Finlands generobring af Ladogakarelen (1941) var en militær kampagne som Finland gennemførte i 1941 som led i Fortsættelseskrigen.
Styrker ved kampagnens start Den finske hær var indledningsvis opstillet i en forsvarsstilling, men den 29. juni 1941 skabte den finske øverstkommanderende marskal Carl Gustaf Mannerheim Karelen Hæren under kommando af generalløjtnant Erik Heinrichs, og beordrede den til at forberede et angreb mod Ladogakarelen. Karelen Hæren bestod af det finske 6. Korps der omfattede 5. division og 11. division, 7. Korps, som omfattede 7. division og 9. division, samt gruppe O, som omfattede den finske kavaleri brigade, 1. jægerbrigade og 2. jægerbrigade. Da senere 1. division og 2 regimenter af den tyske 163. division ankom til området blev de tildelt Karelen Hæren.
Overfor Karelen Hæren stod den sovjetiske 7. Arme med 168. Riffeldivision i nærheden af Sortavala og 71. Riffeldivision nord for Jänisjärvi. De sovjetiske styrker havde forberedt feltbefæstninger ved grænsen langs Sortavala og ved de vigtige vejknudepunkter i Värtsilä og Korpiselkä.
Offensiven indledes 300px|thumb|Det længste som finske enheder nåede frem under Fortsættelseskrigen. Grænserne både før og efter Vinterkrigen er vist.
Den 9. juli blev der givet ordre til at indlede offensiven. Opgaven med at gennembryde det sovjetiske forsvar blev tildelt 6. Korps, under kommando af helten fra slaget ved Tolvajärvi, generalmajor Paavo Talvela. Han havde lånt så meget artilleri som muligt fra de andre enheder i Karelen Hæren. 5. division under oberst Eino Koskimies rykkede med kraftig artilleriunderstøttelse mod Korpiselkä den 10. juli, og havde overløbet forsvarerne den følgende morgen. Talvela var ikke tilfreds med Koskimies indsats, som han mente manglede aggressivitet, og lød ham afløse af oberst Lagus.
Lagus forfulgte det 52. sovjetiske infanteriregiment østpå med sine lette enheder og nåede Tolvajärvi den 12. juli. Derefter drejede han mod syd og rykkede frem ad små veje, hvoraf nogle var i så dårlig stand, at hans mænd måtte bære deres cykler. Den 14. juli afskar hans styrker Sortavala-Petrozavodsk jernbanen, og den næste dag nåede de bredden af Ladoga søen, and og afskar de sovjetiske ruter rundt om søen. Den Røde Hær måtte overføre to regimenter og yderligere bataljoner fra det Karelske næs for at lukke hullet på den østlige side af Ladoga søen.
Den 4. juli havde 11. division under oberst Kaarlo Heiskanen) allerede opdaget, at de sovjetiske styrker midlertidigt havde opgivet deres skyttegrave ved grænsen, og de benyttede lejligheden til at erobre dem. Den 9. juli, da den generelle offensiv blev indledt, var de allerede stødt østpå fra deres nye stillinger over det vejløse terræn og havde afskåret vejen fra Korpiselkä til Värtsilä og Suistamo på den østlige bred af Jänisjärvi. Herfra truede de med at omringe de sovjetiske styrker syd for Korpiselkä og de som lå forskanset i Värtsilä. For at undgå omringning måtte de sovjetiske styrker efterlade deres stillinger og trække sig tilbage mod øst. Det sovjetiske 367. infanteriregiment var i stand til at holde sine stillinger nord for Jänisjärvi indtil forsvarerne fra Värtsilä havde trukket sig tilbage dertil den 12. juli. Heiskanen fortsatte med at presse det 367. infanteriregiment rundt om den østlige side af Jänisjärvi og nåede Jänisjoki, der løber fra Jänisjärvi tile Ladoga søen den 16. juli, hvor de gik i defensiven.
Lagus fortsatte straks sin offensiv langs den nordøstlige bred af Ladoga søen. Det sovjetiske 452. motoriserede infanteriregiment ankom fra det Karelske Næs og dets første enheder blev sat i forsvarsposition ved Salmi, hvor Tulemajoki når Ladoga søen. Finske styrker ankom dertil den 18. juli, og tidligt næste morgen indledte de slaget ved at krydse floden 5 km nord for Salmi og det lykkedes dem at afskære vejene, som førte ind til Salmi om eftermiddagen. Næste dag var finnerne i stand til at trænge ind i landsbyen og kun små sovjetiske enheder undslap omringningen. Salmi blev endeligt erobret i de tidlige timer af den 21. juli.
Den forstærkede 5. division fortsatte sin fremrykning så hurtigt som muligt, og krydsede den gamle grænse ved Rajakontu den 22. juli. I mellemtiden havde en kampgruppe under oberst Järvinen sikret den venstre flanke af fremrykningen ved at krydse den gamle grænse ved Känsäselkä og havde den 19. juli erobret landsbyerne Kolatselkä og Palalahti i nærheden af Tulemajärvi, hvor de sikrede veje der første mod nord og øst og fortsatte deres fremrykning mod syd. Den 23. juli indledte den 5. division fra vest og en del af Järvinens styrke fra nord deres angreb på landsbyen Vitele, som blev erobret den følgende morgen. Lagus forsøgte uden held at omringe de retirerende sovjetiske styrker, men nåede om aftenen til Tuuloksenjoki, hvor sovjetiske kampvogne og artilleri stoppede hans lette styrkers fremmarch.
1. Division under oberst Paavo Paalu) var ankommet og tildelt til 6. Korps den 16. juli, men først den 20. juli nåede de frem til den hurtigt vigende front og afløste Järvinen og hans tropper, så de kunne angribe i retning af Vitele, hvorfra de fortsatte med at angribe i retning af Hyrsylä og østpå mod Vieljärvi som de erobrede nogle få dage senere. Tre sovjetiske regimenter og dele af 2 andre regimenter indledte en modoffensiv den 23. juli, og efter fem dages kampe lå frontlinjen fast 10 km øst for Vieljärvi.
Omgruppering og sovjetisk modangreb Den sovjetiske Nordfront omgrupperede sine styrker den 21. juli ved at overføre 168. division og et regiment fra 71. division til 23. arme, som havde ansvaret for forsvaret af det Karelske næs. Samme dag blev 7. arme reorganiseret så den kom til at bestå af to operative grupper. Petrozavodsk Grupen under generalløjtnant M. Antonjuk bestod af et infanteri regiment, to motoriserede regimenter, et panserregiment og nogle uafhængige enheder. Sydgruppen under generalløjtnant V. Tsvetajev bestod af en marinebrigade, to motoriserede regimenter og en række mindre enheder.
Mannerheim havde forstået situationen, og havde allerede den 19. juli beordret angrebet på Vitele-Vieljärvi linjen stoppet, da der fortsat var stærke fjendtlige styrker på den sydvestlige side af Jänisjärvi, og den hurtige fremrykning havde åbnet bredderne på Ladoga søen på højre flanke af 5. division, og det måtte dækkes af.
Mannerheims bekymringer var velbegrundede, idet generalmajor Pavlov, som var kommandør over kystbefæstningerne ved Ladoga søen den 19. juli beordrede 4. marinebrigade til at trænge ind bag de finske stillinger. I de tidlige timer af den 24. juli landede de på Lunkulansaari og Mantsi, to øer lige ved Salmi. Hele den 1., 5. og 11. division var i indsats på daværende tidspunkt, så Talvela måtte skrabe de styrker sammen, som han kunne finde (herunder et brobygningskompagni) for at kaste angriberne tilbage i søen. Ved hjælp af tungt artilleri, som ødelagde 4 af de 15 involverede skibe, lykkedes det at trænge de sovjetiske marinere tilbage til 3 adskilte lommer, og forsøget på at forstærke disse lommer om morgenen den 25. juli blev slået tilbage. En af de resterende lommer blev elimineret. Den 26. juli landede sovjetiske styrker ved Mantsi og denne gang lykkedes det dem næsten at erobre hele øen før det lykkedes Talvela at forstærke sine styrker der, og kampene fortsatte indtil langt ud på natten den 27. juli hvor den sidste sovjetiske modstand hørte op.
Genoptagelse af offensiven Det finske 7. korps under generalmajor Woldemar Hägglund blev beordret til at angribe langs den højre flanke af 6. Korps mod Sortavala. Halvøen mellem Ladoga søen og den finske grænse var ganske snæver og det vigtige jernbaneknudepunkt vec Matkaselkä lå kun 10 km fra grænsen. Så det var ikke så underligt, at de sovjetiske tropper var begyndt at befæste grænseområdet i dybden, straks efter Freden i Moskva i 1940. Disse befæstninger var svagest i på den nordlige del af fronten, så Hägglund besluttede at sætte sit hovedangreb ind her. Den 7. division forstærket med pionerenheder og hele 7. korps artilleri var koncentreret her. Den 19. division i syd måtte klare sig med sit eget artilleri.
Angrebet blev indledt om aftenen den 10. juli. Mens et kraftigt tordenvejr trak gennem området blev det besluttet at infanteriet skulle angribe uden støtte fra artilleriet, for derigennem at opnå en overraskelse. Planen lykkedes og de fleste sovjetiske styrker blev omringet i deres bunkere, som derefter blev sat ud af spillet med artilleristøtte. I løbet af den næste dag trængte 7. division frem og isolerede sovjetiske tilholdssteder. Om morgenen den 12. juli lykkedes det dem at gennembryde de sovjetiske forsvar af minefelter og befæstninger.
Glæden varede dog kun kort, da den forsvarende sovjetiske 168. division under oberst A. Bondarev viste sig at være meget dygtig i forsvar. Gang på gang lagde den nye minefelter, gravede nye stillinger og skyttegrave og undgik finske omringningsforsøg. Den 168. divisions forsvarskamp blev senere anvendt som lærebogseksempel på forsvarskrig i sovjetiske militærskoler.
7. division nåede den vestlige bred af Jänisjärvi den 13. juli og drejede mod syd.Den 15. juli lykkedes det dem at nå Sortavala-Petrozavodsk jernbanen ved Pirttipohja og omringede forsvarsstyrkerne der.
Den 19. division under oberst Esa Hannuksela) havde den lidet misundelsesværdige opgave at angribe den bedst forsvarede del af 168. divisions front. Hannuksela besluttede sig for at skabe en meget smal og dyb breche ved landsbyen Niinisyrjä, blot 200-300 meter bred og 4 km dyb for at gennembryde den befæstede grænseregion. Det 58. infanteriregiment under oberst Juva skulle gå forrest i angrebet som blev indledt sent om aftenen den 10. juli. Regimentet kæmpede hele natten og den næste dag, og trængte 1½ km frem. Det stod klart, at de ikke havde tilstrækkelig artilleri, så de måtte låne artilleri fra 2. Korps. Regimentet fortsatte angrebet og nåede igennem grænsebefæstningerne den 12. juli. Den sovjetiske 168. division gennemførte et modangreb for at lukke hullet og omringe 58. infanteriregiment, men det lykkedes finnerne at holde fast i korridoren, selv om det lykkedes de sovjetiske tropper at standse brugen af den med artilleri. Det 16. finske infanteriregiment, som fulgte det 58. infanteriregiment lykkedes det at genåbne korridoren om morgenen den 15. juli.
Den 7. division fortsatte sit angreb den 15. juli mod øst langs jernbanen. Den 17. juli lykkedes det den at gennembryde det sovjetiske forsvar på halvøen mellem Jänisjärvi og Vahvajärvi. I mellemtiden rykkede 30. og 51. infanteriregiment fra 7. division østpå mod Jänisjoki, hvor de etablerede kontakt med 11. division den samme dag. 30. og 51. infanteriregiment ryddede den vestlige bred af Jänisjoki og nåede Ladoga søen den 20. juli, hvorefter de begyndte at besætte øerne ved fronten af Sortavala.
37. infanteriregiment fra 7. division blev beordret til at trænge vestpå langs den sydlige bred af Vahvajärvi for at skabe forbindelse til 19. division, som forsøgte at omringe de sovjetiske styrker mellem divisionerne. Bondarev erkendte faren og beordrede det 402. sovjetiske infanteriregiment til at trække sig tilbage. Den 19. division havde fortsat sine angreb mod sydøst, og mellem den 18. og 25. juli foregik der heftige omringnings- og modomringningsforsøg inden det lykkedes finnerne at erobre hovedvejen og afskære jernbanen mellem Sortavala og Matkaselkä, som blev erobret den 18. juli. Det lykkedes sovjetiske styrker at fastholde det 37. infanteriregiment ved landsbyen Särkisyrjä den 18. – 19. juli og igen ved den næste landsby, Ilola, fra den 20. – 22. juli, hvilket gav 402. infanteriregiment mulighed for at trække sig tilbage. Den 25. juli var det lykkedes den 168. sovjetiske division at få rettet sin front ud så den var lettere at forsvare. Den forløb fra Kiteenjoki elven gennem bakkerne ved Tirimäki, Okanmäki og Voinmäki til Tohmajoki elven.