thumb|upright=1.3|Toledo Symphony Orchestra.Klassisk musik refererer generelt til kunstmusik fra den vestlige verden, som anses for at være forskellig fra vestlig folkemusik og populærmusik. Betegnelsen vestlig klassisk musik bruges nogle gange for at skelne den fra ikke-vestlige kunstmusiktraditioner, da "klassisk musik" også kan dække over dem. Klassisk musik kendetegnes ofte ved formel struktur og kompleksitet i både musikalisk form og harmonisk opbygning, særligt gennem brugen af flerstemmighed. Musikken har, siden mindst det 9. århundrede, primært eksisteret som en nedskrevet tradition, hvilket har ført til udviklingen af et avanceret nodesystem og en tilhørende litteratur om analytisk, kritisk historieskrivning, musikvidenskab og filosofi. Som en grundpille i vestlig kultur ses klassisk musik ofte i lyset af individuelle komponister eller komponistgrupper, hvis værker, personlighed og idéer har været afgørende for dens udvikling.
Musikken udspringer fra kirkelig og hoflig mæcenat i Vesteuropa, og det tidligste bevarede middelaldermusik er hovedsageligt religiøs, enstemmig og vokal, stærkt præget af musikken i det antikke Grækenland og Rom, som har påvirket teori og tankegang. De ældste kendte manuskripter stammer fra Det karolingiske rige (800–888), hvor gregoriansk sang begyndte at samle de forskellige vestlige koralsangtraditioner. Musikalske centre opstod ved klosteret i Sankt Gallen, klosteret Saint Martial og Sankt Emmerams kloster, mens 1000-tallet bragte nodelinjesystemet og større produktion fra middelalderens musikteoretikere. I midten af 1100-tallet blev Frankrig Europas førende musikcenter: den religiøse Notre-Dame-skole udforskede for første gang rytmiske mønstre og flerstemmighed på en organiseret måde, mens verdslig musik blomstrede gennem troubadour- og trouvère-traditionerne, som ofte blev båret af adelsmænd, der selv var digtere og musikere. Dette kulminerede i den hofstøttede franske ars nova og den italienske Trecento, som videreudvikledes til , en stilart kendetegnet ved ekstrem rytmisk variation. Fra begyndelsen af 1400-tallet videreførte renæssancemusikkomponister fra den betydningsfulde franko-flamske skole de harmoniske principper fra den engelske contenance angloise, og hævede det vokale niveau for messe og motet. Norditalien blev herefter centrum for musikudvikling, hvor den romerske skole forfinede flerklangsteknikker i former som madrigal, hvilket inspirerede den kortlivede engelske madrigalskole. left|thumb|Medlemmer af et ungdomsorkester takker for bifald efter optræden. Barokmusikken (1580–1750) introducerede en vis standardisering af tonaliteten, og instrumentalmusik fik større betydning og udviklede sig til store ensembler. Italien forblev førende og blev arnested for operaen, den solistcentrerede koncertform, den organiserede sonatestruktur samt de omfattende vokalformer oratorium og kantate. Teknikken fuga, som Johann Sebastian Bach mestrede, eksemplificerede barokkens forkærlighed for kompleksitet, hvilket affødte reaktioner i form af de enklere, sangbare stilarter galant stil og empfindsamkeit. I den kortere, men afgørende klassiske periode (1730–1820) skabte komponister som Wolfgang Amadeus Mozart, Joseph Haydn og Ludwig van Beethoven berømte værker inden for absolut musik, herunder symfonier, strygekvartetter og koncertværker. Den efterfølgende romantiske musik (1800–1910) lagde vægt på programmusik, hvor lied, symfonisk digt og forskellige klavergenrer var vigtige medier. Denne periode dyrkede virtuositet, storladne formater og kombinerede filosofi og musikalsk nationalisme – alt sammen elementer, der kom til udtryk i operaerne af Richard Wagner.
I det 20. århundrede opløstes den stilistiske ensartethed gradvist, mens popmusik fik en mere dominerende rolle. Mange komponister tog afstand fra tidligere teknikker og former i modernismens navn; nogle opgav tonalitet til fordel for serialisme, mens andre lod sig inspirere af folkemelodier eller impressionistiske idéer. Efter Anden Verdenskrig foretrak publikum for første gang ældre værker frem for nyere kompositioner, en præference som blev styrket af kommercielle indspilningers udbredelse. Tendenser fra midten af det 20. århundrede og frem til i dag inkluderer Ny enkelhed, Ny kompleksitet, minimalmusik, spektralmusik samt nyere strømninger som postmodernistisk musik og postminimalisme. Klassisk musik er blevet stadig mere global med vigtige aktører fra Amerika, Afrika og Asien, mens symfoniorkestere og operahuse i dag findes over hele verden.
Klassisk musik opfattes normalt også som en modsætning til rytmisk musik (jazz og rock).
Terminologi og definition
Ideologiske oprindelser
Både det engelske ord classical og det tyske modstykke Klassik stammer fra det franske classique, som igen er afledt af det latinske classicus. Dette latinske ord henviste oprindeligt til den højeste samfundsklasse blandt borgere i det antikke Rom. I romersk anvendelse blev begrebet senere anvendt til at adskille højt ansete litterære figurer; den romerske forfatter Aulus Gellius omtalte forfattere som Demosthenes og Vergil som classicus. I løbet af Renæssancen havde adjektivet fået en mere generel betydning: en indgang i Randle Cotgraves ordbog fra 1611, A Dictionarie of the French and English Tongues, er blandt de tidligste kendte definitioner, hvor classique oversættes som "klassisk, formel, ordentlig, i passende eller korrekt rækkefølge; også godkendt, autentisk, førende, væsentlig". Musikforskeren Daniel Heartz sammenfatter dette til to betydninger: 1) en "formel disciplin" og 2) et "forbillede for udmærkelse". Ligesom Gellius anvendte senere renæssancelærde, der skrev på latin, ordet classicus om forfattere fra klassisk oldtid; dog udviklede denne betydning sig langsomt og var i nogen tid underordnet de bredere klassiske idealer om form og udmærkelse. Litteratur og billedkunst—hvor der fandtes mange overleverede græske og romerske værker—kom efterhånden til at bruge betegnelsen "klassisk" i relation til den klassiske oldtid, men næsten ingen musik fra den tid var tilgængelig for renæssancens musikere, hvilket begrænsede forbindelsen mellem klassisk musik og Den græsk-romerske verden.
Det var i 1700-tallets England, at betegnelsen 'klassisk' "først kom til at betegne en bestemt kanon af værker i opførelse". London havde udviklet en betydelig offentlig koncertscene, uden sidestykke i andre europæiske byer. Det kongelige hof havde gradvist mistet sit monopol på musik, i høj grad som følge af den ustabilitet, som Englands Commonwealths opløsning og den Glorværdige revolution medførte for hofmusikerne. I 1672 begyndte den tidligere hofmusiker John Banister at afholde populære offentlige koncerter på en kro i London; hans succes banede vejen for offentlig koncertkultur i London. Opfattelsen af "klassisk"—eller oftere "gammel musik"—opstod, stadig baseret på principperne om form og udmærkelse, og ifølge Heartz spillede "borgerlig ritual, religion og moralsk aktivisme en væsentlig rolle i denne nye musiksmag". Fremførelsen af denne slags musik blev specialiseret af Det oprindelige Akademi for Gammel Musik og senere ved Koncerter for Antik Musik, hvor udvalgte komponister fra det 16. og 17. århundrede blev fremført, især Georg Friedrich Händel. I Frankrig oplevede landet under Ludvig 14. () en kulturel blomstring, og mod slutningen af hans regeringstid blev forfattere som Molière, Jean de La Fontaine og Jean Racine anset for at have overgået oldtidens storværker. De blev derfor betegnet som "klassiske", ligesom musikken af Jean-Baptiste Lully (og senere Christoph Willibald Gluck) blev omtalt som "klassisk fransk opera". I det øvrige kontinentaleuropa skete afvisningen af at sidestille "klassisk" med den græsk-romerske verden langsommere, primært fordi dannelsen af musikalske kanoner var minimal eller forbeholdt overklassen.
Mange europæiske kommentatorer i begyndelsen af 1800-tallet begyndte at samles omkring en fælles forståelse af begrebet klassisk musik: at kontrastere de ældre komponister Wolfgang Amadeus Mozart, Joseph Haydn og – med undtagelse af nogle af Beethovens senere værker – Ludwig van Beethoven mod den fremvoksende stil kendt som Romantisk musik. Disse tre komponister blev især samlet under betegnelsen Den første wienske skole, også kaldet de "wienske klassikere", hvilket dog er en sammenslutning, der til tider anses som problematisk, eftersom ingen af de tre var født i Wien, og både Haydn og Mozarts tid i byen var begrænset.
Selvom dette var en ofte fremført karakterisering, var det ikke en streng definition. I 1879 definerede komponisten Charles Kensington Salaman følgende komponister som klassiske: Bach, Händel, Haydn, Mozart, Beethoven, Weber, Spohr og Mendelssohn.
Mere generelt anvendte nogle forfattere betegnelsen "klassisk" som en ros til anerkendte værker fra forskellige komponister – især dem, der havde skabt mange værker inden for etablerede genrer.
Nutidig forståelse I dag er begrebet "klassisk musik" stadig uklart og har mange betydninger. Udtryk som "kunstmusik", "kanonisk musik", "dyrket musik" og "seriøs musik" bruges ofte som synonymer. Udtrykket "klassisk musik" henviser ofte (implicit eller eksplicit) kun til den vestlige verden, og samtidig udelukker mange akademiske fremstillinger af "vestlig musik" alt, der ikke er klassisk musik fra Vesten.
En yderligere kompleksitet opstår, når begrebet "klassisk musik" bruges om ikke-vestlig kunstmusik, som udviser lignende langvarige og komplekse karakteristika. Eksempler på dette er Indisk klassisk musik (herunder karnatisk musik, hindustansk musik og odissi-musik), Gamelanmusik samt forskellige musikalske stilarter fra kejserhoffet i Kina. Derfor begyndte man i slutningen af det 20. århundrede at bruge begreber som "vestlig klassisk musik" og "vestlig kunstmusik" for at præcisere betydningen. Musikforskeren Ralph P. Locke påpeger dog, at ingen af disse betegnelser er helt dækkende, da de skaber en "interessant komplikation", når man f.eks. ser på komponister inden for vestlig kunstmusik, som kommer fra ikke-vestlige kulturer.
Kendetegn som kompleks musikform og avanceret harmonisk struktur er almindelige træk ved klassisk musik. Oxford English Dictionary (OED) tilbyder tre definitioner af ordet "klassisk" i relation til musik: "anerkendt for sin kvalitet og fortræffelighed" "vedrørende en formel musiktradition, i modsætning til populær- eller folkemusik" og mere specifikt, "vedrørende europæisk formel musik fra slutningen af det 18. til begyndelsen af det 19. århundrede, kendetegnet ved harmoni, balance og overholdelse af etablerede kompositionsformer". Den sidste definition henviser til det, der i dag omtales som den klassiske periode, en særlig stilistisk epoke i europæisk musik, som strakte sig fra midten af det 18. århundrede til begyndelsen af det 19. århundrede.
Historie Oprindelse Den vestlige klassiske tradition har sine formelle rødder i musik skabt af og for den tidlige kristne kirke. Det antages, at de første kristne ønskede at distancere sig fra den fremherskende græske og romerske musik, eftersom disse traditioner var tæt forbundet med hedensk religion, som kristendommen både havde forfulgt og selv været forfulgt af. Dette gør det vanskeligt at fastslå præcist, hvor meget den kristne kirkemusik – og dermed hele den klassiske musikarv – er blevet påvirket af tidligere antikke musiktraditioner. Dog blev holdningerne til musikkens rolle i samfundet i høj grad formet af græske og romerske tænkere og musikteoretikere.