I det følgende behandles bybegrebet og de forskellige bebyggelsesformer. Begrebet "by" henviser i denne sammenhæng til bebyggelser, hvor et flertal af indbyggerne lever af næringsveje, der indtil næringsfrihedens indførelse ved lov af 1857 fortrinsvis blev udøvet i købstæder: håndværk og industri, handel og omsætning, liberale erhverv, tjenesteydelser og embedsvæsen – modsat landbrug, skovbrug og fiskeri, der overvejende blev udøvet i landdistrikterne. Bybegrebet er blevet indført for at skabe faste retningslinjer for en afklaring af urbaniseringsprocessens fremskriden.
Et byområde er i dag, ifølge Danmarks Statistik et begreb, der dækker over en afgrænset, sammenhængende bebyggelse med højest 200 meters afstand mellem områdets huse/bygninger. I denne afstandsdefinition medregnes offentlige anlæg som kirkegårde, parker o.l. ikke. Det er ligeledes et krav, at bebyggelsen har mindst 200 indbyggere på selve opgørelsestidspunkt. Baggrunden for bybegrebet Det landbrugsdominerede (førindustrielle) samfund
Siden slutningen af det 19. og op gennem det 20. århundrede har samfundsmæssige undersøgelser i stigende grad syslet med spørgsmålet om en opdeling af befolkningens bosætning i henholdsvis bymæssige og ikke-bymæssige bebyggelser. Denne interesse må ses på baggrund af den samfundshistoriske udvikling: helt op til det 20. århundrede var størstedelen af befolkningen sysselsat med at skaffe det daglige brød ved kornavl, husdyrhold eller fiskeri. De, der levede uden selv at skulle sysselsætte sig med fødefremskaffelse, udgjorde en lille snyltende gruppe, der i det store og hele kun kunne tillade sig denne luksus som følge af særrettigheder enten som undertrykkere og afpressere af landbrugere og fiskere eller ved at bytte sig til føden ved til gengæld at fremstille andre varer eller udøve tjenester, som landbrugere og fiskere havde behov for. De for ordningens opretholdelse fornødne særrettigheder blev fastlagt ved love, forordninger eller andre retsgyldige akter, hvis indholds håndhævelse blev sikret med større eller mindre held af de styrende samfundsgrupper. Denne ordning, der hvilede på de af datiden kendte fremgangsmåder og hjælpemidler, gav kun mulighed for at brødføde en forholdsvis lille befolkning, hvis overgrænse fastlagdes ved sult eller dødelig sygdom. Bebyggelsen blev på denne baggrund opdelt efter beliggenhed og samfundsopgaver.
Forandringen af samfunds- og bebyggelsesforholdene fra 1700-tallet
Fra anden halvdel af det 18. århundrede begyndte en omstilling af det danske samfund, der muliggjorde en voldsom befolkningsvækst, idet de fødefrembringende næringsdrivende blev i stand til at brødføde en stadig stigende befolkning. Den andel af befolkningen, der var nødvendig for at sikre føden, var stadig faldende, hvorfor omvendt en stigende andel af befolkningen kunne tillade sig at skaffe sig til det daglige brød ved anden varefremstilling, forarbejdning og/eller istandsættelse eller ved at udøve tjenester. For bebyggelsen medførte dette fremkomsten af nye bebyggelser (eller forandringer af gamle bebyggelser til en ny tilstand), hvor de fleste af indbyggerne ikke var sysselsatte ved fødefremskaffelse. Hvor sådanne bebyggelser tidligere kun havde kunnet eksistere i kraft af de ovennævnte særrettigheder, voksede de nu frem uden sådan støtte. Fra omkring 1870 til omkring 1970 spillede sådanne bebyggelser en stadig større rolle, der til sidst blev så stor, at det blev klart, at der ikke længere var nogen egentlig forskel mellem de bymæssige bebyggelser med og dem uden særrettigheder, hvorfor det lovmæssige skille blev ophævet. Udviklingen fortsatte imidlertid, idet tidligere tiders bymæssige næringer i stigende grad udøvedes af folk bosat også uden for tættere bebyggelser således, at der ved slutningen af det 20. århundrede ikke længere er noget skel i næringsmæssig henseende mellem tættere bymæssige bebyggelser og de landlige, spredt bebyggede områder.
Baggrunden for interessen for "bymæssige bebyggelser"
Set ud fra en samfundshistorisk synsvinkel er det af interesse at kunne udskille bebyggelser, hvis indbyggere fortrinsvis levede af andet end fødefrembringelse. Denne udskillelse har imidlertid været vanskeliggjort af, at de retsligt anerkendte købstæder fra omkring midten af 1800-tallet ikke længere var sammenfaldende med de i næringsmæssig henseende bymæssige bebyggelser, idet dels voksede købstæderne udover deres administrative grænser, dels opstod der helt nye bymæssige bebyggelser uden særrettigheder. Derved opstod behovet for en særskilt fællesgruppe for bymæssigt bebyggede områder med henholdsvis uden særrettigheder.
Problemer med begrebet "bymæssige bebyggelser"
De bebyggelsesmæssige forandringer i det nittende og det tyvende århundrede har givet statistikere og forskere ikke så lidt hovedbrud blot ved spørgsmålet om deres benævnelser. Bebyggelser er mangesidige fænomener, der erkendes både ved deres beliggenhed i landskabet, deres fremtoning, deres funktionsudbud, indbyggernes sammensætning og størrelse, bebyggelsernes lovmæssige stilling, forholdet til omgivelserne og dagligliv. Omkring midten af 1800-tallet var der udviklet et begrebsvæsen, som var tilpas rummeligt til at omfatte alle bebyggelser og sammenfatte dem i indbyrdes klart adskilte og for almenheden let forståelige slags. Med opløsningen af de gamle rammer for bebyggelsen opstod der imidlertid en tilstand, som kaldte på et nyt begrebsapparat. Der opstod kort sagt behov for nye bebyggelsesbegreber til supplering og delvis afløsning af de hidtidige.
Til belysning af samtidens opfattelser skal der foretages en oversigtlig gennemgang af de gennem tiden fremsatte opfattelser af de forskellige bebyggelsesgrupper og -former. Indledningsvis kan der være grund til at opdele bebyggelserne i to hovedgrupper: bebyggelser fra før industrialiseringen satte ind og bebyggelser fremkommet i den industrielle tidsalder. Dernæst må der skelnes mellem bebyggelser, hvis stilling blev fastlagt ved stadfæstede særrettigheder (sammensatte bebyggelser som købstæder, handelspladser og ladesteder, enkeltbebyggelser som herregårde, kroer og møller), og bebyggelser uden særrettigheder (henholdsvis fællesbebyggelser som fiskerlejer, landsbyer og lignende, og enkeltbebyggelser som bondegårde og husmandssteder).
Den førindustrielle tids bebyggelsesformer
De ikke-bymæssige bebyggelser
Ved ikke-bymæssige bebyggelser forstås bebyggelser, hvis indbyggere fortrinsvis ernærer sig ved fødevarefrembringelse. Hertil henregnes dels visse enkeltbebyggelser, dels fællesbebyggelsesesformerne fiskerlejer og landsbyer.
Ved fiskerlejer forstås i almindelighed bebyggelser, hvis indbyggere fortrinsvis ernærer sig ved fiskeri fra bebyggelser ved den åbne strand (modsat fiskeribyer)betegnelsen stammer fra Aage Aagesen: Befolkningen (Atlas over Danmark, serie I, bind II (1961), s. 31. Aagesen opgør antallet af fiskeribyer i 1950 til 46, der har en havn). Denne opfattelse kan efterprøves ved at se på de som fiskerlejer angivne steders indbyggeres næringssammensætning. I J.P.Trap: Danmark, 2. udgave findes 65 steder angivne som fiskerlejer, fortrinsvis i Nordjylland, i Nordsjælland og på Bornholm. I Danmarks Statistiks opgørelser over bymæssige bebyggelser fra 1890 til 1955 findes indtil 21 bebyggelser angivet som fiskerlejer. For 20 af disse er for 1930 opgjort indbyggernes næringsveje fordelt på hovedgrupper (hvor fiskeri og landbrug desværre er lagt sammen). Af opgørelsen fremgår, at i 11 af disse udgjorde de sysselsatte i gruppen fiskeri og landbrug mere end halvdelen af indbyggerne; dertil kan lægges to ladepladser, tre byer uden nærmere angivelse og en ø, hvis indbyggere ligeledes for mere end halvdelens vedkommende var sysselsat ved fiskeri m.m. For 7 som fiskerlejer angivne bebyggelsers vedkommende udgjorde fiskeri m.m. mere end en tredjedel men mindre end halvdelen af de næringsdrivende; disse steder kunne måske anses for strandbyer (eller havnebyer) snarere end fiskerlejer (dertil kommer i givet fald yderligere 6 andre bebyggelser).
Ved landsbyer forstås i almindelighed bebyggelser, hvis indbyggere fortrinsvis ernærer sig ved jordbrug (modsat landbrugsbyerbetegnelsen stammer fra Aage Aagesen: Befolkningen (Atlas over Danmark, serie I, bind II (1961), s. 31. Aagesen opgør antallet af landbrugsbyer i 1950 til 106, hvis indbyggere fortrinsvis ernærer sig ved andet end landbrug, men hvor landbrug ikke desto mindre udgør en betydningsfuld næringsvej). I J.P.Trap: Danmark, 2. udgave ses landsbyerne angivet slet og ret som byer. Geografen Aage Aagesen nævner, at en bebyggelse skal have mindst tre gårde for at kunne regnes som en landsbyAage Aagesen: Befolkningen (Atlas over Danmark, serie I, bind II (1961), s. 40.. I Danmarks Statistiks opgørelser over bymæssige bebyggelser fra 1890 til 1955 findes indtil 151 bebyggelser angivet som ”byer”, hvortil kommer 9 bebyggelser angivne som kirkebyer; kun to bebyggelser angivnes som landsbyer. For de fleste af de som byer angivne bebyggelser viser de opgjorte næringsveje for 1930, at der ikke er tale om landsbyer men om bymæssige bebyggelserhermed være også sagt, at Danmarks Statistiks opgørelse over bymæssige bebyggelser må vurderes at være dækkende og ret pålidelige, hvis der ses bort fra spørgsmålet om disses afgrænsning i forhold til det omgivende landskab.
De retsligt fastlagte ”bymæssige” bebyggelser
De hidtil omtalte bebyggelsesformer har tilfælles, at de er fastlagt ved deres indre egenskaber (indbyggernes antal og sammensætning). Herover for findes imidlertid en række bebyggelser fastlagt ved lov eller andre retslige dokumenter. Dette gælder købstæder, handelspladser og ladepladser.
Købstædernes oprettelse går tilbage til middelalderen, hvor en række steder fik forskellige særrettigheder såsom eneret til at drive handel og håndværk, eneret til udenrigshandel, selvstyre og egen retsplejeDe nyanlagte byer og byudviklingen i Danmark 1600-1800. Av Ole Degn; i: Urbaniseringsprocessen i Norden, Del 2: De anlagte steder på 1600-1700 tallet (Universitetsforlaget, Oslo 1977), s. 9-48. I ældre tid havde visse købstæder en indbyggersammensætning, der ikke adskilte dem fra fiskerlegerne. Eksempelvis havde Skagen endnu så sent som i 1911 55% af indbyggerne sysselsat ved fiskeri.
Ladestedernes oprettelse går ligeledes langt tilbagesåledes omtales Struer ladeplads allerede i Arent Berntsens beskrivelse fra 1656, "Danmarks og Norges frugtbar Herlighed". Deres retslige stilling blev først fastlagt ved plakat af 26. marts 1816, hvori det fastsattes, at tiendeyderne skulle føre tiendekornet ”til den nærmest liggende kjøbstad eller det nærmeste ladested”"De bymæssige kommuner", s. 9. Ladestederne var i flere tilfælde anerkendte udhavne for købstæder beliggende inde i land, således Rødvig (Store Heddinge), Bisserup (Slagelse), Bandholm (Maribo), Struer (Holstebro), Hjarbæk (Viborg) og Hjerting (Varde)Viggo Hansen: Den rurale by (Geografisk Tidsskrift, 64 bind (1965), s. 54-69. J.P.Trap: Danmark, 2. udgave (1872-79) nævner i alt 26 steder som ladepladser, mens det største antal ladepladser for hvilke, der ved folketællingerne er opgjort særskilte folketal, er 15nemlig 1890: Bisserup, Karrebæksminde, Fakse, Bandholm, Lundeborg, Troense, Hadsund, Løgstør, Løkken, Blokhus, Klitmøller, Krik, Struer, Esbjerg og Hjerting, fra 1916 desuden Rødvig. Af disse må Lundeborg og Klitmøller efter deres indvåneres næringssammensætning dog snarest anses for fiskerlejer. Løgstør, Esbjerg og Struer blev ophøjede til købstæder og udgik derfor af ladepladsernes liste. En særlig gruppe udgjorde skipperbyernebetegnelsen skyldes Aage Aagesen: Befolkningen (Atlas over Danmark, serie I, bind 2 (1961), s. 40, hvortil hørte Dragør på Amager, Troense på Tåsinge, Thureby på Thurø, Nordby og Sønderho på Fanø (samt Marstal på Ærø).