Farum er en by i Nordsjælland med (inkl. Stavnsholt), beliggende i Furesø Kommune under Region Hovedstaden.
Imellem søerne Farum Sø og Furesø går en nord-sydgående trafikkorridor med motorvej, landevej og jernbane, som til en vis grad deler byen i to dele (kaldet Farum Øst og Farum Vest), idet korridoren kun kan passeres via broer over motorvejen. I øst-vestlig retning går amtsvejen mellem Birkerød og Lynge-Slangerup-Frederikssund lige nord for den hidtidige bymæssige bebyggelse.
Farum hører til Nordsjællands politikreds og hørte indtil 1970 til Ølstykke Herred. Farum Sogn hører til Farum Pastorat, Hillerød Provsti og Helsingør Stift. Byen lå indtil kommunalreformen 2007 i Farum Kommune.
Etymologi Navnet "Farum" består på oldnordisk af "far" i betydningen "vej", "overfartssted" og "-rum" i betydningen "åben plads fremkommet ved rydning".Hald, s. 152
Historie
Farums dåbsattest kan siges at være roskildebispens jordebog fra omkring år 1370, som nævner Farum første gang sammen med landsbyerne Bregnerød, Stavnsholt og den senere nedlagte Bodelstorp.
Fra oldtid til nyere tid
Arkæologiske fund tyder på, at Farums oprindelige placering i forhistorisk tid var ved den vestlige ende af Farum sø, mens Stavnsholt tilsvarende lå ved den vestlige ende af Furesø. Begge steder var der et overgangssted over Mølleåen. Den vigtigste overgang var ved Farum, fordi der her gik en oldtidsvej ("kong Volmers vej") fra kongebyen Lejre til Nordsjælland og videre til Sverige.
I bronzealderen flyttede Farum længere mod nord langs oldtidsvejen, og omkring vikingetid længere mod øst langs Farum sø for at skabe bedre sikkerhed for byen. Det tilsvarende lader til at være sket for Stavnsholt, der således kom til at ligge længere mod øst på nordsiden af Furesø.
I den tidlige middelalder lidt efter år 1100 byggedes Farums første stenkirke, hvoraf dele er bevaret i Farum kirke. Det er uvist, om der tidligere har været en trækirke i Farum.
I 1300-tallet opføres en dæmning ved Fiskebæk, som hæver vandstanden i Farum sø, så oldtidens overgang mod vest oversvømmes og forsvinder. Herefter er det overgangen ved Fiskebæk, som benyttes. Dette forstærkes af, at København får stigende betydning, og det er over Fiskebæk, man passerer, når man skal til Hillerød og Nordsjælland derfra.
Farum sogn hører på dette tidspunkt under biskoppen i Roskilde, der oppebærer indtægterne fra sognet.
Ved reformationen kom Farum i kronens eje.
Byen, de omkringliggende landsbyer og skovene led voldsomt under svenskekrigene i 1600-tallet, og landsbyen Bodelstorp var så ødelagt, at den aldrig blev genopbygget.
Hovedgården "Farumgård", som oprindeligt var opført af roskildebispen, benyttes under enevælden af kronen som belønning til forskellige embedsmænd af sekundær rang.
I 1682 bestod Farum landsby af 19 gårde og 16 huse uden jord. Det samlede dyrkede areal udgjorde 723,0 tønder land skyldsat til 118,20 tønder hartkorn.Pedersen, s. 4 Dyrkningsformen var trevangsbrug med rotationen 2/1 samt en "Boghuede Wang".Frandsen, s. 102 og bilagskort
På kongens fødselsdag i 1766 blev 21 gårde i Farum landsby gjort til arvefæstegårde. Hurtigt derefter fulgte landboreformerne med udskiftning af jordene, hvilket stadig tydeligt genfindes i Farums stjerneformede vejnet. Byen overførtes i år 1800 fra København rytterdistrikt til Frederiksborg Amt.
Der begyndte nu en økonomisk fremgangsperiode baseret på intens dyrkning af den frugtbare agerjord, så i 1801 omfattede Farum sogn 125 husstande med godt 600 mennesker.
Byudviklingen fra ca. 1850 til 1. verdenskrig Omkring århundredeskiftet blev byen beskrevet således: "Farum (gl. Form Farrum, ɔ: Stedet ved Søen Far; maaske ogsaa af Faare, o: en alfar Overgang) med Kirke, Præstegd., Skole, Apotek, Mølle, Gæstgiveri, Kro, Bageri og 3 Købmænd".
Udviklingen tog fart omkring midten af 1800-tallet. Der etableredes bådfart, hotel, busrute og til sidst – i 1906 – en jernbaneforbindelse i form af Slangerupbanen mellem København (Nørrebro Station) og Slangerup. Dernæst fulgte etablering af bank, telefon, elektricitet, realskole mv. Byggerierne trak byen stadig længere mod øst, hvor stationen var placeret, således at den nu dækkede området langs "bygaden" fra Farum Kirke til stationen.
Mellemkrigstiden Farum Stationsby havde 496 indbyggere i 1906, 616 indbyggere i 1911, 600 indbyggere fordelt på 119 husstande i 1916.Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4. Række 51. Bind 1 Hæfte: Folkemængden 1. Februar 1916; København 1916; s. 63
Gennem mellemkrigstiden voksede indbyggertallet i Farum Stationsby fra 684 i 1921 til 847 i 1925, 889 i 1930, 911 fordelt på 317 husstande i 1935Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4. Række 101 Bind 1 Hæfte: Folkemængden 5. November 1935; København 1936; s. 172, 1.273 indbyggere fordelt på 395 husstande i 1940Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4. Række 113 Bind 3 Hæfte: Folkemængden 5. November 1940; København 1941; s. 123
Allerede i mellemkrigstiden var byplanlæggere opmærksomme på byudviklingen og det voksende behov for at sikre rekreative områder. I Københavnsegnens Grønne Omraader. Forslag til et System af Omraader for Friluftsliv udgivet at Dansk Byplanlaboratorium i 1936 blev det foreslået at opbygge et system af fredede områder forbundne med et net af stierForchhammer; s. 32, blandt andet med udgangspunkt i Farum sø syd for Farum. Fra dette skulle udgå et net af stiforbindelser mod sydøst gennem Nørreskov og omkring Furesøen og mod vest til skoven Ganløse Ore og herfra mod syd til Bringemose og Viksø Mose, mod vest til Bastrup Sø, skoven Ganløse Eget med flere områder og mod nordøst til Kattehale Mose og Ravnsholt Skov.Forchhammer; s. 46, 60
Efterkrigstiden indtil 1970 Frem til 2. verdenskrig udviklede Farum stationsby sig til en satellitby, adskilt fra hovedstaden og med et vist eget næringsliv men med voksende tilknytning til København. Efter krigen indebar Hovedstadens fortsatte vækst, at også Farum kommune efterhånden blev inddraget i den fremadskridende byudvikling. Farum stationsbys inddragelse i Hovedstadens udvikling afspejles i udviklingen i pendling fra Værløse Kommune til København: i 1948 205 pendlere svarende til 14,4% af de beskæftigede, i 1957 584 pendlere svarende til 26,3% af de beskæftigede.Københavns Statistiske Kontor: Statistisk Månedsskrift 1958 hefte 7, s. 191
Farum fortsatte sin udvikling efter 2. verdenskrig: byen havde 1.430 indbyggere fordelt på 423 husstande i 1945Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4. Række 128 Bind 1 Hæfte: Folkemængde og Administrativ Inddeling 1945; København 1946; s. 72, 1.824 indbyggere fordelt på 491 husstande i 1950Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4. Række 147 Bind 1 Hæfte: Folkemængde 1950; København 1952; s. 7, 2.358 indbyggere fordelt på 728 husstande i 1955Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4. Række 166 Bind 1 Hæfte: Folkemængden 1. Oktober 1955 og Danmarks administrative Inddeling; København 1957; s. 8 og 4.101 indbyggere i 1960.Statistiske Undersøgelser Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 173 Farum blev da regnet som forstad til Hovedstaden.
I 1950-erne omlagdes en del landbrug til gartnerier, som forsynede København med en stor del af byens forbrug af grøntsager.
Den fremadskridende byudvikling i tilknytning til hovedstaden fik også betydning for byplanlægningen. Da den såkaldte "Fingerplan" - Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn - blev offentliggjort i 1947 med sit forslag om at samle den fremtidige byudvikling i hovedstadsområdet langs banelinjer, blev det også forudsat, at Farum med jernbanestation på længere sigt ville vokse til at udgøre en større satellitby adskilt fra Lille Værløse af sø og skov. Byudviklingen var forudset at ske mod nord, idet Farum Sø forhindrede byudvikling mod syd.Gaardmand, s. 35-38 Fingerplanen førte til vedtagelse af byreguleringsloven i 1949, som forudsatte nedsættelse af et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen til planlægning af den fremtidige byudvikling i Hovedstadsområdet i form af en såkaldt byudviklingsplan.Gaardmand, s. 38
Den 6. oktober 1949 nedsattes et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen, som den 2. maj 1951 offentliggjorde "Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 2 for Københavns-egnens byudviklingsområde". Da Farum havde station på jernbanen, regnedes byen som et af de steder, der trafikmæssigt var hensigtsmæssigt for byudviklingByudviklingsplan 2, s. 11, og under indtryk af, at der var begyndende udstykningerByudviklingsplan 2, s. 13, området var byggemodnet i form af kloakeringByudviklingsplan 2, s. 21, og at byudviklingen forudsattes ikke at være i konflikt med frednings- og friluftsinteresserByudviklingsplan 2, s. 25, blev udpeget byudviklingsområder i tilknytning til byen lagt i mellemzone, det vil sige skulle kunne inddrages til bebyggelse på længere sigt. Det var forudsat, at Hareskovby ville udvikle sig til et langstrakt men rimeligt klart afgrænset byområde.Byudviklingsplan 2, s. 31 og bilagskort Der blev regnet med en befolkningsudvikling i kommunen (det vil sige altovervejende i Farum by) fra 2.500 indbyggere i 1950 til 7.000 indenfor de udlagte områder i inderzone og mellemzone tilsammen.Byudviklingsplan 2, s. 33
Således gik det ikke. I de følgende år skete der en stærk byudvikling i tilknytning til Farum, som udviklede sig til en fjernforstad til Storkøbenhavn.Byudviklingsplan nr. 7, s. 26 Den oprindelige byudviklingsplan blev senere opdateret med "Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 7 for Københavns-egnens byudviklingsområde" fra 1966, som for Farum bys vedkommende forudsatte en betydelig udvidelse af det oprindelige byområde.Byudviklingsplan nr. 7, bilagskort Ganske vist blev en del af de udpegede byudviklingsområder lagt i yderzone, hvilket betød, at deres inddragelse først kunne ske efter fornyet vurdering, men i betænkningen blev der erklæret, at "byudviklingsudvalget erklærer sig sindet at ville overføre arealerne 3, 4a, 5a, 6a og 9a til inderzone eller dispensere til udstykning og bebyggelse, når der foreligger af boligministeriet godkendte planer for arealerne, og disse er gjort byggemodne eller sikret gjort byggemodne."Byudviklingsplan nr. 7, s. 43
Følgen af byplanudviklingen var, at mellem 1960 og 1970 fordobledes befolkningstallet og nåede op på ca. 10.000 indbyggere. Der etableredes et industrikvarter nord for byen, og der byggedes boliger og institutioner i stor udstrækning.
Efter kommunalreformen 1970 De markante boligblokke, Farum Midtpunkt, stod færdige i 1975 og gav alene en tilvækst på 1.200 husstande og 5.000 mennesker. De fleste af de nye beboere var ”pendlere”, som arbejdede i københavnsområdet. S-togsnettet blev derfor i 1977 udvidet og ført frem til Farum.
Til styrkelse af den lokale handel åbnedes Akacietorvet i 1977 og butikscentret Farum bytorv i 1978.
Ved indgangen til 1980 havde Farum nået ca. 16.500 indbyggere og begyndte at stabilisere sig befolkningsmæssigt. En ret stor andel af indvandrere og flygtninge fra tredielande fik også bopæl i Farum, så ca. 10% af befolkningen var af udenlandsk herkomst eller anden generation af indvandrere.
Nyeste tid Borgmesterposten tilfaldt i 1985 Peter Brixtofte, der blev valgt på et program om økonomisk genopretning og årlige skattenedsættelser, hvilket skulle opnås ved en kombination af effektivisering, nedskæring af den kommunale administration, nedbringelse af ledigheden samt udlicitering af opgaver, som hidtil havde været varetaget af kommunen.
Disse initiativer blev i almindelighed opfattet som en succes og betød, at økonomien blev genoprettet, og der iværksattes en række projekter til gavn for byen. I denne periode blev der bl.a. opført nyt rådhus, og i 1992 indviedes kulturhuset.