En tværfløjte er et europæisk musikinstrument i træblæserfamilien, fordi den oprindeligt blev fremstillet af træ. I nutiden er grundmaterialet typisk metal som sølv, guld og platin, eller træ eller kulfiber. Materialevalget har stor betydning for klangen, og det gør stor forskel på blæseteknikken. De forskellige materialer er ofte kombinerede, så fx mundpladen er af guld og resten af sølv. Ved notation af musik spillet af en tværfløjte benyttes udelukkende g-nøglen.
Tværfløjten begynder så småt at vinde indpas i musikken i barokken, hvor Vivaldi var en af de første komponister, der for alvor inddrog instrumentet i sine værker. Af senere komponister med blik for tværfløjtens muligheder kan nævnes Debussy samt danskeren Joachim Andersen, der selv var fløjtenist, som er benævnelsen for en musiker, der spiller tværfløjte.
Historie Tværfløjten er en af mange forskellige arter af fløjter, hvoraf de første var meget primitive og skåret af dyreben eller træ. Tværfløjten havde i barokken størst konkurrence fra blokfløjten. Det skyldtes nok primært, at tværfløjten ingen klangmæssig fordel havde. De første tværfløjter var venstrehåndede (altså pegende mod venstre i stedet for de nutidige mod højre) og af meget forskellig art med blandt andet større huller spillet med fladerne af fingrene i stedet for spidserne.Powell, s. 23-26 Fløjterne var ofte stemt forskelligt, ikke justerbare og med få halvtonetrin, så kun visse melodier kunne spilles på det enkelte instrument.
thumb|left|Fløjtenister fra Cantigas de Santa Maria med venstrehåndede tværfløjter Tidlig historie Information om tværfløjtens tidligste historie må primært hentes fra afbildninger og sammenligning med andre folkeslag, der bruger lignende instrumenter. Der er ikke anden information tilgængelig, da tværfløjten ikke har været et instrument af høj rang og derfor ikke er beskrevet.
thumb|En mand spiller bansuri ved et fort i Jodhpur. Flere myter knyttes til tværfløjten, heriblandt myter fra Indien, Grækenland og Egypten om henholdsvis Krishna, Pan og Osiris. Heraf er myten om Pan nok den mest kendte. Det er et teoretisk problem, idet fløjten knyttet til Pan er en panfløjte. Det eneste af landene, der angiveligt har haft en tværgående fløjte i ældre tid, er Indien, hvorfra den såkaldte bansuri fra Nordindien samt menali eller pulangoil fra Sydindien stammer.Powell, s. 11 Disse fløjter har igen en forgænger fra Kina kaldet chi fra det 9. århundrede f.Kr.
Ingen antikke fløjter, der ligner tværfløjten som den kendes i dag, har eksisteret i Europa, trods statuer og billeder der viser det. De er ændret i forbindelse med restaurering.Rockstro, §301-307 Fra Asien er tværfløjten kommet til Europa gennem det Byzantinske Rige i det 10. eller 11. århundrede.Powell, s. 12 Den første skriftlige omtale af et tværfløjtelignende instrument i Europa er i Frankrig i digtet Cleomadés fra 1285, hvor den angives som værdifuld. Fra 1200-tallet er også Cantigas de Santa Maria fra Den Iberiske Halvø. Den indeholder en række illustrationer af instrumenter fra den tid, heriblandt tværfløjter – dog venstrehåndede. Herefter er tværfløjten hyppigere set – blandt andet i militærsammenhæng og i samspil med fiddler.Powell, s. 20-21
Renæssancen Fra første del af 1400-tallet findes stort set intet om tværfløjter, men i de seneste årtier blev tværfløjten igen brugt i vid udstrækning i militæret, hvor den af schweiziske tropper, og senere også tropper i andre lande, bliver anvendt sammen med trommer.Powell, s. 27 I det 16. århundrede blev tværfløjten mere accepteret som underholdningsinstrument, hvilket underbygges af, at den romerske kejser Maximilian I havde en personlig fifreIkke just en tværfløjtenist, men musiker, der spiller et lignende instrument ansat, som også er den første fløjtenist, man kender navnet på.Powell, s. 30 Det er dog lidt tvivlsomt hvor udbredt instrumentet er, eftersom præsten Sevastian Virdung, der i 1511 skriver det første værk om musik og notation (i forbindelse med reformationen), ikke nævner instrumentet i anden sammenhæng end med militæret og beskrivelsen af trommer, men derimod bruger den almindelige betegnelse "fløjte" om blokfløjten.Powell, s. 33 En tysksproget musiklærer udgav i 1529 et andet værk, hvor tværfløjten ikke nævnes i militærsammenhæng, men i forbindelse med mindre ensembler (consorter).Powell, s. 34 I det 16. århundrede udbredtes brugen af instrumentet især i Italien og Frankrig, hvor det vandt frem som kammermusikinstrument, både spillet af kvinder og mænd, samtidig med at samlinger af chansons (sange) dukkede op arrangeret for kammerorkestre, hvor fløjten var medtaget eller eneste instrument i besætningen.Powell, s. 39, 42 og 44 Flere fløjtebyggere kom til, men det var mest amatørfløjtenister, der spillede. Flere adelige og kongelige havde dog større samlinger af tværfløjter – ofte stemt forskelligt, så alle tonearter kunne spilles.Powell, s. 43 I renæssancen var tværfløjten stemt med A = 410 Hz (og enkelte eksemplarer med A = 435 Hz) i modsætning til i dag, hvor normalen ligger mellem 440 og 444 Hz.
Videre udvikling
thumb|Frederik den Store spiller fløjtekoncert, malet af Adolph Menzel 1852. I løbet af det 17. og 18. århundrede gennemgik tværfløjten en forbedringsproces med bidrag fra især den franske familie af instrumentmagere, Hotteterre, og tyskeren J.J. Quantz. Den konstruktion, fløjten har i dag, er færdigudviklet af den tyske T.H. Böhm omkring 1850. Det betød, at tværfløjten kaldes for en Böhm-fløjte.
Theobald Böhm (1794-1881) var både fløjtespiller og guldsmed, med betydeligt kendskab til akustik. Hans konstruktion blev et totalt fornyelse af tværfløjten, baseret på akustiske principper. Han gjorde selve fløjtens krop cylindrisk (lige tyk hele vejen) med tonehuller med den rette akustiske placering og størrelse. Derved blev hullerne så store, at de alle måtte forsynes med klapper. Böhm indførte en konsekvent brug af røraksler til ophængning af klapperne. Herved kom en bekvem mekanisk forbindelser mellem klapperne. De 13 grundlæggende tonehuller svarer i grundtonen til en kromatisk skala fra C1 til Cis2. Tonerne i mellemlejet D2 til Cis3 opnås med de samme greb ved overblæsning i oktaven (se dog bem. nedenfor om D-2 og Dis-2). Grebene for tonerne i det høje leje er mere komplicerede. Således er f.eks. Dis3 både en overtone af Dis1 og Gis1, og grebet for Dis3 fås derfor ved at åbne tonehullet for Gis i grebet for Dis1. Man siger, at Gis hullet er overblæsningshul for Dis3. På tilsvarende måde fungerer A som overblæsningshul for E3, B for F3, osv. Dette system slutter i første omgang ved Gis3, som er overtone af Cis1. For at opnå bekvem intonation af endnu højere toner flyttede Böhm tonehullet for Cis længere op på fløjten og gjorde det samtidig mindre. Herved kan Cis hullet fungere som overblæsninghul for både Gis3 og A3 og samtidig kan det lette intonationen af D2 og Dis2. Til intonation af tonerne B3 og H3 indførte Böhm yderligere to små huller endnu længere oppe på fløjten. Disse huller er lukket med fjederbelastning og er via en lang røraksel forbundet med to knapper, "heblerne", som betjenes af fingrene på højre hånd. Heblerne kan også benyttes til triller mellem C eller Cis og D eller Dis.
En klap er enten en åben klap, som lukkes med tryk af en finger (evt. via en mekanisk forbindelse) eller en lukket knap, som åbnes ved tryk af en finger. En lukket klap kræver en stærk fjeder for at slutte tæt, mens en åben klap kun kræver en svag fjeder for at åbne når den ikke trykkes ned. Böhm forsøgte derfor at minimere antallet af lukkede klapper, og hans oprindelige system havde derfor kun 3 sådanne: De to hebler og Es-klappen (som åbnes ved tryk af højre lillefinger). De mange åbne klapper medførte uvante greb for venstre hånds fingre: Tilføjelse af ringfingeren til de 3 første fingre gav skift fra tonen A til Gis, mens en yderligere lillefingeren gav G. Endvidere skulle alle 5 fingre være trykket ned i grebene for de dybere toner. Dette kunne samtidens fløjtevirtuoser ikke vænne sig til. Man var vant til at venstre lillefinger kun skulle bruges for at åbne Gis-klappen. Der blev derfor opfundet en række modifikationer af Böhms oprindelige system for at opnå dette. Dette er nedarvet til den moderne fløjte hvor man har et ekstra Gis hul med en lukket klap, som betjenes af lillefingeren. Når ringfingeren trykkes ned, sørger en mekanisk forbindelse for at både A hul og (det primære) Gis hul lukkes, således at tonen G fås. Tonen Gis fås så ved yderligere at trykke lillefingeren ned. Dette system har den kedelige bi-effekt, at intonationen af E-3 bliver usikker: Når man i grebet for E løfter venstre hånds ringfinger for at åbne A hullet åbnes nemlig ikke blot dette men også Gis hullet. I mange moderne fløjter er dette problem afhjulpet ved hjælp af den såkaldte E-mekanik, hvor Gis hullet lukkes når højre hånds langefinger trykkes ned.
Det 20. århundrede thumb|En illustration fra 1911 af en klassisk træfløjte thumb|Cécile Chaminades fløjteconcertino fra 1902. Med muligheden for at optage lyd siden1890'erne begyndte fløjter at genvinde deres popularitet, som ikke var set siden den klassiske æra. Interessen fik professionelle fløjtenister til at bruge en del tid på optagelser. Med begyndelse i 1970'erne blev modeller af alt- og basfløjter fremstillet til moderne musik og fløjteensembler. I 1990'erne erstattedes den tidligere brugte præ-1940 Böhm-model i høj grad med den franske model til professionelt brug.
Böhm-Lot-Cooper I 1950'erne modificerede fløjtemageren Albert Cooper Böhm-fløjten for at gøre det nemmere at spille moderne musik. Fløjten blev stemt til A440 og embouchurehullet blev skåret på en ny måde for at ændre fløjtens klangfarver. De blev de mest benyttede både af professionelle og amatører.
Brögger I 1980'erne modificerede Johan Brögger Böhm-fløjten ved at løse to store problemer, der havde eksisteret i næsten 150 år: dårlig justering mellem bestemte klapper og problemer mellem G-klappen og ♭-klappen. Resultatet var ikke-roterende aksler, hvilket gav en mere stille lyd og mindre friktion for de bevægede dele. Samtidig tillod modifikationerne at tilpasse fjedrene individuelt, og fløjten var dermed forstærket. Brögger-fløjten laves udelukkende af Brannen Brothers og Miyazawa.
Kingma Kingma-fløjten blev udviklet i slutningen af det 20. århundrede af Eva Kingma og Bickford Brannen for at tillade brugen af kvarttoner. Fløjtetypen er essentielt en Böhm-model med muligheden for at spille kvarttoner og også en bedre evne til at producere multiphonics. Disse evner er især brugbare for dem, der ønsker at spille østlig musik og for jazzfløjtenister. Kingma-systemet laves kun af Brannen Brothers og Sankyo Flutes.
Opbygning og mekanik thumb|Fløjte skilt i de tre hoveddele placeret i æsken. Tværfløjten består af tre dele: et hovedstykke, hvorpå blæsehullet er placeret et kropstykke, der udgør den største del og indeholder flest af klapperne et fodstykke, som styres af højre lillefinger og kun administrerer få toner.
I fløjtens udvikling har der været fra én til syv deleRockstro, § – hvilket til sidst er endt med de tre. Variationen skyldtes eksperimenter med intonation: et større antal dele gjorde det muligt at forlænge røret, hvilket gjorde fløjtens stemning lavere og kunne dermed passe med andre instrumenter; de tre endelige dele blev muliggjort af en anordning på hovedstykket, hvor overgangen er lang (omkring 3 cm), hvilket bevirker, at fløjten kan gøres længere ét sted. Det er ikke kun til intonation, men medvirker også til en bedre tone.Howell, s. 7 Læbepladen på hovedstykket tjener det formål at reducere blæsemodstanden.Howell, s. 10 Hovedstykket kan også fås i en krummet model, som gør fløjten kortere og nemmere at nå med korte arme. Det krumme hovedstykke benyttes i højere grad til familiens dybere medlemmer, da de ellers bliver for lange til at musikeren kan nå klapperne.