Feltmarskal Alan Francis Brooke, 1st Viscount Alanbrooke KG, GCB, OM, GCVO, DSO med bjælke (23. juli 1883 – 17. juni 1963) var en højtstående general i den britiske hær. Han var chef for imperiegeneralstaben under 2. verdenskrig og blev udnævnt til feltmarskal i 1944. Som formand for stabschefernes komite var Brooke den øverste militære rådgiver for premierminister Winston Churchill og betragtes som en af de vigtigste arkitekter bag de allieredes sejr i 1945. Efter at være trådt ud af hæren gjorde han tjeneste som Lord High Constable of England (Rigskonstabel af England) under kroningen af Elizabeth 2. af Storbritannien i 1953. Hans krigsdagbøger påkaldte sig interesse på grund af deres kritik af Churchill og på grund af Brookes oprigtige syn på andre ledende skikkelser i krigen.
Baggrund og tidlige liv Alan Brooke blev født i 1883 i Bagnères-de-Bigorre i Frankrig ind i en fremtrædende engelsk-irsk familie med stærke militære traditioner. Han var den sjette søn og det niende barn af Sir Victor Brooke, 3rd Baronet, af Colebrooke, Brookeborough, County Fermanagh, og hans kone Alice Bellingham, anden datter Sir Alan Bellingham, 3rd Baronet af Castle Bellingham i County Louth.
Brooke blev uddannet i Frankrig, hvor han boede, indtil han var 16 og på Royal Military Academy, Woolwich. Den 24. december 1902 blev han sekondløjtnant i Royal Regiment of Artillery. Takket være sin opvækst i Frankrig talte han flydende fransk. Under 1. Verdenskrig gjorde han tjeneste ved Royal Artillery i Frankrig, og ved krigens slutning var han blevet oberstløjtnant med ry for at være en fremragende operationsplanlægger. Mellem krigene var han underviser ved Staff College, Camberley og Imperial Defence College, hvor han lærte de fleste af de fremtidige øverste britiske militære chefer i 2. Verdenskrig at kende.
Anden verdenskrig Efter udbruddet af 2. verdenskrig havde Brooke kommandoen over 2. Korps i British Expeditionary Force – der blandt sine tilknyttede enheder havde 3. division, der blev ledet af den daværende generalmajor Bernard Montgomery – og han udmærkede sig i håndteringen af de britiske styrker under tilbagetrækningen til Dunkerque. Kort efter evakueringen fra Dunkerque blev han sendt tilbage til Frankrig for at overtage kommandoen over de resterende britiske tropper i landet. Brooke erkendte snart, at situationen var uoprettelig, og i sin første samtale med premierminister Winston Churchill anbefalede han, at alle britiske tropper skulle trækkes tilbage fra Frankrig, hvilket de efterfølgende blev.Alanbrooke (2001), dagbogsblad 14. juni 1940. I juli 1940 blev han udpeget til at være chef for United Kingdom Home Forces og tage hånd om de britiske forberedelser til at afvise en tysk landgang på Englands sydkyst. I december 1941 blev han udpeget til Chief of the Imperial General Staff – chef for imperiegeneralstaben eller CIGS, som det normalt forkortes. Senere blev han også formand for stabschefernes komite, og han beholdt begge disse poster indtil sin pensionering fra aktiv tjeneste i 1946.
I det meste af 2. Verdenskrig var Brooke den vigtigste militære rådgiver for premierminister Winston Churchill (som også var forsvarsminister), krigskabinettet og Storbritanniens allierede. Som CIGS var Brooke hærens øverste leder, og som formand for stabschefernes komite, som han dominerede med sit intellekt og personlighed, tog han den militære hovedrolle i den overordnede strategiske styring af krigen. I 1942 blev Brooke medlem af de Vestallieredes overkommando, det amerikansk-britiske Combined Chiefs of Staff.
350px|thumb|upright|right|Brooke (t.v.) og Churchill besøger Montgomerys mobile hovedkvarter i Normandiet, 12. juni 1944.
Alan Brookes fokus var primært på det europæiske operationsområde. Han så sin vigtigste opgave i at fastholde et stærkt pres på Aksemagterne i Nordafrika og Italien, så Middelhavet kunne blive åbnet for allieret skibsfart og derpå, når de allierede var parat, og tyskerne tilstrækkelig svækket, at gennemføre en invasion over Den engelske Kanal. Alanbrooke (2001), dagbogsblad 17. juli 1942. Det var stort set den strategi, der blev gennemført, om end ikke altid efter at amerikanerne havde været enige fra starten. Deres stærke ønske om en hurtig invasion af Vesteuropa var i modsætning til Brookes og briternes holdning om vigtigheden af operationerne i Middelhavet. Ikke alle Brookes planer lykkedes dog. F.eks. havde han håb om at bringe Tyrkiet ind i krigen på allieret side, men det håb, indrømmede han efter krigen, havde været en "vild drøm".Alanbrooke (2001), dagbogsblad 1. februar 1943.
Posten som CIGS gav knap så stor tilfredsstillelse som at være feltherre på en vigtig krigsskueplads, men CIGS udvalgte de generaler, som skulle lede tropperne på krigsskuepladserne, og hvilke mænd og våben de skulle udstyres med. Når det drejede sig om at finde de rigtige generaler, klagede han ofte over, at mange officerer, som ville være blevet gode generaler var blevet dræbt under 1. Verdenskrig, og at det var en af årsagerne til, at briterne havde det svært i starten af krigen. Det lader ikke til, at han har tænkt på, at tyskerne ikke lod til at have det samme problem, selv om det burde have ramt dem i samme omfang. Da general Claude Auchinleck skulle udskiftes som chef for den britiske 8. Arme i 1942, foretrak Brooke Bernard Montgomery frem for generalløjtnant William Gott, som var Churchills kandidat. Kort efter blev Gott dræbt ved nedskydningen af et fly, og Montgomery fik posten. Brooke tænkte senere på den tragiske hændelse, som førte til udpegningen af Montgomery, som en indgriben fra Gud.Alanbrooke (2001), dagbogsblad 7. august 1942 Tidligere i 1942 var Brooke selv blevet tilbudt kommandoen over de britiske styrker i Mellemøsten. Brooke afslog, fordi han regnede med, at han nu bedre end nogen anden general vidste, hvordan man skulle håndtere premierminister Churchill, som for ofte lod sig påvirke af ukloge råd fra ukvalificerede personer.Alanbrooke (2001), entry 6 August 1942
Et år senere var krigslykken vendt, og Brooke troede ikke længere, at det var nødvendigt at blive ved Churchills side. Han så derfor frem til at overtage kommandoen over Operation Overlord, den allierede invasion i Normandiet, en post som han troede, at han var blevet lovet af Churchill ved tre lejligheder; men under konferencen i Quebec i august 1943 blev det besluttet, at opgaven skulle gå til den amerikanske general George C. Marshall. (Selv om det viste sig, at Marshalls arbejde som stabschef for den amerikanske hær var for vigtigt til, at han kunne forlade Washington DC, og en anden amerikansk general, Dwight D. Eisenhower, endte med at blive udpeget.) Brooke var dybt skuffet, både over at være blevet forbigået, og over hvordan Churchill overbragte ham nyheden. Ifølge Brooke "behandlede han sagen, som om det var en af mindre betydning".Alanbrooke (2001), dagbogsblad 15. august 1943. Se også blade for 15. juni, 7. juli og 14. juli 1943.
thumb|upright|right|Statue af feltmarskal The Viscount Alanbrooke, forsvarsministeriets bygning i Whitehall, London.
Forholdet til Churchill I årene som CIGS havde Alan Brooke ofte et stormfuldt forhold til Winston Churchill. Brooke var ofte frustreret over premierministerens vaner og arbejdsmetoder, hans fornærmelser mod generaler og konstante indblanding i strategiske forhold. På samme tid var Brooke en stor beundrer af Churchill for den måde, han inspirerede de allierede, og den måde hvorpå han bar den tunge byrde som krigsleder. I en typisk passage i Brookes krigsdagbog beskrives Churchill som et "geni blandet med en forbløffende mangel på udsyn – han er helt klart den sværeste at arbejde sammen med af alle, jeg har været ude for, men jeg ville for intet i verden have undværet at arbejde sammen med ham!".Alanbrooke (2001), entry for 30 August 1943.
Når Chuchills mange fantasifulde strategiske ideer var på kollisionskurs med sund militær strategi, var det kun Alan Brooke i stabschefernes komite, som kunne modstå premierministeren. Churchill sagde om Brooke: “Når jeg slår i bordet og læner mig ind over ham, hvad gør han så? Slår hårdere i bordet og stirrer tilbage på mig. Jeg kender disse Brookes-folk, stivnakkede Ulsterfolk, og der er ingen, det er sværere at håndtere end dem!” Winston S. Churchill, The Second World War, 6 vols (London: Cassell, 1948-54), Vol II, pp. 233-34John Colville, The Fringes of Power:Downing Street Diaries, 2 Vols (London: Sceptre 1986 and 1987) Vol. 1 p. 530 Det er blevet sagt, at en del af Churchills storhed var, at han udpegede Brooke som CIGS og beholdt ham under hele krigen.
Et generelt klagepunkt fra Brooke var, at Churchill ofte gik ind for en spredning af styrkerne, hvor han selv foretrak koncentration. Brooke var især irriteret over Churchills ide om at erobre den nordlige spids af Sumatra.Se f.eks. Alanbrooke (2001), dagbogsblade for 8. og 19. august 1943, 28. september 1943 og 8. august 1944. Men i nogle tilfælde så Brooke ikke den politiske dimension af strategien i samme grad som premierministeren. Brooke var f.eks. skeptisk overfor den britiske intervention i Grækenland i slutningen af 1944, idet han troede, at det var en operation, som kanaliserede tropper væk fra den centrale front i Tyskland; men på dette tidspunkt var krigen i praksis vundet, og Churchill så muligheden for at forhindre, at Grækenland blev en kommunistisk stat.Fraser (1982), pp.471-473.
Balancen i stabschefernes komite ændrede sig dramatisk i oktober 1943, da admiral Andrew Cunningham efterfulgte Admiral Dudley Pound som First Sea Lord. Brooke fik nu en trofast allieret i sine meningsudvekslinger med Churchill.Reynolds (2005), p 405. Dette blev afspejlet i det mest alvorlige sammenstød mellem premierministeren og stabscheferne om de britiske forberedelser til de afsluttende faser af Stillehavskrigen. Brooke og de øvrige stabschefer ønskede at opbygge styrkerne i Australien mens Churchill ønskede at bruge Indien som base for den britiske indsats. Det var et spørgsmål, som stabscheferne var villige til at tage deres afsked på, men i den sidste ende blev der fundet et kompromis.Fraser (1982), pp.410-421.
Trods deres mange uenigheder holdt Brooke og Churchill af hinanden. Efter et kraftigt sammenstød sagde Churchill til general Hastings Ismay, at han ikke troede, at han kunne fortsætte med at arbejde med Brooke, for "han hader mig. Jeg kan se hadet i hans øjne". Brooke svarede Ismay: "Hader ham? Jeg hader ham ikke, jeg elsker ham. Men hvis jeg begynder at sige til ham, at jeg er enig, når jeg ikke er det, så er det på tide at slippe af med mig, for så kan jeg ikke hjælpe ham". Da Churchill fik dette at vide, mumlede han: "Den kære Brooke".
Vurdering Alan Brooke, eller "Brookie" som han blev kaldt, anerkendes som et af de dygtigste tænkere i den britiske hær. Han var hurtig i tanke og tale og dybt respekteret af sine militære kolleger, både blandt briter og allierede, om end hans kompromisløse holdning kunne gøre amerikanerne forsigtige. Hans indflydelse på de Vestallieredes overordnede strategi var enorm, måske den stærkeste overhovedet. Blandt de vigtigste af hans bidrag til krigen var hans udskydelse af etableringen af den Anden front. Partnerskabet mellem Brooke og Churchill var meget vellykket. Kombinationen af Churchills visioner og Brookes jordbundne ledelse af krigen førte Storbritannien til sejr i 1945.Fraser (1982), pp.525-539.
Krigsdagbøger Alan Brooke førte dagbog under hele 2. verdenskrig. Oprindelig var de tiltænkt hans kone, Benita, men blev senere kommenteret af Brooke i 1950'erne. Dagbøgerne indeholder beskrivelser af den daglige ledelse af den britiske krigsindsats (herunder nogle temmelig indiskrete henvisninger til tophemmelige opsnapninger af tysk radiokommunikation),Alanbrooke (2001), se f.eks. dagbogsbladet for 4. november 1942. Brookes tanker om strategi og jævnligt anekdoter fra de mange møder, Brooke havde med de allierede ledere under krigen.