Den Græsk-italienske krig var en konflikt mellem kongeriget Italien og kongeriget Grækenland, som varede fra 28. oktober 1940 til 23. april 1941. Den udgjorde begyndelsen af Balkanfelttoget i 2. Verdenskrig. Fra 6. april 1941 intervenerede Nazityskland på Italiens side, og konflikten går herefter under betegnelsen slaget om Grækenland
Regional politik I midten af 1940 var Mussolini i stigende grad blevet jaloux over Hitlers erobringer og ønskede at bevise overfor sin Aksepartner, at han kunne lede Italien til tilsvarende militære succeser.Ciano (1946), 247* Svolopoulos (1997), 272 Italien havde besat Albanien i foråret 1939 og adskillige britiske støttepunkter i Afrika (Italiens erobring af Britisk Somaliland i sommeren 1940), men kunne ikke prale af sejre i samme størrelse som Nazityskland. Samtidig ville Mussolini understrege Italiens interesser på Balkan, som var truet af Tyskland. Han var pikeret af, at Rumænien, et Balkanland i det der skulle være den italienske indflydelseszone, havde accepteret tysk beskyttelse af dets oliefelter ved Ploieşti midt i oktober foruden sikre baser, hvorfra britiske interesser i det østlige Middelhav kunne angribes.
Efter at den græske diktator Ioannis Metaxas den 28. oktober 1940 havde afvist et italiensk ultimatum, som krævede besættelse af græsk territorium, invaderede italienske styrker Grækenland. Den græske hær svarede igen med et modangreb og tvang italienerne på tilbagetog, og i midten af december havde grækerne besat næsten en fjerdedel af Albanien og holdt 530.000 italienske tropper bundet. I marts 1941 slog en italiensk modoffensiv fejl efter mindre gevinster ved HimareBuell (2002), p. 76. I de første dage af april, mens det tyske angreb på Grækenland begyndte, genoptog den italienske hær sine angreb. Fra 12. april begyndte den græske hær at trække sig tilbage fra Albanien for ikke at blive afskåret ved den hurtige tyske fremrykning. Den 20. april kapitulerede den græske Epirosarmé til tyskerne, og den 23. april blev våbenstilstanden udvidet til også at omfatte italienerne, hvilket i praksis afsluttede den græsk-italienske krig.
Den græske sejr over den indledende italienske offensiv i oktober 1940 var den første allierede sejr på landjorden i 2. Verdenskrig og hjalp med til at hæve moralen i det besatte Europa. Nogle historikere hævder, at det kan have haft indflydelse på hele krigens forløb ved at have tvunget Tyskland til at udskyde invasionen af Sovjetunionen for at hjælpe Italien mod Grækenland. Dette førte til et forsinket angreb og udsatte de tyske styrker for betingelserne i den hårde russiske vinter, hvilket førte til deres nederlag i Slaget om Moskva.Riefenstahl (1987) p. 295
Baggrund Græsk-italienske forbindelser i starten af det 20. århundrede Lige siden Italiens samling havde landet drømt om at opnå stormagtsstatus og eneherredømme i Middelhavet. Senere under den italienske fascisme blev etableringen at et nyt Romersk imperium, som omfattede Grækenland, ofte proklameret af Mussolini.
Allerede i 1910'erne stødte italienske og græske interesser sammen over Albanien og Dodekaneserne. Albanien, Grækenlands naboland mod nordvest, var fra sin grundlæggelse i praksis et italiensk protektorat. Både Albanien og Grækenland krævede kontrol over det nordlige Epiros, som var beboet af en stor græsk befolkningsgruppe. Yderligere havde Italien besat de overvejende græsk-befolkede dodekanesiske øer i den sydøstlige del af det Ægæiske hav siden den italiensk-tyrkiske hær i 1912, og selv om Italien lovede at give dem tilbage i Venizelos-Tittoni overenskomsten i 1919 trak Italien senere sit tilsagn tilbage.Verzijl (1970), p. 396 Der fandt sammenstød sted mellem de to landes tropper under besættelsen af Anatolien, og Italien hjalp tyrkiske nationalister i deres krig mod Grækenland. I kølvandet herpå brugte Mussolinis nye fascistiske regering mordet på en italiensk general ved den græsk-albanske grænse til at bombardere og besætte Korfu, den største af de ioniske øer. Disse øer havde været under venetiansk styre indtil slutningen af det 18. århundrede og et mål for italiensk ekspansionisme. Der fulgte en periode med normalisering, især mens Eleftherios Venizelos var premierminister i Grækenland (1928-1932) og underskrivelsen af en venskabsaftale mellem de to lande den 23. september 1928.
På græsk side gjorde Venizelos store anstrengelser for at normalisere Grækenlands forhold til sine naboer. Efter den græsk-tyrkiske venskabstraktat i 1930 og Balkanpagten i 1934 var truslen fjernet fra Grækenlands traditionelle fjende Tyrkiet. Albanien var for svag til at være en trussel og Jugoslavien, som godt nok af og til pressede på for at få en "frizone" i Thessaloniki, vedligeholdt et godt forhold til Grækenland. Desuden følte begge lande sig truet af bulgarsk revisionisme. Bulgarske tanker om at genvinde det vestlige Thrakien var den alvorligste udenrigspolitiske trussel, som Grækenland stod overfor i 1930'erne. Da Metaxas kom til magten i 1936, blev der lagt planer for en reorganisering af landets væbnede styrker og om en befæstet linje langs den græsk-bulgarske grænse. Linjen blev bygget og opkaldt efter lederen: "Metaxas Linjen". I de følgende år blev der investeret meget i at modernisere hæren. Den gennemgik en teknologisk opgradering og fik stort nyt udstyr og blev i det hele taget dramatisk forbedret i forhold til sin tidligere så beskæmmende tilstand. Den græske regering købte nye våben til de tre arméer, men på grund af de voksende trusler om krig i Europa blev de vigtigste køb i udlandet, som blev foretaget i 1938 og 1939 aldrig, eller kun delvis leveret. Det blev lavet en stor beredskabsplan og store mængder fødevarer og hjælpemidler blev oplagret af hæren rundt om i Grækenland til brug i tilfælde af krig.
Diplomatisk og militær udvikling 1939-1940 Den 7. april 1939 besatte Italien Albanien og fik hermed en direkte landgrænse til Grækenland. Denne handling førte til en britisk og fransk garanti af Grækenlands territoriale integritet, men for grækerne betød denne udvikling, at alle tidligere planer blev skrottet, og man gik i al hast i gang med at forberede sig på et muligt italiensk angreb. Da krigen brød ud i Centraleuropa forsøgte Metaxas at holde Grækenland ude af konflikten, men som den skred frem følte han sig i stigende grad knyttet til Storbritannien, støttet af den anglofile kong Georg 2. af Grækenland, som udgjorde den vigtigste støtte for regimet. Dette var ironisk, for Metaxas havde altid været tyskvenlig og havde bygget stærke økonomiske bånd til Hitlers Tyskland.
På samme tid begyndte italienerne og især guvernøren over Albanien, Francesco Jacomoni, at rejse spørgsmålet om den albanske minoritet i Cham i det græske Epiros som en måde at vinde albansk støtte på. Selv om det viste sig, at den albanske støtte til en "befrielse af Chameria" var afdæmpet, sendte Jacomoni gentagne overoptimistiske rapporter til Rom om albansk støtte. I juni 1940 fandt man det hovedløse lig af Cham lederen Daut Hoxha i nærheden af landsbyen Vrina. Hoxha havde været den militære leder i Cham og var stemplet som en bandit af den græske regering.Vickers, Miranda. The Cham Issue – Albanian National & Property Claims in Greece. Paper prepared for the British MoD, Defence Academy, 2002. Jacomoni beskyldte hemmelige græske agenter for mordet, og da sandsynligheden for et italiensk angreb blev større begyndte han at bevæbne irregulære albanske bander til brug mod Grækenland.
Kort efter Frankrigs fald rettede Mussolini sit fokus mod Grækenland. Ifølge notatet for 3. juli 1940 i hans svigersøn og udenrigsminister grev Galeazzo Cianos dagbog: ...Britiske skibe, måske endda fly får ly og bliver genoptanket i Grækenland. Mussolini er rasende. Han har besluttet at handle.
Den 11. august var beslutningen om krig taget: Mussolini forsætter med at tale om et lynangreb ind i Grækenland i slutningen af september.Ciano (1947) I mellemtiden blev den oprindelige italienske plan om at angribe Jugoslavien lagt på hylden på grund af tysk modstand og mangel på transportmidler.Knox (2000), p. 79
Den 12. oktober 1940 besatte tyskerne de rumænske oliefelter. Denne aktion, som han ikke var informeret om på forhånd, gjorde Mussolini rasende, da han anså det for en tysk indtrængen i Sydøsteuropa, som Italien hævdede var sin indflydelsessfære. Tre dage senere indkaldte han til et møde i Rom for at diskutere invasionen af Grækenland. Kun generalstabschefen marskal Pietro Badoglio gjorde indvendinger og pegede på behovet for at samle mindst 20 divisioner inden en invasion, men den lokale hærchef i Albanien, generalløjtnant Sebastiano Visconti Prasca, hævdede, at der kun var brug for yderligere tre divisioner, og det først efter at den første fase af offensiven (erobringen af Epiros) var gennemført. Mussolini blev forsikret af sin stab om, at krigen mod Grækenland ville være overstået på to uger, og udenrigsminister Galeazzo Ciano (som sagde at han kunne regne med støtte fra adskillige græske personligheder, der ville være lette at købe) fik til opgave at finde en casus belli Buell (2002), p. 52. Den følgende uge blev kong Boris 3. af Bulgarien inviteret med til at tage del i det kommende felttog mod Grækenland, men afslog Mussolinis invitation.
En propagandakrig mod Grækenland blev startet i Italien og gentagne provokationer gennemført, såsom overflyvning af græsk område og flyangreb mod græske krigsskibe, og de kulminerede med, at en italiensk ubåd torpederede og sænkede den lette græske krydser Elli i Tinos havn den 15. august 1940 (en national religiøs helligdag). Trods de klare beviser på at Italien var ansvarlig, bekendtgjorde den græske regering, at angrebet var udført af en ubåd af ukendt nationalitet. Selv om facaden af neutralitet således blev opretholdt, var folket godt klar over hvem de skyldige var (og beskyldte Mussolini og hans udenrigsminister Count Ciano for at stå bag).Buell (2002), p. 54
Italiensk ultimatum og græsk reaktion "Jeg sagde, at vi ville knuse Negus' nyrer. Nu, med samme absolutte sikkerhed, jeg gentager, absolutte, siger jeg jer, at vi vil knuse Grækenlands nyrer."Mussolinis tale i Palazzo Venezia, 18. november 1940MacGregor Knox Mussolini Unleashed, 1939-1941: Politics and Strategy in Fascist Italy's Last War (Cambridge University Press 1986), p. 261
Om aftenen den 28. oktober 1940 afleverede Italiens ambassadør i Athen, Emmanuele Grazzi, et ultimatum fra Mussolini til Metaxas. Heri krævede Il Duce fri adgang for hans tropper til at besætte uspecificerede "strategiske punkter" på græsk område. Grækenland havde været venligt stemt overfor det nationalsocialistiske Tyskland, og især haft gavn af gensidige handelsrelationer, men nu ville Tysklands allierede Italien invadere Grækenland. Metaxas afviste ultimatummet på fransk med ordene: "Alors, c'est la guerre" ("Javel, det betyder krig."). Herved genspejlede han det græske folks vilje til at yde modstand, en vilje som i befolkningen kom til udtryk i betegnelsen "Ohi-dagen", hvor Ohi betyder nej. I løbet af få timer begyndte Italien at angribe Grækenland fra Albanien. Krigsudbruddet blev først bekendtgjort af radioen i Athen tidligt om morgenen den 28. oktober med den berømte to-sætningers meddelelse fra generalstaben: "Siden kl. 6.30 denne morgen, angriber fjenden vore forposter ved den græsk-albanske grænse. Vore styrker forsvarer fædrelandet."