Sonia Varvara Hasselbalch, baronesse Heyd (født Hasselbalch; 16. april 1920 i København – 3. april 2008 samme sted), var en dansk aristokrat, fotograf og forfatter, der navnlig opnåede international anerkendelse som portræt- og reportagefotograf samt for sin humanitære indsats under Anden Verdenskrig. For sin tjeneste som ambulance- og lastbilchauffør for det franske Røde Kors i det tyskbesatte Frankrig modtog hun flere internationale udmærkelser, heriblandt det franske Croix de guerre og i 2002 officersgraden af Æreslegionen. Hun gjorde sig desuden bemærket som kosmopolit og societetsdame, var en fremtrædende skikkelse i det internationale og københavnske selskabsliv og blev i sin samtid karakteriseret som en af Danmarks mest farverige og usædvanlige personligheder.
Hasselbalch voksede op under særdeles velstående og aristokratiske forhold i Det Plessenske Palæ i København som datter af fabrikanten og kunstsamleren Erik Hasselbalch og den internationalt berømte springrytter Louise Hasselbalch, født baronesse von Plessen, og blev i sin samtid betragtet som "Danmarks rigeste pige". Allerede som barn deltog hun i internationale ridekonkurrencer, men opgav siden ridesporten til fordel for fotografiet. Hun blev uddannet hos de internationalt anerkendte fotografer Madame d'Ora i Paris og Uggla i Stockholm. Under Anden Verdenskrig transporterede hun sårede og forsyninger, smuglede fanger og breve ud af tysk fangenskab, bistod blandt andet en italiensk diplomatfamilies flugt til Sverige og arbejdede tillige for den danske modstandsbevægelse. I 1943 etablerede hun sit eget fotoatelier, Varvara Foto, i København, senere med en filial i London. Året efter udgav hun krigserindringerne Menig 5272 (1944), som blev beslaglagt af Gestapo, men fortsat solgt illegalt under titlen Varvaras kogebog.
Efter krigen udviklede Hasselbalch en omfattende international fotografisk karriere inden for portræt-, teater-, industri- og reportagefotografi. Hun gennemførte fotografiske ekspeditioner og rejser i store dele af verden, udstillede sine arbejder i både Danmark og udlandet og udgav flere fotografiske bøger og erindringsværker. Hun boede i længere perioder i blandt andet Frankrig, England, Portugal og Monaco og færdedes i internationale aristokratiske, kunstneriske og kulturelle kredse. Hun var gift tre gange, senest med den schweiziske forlægger og baron Richard Heyd, og fik i sit andet ægteskab sønnen Rurik Ingram. Efter sin tilbagevenden til København i 1983 blev hun navnlig kendt for sin excentriske livsførelse, usædvanlige højde, karakteristiske dybe stemme, slagfærdige humor og overdådigt indrettede herskabslejlighed på Grønningen.
Hasselbalch skildrede sit begivenhedsrige liv i erindringsværkerne Min fandenivoldske mor (1992) og Varvaras verden (1997). I den brede offentlighed opnåede hun desuden fornyet opmærksomhed gennem sin medvirken i Danmarks Radios tv-dokumentar Grevinden på tredje om hendes veninde Erna Hamilton og blev senere selv portrætteret i Per Wennicks dokumentarfilm Varvara – uden mors velsignelse (2005).
Opvækst og ungdom
Aristokratisk baggrund og barndom i det Plessenske Palæ thumb|Louise Varvara Hasselbalch (1892–1962), Varvaras mor. Sonia Varvara Hasselbalch blev født den 16. april 1920 i København som datter af fabrikanten og kunstsamleren Erik Hasselbalch, der tilhørte familien bag de store Hasselbalchske gardinfabrikker, og Louise Hasselbalch, født baronesse von Plessen, der var en af sin tids mest fremtrædende danske konkurrenceryttere. Gennem moderens familie havde hun danske, tyske, svenske og russiske aristokratiske forbindelser og nedstammede blandt andet fra den russiske fyrsteslægt Gagarin. Hendes oldemor, prinsesse Varvara Gagarin, var gift med Otto von Plessen, dansk diplomat og gesandt i Sankt Petersborg, og efter hvem hendes familie havde opretholdt forbindelser til både det russiske hof og det danske kongehus.
Hun voksede op i det Plessenske Palæ i Kristianiagade i København, senere kendt som Domus Medica, hvis 97 værelser og saloner dannede rammen om en usædvanlig privilegeret barndom. Palæet rummede foruden selskabslokaler og talrige gæsteværelser blandt andet særskilte hvidvins- og rødvinskældre og et linnedrum med omkring 400 lagner og servietter, forsynet med broderede monogrammer og kroner. Til husholdningen hørte 14 tjenestefolk. Familien var så velhavende, at Varvara blev almindeligt betragtet som "Danmarks rigeste pige". thumb|Det Plessenske Palæ (nu Domus Medica) på Kritianiagade. I dette statelige 97-værelses palæ voksede Varvara op. Faderen døde i april 1925, inden hun var fyldt fem år, og hun havde siden ingen egentlige erindringer om ham. Herefter voksede hun navnlig op hos sin mormor, baronesse Sophie de Plessen, og en skotsk barnepige i en fløj af palæet, mens moderen, der havde ønsket sig en søn og i vid udstrækning opdrog datteren som en dreng, i stigende grad helligede sig sin internationale karriere inden for ridesporten og et omfattende rejse- og selskabsliv. Hasselbalch beskrev senere mormoderen som sit væsentligste følelsesmæssige holdepunkt i barndommen og moderen som en kvinde, hun på én gang beundrede og frygtede. Hun mente, at moderen havde været både viljestærk, begavet, selskabelig og usædvanligt frygtløs, men samtidig krævende, dominerende og følelsesmæssigt utilnærmelig over for sin datter. Ifølge hendes egne erindringer var forholdet mellem dem præget af et næsten fuldstændigt fravær af fysisk ømhed og af moderens forventning om, at datteren skulle udvise samme hårdførhed og konkurrencementalitet som hun selv.
Hasselbalchs usædvanlige højde blev tidligt et karakteristisk træk. Allerede som niårig var hun højere end sin skotske barnepige, og som 17-årig målte hun 187 cm. Højden var i barndommen en betydelig kilde til generthed, ikke mindst fordi hun samtidig var noget kalveknæet og blandt andet blev kaldt "Giraffen". Senere fik hun i Frankrig også tilnavnet "den lange asparges". Hendes højde fik efter hendes egen beretning tillige den uheldige konsekvens, at hun blev placeret direkte i anden skoleklasse, hvilket var medvirkende til et vanskeligt og usammenhængende skoleforløb.
Fra barnsben færdedes hun blandt medlemmer af det europæiske aristokrati, kongelige familier og fremtrædende kunstnere. Ved et ophold på et schweizisk skisportssted blev hun efter eget udsagn bemærket af de amerikanske filmstjerner Mary Pickford og Douglas Fairbanks, som ønskede at tage hende til Hollywood med henblik på en filmkarriere. Moderen støttede angiveligt forslaget, men hendes værge, morbroderen Hugo, modsatte sig det. Hun erindrede senere, at Pickford havde rost hendes øjne og strøget hende over kinden, men bemærkede humoristisk, at det var heldigt, at skuespillerinden ikke havde betragtet hendes knæ nærmere.
Kostskoleophold og en usædvanlig ridekarriere thumb|Varvara Hasselbalch til hest på Christiansborg Ridebane i København i 1937. Hasselbalchs barndom og ungdom blev i vid udstrækning præget af moderens internationale ridekarriere. Omkring tiårsalderen blev hun sendt på kostskole i Schweiz, men skolegangen blev jævnligt afbrudt, når moderen krævede hendes deltagelse ved ridestævner forskellige steder i Europa. Beskederne kunne komme som telegrammer med korte instruktioner om straks at møde moderen i eksempelvis Rom eller Aachen. Kostskoleopholdene fungerede efter hendes senere beskrivelse lige så meget som en praktisk ordning til at tage vare på hende under moderens fravær som en egentlig uddannelse. Hun fortalte selv, at hun næsten ikke havde gået i skole og at hendes undervisning havde lidt betydeligt under de stadige afbrydelser.
Allerede som niårig deltog hun i sin første internationale ridekonkurrence. Fra en tidlig alder deltog hun i internationale ridekonkurrencer på store heste, som moderen havde trænet, og blev efterhånden kendt som en usædvanligt ung konkurrencerytter. Mor og datter blev et populært indslag ved ridestævnerne, hvor moderen i sin samtid blev omtalt som den eneste kvinde, der konkurrerede overskrævs i herresaddel, mens datteren udførte vanskelige spring på store konkurrenceheste. Hasselbalch vandt flere præmier og modtog som 14-årig en sølvpokal fra Italiens konge Viktor Emanuel III, fordi hun efter sin egen beretning var den yngste deltager, der havde redet på den internationale ridebane i Rom. Kongen skulle have været så imponeret, at han lod en adjudant fremskaffe en særlig pokal, som siden blev et af hendes mest værdsatte personlige eje.
I 1937 blev Hasselbalch fotograferet til hest på Christiansborg Ridebane, hvor kong Christian 10. forærede hende en buket violer med ordene: "Fordi du er så flink til at ride!" Siden betragtede hun violer som sine yndlingsblomster. Den 1. marts samme år blev hun optaget i Sportsrideklubben.
Ridekarrieren var imidlertid i højere grad udtryk for moderens ambitioner end for Hasselbalchs egne interesser. Hun fortalte senere, at hun som barn var bange for de store spring og gentagne gange kom alvorligt til skade. Foruden at deltage i konkurrencerne fungerede hun under rejserne som staldknægt, hestepasser, vejviser og selskabspige for moderen. Da moderen i perioder deltog i omkring 30 springkonkurrencer om året og efter datterens opgørelse kørte op mod 100.000 kilometer årligt, tilbragte de en betydelig del af tiden på Europas landeveje. Hasselbalch havde blandt andet ansvar for at kontrollere benzinbeholdningen, finde vej og undertiden skifte gear, hvis moderen havde fået skulderen af led. Under kørsel i tåge kunne hun blive anbragt på bilens trinbræt eller forskærm for at holde udkig efter forhindringer, mens moderen fortsatte kørslen. Deres rejser var præget af høj hastighed og adskillige færdselsuheld, og bilen blev ifølge datteren gentagne gange beskadiget ved påkørsler af træer, grøfter eller andre køretøjer.
Moderen stillede tilsvarende store krav til datterens udholdenhed. Hasselbalch erindrede blandt andet, at hun efter at have brækket armen under et spring fik besked på at fortsætte ridningen og efterfølgende blot holde armen under en vandpost. En forstuvning af knæet skulle efter moderens opfattelse kunne afhjælpes ved en vandretur op ad Vesuv, hvor svovldampene angiveligt ville have en gavnlig virkning. Hun pådrog sig gennem barndommen adskillige knoglebrud og andre kvæstelser, som ikke altid blev behandlet tilstrækkeligt, og som senere bidrog til hendes fysiske gener. I sine erindringer beskrev hun, hvordan hun ofte iagttog andre børns nære og kærlige forhold til deres forældre med en følelse af afsavn, mens hun selv bestræbte sig på at leve op til moderens forventninger.
Trods de vanskelige forhold bevarede hun en udtalt beundring for moderen, som hun beskrev som et usædvanligt menneske, en fremragende fortæller og en frygtløs og ukuelig rytter. Hun fremhævede moderens evne til at gennemføre konkurrencer trods betydelige skader og fortalte blandt andet, at Louise Hasselbalch havde brækket næsen syv gange og i sine senere år led under følgerne af talrige dårligt sammenvoksede knoglebrud. Hun mente imidlertid også, at moderens kompromisløse temperament og ambitioner havde berøvet hende en almindelig barndom. Som teenager blev hun stadig mere bevidst om, at hun ikke ønskede en fortsat karriere inden for ridesporten, og omkring 1937–1938 opgav hun konkurrenceridningen for at søge en mere selvstændig tilværelse.
Ungdommens selskabsliv og mode thumb|Varvara Hasselbalch med sin mor Louise på Christiansborg Ridebane.