thumb|Københavns Frihavn tegnet af Peter Tom-Petersen thumb|Toldbygningen i Frihavnen tegnet af Poul Steffensen 1894 thumb|Silopakhuset i Frihavnen fotograferet af Jens Johan Danielsen
Københavns Frihavn er en frihavn i den nordlige del af Københavns Havn. Havneanlægget blev konstrueret i tiden 1891-1894, indviet i 1894 og er siden udvidet og flyttet flere gange. Havnen, der var drevet på koncession fra Indenrigsministeriet som et privat aktieselskab, Kjøbenhavns Frihavns-Aktieselskab (KFA), med Isak Glückstadt i spidsen, havde sine egne forsyningsinstallationer, bl.a. Frihavnens Elektriske Centralstation, og en intern godsbane, Frihavnsjernbanen. Selve bassinerne og kajanlæggene blev dog udført af Københavns Havnevæsen. Københavns Havnevæsen overtog i 1951 alle aktier i KFA, og i 1979 blev Kjøbenhavns Frihavns-Aktieselskab omdannet til Københavns Frihavns- og Stevedoreselskab A/S.
Det oprindelige frihavnsanlæg, der i dag benævnes Søndre Frihavn, lå umiddelbart nord for Kastellet, men er gradvist afviklet og konverteret til en ny, åben bydel siden 1991. Frihavnen, der nu ligger i Nordhavnen, bliver betragtet som toldmæssigt udland og er demarkeret og adskilt fra resten af havnen ved et gitter.
Historie Frihavnen var et af datidens største anlægsarbejder, der blev igangsat af regeringen som modspil til Kielerkanalen (gravet 1887-1895) og frihavnen i Hamborg (åbnet 1888). Kielerkanalen skulle forbinde Hamborg med Østersøen og dermed gøre Hamborg til en alvorlig konkurrent til København i at facilitere Østersøens transithandel. Regeringen anså det for en konkurrencemæssig fordel for København med et toldfrit område, der samtidig havde moderne tekniske faciliteter. Beslutningen om at anlægge en frihavn blev efter mange års debatter i Rigsdagen taget i 1889, og i 1891 begyndte de store anlægsarbejder, hvor der første gang blev anvendt gravemaskiner i hovedstaden.Visuelt bygningsregister i København: SAVE og tilstandsvurdering. Beskrivelse af kulturhistoriske forhold i Indre Nordhavn i Frihavnen, Københavns Bymuseum 2007 (PDF)
Københavns Frihavn er oprettet i henhold til lov af 31. marts 1891 og udgør en del af Københavns Havn. Frihavnen med tilhørende landarealer skal efter denne lov "m. h. t. Told- og Produktionsafgift betragtes som Udland". Loven bestemmer tillige, at de på frihavnsterritoriet fremstillede produkter ved indførslen til dansk toldområde skal være underkastede de ifølge den almindelige toldtarif gældende bestemmelser. Uden lovgivningsmagtens samtykke kunne der oprindeligt på frihavnsområdet ikke anlægges fabrikker til tilvirkning af kunstgødning og margarine, ejheller bogbinderier eller etablissementer til trykning af bøger, tidsskrifter, noder og deslige. Denne bestemmelse blev indsat i loven ikke alene af fiskale hensyn, men tillige for at værne tilsvarende virksomheder i toldindlandet mod en ubillig konkurrence på frihavnsterritoriet. Råstofferne til disse industriers produkter var nemlig, da frihavnsloven blev givet, gennemgående toldpligtige, men de færdige produkter toldfri. Afgiftsforholdene blev ganske vist ændret ved Toldloven af 1908, der eksempelvis hjemler indførselstold for bøger og tidsskrifter med dansk tekst, men forbuddene i Frihavnsloven af 1891 fortsatte også ind i 1900-tallet. Med samtykke af Ministeriet for offentlige Arbejder blev der dog drevet en række industrielle virksomheder i frihavnen, men der ville oprindeligt ikke kunne forventes samtykke til virksomheder, som af toldpligtige materialer ville fremstille varer, der enten var toldfri eller lavere toldbeskattede end de ved fremstillingen anvendte materialer. Senere toldbestemmelser og Danmarks indtræden i EU har naturligvis ændret disse forhold.
Frihavnen blev åbnet for trafikken 9. november 1894 og drevet på koncession af 27. april fra Indenrigsministeriet som et privat aktieselskab, Kjøbenhavns Frihavns-Aktieselskab (KFA), med Isak Glückstadt fra Den danske Landmandsbank i spidsen. Et reglement af 19. oktober 1894 blev udstedt af Ministeriet for offentlige Arbejder. Københavns Havnevæsen overtog i 1951 alle aktier i KFA, og i 1979 blev Kjøbenhavns Frihavns-Aktieselskab omdannet til Københavns Frihavns- og Stevedoreselskab A/S.
Reglerne for Toldvæsenets kontrol med trafikken fra eller til frihavnen, søværts eller landværts, forelå hovedsageligt i Generaldirektoratet for Skattevæsenets reglement af 16. oktober 1894, hvortil slutter sig senere specielle afgørelser. Af hensyn til denne kontrol blev frihavnen mod land- og søsiden indhegnet af et jerngitter, og vagtposter er etablerede ved de 7 landværts og 4 søværts adgange til frihavnen. 24. april 1915 blev der afsluttet en overenskomst mellem Københavns Havnebestyrelse og Frihavns-Aktieselskabet om en udvidelse af frihavnen mod nord, og Ministeriet for offentlige Arbejder fik ved lov af 10. maj 1915 bemyndigelse til at foretage de derved nødvendiggjorte ændringer i koncessionen af 1892. Som en følge af udvidelsen er den gamle Kalkbrænderihavn (nu benævnt Redhavnen), der tidligere grænsede til den nordlige del af frihavnen, nu liggende inde i frihavnsanlægget, dog bibeholdt som toldhavn.
De varer, der skulle indføres som toldberigtigede til toldindlandet, blev enten toldbehandlet i vejerboderne i frihavnens toldkammerbygning, ved de med toldopsyn besatte porte eller for finere toldpligtige varers vedkommende i det såkaldte manufakturhus, der blev opført af Frihavnsselskabet.
Efter frihavnens karakter af toldudland er toldvæsenets kontrol med skibsfarten på frihavnen fra og til udenrigs sted meget begrænset. Fartøjer, der afgår til indenrigsk sted, skal derimod stoppe op ved udpassagen af havnen, inkvireres, og adgangene til lastrummet så vidt muligt sættes under toldlukke.
Ved lov af 31. marts 1891 blev Københavns Havnevæsen bemyndiget til for egen regning nord for Kastelspynten at anlægge en frihavn med tilhørende landarealer til handels- og industrivirksomhed. Dens område skulle mht. told- og produktionsafgift betragtes som udland. Frihavnen udgør en del af Københavns Havn. Loven bestemte, at et aktieselskab med mindstekapital 4 mio. kr. skulle påtage sig havnens udstyr med pakhuse og andre bygninger, spor, losseindretninger m. m. imod at erholde koncession på driften i 80 år, dog med opsigelsesret for det offentlige efter 25 års forløb efter visse nærmere regler. Bolværkspengene i Frihavnen tilfalder selskabet. Ingen anden kunne få koncession på anlæg og drift af frihavne i Københavns Havn.
Loven fastsatte endvidere hovedpunkterne i koncessionen således: Nettoudbyttet fordeles ligeligt imellem havnevæsenet og selskabet, indtil dette har opnået 4 % af sin i anlægget anbragte aktiekapital. Det resterende deles i forholdet 4:1, indtil havnevæsenet har opnået 4 % af sin indskudte kapital; eventuelt yderligere overskud deles atter lige.
Frihavnens grunde er fritaget for kgl. afgifter og byrder. Pakhuse og andre bygninger er fritagne for kgl. skatter og afgifter samt for arealskat til Københavns Kommune. De til et dampfærgeanlæg nødvendige arealer forbeholdes og afgives imod erstatning til Statsbanerne. Havneafgiften ophæves og erstattes med en vareafgift kun for til landet indgående varer. Skibsafgiften bortfalder. Lov om oplagsbeviser skal udstedes.
Koncessionen uddybede lovens bestemmelser og giver nærmere regler for forholdet imellem havnevæsenet og selskabet, såvel under anlæg som for driften samt for forholdet til Statsbanerne, fordelingen af indtægter og udgifter, sammensætning af selskabets bestyrelse m.m. Lov om oplags- og garantibeviser af 30. marts 1894 gav adgang til under betryggende former at optage lån i eller at overdrage til andre de under selskabets varetægt lagrede varer med mere.
Ved tillæg til koncessionen af 22. marts 1916 blev Frihavnens arealer forøget med ca. en tredjedel. Betingelserne for overdragelsen af disse arealer til KFA var noget ændrede fra de oprindelige. Endelig blev der i årenes løb med lovgivningsmagtens samtykke af selskabet stiftet en række obligationslån til at dække udgifterne ved den stadige forøgelse af pakhusplads og losseapparater med mere.
Frihavnen er i dag en del af Copenhagen Malmö Port.
Arkitektur og projektering
thumb|Manufakturhuset ca. 1900 Anlægget var projekteret af den visionære havnebygmester, senere havnedirektør H.C.V. Møller efter en idé af ingeniør Holger Hammerich, for hvem der er rejst en mindestøtte på Langelinie.
Bygningerne, omfattende pakhuse, vagthuse, Frihavnens elektriske Centralstation (elværk), kajdetaljer og gitteret omkring den oprindelige del af Københavns Frihavn, var tegnet af arkitekten Vilhelm Dahlerup, mens Toldkammerbygningen, Frihavnsselskabets hovedsæde, proviantboder samt funktionærboliger var opført efter tegninger af Erik Schiødte. Af Dahlerups værker bør fremhæves Centralstrationen (fredet), Silopakhuset på Midtermolet (nedrevet efter en brand 1968), der i en menneskealder var et vartegn i havnen, Skur I (nedrevet 1993) og Pakhus I, der noget misvisende kaldes Dahlerups Pakhus, begge på Østmolen. Hans vagthuse er alle revet ned. Schiødtes toldkammerbygning er blevet fredet.
Senere blev John Dich selskabets arkitekt og har tegnet posthus og mange mindre bygninger på området, mens ingeniør Christian Agerskov stod for pakhuse mm. Ved anlæggelsen af havnen blev københavnernes udflugtsmål Langelinie bevaret i form af en hævet promenade på Langeliniekajen. Mens det er Hammerichs fortjeneste, at Langeliniepromenaden blev etableret, var Ferdinand Meldahl ansvarlig for, at Frihavnsjernbanen blev ført så skånsomt som muligt gennem Kastellet.
Også Frederik L. Levy har sat sit præg på området med kedelhus og skorsten på elværket (1899, fredet), Pakhus A (1899, nedrevet 1965) og Pakhus B (1903, fredet) samt Manufakturhuset (1899).
Fra Frihavnsstationen var der i perioden 1894-1974 færgeforbindelse til Malmø. Frihavnen blev senere det ene knudepunkt for godstransportruten DanLink mellem København-Helsingborg, der blev åbnet den 3. november 1986 og nedlagt igen den 30. juni 2000. Selve stationsbygningen var tegnet af DSB-arkitekten Heinrich Wenck i 1895 og 1900. Den blev restaureret i 1986, men pillet ned i 2002 og genopstillet tre år senere på Amerika Plads.
Havneanlægget var oprindeligt forbundet med henholdsvis Toldboden, DSBs rangerarealer nord for Østerport Station og Langeliniepromenaden i en kompleks infrastruktur, men efter Kastellets etapevise rekonstruktion 1988-2000 og nedlæggelsen af gods- og færgeforbindelsen i Frihavnen er disse sammenhænge ikke længere aflæselige.
Parken, der forbandt Toldboden, Frihavnen og Kastellet blev udformet af gartner H.A. Flindt. Meget af den er dog siden forsvundet i forbindelse med ændringen af Kastellet.
Efter at Søndre Frihavn, dvs. det oprindelige frihavnsareal, var taget ud af brug i 1985, fremkom det i forbindelse med en konkurrence om Københavns Havns fremtidige anvendelse (1984) flere arkitektforslag. Blandt disse var der et forslag fra Jørn Utzon om et højhus og andre bygninger på Østmolen.
Infrastruktur og nøgletal omkring 1920 thumb|Søndre Frihavn i 1915