominans. Kasakh-khanatet, der opstod i 1400-tallet, fik central betydning for udviklingen af en fælles kasakhisk identitet. Nomadisk husdyrhold, hestekultur og mundtlige traditioner har sat varige spor i landets kultur, som også er præget af islamiske, russiske og sovjetiske påvirkninger.Golden (2011), s. 114–121, 132–133.

Kasakhstan erklærede sig uafhængigt af Sovjetunionen den 16. december 1991 som den sidste sovjetrepublik til formelt at forlade unionen.Olcott (2002), s. 35. Under præsident Nursultan Nazarbajev, der regerede frem til 2019, udviklede landet et politisk system med stærk præsidentmagt og begrænset politisk konkurrence. Udenrigspolitikken har været præget af en såkaldt multivektorpolitik, som søger at balancere relationerne til Rusland, Kina, USA og EU. Præsident Kassym-Jomart Tokajev, der tiltrådte i 2019, har gennemført politiske og forfatningsmæssige reformer, særligt efter urolighederne i januar 2022. En ny forfatning trådte i kraft i juli 2026 og ændrede blandt andet parlamentets opbygning, men landets politiske udvikling er fortsat præget af spørgsmål om demokrati, politisk pluralisme og magtfordeling.

Etymologi

Navnet Kasakhstan er dannet af kasakh og det persiske endelseled -stan, der betyder ”land” eller ”sted”. Navnet kan dermed oversættes som ”kasakhernes land”.

Betegnelsen kasakh (qazaq) blev i senmiddelalderen anvendt om personer eller grupper, der levede uafhængigt af etablerede politiske magtstrukturer, og ordet havde betydninger som "fri mand", "uafhængig person", "eventyrer" eller "oprører".Golden (2011), s. 103.

Den præcise etymologi er fortsat omdiskuteret blandt sprogforskere og historikere. Ordet forbindes ofte med forestillinger om frihed, uafhængighed og et omvandrende liv på stepperne, og nogle forskere har foreslået, at det er afledt af det tyrkiske verbum qaz- ("at vandre").Olcott (1987), s. 4.

Endelsen -stan stammer fra persisk og betyder ”sted”, ”område” eller ”land”. Endelsen findes i navnene på flere lande og historiske regioner i Central- og Sydasien, herunder Pakistan, Afghanistan, Turkmenistan og Tadsjikistan.

Historie

Forhistorie og oldtid Det nuværende Kasakhstans område har været beboet siden stenalderen. I det nordlige Kasakhstan udviklede Botai-kulturen sig omkring 3700–3100 f.Kr. Fund af hesteknogler, redskaber og spor af mælkerester i keramik viser, at heste spillede en usædvanlig stor rolle i samfundet. Botai er derfor central for forskningen i tidligt hestehold, selv om nyere genetiske undersøgelser har nuanceret kulturens betydning for de moderne tamhestes oprindelse.

De tidlige samfund havde forskellige leveformer: nogle var mobile jæger- og samlergrupper, mens andre var knyttet til mere permanente bopladser. Hesten fik stor betydning for bevægelse og økonomi på stepperne, men karakteren af det tidligste hestehold er fortsat omdiskuteret.

I bronzealderen var store dele af området præget af Andronovo-kulturen, hvis samfund kombinerede husdyrhold med landbrug, minedrift og metalhåndværk. I det første årtusinde f.Kr. levede blandt andre de iransktalende saka-folk på stepperne. Senere optrådte Wusun og andre nomadeforbund i regionen. Det sydlige og sydøstlige Kasakhstan blev samtidig en del af handelsnetværkene langs Silkevejen, hvor varer, religioner og ideer blev udvekslet mellem Kina og landene længere vestpå.Golden (2011).

Tyrkiske og mongolske riger Fra 500-tallet indgik store dele af området i tyrkiske khaganater. Efter disse fulgte skiftende tyrkiske stammeforbund og herskerdynastier, blandt andre karlukkerne og oghuzerne. De tyrkiske sprog fik stadig større udbredelse, og islam vandt gradvist indpas, først og fremmest i de sydlige by- og handelsområder. Handelsbyer som Taraz og Otrar voksede frem langs de sydlige karavaneruter, hvor samspillet mellem nomader og fastboende handels- og håndværkssamfund havde stor betydning. I begyndelsen af 1200-tallet blev regionen erobret af Djengis Khans mongolske hære. Store dele af de kasakhiske stepper indgik derefter i Jochis ulus, som senere udviklede sig til Den Gyldne Horde.

Kasakh-khanatet og det russiske herredømme Kasakh-khanatet opstod i anden halvdel af 1400-tallet, da Kerei og Janibek Khan brød med et rivaliserende khanat og samlede tilhængere i det sydøstlige Kasakhstan. Khanatet blev en vigtig ramme for dannelsen af en fælles kasakhisk politisk identitet. Befolkningen levede overvejende af nomadisk husdyrhold og var organiseret i stammer og større regionale forbund, de tre zhuzer. Khanatets magt ændrede sig gennem tiden, og det var ikke en samlet, centraliseret stat i moderne forstand. I 1700-tallet blev de kasakhiske samfund presset af blandt andet dzungarerne og indre magtkampe.Olcott (1987).

Fra 1700-tallet og især i 1800-tallet udvidede Det Russiske Kejserrige kontrollen over stepperne gennem forter, militære felttog, administrative reformer og indvandring. Ved reformerne i 1822 og 1824 blev khanembedet afskaffet i henholdsvis den Mellemste og den Lille zhuz. Den russiske overhøjhed blev dog etableret gradvist, og de kasakhiske ledere bevarede i perioder betydelig politisk handlefrihed. Fra 1837 til 1847 ledede Kenesary Qasymov en opstand mod den russiske ekspansion og forsøgte at genoprette en samlet kasakhisk khanmagt. Hans nederlag i 1847 markerede afslutningen på dette genoprettelsesforsøg.

Russisk bosættelse og statslig jordpolitik begrænsede nomadebefolkningens adgang til traditionelle græsningsområder. Utilfredsheden var blandt årsagerne til den centralasiatiske opstand i 1916, som blev udløst af zarstyrets mobilisering af lokale mænd til arbejde under 1. verdenskrig. Efter de russiske revolutioner i 1917 arbejdede Alash-bevægelsen for kasakhisk selvstyre, men bolsjevikkerne sikrede sig efter borgerkrigen kontrollen over området.

Sovjettiden I 1920 blev Kasakhstan organiseret som en autonom sovjetrepublik, og i 1936 blev det en unionsrepublik i Sovjetunionen. Stalins tvangskollektivisering og politik for tvangsbosættelse af nomader førte i begyndelsen af 1930'erne til en katastrofal hungersnød. En stor del af den kasakhiske befolkning døde, mens andre flygtede til nabolandene. Den ramte i særlig grad den kasakhiske befolkning og blev et af de mest ødelæggende kapitler i landets historie. Katastrofen forandrede landets demografi og underminerede det traditionelle nomadiske husdyrhold.Cameron (2018).

Under Stalin blev flere befolkningsgrupper deporteret til Kasakhstan, og landet rummede flere Gulag-lejre, herunder Karlag og ALZhIR.Applebaum (2004), s. 310. Under 2. verdenskrig og i efterkrigstiden blev industri og minedrift udbygget. Jomfrulandskampagnen fra 1954 skulle øge kornproduktionen gennem opdyrkning af store steppearealer og medførte omfattende indvandring fra andre sovjetrepublikker.Olcott (1987), s. 225–227. Samtidig blev Kasakhstan centrum for sovjetiske atomprøvesprængninger ved Semipalatinsk og rumfart fra Bajkonur. Den sovjetiske periode efterlod således både en omfattende industriel infrastruktur og alvorlige sociale og miljømæssige problemer.

Uafhængighed og Nazarbajev-perioden Kasakhstan erklærede sig uafhængigt af Sovjetunionen den 16. december 1991. Præsident Nursultan Nazarbajev, der allerede havde stået i spidsen for den sovjetiske republik, ledede den nye stat frem til 2019. Overgangen til markedsøkonomi var vanskelig i 1990'erne, men udbygningen af især olie- og gassektoren tiltrak senere omfattende udenlandske investeringer. Kasakhstan overtog et betydeligt sovjetisk atomvåbenarsenal, men tilsluttede sig aftaler om atomnedrustning og overførte våbnene til Rusland. Staten førte samtidig en såkaldt multivektorpolitik, der søgte at opretholde forbindelser med både Rusland, Kina og vestlige lande.Olcott (2002).

Privatisering og nye erhvervseliter ændrede de økonomiske magtforhold, men den voksende velstand blev ikke fulgt af en tilsvarende åbning af det politiske system. Den politiske magt blev i høj grad koncentreret omkring præsidentembedet, mens rivalisering mellem erhvervseliter og uformelle loyalitetsnetværk fik betydning for magtudøvelsen. Nazarbajevs styre var præget af begrænset politisk konkurrence og kritik af forholdene for opposition og uafhængige medier. Hovedstaden blev flyttet fra Almaty til Astana i 1997, og den nye hovedstad blev et symbol på den selvstændige stats opbygning.

Tokajev-perioden Kassym-Jomart Tokajev overtog præsidentposten i 2019. I januar 2022 udviklede protester mod stigende priser på flydende gas til biler sig til omfattende uroligheder og sammenstød. Tokajev anmodede den russiskdominerede sikkerhedsalliance CSTO om bistand, og udenlandske styrker blev midlertidigt indsat. Ifølge de kasakhiske myndigheders opgørelse kostede urolighederne 238 mennesker livet. Begivenhederne blev fulgt af en omfordeling af magten mellem Tokajev og kredsen omkring Nazarbajev.

Urolighederne blev et vendepunkt i landets nyere historie, fordi Nazarbajevs hidtidige politiske indflydelse blev svækket betydeligt. Efter begivenhederne i 2022 gennemførte Tokajev forfatningsmæssige og politiske reformer, men der har fortsat været kritik af begrænsningerne for den politiske opposition. En ny forfatning blev vedtaget ved folkeafstemning i 2026 og indebar blandt andet indførelsen af et parlament med ét kammer.

Geografi

Kasakhstan er verdens største indlandsstat og et af verdens største lande målt efter areal med omkring 2,7 millioner km².

Landet ligger hovedsageligt i Centralasien, mens områderne vest for Uralfloden efter en udbredt geografisk grænsedragning regnes som en del af Europa. Det grænser mod Rusland i nord og vest, Kina i øst samt Kirgisistan, Usbekistan og Turkmenistan i syd. Mod vest har landet kyst mod det Kaspiske Hav, verdens største indsø.

Stepper, halvørkener og ørkener præger store dele af landet, mens høje bjergområder især findes i øst og sydøst.

Topografi