Søværnet (også Søetaten, Flåden, Marinen eller Kongelige danske marine) er den maritime del af det danske forsvar. Søværnet har ansvaret for det maritime forsvar af de danske, grønlandske og færøske områder samt for deltagelse med maritime enheder i internationale opgaver. Desuden har Søværnet ansvar for farvandsovervågning, søredning, isbrydning, forureningsbekæmpelse på havet m.m. Danmark har i dag en meget moderne flåde, hvor størstedelen af enhederne er taget i brug efter den kolde krigs afslutning. Søværnet har relativt store skibe set i forhold til flådens størrelse og Danmarks geografiske udseende, og det har siden Den Kolde Krig ændret sig fra at være den strategiske partner i NATO, der kontrollerede adgangen til Østersøen, til at være en flåde med en stor evne til at deltage i internationale operationer.
Danske skibe bærer præfikset KDM for Kongelige Danske Marine, mens den engelske oversættelse er HDMS for Her/His Danish Majesty's Ship.
Historie Vikingetiden – 1400-tallet thumb|right|Christian 4.'s Nyboder Sammenligner man Danmarks kystlinje med landarealet, er der et forhold på 1:5,9 (mod f.eks. 1:921 for Holland og 1:493,2 for USA, hvilket har været med til at give Danmark sin lange maritime tradition. Danmark – som geografisk område – har derfor været søfartsduelig tilbage til 900-tallets vikinger. Vikingerne havde små organiserede flåder, oftest baseret på enkelte eller få landsbyer der indgik i forsvarspagter, der ikke var ulige NATO's artikel 5-pagt. Vikingeskibene var uudrustede lette fartøjer og kunne let transporteres fra landsby til landsby i forsvarspagter. Mest kendt er dog plyndringerne af byer i havområder samt skibe. I perioden efter vikingetiden og frem til begyndelsen af 1400-tallet var flåden primært handelsskibe der blev udskrevet til krigstjeneste. Valdemar Sejr skulle under erobringen af Estland i 1219 således have rådet over mere end 1.000 skibe, der tilsammen medbragte 30.000 mand samt heste og forsyninger.
Der er optegnelser om en samlet dansk flåde så langt tilbage som til begyndelsen af 1400-tallet. Dronning Margrete 1., der lige havde samlet Kalmarunionen (bestående af Danmark, Norge, Sverige, Island, Færøerne, Shetlandsøerne, Orkneyøerne og dele af Finland og Tyskland), iværksatte opbygningen af en flåde til rigets beskyttelse mod – fortrinsvis – Hansestæderne. Før dette tidspunkt havde de enkelte adelige nogle sporadiske flåder, men en samlet styrke fandtes ikke, hvilket betød at tidligere monarker var afhængige af deltagelse fra adelen. Dette var dog ikke altid var praktisk, da den enkelte monark typisk også havde fjender blandt egen adel. Dronning Margrethe lod skibene bygge og udruste som monarkens ejendom. Bemandingen blev overladt til de enkelte adelige, som lejlighedsvis indskrev bønder. Uddannelsen var på mesterlære-basis for såvel officerer (som fortrinsvis var adelige) som menige.
1400-tallet – 1801 I 1400-tallet – især under Kong Hans – stiger den danske handel og dermed transportbehovet. Havet var ideelt til dette og derfor steg ligeledes et behov for beskyttelse af danske handelsinteresser og monarkens suverænitet. Kong Hans er med udnævnelsen 10. august 1510 af Henrik Krummedige som øverste kaptajn for alle søkaptajner krediteret for oprettelsen af en egentlig professionel flåde, hvor der anvendes fastansatte søfolk, frem for de indskrevne bønder. Søfolkene var mange gange småkriminelle, der blev tvunget ind i flåden og her fik en generel skibs- og tømrermæssig oplæring og skulle primært sørge for at sejle skibene. I kamp var våbenfolkene i langt de fleste tilfælde stadigvæk indskrevne bønder. I den forbindelse blev landet inddelt i et antal skipæn, der dannede forbillede for de senere amter, der hver især skulle stille en besætning til et skib. Det var også i denne tid at egentlige flådebaser blev anlagt. Disse skulle både bygge, vedligeholde og udruste kongens skibe, og der er optegnelser over den første flådebase, der var kongens flådeværft på Bremerholm (senere Gammelholm) fra år 1500.
Det var en af kong Frederik d. 2.’s første embedshandlinger, at beordre en betragtelig udvikling og udbygning af flåden. Både værftsfaciliteter og antallet af skibe voksede, ligesom der blev brugt ressourcer på at udvikle selve skibs- og våbendesign, uddannelse og maritim taktik. Sverige, der på dette tidspunkt var blevet selvstændigt, lagde beslag på en stor del af Østersøen og truede dermed de danske handelsinteresser. I 1568 spærrede den danske flåde derfor Øresund og lagde dermed grundlaget for de Skånske Krige (1675-1679), kun otte år efter afslutningen af 2. store nordiske krig (1658-1660), hvor Danmark mistede Skåne, Halland og Blekinge.
Kong Christian d. 4. fortsatte sin faders stil og udbyggede i starten af 1600-tallet flådens værksteder betragteligt. Desuden blev der i København anlagt et antal boliger til tjenestegørende i flåden; mest kendt er Nyboder. Under Cort Adeler og Niels Juel førtes flåden til sejr ved slaget i Køge Bugt i 1677. I år 1709 begyndte Peter Jansen Wessel i flåden; manden, der senere blev adlet og kendt som Tordenskiold, førte flåden til mange sejre, bl.a. i Marstrand og ved Dynekilden.
thumb|right|Linjeskibet Juliane Marie (c. 1752) General-Admiralløjtnant Ulrik Christian Gyldeløve blev i 1701 øverstkommanderende for den danske flåde. Han tog initiativ til en omfattende professionalisering af Søværnet, herunder oprettelsen af Søkadetakademiet, forgængeren for Søværnets Officersskole, blev oprettet samme år, hvor Tordenskjold var en af de første elever.
Han havde i 1712 held til under en operation at afbrænde 80 svenske skibe, hvilket var medvirkende til, at der i 1720 kom en afslutning på de store nordiske krige. Da der nu var fred i Skandinavien kunne flådens ressourcer bruges til andre formål, såsom konvojering af handelsskibe og besejling af danske kolonier i Afrika og Vestindien. Ydermere oprettedes en permanent dansk styrke i Middelhavet, hvor udsendte orlogsskibe beskyttede danske handelsinteresser. Det var også i denne tid, hvor flåden begyndte at anvende farven Orlogsrød i sine splitflag. Den præcise årsag herfor er ukendt, men den mest udbredte opfattelse er, at det var for at minimere forveksling med Malteserordenens flag. I samme periode oprettede Danmark et neutralitetsforbund med Sverige, og under det dansk-norsk-svenske-neutralitetsforbund blomstrede handlen ad søvejene.
1801 – 2. verdenskrig thumb|left|Linjeskibet Skjold (1849) Briterne, der var presset af Frankrig i Napoleonskrigene, tålte ikke den store danske handel under neutralt flag, idet briterne så denne handel som en del af finansieringen af Napoleons krigsførelse, og i 1801 angreb en eskadre under ledelse af Admiral Sir Hyde Parker en dansk forsvarslinie af blokskibe ved Slaget på Reden. Olfert Fischers forsvarslinje stod slet ikke mål med det uventede angreb og måtte indgå våbenstilstand. Danmark formåede dog at holde sig ude af Napoleonskrigene i de følgende seks år. Men i 1807 gik briterne i land på Sjælland og foretog en belejring efterfulgt af Københavns bombardement (2. – 5. september), der siden skulle vise sig at blive første gang, hvor der anvendtes terrorbombardementer: Militær anvendelse af terror mod civile, med det formål at opnå en politisk effekt. Dette slag udløb af Kong Christian d. 7.’s modstand mod at udlevere flåden til briterne, der ville "opbevare den sikkert" ind til Napoleonskrigenes afslutning; briterne var bange for at flåden ville falde i Napoleons hænder. Flåden blev herefter udleveret til briterne. I 1814 måtte Danmark afstå Norge til Sverige, og dermed ændrede landets størrelse – og således marinens opgaver og ressourcer – sig væsentligt.
Danmarks flåde blev langsomt genopbygget, men ingenlunde til det tidligere format. Ambitionerne var dog store, og de fjerne interesser i Afrika og Caribien blev plejet. Desuden foregik en verdensomspændende ekspedition, på korvetten Galathea, i perioden 1845-1847. I 1848 blev den nye flåde for første gang beordret udrustet til at deltage i det der senere blev til 1. Slesvigske krig. Efter at Hærens garnisoner i Kiel og Flensborg havde gjort oprør mod kongen, blev flåden sendt mod Als, hvor den i stor udstrækning blev frem til 1851. Derefter fulgte en periode, hvor marinen i modsætning til hæren gennemgik en teknologisk omstilling, og under krigen i 1864, demonstrerede det helt moderne panserbatteri Rolf Krake god støtte til hæren i forsvaret af Dybbøl-stillingen. Efterfølgende forsøgte marinen at følge med i den tekniske udvikling, men måtte dog i en lang periode se de største bevillinger gå til hæren, især i forbindelse med udbygningen af Københavns moderne befæstning. I årene op til 1. verdenskrig skete dog en yderligere modernisering, blandt andet ved anskaffelse af Ubåde (herunder 6 ubåde af Havmandsklassen), og under denne konflikt var marinen fuldt ud i stand til at varetage sine opgaver i forbindelse med hævdelsen af den danske neutralitet.
I mellemkrigstiden blev den forsvaret og dermed også den danske flåde tillagt meget lav prioritet hos politikerne – i særdeleshed i perioden 1929-1942 under Thorvald Stauning – og Danmark havde derfor ved 2. verdenskrigs udbrud og under besættelsen en meget lille flåde. Søværnet var efterfølgende i krise, og tilliden til militære og politiske chefer på et lavpunkt. Søværnet samarbejdede under besættelsen indtil 1943 med tyskerne, ved bl.a. at stryge søminer på tværs af de danske bælter, af hensyn til den danske infrastruktur (færgeruter, etc.) efter politisk pres. Spændingerne mellem den tyske besættelsesmagt og det danske forsvar var dog voldsomme, og tog til i landet som helhed i 1942-1943, og den 29. august 1943 overfaldt tyske enheder de danske forsvarsstyrker (Operation Safari). Flådens chef, viceadmiral A. H. Vedel, havde i al hemmelighed overbragt følgende ordre til sine skibschefer: "Flåden må ikke falde i Nazi-Tysklands hænder. Skibscheferne skal derfor enten sænke deres skibe, eller flygte til nærmeste allierede eller neutrale havn." Det lykkedes enkelte enheder at sejle til Sverige, hvor de kom til at indgå i Den Danske Flotille. Af de større skibe blev 32 sænket, 2 var ved Grønland, 4 nåede til Sverige, mens 14 faldt i tyskernes hænder. Af de små skibe nåede ni til Sverige, mens 50 faldt i tyskernes hænder. Tyskerne havde efterfølgende succes med at hæve og reparere 15 af de 32 større skibe, der blev sænket. I november 1943 tillod svenske myndigheder, at 500 danske soldater blev trænet i Sverige som politisoldater, og i efteråret 1944 blev dette tal løftet til 4.800, hvorved der formelt blev oprettet en dansk militær brigade i eksil.
Under den kolde krig thumb|right|Et af Søværnets Mobile Missilbatterier (MOBA) m. Harpoon-missiler fra 1990'erne. Efter 2. verdenskrig blev Danmark i 1949 medlem af NATO hvorefter flåden blev genopbygget, primært ved hjælp af våbenhjælpsprogrammet, der var en militær pendant til Marshall-planen, som fik midler fra USA. Men der blev endvidere indkøbt en række skibe af forskellig type i England, og et antal skibe fra den opløste tyske Kriegsmarine blev overført til Danmark (bl.a. motortorpedobåde).