Det Første slag om el-Alamein 1. – 27. juli 1942 var et slag i Ørkenkrigen under 2. verdenskrig, som blev udkæmpet mellem Aksemagternes styrker under ledelse af Erwin Rommel og Allierede styrker under ledelse af Claude Auchinleck. Slaget stoppede aksestyrkernes sidste og længste fremstød ind i Egypten. El-Alamein ligger lidt over 80 km fra Alexandria.
thumb|300px|Operationsområdet i Ørkenkrigen, 1941-42(Klik for at forstørre) Forspil Tilbagetrækning fra Gazala Efter nederlaget i Slaget ved Gazala i juni 1942 var den britiske 8. arme trukket tilbage fra Gazala-linjen til Mersa Matruh ca. 160 km bag den egyptiske grænse. Den 25. juni havde general Claude Auchinleck, briternes øverstkommanderende i Mellemøsten, afskediget Neil Ritchie og selv overtaget kommandoen ver 8. Arme. Han besluttede ikke at lade det komme til kamp ved Mersa Matruh stillingen, da den havde en åben venstre flanke mod syd, af den slags som Rommel havde udnyttet ved Gazala. Han besluttede i stedet at trække sig 160 km længere mod øst til i nærheden af el-Alamein ved Middelhavets kyst. Kun 60 km syd herfor kom man til de dybe skrænter ned til Qattara-sænkningen, som udelukkede muligheden af at kampvogne kunne bevæge sig rundt om den sydlige flanke af hans forsvarsstilling og begrænsede frontens bredde.
Slaget ved Mersa Matruh Mens han forberedte stillingen ved el-Alamein, kæmpede Auchinleck en række forsinkende kampe først ved Mersa Matruh den 26. juni og så ved Fuka den 28. juni. Den sene ændring af ordrerne forårsagede nogen forvirring i de forreste enheder (X og XIII korps) mellem ønsket om at tilføje fjenden tab og hensigten om ikke at blive fanget i Matruh stillingen; men derimod trække sig tilbage i god orden. Resultatet blev dårlig koordination mellem de to forreste Korps og enhederne i dem. Inde i landet fandt den 2. newzealandske division sig omringet af den tyske 21. panserdivision ved Minqar Qaim. Den havde held til at bryde ud om natten den 27. juni og slutte sig til resten af XIII Korps ved Alamein stillingen uden alvorlige tab. Tilbagetrækningen af XIII Korps havde efterladt X Korps i en udsat stilling ved kysten omkring Matruh, og deres tilbagetogslinje var truet. De måtte også bryde ud, og det kostede dem alvorlige tab, herunder nedkæmpelsen af den indiske 29. infanteribrigade ved Fuka. Aksestyrkerne tog mere end 6.000 fanger foruden 40 kampvogne og en enorm mængde forsyninger.Panzer Army Africa Battle Report dated 29 June 1942 K.T.B. 812 page 1 and page 2
Forsvaret ved el-Alamein El-Alamein selv var en ubetydelig jernbanestation ved kysten. 30 km mod syd lå Ruweisat højderyggen, en lav stenet bakkekam, som gav et godt udsyn over mange kilometer af den omliggende ørken. 30 km længere mod syd lå Qattara-sænkningen. Den linje briterne valgte at forsvare strakte sig mellem havet og Qattara sænkningen. Det betød, at Rommel ikke kunne omgå den, som han havde gjort det tidligere, med mindre han tog en enorm omvej og krydsede flyvesandet i Sahara. Inden krigen havde den britiske hær i Egypten været opmærksom på det,Latimer (2002), p. 58 og 8. arme havde indledt bygning af adskillige "kasser", dvs. områder med udgravede stillinger og omgivet af minefelter og pigtråd. De bedst forberedte stillinger lå omkring jernbanestationen i el-Alamein, men i realiteten var det meste af "linjen" blot åben tom ørken.Playfair (1960), p. 332
Den britiske stilling i Egypten var kritisk. Flugten fra Mersa Matruh havde skabt panik i det britiske hovedkvarter i Cairo. På det, der senere blev kaldt "askeonsdag", brændte enheder i bagområdet og den britiske ambassade fortrolige papirer i forventning om at aksestyrker ville nå byen. Aksemagterne troede også at erobringen af Egypten var umiddelbart forestående, og Mussolini, der fornemmede at et historisk øjeblik var nært, fløj til Libyen for at forberede sit triumftog i Cairo.Barr (2005), p. 69
Den 30. juni nærmede Rommels Afrikakorps sig stillingen ved el-Alamein. Aksestyrkerne var udmattede og undertallige, men Rommel var sikker på, at han kunne rykke frem til Nilen. Det var Rommels plan, at den 90. 'Afrika' division skulle afskærme den 1. sydafrikanske Division, som havde bemandet den nordligste del af linjen ved el-Alamein, mens 15. og 21. panserdivision stødte forbi Ruweisat bakken. Aksestyrkerne var imidlertid ikke klar over tilstedeværelsen af 18. indiske brigade, som havde indtaget en udsat position lige vest for Ruweisat højderyggen ved Deir el Shein sent den 28. juni, efter at være hastet dertil fra Irak. Mackenzie (1951), p.580
Slaget Panzer Arme Afrika angriber Den 1. juli angreb den 90. lette tyske infanteridivision ved kysten, men den 1. sydafrikanske division i Alamein boksen afviste angrebet med støtte fra tungt artilleri.Barr (2005), p. 81 Omkring kl. 10 om formiddagen den 1. juli angreb 21. panserdivision Deir el Shein. 18. indiske brigade holdt ud hele dagen i desperate kampe, men da aftenen faldt på, var det lykkedes tyskerne at løbe dem over ende. De havde imidlertid skaffet tilstrækkelig tid til, at Auchinleck kunne organisere et forsvar af den vestlige side af Ruweisat højderyggen.Mackenzie (1951), pp.581–582
Den 2. juli beordrede Rommel offensiven genoptaget og forventede at Afrikakorpset skulle køre over Ruweisat-bakken og falde sydafrikanerne i flanken ved Alamein. På dette tidspunkt havde Afrikakorpset kun 37 kampvogne tilbage, mens det britiske forsvar af bakken byggede på en improviseret formation kaldet Robcol, som bestod af et regiment af feltartilleri og let antiluftskyts og et infanterikompagni. Robcol var i tråd med sædvanlig britisk praksis for ad-hoc formationer navngivet efter sin chef, brigadegeneral Robert Waller, artillerichefen for den 10. indiske division. Mackenzie (1951), p. 582 Robcol skaffede mere tid, og sidst på eftermiddagen sluttede to pansrede britiske brigader sig til. De slog gentagne akseangreb med kampvogne tilbage, og tyskerne trak sig tilbage før solnedgang. Briterne forstærkede Ruweisat om natten den 2. juli. Den nu forstærkede Robcol blev til Walgroup. Mens alt dette foregik udsatte RAF aksestyrkerne for kraftige luftangreb.Barr (2005), p. 88
Den næste dag, 3. juli, genoptog Rommel angrebet på Ruweisat højderyggen. Denne gang var det XX italienske motoriserede korps, som førte an, en indikator på hvor udmattet og hvor lav styrke Afrikakorpset havde tilbage. I løbet af morgenen stoppede kombinationen af artilleribeskydning og stadige luftangreb aksestyrkernes angreb. Den 3. juli fløj RAF i alt 780 togter. Selv om det var lykkedes briterne at stoppe Afrikakorpset gjorde den italienske Ariete panserdivision indledningsvis gode fremskridt langs Ruweisat højderyggen, indtil de stødte på de mere talrige og bedre pansrede britiske kampvogne fra 4. panserbrigade.
For at lette presset på højre side og centrum af 8. arme rykkede XIII korps på venstre side frem fra Qattara boksen (som newzealænderne kaldte Kaponga boksen). Planen var at 2. Newzealandske division sammen med resterne af 5. indiske division og 7. motoriserede brigade skulle svinge nordpå og true aksestyrkernes flanke og bagland. Denne styrke stødte på Ariete panserdivisionens artilleri, som rykkede frem på divisionens sydlige flanke da den angreb Ruweisat. Den italienske hærchef beordrede sine bataljoner til hver især at kæmpe sig ud af omringningen, men Ariete mistede 531 mand, hvoraf omkring 350 blev taget til fange foruden 36 kanoner, 6 eller 8 kampvogne og 55 lastbiler.Mitcham (2007), p. 113 Ved dagens slutning havde Ariete Divisionen kun 5 kampvogne tilbage.Walker.I, (2003), p.141 Et heftigt kampvognsslag mellem Afrikakorpset og 22. og 4. panserbrigade spolerede Rommels forsøg på at genoptage angrebet. Barr (2005), p. 92
Den newzealandske gruppe genoptog fremrykningen den 5. juli; men kraftig ild fra Brescia divisionen ved El Mreir fik XIII Korps til at stoppe angrebet.
Rommel graver sig ned På dette tidspunkt besluttede Rommel at hans udmattede styrker ikke kunne komme længere uden hvile og omgruppering. Afrikakorpset havde blot 36 kampvogne, hans tre tyske divisioner havde kun 1.200 til 1.500 mand hver og hans mænd var udmattede og opererede for enden af deres lange forsyningslinjer. Den 4. juli beordrede Rommel aksestyrkerne til at gå i defensiven.
Rommel led på dette tidspunkt under den udstrakte længde af hans forsyningslinjer. De allieredes Desert Air Force koncentrerede sig kraftigt om hans spinkle og langstrakte forsyningslinjer, mens britiske mobile enheder, som rykkede vestpå og slog til sydfra skabte kaos i aksestyrkernes bagland.Clifford (1943), p.285 Rommel havde endnu sværere ved at tåle disse tab, da forsyningerne fra Italien var blevet kraftigt reduceret. I juni modtog han blot 5.000 tons forsyninger mod 34.000 tons i maj og 400 køretøjer sammenlignet med 2.000 i maj. I mellemtiden reorganiseredes og genopbyggedes den 8. arme, som kunne udnytte sine korte kommunikationslinjer. Den 4. juli var den 9. australske division nået frem til fronten i nord og den 9. juli vendte 5. indiske infanteribrigade tilbage og overtog stillingen ved Ruweisat. Samtidig forstærkede den nye indiske 161. infanteribrigade den udmarvede indiske 5. infanteridivision. Mackenzie (1951), p. 583
Tel el Eisa Før daggry den 10. juli angreb den 26. australske brigade mod højderyggen nord for Tel el Eisa stationen ved kysten (Trig 33). Angrebet blev forberedt med den største artilleribeskydning, som man endnu havde oplevet i Nordafrika, og som spredte panik blandt de uerfarne soldater i den italienske "Sabratha" Division, som netop havde besat de sparsomme stillinger i området. Johnston and Stanley (2002), p.58Caccio-Dominioni (1966), pp. 70-71Bates (1992), pp.139-141Scoullar (1955), p. 205 Det australske angreb tog mere end 1.500 fanger, slog en italiensk division på flugt, og overløb det tyske Radioaflytningskompagni 621.Playfair (1960), p. 346Stewart (2002), p. 125 Elementer fra den lette tyske 164. division og den italienske “Trieste” og stoppede hullet i aksestyrkernes front. Johnston and Stanley (2002), p. 65Scoullar (1955), p. 220 Samme eftermiddag og aften angreb kampvogne fra 15. panserdivision og den italienske "Trieste" division de australske stillinger, men modangrebene mislykkedes overfor overvældende allieret artilleri og de australske panserværnskanoner.Bates (1992), pp. 141-142Caccio-Dominioni (1966), p. 74.
Ved daggry den 11. juli angreb den 26. australske brigade den vestlige ende af Tel el Eisa højderyggen (Point 24).Johnston and Stanley (2002), p. 67 Der blev erobret et område, og det blev holdt under en række modangreb fra aksestyrkerne dagen igennem, og der blev taget over 1.000 italienere til fange. Johnston and Stanley (2002), p. 68Bates (1992), p. 143Barr (2005), p. 114. Den 12. juli indledte den 21. panserdivision et modangreb mod Trig 33 og Point 24, som blev slået tilbage efter 2½ times kamp, med mere end 600 tyske døde og sårede efterladt strøet ud over området foran de australske stillinger.Johnston and Stanley (2002), p. 70. Næste dag angreb 21. panserdivision mod Trig 33 og sydafrikanske stillinger i Alamein boksen.Johnston and Stanley (2002), p. 72 Angrebet blev standset med intens artilleribeskydning fra forsvarerne. Rommel var stadig fast besluttet på at drive briterne væk fra det nordlige frontfremspring. Selv om de australske forsvarere var blevet tvunget tilbage fra Point 24, havde den 21. panserdivision lidt svære tab.Johnston and Stanley (2002), pp. 73-76Bates (1992), p. 145 Maughan.B, Tobruk and El Alamein, Australian Official War History, Vol.III, (1966) pp.565-566, http://www.awm.gov.au/cms_images/histories/19/chapters/12.pdf . Endnu et angreb blev iværksat den 15. juli, men kom ingen vegne mod kraftig modstand. Den 16. juli angreb australierne med støtte fra britiske kampvogne for at prøve at generobre Point 24, men blev tvunget tilbage af tyske modangrebJohnston and Stanley (2002), pp. 78-80 og led tab på næsten 50%.Johnston (2003), p. 86