Richmond-Petersburg Kampagnen var en række slag, som blev udkæmpet omkring byen Petersburg i Virginia i perioden mellem 15. juni 1864 og 25. marts 1865 under den amerikanske borgerkrig. Selv om disse slag er bedre kendt under betegnelsen Belejringen af Petersburg, var der ikke tale om en traditionel belejring, hvor en by er omringet på alle sider, og forsyningslinjerne er afskåret. Der var tale om 9 måneders skyttegravskrig for unionsstyrker under kommando af generalløjtnant Ulysses S. Grant uden held angreb Petersburg og derefter byggede skyttegravslinjer, som strakte sig 50 km rundt om den østlige og sydlige udkant af byen. Petersburg var af afgørende betydning for forsyningen af general Robert E. Lees hær og Sydstaternes hovedstad Richmond.
Lee gav til sidst efter for det overvældende pres – det punkt, hvor forsyningslinjerne blev endeligt overskåret og en rigtig belejring ville være begyndt – og opgav begge byer i april 1865, hvilket førte til hans retræte og overgivelse ved Appomattox Courthouse. Belejringen af Petersburg gav en forsmag på den skyttegravskrig, som ville blive almindelig i 1. verdenskrig og har derfor givet den en fremtrædende plads i krigshistorien. Den omfattede også det største antal sorte tropper i krigen, og de led store tab i slaget ved Krateret og Slaget ved Chaffin's Farm.
Baggrund Petersburg, som var en velstående by på 18.000 indbyggere, var et forsyningscenter for Konføderationens hovedstad Richmond på grund af dens strategiske placering lige syd for byen ved Appomattox-floden, som gav adgang til at sejle på James River, foruden dens rolle som et vigtigt jernbaneknudepunkt hvor fem jernbaner mødtes. Hvis Unionen erobrede Petersburg, ville det være umuligt for Robert E. Lee at fortsætte forsvaret af Richmond.
Slaget om byen begyndte kort efter Unionens nederlag i slaget ved Cold Harbor. Grant besluttede at erobre Richmond gennem Petersburg og begyndte at placere Unionens hær derefter den 15. juni, hvor han slap væk fra Lee og krydsede James River. Dette var udtryk for en ændret strategi i forhold til den forudgående Overland kampagne, hvor det primære mål havde været at lokke Lee ud i åbent terræn og besejre ham der. Nu valgte Grant et geografisk og politisk mål, og han vidste, at han med sine overlegne styrker kunne belejre Lee dér, fastholde ham, og enten sulte ham til overgivelse eller lokke ham ud til et afgørende slag. Lee troede først, at Richmond var Grants hovedmål og afgav kun nogle tropper under general P.G.T. Beauregard til at forsvare byen Petersburg.
De modstående styrker I begyndelsen af kampagnen bestod Grants unionsstyrker af Army of the Potomac under generalmajor George G. Meade og Army of the James under generalmajor Benjamin Butler. Army of the Potomac omfattede:
II Korps under generalmajor Winfield S. Hancock, som bestod af divisionerne under generalmajorerne David B. Birney og John Gibbon samt brigadegeneral Francis C. Barlow. V Korps under generalmajor Gouverneur K. Warren, som bestod af divisionerne under brigadegeneralerne Charles Griffin, Romeyn B. Ayres, Samuel W. Crawford og Lysander Cutler. VI Korps under generalmajor Horatio G. Wright, som bestod af divisionerne under brigadegeneralerne David A. Russell, Thomas H. Neill og James B. Ricketts. IX Korps under generalmajor Ambrose Burnside, som bestod af divisionerne under brigadegeneralerne James H. Ledlie, Robert B. Potter, Orlando B. Willcox og Edward Ferrero (den sidste division bestod af sorte tropper). Kavalerikorpset under generalmajor Philip Sheridan, som bestod af divisionerne under brigadegeneralerne Alfred T.A. Torbert, David McM. Gregg og James H. Wilson.
Army of the James omfattede: X Korps under brigadegeneral Alfred H. Terry, som omfattede divisionerne under brigadegeneralerne Robert S. Foster og Adelbert Ames. XVIII Korps under generalmajor William F. “Baldy” Smith, som omfattede divisionerne under brigadegeneralerne William T. H. Brooks, John H. Martindale og Edward W. Hinks (den sidste var også en division med sorte tropper). Kavaleridivisionen under brigadegeneral August Kautz.
Grant opslog sit hovedkvarter i en hytte på plænen foran Appomattox Manor, der var hjem for dr. Richard Eppes og det ældste hjem (bygget i 1763) i det, der dengang var City Point, men som nu er Hopewell, Virginia.
Lees sydstatshær bestod af hans egen Army of Northern Virginia foruden en spredt og uorganiseret styrke på 10.000 drenge og mænd, som forsvarede Richmond under general P.G.T. Beauregard. Army of Northern Virginia var opdelt i fem korps: Første korps under generalløjtnant Richard H. Anderson, som omfattede divisionerne under generalmajorerne George E. Pickett, Charles W. Field og Joseph B. Kershaw. Andet Korps under generalløjtnant Jubal A. Early var den 12. juni blevet sendt på operationer i Shenandoah dalen og spillede ingen direkte rolle i forsvaret af Petersburg. Tredje Korps under generalløjtnant A.P. Hill, som omfattede divisionerne under generalmajorerne Henry Heth og Cadmus M. Wilcox samt brigadegeneral William Mahone. Kavalerikorps under generalmajor Wade Hampton, som omfattede divisionerne under generalmajorerne Fitzhugh Lee og W.H.F. "Rooney" Lee.
Beauregards militærområde, som omfattede North Carolina og det sydlige Virginia, bestod af fire nedslidte divisioner under kommando af generalmajorerne Robert Ransom, Jr., Robert F. Hoke og William H. C. Whiting samt brigadegeneral Alfred H. Colquitt. (Senere i kampagnen blev Beauregards områder udvidet og reorganiseret, så de også rummede divisionerne under generalmajorerne Hoke and Bushrod Johnson.)
Grants hære var betydeligt større end Lees under kampagnen, selv om styrkerne varierede. Under de første angreb på byen stod 15.000 unionstropper overfor 5.400 mænd under Beauregard. Den 18. juni var unionshærens styrke på over 67.000 mod sydstatshærens 20.000. Mere typisk for kampagnen var tallet var midt i juli, hvor 70.000 unionstropper stod overfor 36.000 fra Sydstaterne omkring Petersburg og 40.000 unionstropper under Butler stod overfor 21.000 omkring Richmond.Davis, pp. 18, 49, 64.
Trods det, at unionshæren havde lidt store tab under Overland kampagnen, var den i stand til at opsupplere med soldater og udstyr. En del garnisonssoldater fra Washington D.C. blev overført til infanteriet, og stadig flere sorte soldater blev til rådighed. Ved slutningen af kampagnen havde Grant 125.000 soldater, som kunne indlede Appomattox-kampagnen.Eicher, p. 806. Sydstatshæren havde omvendt svært ved at erstatte de folk, som blev mistet i kamp, ved sygdom og desertering.
Slag i 1864
Første slag ved Petersburg (9. juni 1864) Den 9. juni afsendte generalmajor Benjamin Butler ca. 4.500 tropper kavaleri og infanteri mod de 2.500 forsvarere af Petersburg. Mens Butlers infanteri gennemførte et skinangreb på den ydre ring af befæstninger øst for Petersburg, forsøgte Kautzs kavaleri at trænge ind i byen sydfra via Jerusalem Plank Road, men blev slået tilbage af Home Guards. Derefter trak Butler sig tilbage. Dette blev kaldt “slaget med gamle mænd og små drenge” af de lokale beboere. Fra den 14. juni til 17. juni overskred Army of the Potomac James River og begyndte at bevæge sig mod Petersburg for at støtte og forny Butlers angreb.
thumb|300px|Belejringen af Petersburg, angreb 15. juni - 16 juni Andet slag ved Petersburg (15. juni – 18. juni) Meades Army of the Potomac krydsede James River på transportskibe og en 670 meter lang pontonbro ved Windmill Point. Da Beaureard havde mistanke om, at et angreb var forestående, trak han Bushrod Johnson tilbage fra Bermuda Hundred, og Hokes tropper begyndte at ankomme fra Lees hær, hvilket bragte forsvarerne på på 5.400. Butlers forreste elementer (Smiths XVIII Korps, Hinks' infanteridivision og Kautzs kavaleri) krydsede Appomattoxfloden ved Broadway Landing og angreb forsvarsværkerne ved Petersburg den 15. juni. Beauregards mænd blev drevet tilbage fra deres forreste skyttegrave ("Dimmock Line") til Harrison Creek. Efter mørkets frembrud blev XVIII Korps afløst af II Korps. Den 16. juni erobrede II Korps en anden del af sydstatshærens linje. Den 17. juni tog IX Korps mere terræn. Beauregard udtyndede linjen ved Bermuda Hundred for at forsvare byen, og Lee fremskyndede forstærkninger til Petersburg fra Army of Northern Virginia. II, XI, og V Korps angreb den 18. juni, men blev kastet tilbage med store tab. Unionshærens ledere var ikke meget for at fortsætte angrebene, da Beauregard havde igangsat en række omhyggelige udfald, som skulle få unionshæren til at tro, at han havde flere tropper og kanoner, end han havde, bl.a. ved at tænde flere lejrbål og bygge attrapkanoner af tømmer (kaldet kvæker-kanoner). På nuværende tidspunkt var Sydstaternes fæstningsværker velbemandede, og den største mulighed for at erobre Petersburg uden en belejring var tabt. Med Unionens fejltrin i de første dage af slaget var scenen sat for en langvarig belejring.
thumb|300px|Belejringen af Petersburg, fremstød mod jernbanerne og A.P. Hills modangreb, 21. juni – 22. juni Slaget ved Jerusalem Plank Road (21. juni – 24. juni) Den 21. juni forsøgte Unionens II Korps med støtte fra VI Korps at afskære Weldon jernbanen syd for Petersburg, der var en af de store forsyningsveje ind i byen. Det indledtes af Wilsons kavaleridivision, som begyndte at ødelægge sporene. Den 22. juni gennemførte tropper fra A.P. Hills korps under ledelse af brigadegeneral William Mahone et modangreb, som tvang II Korps tilbage fra jernbanen til stillinger på Jerusalem Plank Road. Selv om unionstropperne blev drevet væk fra deres fremskudte positioner, kunne de forlænge deres belejringslinje længere mod vest.
thumb|300px|Wilson-Kautz Raid, 22. juni – 30. juni Slaget ved Staunton River Bridge (25. juni) Den 22. juni blev kavaleridivisionerne under Wilson og Kautz sendt af sted fra Petersburg for at forstyrre Sydstaternes jernbanedrift. De red via Dinwiddie Court House og afskar South Side Railroad nær Fords Station den aften, ødelagde spor og bygninger foruden to forsyningstog. Den 23. juni fortsatte Wilson til krydsningen med Richmond & Danville Railroad ved Burke Station, hvor han stødte på elementer af Rooney Lees kavaleri mellem Nottoway Court House og Blacks and Whites (vore dages Blackstone, Virginia). Wilson fulgte Kautz langs South Side Railroad og ødelagde omkring 50 km spor undervejs. Den 24. juni mens Kauts fortsatte med mindre træfninger omkring Burkeville, krydsede Wilson over til Meherrin Station på Richmond & Danville og begyndte at ødelægge sporet. Den 25. juni fortsatte Wilson og Kautz med at fjerne spor syd for Staunton River Bridge, hvor de blev forsinket af hjemmeværnet, som forhindrede, at broen blev ødelagt. Lees kavaleridivision nærmede sig fra nordvest og tvang dem til at opgive deres forsøg på at erobre og ødelægge broen. På dette tidspunkt var de næsten 160 km fra Unionens linjer.
Slaget ved Sappony Church (28. juni) Rooney Lees kavaleridivision forfulgte Wilson's og Kautz' raidere, som ikke havde fået ødelagt Staunton River Bridge den 25. juni. Wilson og Kautz tog østpå og den 28. juni krydsede de Nottoway floden ved Double Bridges og fortsatte nordpå til Stony Creek Depot på Weldon-jernbanen. Her blev de angrebet af Wade Hamptons kavaleridivision. Senere på dagen ankom Rooney Lees division og slog sig sammen med Hampton, så unionstropperne kom under heftigt pres. I løbet af natten trak Wilson og Kautz sig tilbage og hastede nordpå ad Halifax Road til den forventede sikkerhed i Reams Station, og opgav mange flygtende slaver som havde søgt sikkerhed ved unionstropperne.
Første slag ved Ream's Station (29. juni)