Oslo (mellem 1624 og 1925 Christiania (efter 1877/1897 også skrevet som Kristiania)) er en kommune og et eget fylke i Norge samt landets hovedstad og største by. Byen blev grundlagt i første halvdel af det 11. århundrede, og den blev hovedstad i 1314. Efter bybranden i 1624 blev byen flyttet nogle stenkast mod vest og anlagt under navnet Christiania, mens det oprindelige Oslo beholdt sit navn som et område uden for byen. Under byudvidelsen i 1859 blev forstaden Oslo indlemmet i Christiania, og fra 1925 blev Oslo igen navnet på Norges hovedstad.
Oslo er også hovedsæde for Viken fylke, men ligger selv udenfor fylket. Nabokommunerne (alle beliggende i Viken) er mod vest Bærum og Ringerike, mod nord Lunner, mod øst Nittedal, Lillestrøm, Lørenskog og Enebakk, mod syd Nordre Follo samt mod vest Nesodden med Bunnefjorden imellem.
Byen har et areal på 454 km², hvoraf 147 km² er bymæssigt bebygget, mens 307 km² ligger i Marka. Oslo kommune har 693.494 indbyggere (1. jan. 2020). Dvs. over 1.500 indbyggere pr. km². 2/3 af kommunens areal er vand- og skovområder uden for den reelle bybebyggelse, og den reelle tæthed er på 5500 indbyggere pr km². Oslos byområde har 1.019.513 indbyggere, og Osloregionen har 1.546.706 indbyggere (1. jan. 2019). Højeste punkt er Kjerkeberget, 629 meter over havet. Dette er for øvrigt også Oslos nordligste punkt.
Det Kongelige Slott, Stortinget, regeringen, Høyesterett og de fleste andre nationale, offentlige administrationsorganer ligger i Oslo.
Historie
thumb|left|Akershus fæstning og slot, borggården med Romerikstårnet (i tegl) fra 1633 på Nordfløjen. Romeriksfløjen til venstre
Oslo blev ifølge Snorres kongesaga grundlagt cirka år 1048 af kong Harald Hårderåde. Nyere arkæologiske udgravninger har påvist kristne grave fra før år 1000, og det fik byen til at fejre sit 1000 års jubilæum i 2000. I vikingetiden var området omkring Oslo en del af Danmark, og Viken udgjorde den nordligste danske provins. Den første norske konge til at tage kontrol over Viken kan have været Olav Tryggvason (norsk konge ca. 995–1000), men danske konger fortsatte med at gøre krav på Viken indtil kong Valdemar Sejr (død 1241).
Oslo blev Norges kongssæde i 1299, da kong Håkon 5. Magnusson, som tidligere havde været hertug over blandt andet Østlandet og havde sæde i Oslo, blev konge efter broderen Erik Præstehader. Han påbegyndte opførelsen af Akershus fæstning, som senere blev kongeresidens. Håkon Magnusson igangsatte en række andre byggeaktiviteter som Mariakirken og sørgede for, at byen udviklede sig gennem højmiddelalderen og fordoblede sit indbyggertal til ca. 3.500. Byen blev plyndret og brændt ned af hertug Erik af Södermanland i 1308, men den endnu ufærdige fæstning modstod belejringen. I 1314 blev Oslo Norges hovedstad, da provsten i Mariakirken i Oslo blev udnævnt til kansler og fik Rigets segl "til evig tid".
I unionstiden med Danmark (1387-1814) mistede byen sin status som hovedstad og stagnerede økonomisk. Reformationen reducerede også kirkens betydning som økonomisk magtfaktor, og tabet af arbejdspladser bidrog til byens tilbagegang.
Gennem middelalderen blev byen ramt af brande, som raserede det meste af bebyggelsen, men den blev hver gang genopført. Reformationen gjorde de fleste af byens mange kirker og klostre overflødige, og de var derfor ofre for forfald og plyndring efter bybrandene – eller de blev bevidst revet ned for at man kunne genbruge bygningsmaterialerne til andre formål. Under svenskernes belejring i 1567 blev byen også brændt. Efter en ødelæggende brand i 1624 blev byen flyttet til den modsatte side af Bjørvika efter krav fra kong Christian IV. Af byens betydelige bygninger var det blot katedralen, Sankt Hallvardskirken, og bispegården på ruinerne af det tidligere Olavskloster, der var klarede branden. Den blev genrejst som en befæstet by med bastioner med Akershus som citadel. Reguleringsplanen efter renæssancens idealer med lige og brede gader og rektangulære bygninger skulle hindre fremtidige brande. Af samme grund blev det påbudt at bygge i murværk eller udmuret bindingsværk. Samtidig fik byen navnet Christiania efter kongen. Mellem 1877 og 1925 blev navnet almindeligvis skrevet Kristiania. Navnet Oslo blev genindført i 1925.
thumb|Christiania i juli 1814, Margrethe Kristine Tholstrup thumb|Christiania set fra St. Hanshaugen ca. 1890-1900) thumb|Fjord à Christiania, maleri af Claude Monet (1895). 1700-årene blev en økonomisk opgangstid med betydelig vækst i skibsfart og trælasteksport, og folketallet steg mod slutningen af unionstiden.
Christiania blev igen hovedstad i 1814, da unionen med Danmark blev opløst. 1800-tallet blev en tid med stærk ekspansion for byen, og mange offentlige bygninger blev opført: Slottet, Universitetet, Stortinget, Nationaltheatret og mange flere. Nye bydele voksede frem for at give husrum til tilflytterne, som skulle bemande de nye fabrikker i sidste halvdel af århundredet. 1. januar 1859 blev Bymarken og en del af Aker kommune med 9.551 indbyggere indlemmet i Christiania. 1. januar 1878 blev yderligere dele af Aker med 18.970 indbyggere overført til hovedstaden (som nu hed Kristiania). Baggrunden for disse byudvidelser var, at man ønskede at få reguleret de sociale og bygningsmæssige forhold i forstæderne, og man indførte murtvang for at reducere brandfaren. I 1880'erne og 1890'erne var der højkonjunktur med en hektisk byggeaktivitet, hvor meget af dagens «murby» blev rejst. Efter krakket i 1899 indtraf der en vis stilstand i byggeaktiviteterne frem til 1910/1911, hvor kommunen begyndte at engagere sig i boligbygningen.
Væksten fortsatte i noget langsommere tempo gennem 1900-tallet. En storstilet reguleringsplan fra 1930-tallet for Etterstad var delvis påbegyndt, men blev stoppet af krigen. Området blev overført fra Aker til Oslo i 1946 i forbindelse med en udbygning efter en ny plan. I 1948 øgedes arealet og folketallet betydeligt, da Aker i sin helhed blev indlemmet. De 130.976 indbyggerne fra Aker betød, at folketallet i hovedstaden på én gang steg med 46 procent. Byens rådhus stod færdigt i 1950.
Ved Masseskyderiet i Oslo i 2022 blev to personer blev dræbt og mindst 21 sårede. Skyderiet fandt sted i Oslos centrum 25. juni 2022. Det antages at være rettet mod LGBT-personer forud for Oslo Pride, og dermed udtryk for en hadforbrydelse. Arrangement var en del af den internationale markering Pride.
Navn Oprindelsen til navnet Oslo har været omstridt.https://www.aftenposten.no/osloby/i/EowG1K/-Oslo-for-Hva-betyr-navnet-Oslo Der er stor enighed om, at sidste led betyder slette. Det tyder på, at første led enten hentyder til åsen lige ved byen, Ekeberg, eller til det norrøne ord for «gud». De tolkninger, som er mest sandsynlige, er altså enten «sletten under åsen» eller «gudernes slette». Det er ligeledes også sikkert, at navnet intet har at gøre med «Loelva», et elvnavn, som blev konstrueret af Peder Claussøn Friis i 1613 for at forklare byens navn som «Loens ås». Byen lå ved udløbet af elven Alna, og dette har altid været elvens rigtige navn. I middelalderen blev navnet skrevet både Ásló og Ósló, og den første form er sandsynligvis den ældste.
Efter bybranden i 1624 og den nye grundlæggelse af byen på modsatte side af Bjørvika fik byen navnet Christiania efter kong Christian IV. Fra slutningen af det 19. århundrede blev også skrivemåden Kristiania taget i brug, først i statslige sammenhænge fra 1877 og derefter i kommunale fra 1897. Der blev dog aldrig foretaget nogen formel beslutning om at gå over til at skrive navnet med K, og private kunne skrive navnet på byen, som de ville. Byens navn blev ofte forkortet Xania.
I 1914 brugte det nynorske forlag Det Norske Samlaget ingen af disse skrivemåder, men det gamle bynavn Oslo i stedet. Det var selvsagt for at fremhæve det oprindeligt norske, for i modsætning til Kristiania er Oslo et sådant navn. Det oprindelige navn Oslo blev genindført fra 1. januar 1925 efter vedtagelse i bystyret. Indtil 1925 betegnede Oslo det område, hvor middelalderbyen havde ligget, et område som mod slutningen af det 19. århundrede fik bymæssig bebyggelse og kom til at ligge inden for bygrænsen i 1859. Efter byens navneforandring måtte også denne bydel have et andet navn, og fra 1925 har den heddet Gamlebyen.
Oslo bliver også kaldet "Tigerstaden" efter et digt af Bjørnstjerne Bjørnson.
Politik thumb|Rådhuset Oslo har som eneste kommune i Norge både kommunale og fylkeskommunale funktioner og opgaver. Kommunen styres efter en byparlamentarisk styringsmodel, hvor byrådet kun sidder, så længe det har tillid i den folkevalgte forsamling, bystyret. Bystyret består af 59 repræsentanter. Oslo byråd udgøres i perioden 2023-2027 af Høyre og Venstre med støtte fra Kristelig Folkeparti og Fremskrittspartiet. Høyre har haft byrådslederen i alle år siden den parlamentariske model blev indført i 1987, med undtagelse af perioden fra 1992-1997 og 2015-2023.
Byrådet er Oslos regering – kommunens udøvende magt. Byrådet består af en byrådsleder, svarende til en regeringschef, og 6 byrådsmedlemmer, som svarer til ministre. Byrådsmedlemmerne behøver ikke være medlem af bystyret. Hvert byrådsmedlem er politisk leder af en byrådsafdeling, som kan sammenlignes med ministerier.
Byrådet leder kommunens administration, fremlægger forslag for bystyret og er ansvarligt for gennemførelse af de kommunale vedtagelser.
Bydele Oslo reducerede antallet af bydele fra 25 til 15 fra 1. januar 2004. De femten er: Bydel Indbyggere Areal Bydelsnummer Alna 49.801 13,7 km² 12 Bjerke 33.422 7,7 km² 9 Frogner 59.269 8,3 km² 5 Gamle Oslo 58.671 7,5 km² 1 Grorud 27.707 5,1 km² 10 Grünerløkka 62.423 4,8 km² 2 Nordre Aker 52.327 13,6 km² 8Nordstrand 52.459 16,8 km² 14 Sagene 45.089 3,1 km² 3 St. Hanshaugen 38.945 3,6 km² 4 Stovner 33.316 8,2 km² 11 Søndre Nordstrand 39.066 18,4 km² 15 Ullern 34.569 9,4 km² 6 Vestre Aker 50.157 16,6 km² 7 Østensjø 50.806 12,2 km² 13 Hver bydel styres politisk af et bydelsudvalg på 15 medlemmer, som udnævnes af bystyret. Som en prøveordning blev imidlertid fire af bydelsudvalgene i 1995 og 1999 valgt direkte af befolkningen for at øge den lokalpolitiske interesse. Ved kommunestyrevalgene bliver alle (15) bydelsudvalg valgt direkte af befolkningen.
Hver af bydelene har også sin egen bydelsadministration, som forbereder sager for bydelspolitikerne og iværksætter det, der besluttes. Hovedopgaven for bydelene ligger inden for socialområdet, ældreområdet og det primære sundhedsområde samt en del andre kommunale tjenester, der ligger i nærmiljøet.
Oslo Centrum Området omkring Karl Johans Gate, Slottet og Oslo Sentralstasjon udgør Oslo Centrum. Administrationen af fylke og kommune ligger også i bydelen Oslo Centrum.
Venskabsbyer og -regioner Oslo har følgende venskabsbyer og -regioner: Göteborg i Sverige, Shanghai i Kina, Vilnius i Litauen, Slesvig-Holsten i Tyskland, Sankt Petersborg i Rusland, provinshovedstaden Mbombela og Mpumalanga-provinsen i Sydafrika og Reykjavík på Island.
Transport thumb|135px|Oslo-sporvognene, en vigtig del af den kollektive transport i Oslo; denne model skal efter planen udskiftes med en mere moderne sporvogn. thumb|135px|Indgang til Stortinget Station. I Oslo har Samferdselsetaten ansvaret for den langsigtede trafik- og vejplanlægning, trafiksikkerheden samt planlægning af tiltag for fremme af den kollektive trafik.
Vejnet Vejnettet i Oslo er udbygget med tre ringveje for at aflaste indre bys gader for gennemgangstrafik: Ring 1, Ring 2 og Ring 3 (Store Ringvej). Endvidere forløber E18 i en tunnel under bykernen, mens E6 går igennem flere af de østlige bydele.
Den kollektive trafik
Kollektiv trafik indenfor Oslos grænser administreres hovedsagelig af Ruter. Tilbuddet består af et net med næsten 80 linjer i form af undergrundsbane, sporvogn, bus og skib. Desuden driver Ruter en række bus- og skibsruter til og fra områderne rundt om Oslo.
Lufthavne Oslo-Gardermoen Lufthavn (OSL) Torp Lufthavn (TRF)
Færger