Egypten eller Ægypten (, ; arabisk egyptisk: مَصر, tr. Máṣr), officielt Den Arabiske Republik Egypten (, ), er et transkontinentalt land, som spænder over det nordøstlige hjørne af Afrika og det sydvestlige hjørne af Asien via en landtange dannet af Sinai-halvøen. Det meste af landets areal (1,010,408 km2) ligger i Nordafrika og deler landegrænser med Libyen mod vest, Sudan mod syd, og Gaza-striben og Israel mod nordøst. Den nordlige kyst grænser til Middelhavet, og den østlige kyst til Aqababugten og Rødehavet. Landet deler maritime grænser med Jordan på den anden side af Aqababugten, Saudi-Arabien på den anden side af Rødehavet, og Grækenland, Tyrkiet og Cypern på den anden side af Middelhavet.

Egypten er et af verdens ældste lande og dets historie strækker sig tilbage til 6.-4. årtusinde f.Kr. Det regnes for en af civilisationens vugger, da oldtidens egyptere som nogle af de første mennesker i verden udviklede skriftsprog, landbrug, bykultur, organiseret religion og centraladministration.Midant-Reynes, Béatrix. The Prehistory of Egypt: From the First Egyptians to the First Kings. Oxford: Blackwell Publishers, 2000. Monumentale bygningsværker såsom pyramiderne i Giza, Sfinksen, Memphis, Theben, Karnak og Kongernes Dal vidner om denne tidlige civilisation. Egyptens lange og rige kulturarv er en integreret del af den nationale identitet, der har overlevet og assimileret adskillige udefrakommende påvirkninger, bl.a. fra grækerne, perserne, romerne, araberne, osmannerne og nubierne. Landet var fra omkring d. 1. århundrede et tidligt og vigtigt centrum for kristendommen, men blev islamiseret i 600-tallet og er fortsat et overvejende muslimsk land, omend der findes et betydeligt kristent mindretal.

Fra den muslimske erobring i 600-tallet til 1500-tallet var Egypten underlagt forskellige muslimske kalifater og fra 1500-tallet til 1882/1914, det Osmannerriget og fra 1882/1914 til 1922 Det Britiske Imperium. Den moderne stat Egypten blev grundlagt i 1922, da den opnåede formel uafhængighed fra Storbritannien. Britisk militær var dog fortsat tilstede i landet, og mange egyptere mente, at det egyptiske monarki var udtryk for britisk kolonialisme. Efter revolutionen i 1952, smed Egypten de britiske soldater og bureaukrater ud af landet, nationaliserede Suezkanalen, eksilerede kong Farouk 1. og hans familie, og erklærede sig for en republik. I 1958 oprettede Egypten sammen med Syrien Den Forenede Arabiske Republik, der dog blev opløst allerede i 1961. Anden halvdel af 1900-tallet var præget af sociale og religiøse stridigheder, politisk ustabilitet og væbnede konflikter med Israel i 1948, 1956, 1967 og 1973. I perioden 1948-1967 var Gazastriben underlagt egyptisk kontrol, men med Camp David-aftalen anerkendte Egypten i 1978 Israels uafhængighed. Landet er fortsat præget af politiske uroligheder, såsom 2011-revolutionen og dens efterspil, terrorisme og økonomisk stilstand. Egypten er i dag en præsidentiel republik under præsident Abdel Fattah al-Sisi, som af flere internationale observatører beskrives som autoritær.

Egyptens officielle religion er islam og dets officielle sprog er arabisk."Constitution of The Arab Republic of Egypt 2014." sis.gov.eg. Arkiveret fra originalen 18. juli 2015. Hentet 19. december 2019. Egypten er et af de tættest befolkede områder i Afrika og er med sine 99 millioner indbyggere (2019) det folkerigeste land i Nordafrika, Mellemøsten og den arabiske verden. Det er desuden det 13. folkerigeste land i verden. Hovedparten af dets indbyggere bor ved Nilens bredder, hvor den eneste opdyrkelige jord findes, – på ca. 40.000 km2. De store områder i Sahara-ørkenen, der udgør hovedparten af Egyptens areal, er tyndt befolket. Omkring halvdelen af Egyptens indbyggere bor i bymæssig bebyggelse med de fleste i de tætbefolkede Kairo, Alexandria og andre større byer i Nildeltaet.

Egypten regnes for en regionalmagt i Nordafrika, Mellemøsten og den muslimske verden. Internationalt anses det for en mellemmagt. Egyptens økonomi er en af Mellemøstens største og er blevet spået til at blive en af verdens største. I 2016 overtog Egypten Sydafrikas rolle som Afrikas næststørste økonomi.Chutel, Lynsey. "South Africa just lost its spot as Africa's second largest economy." Quartz Africa. 12. maj 2016. Arkiveret fra originalen 13. november 2017. Hentet 19. december 2019.Shapshak, Tony. "South Africa's Economy Falls To Third Behind Nigeria, Egypt." Forbes. 12. maj 2016. Arkiveret fra originalen 1. december 2017. Hentet 19. november 2017. Egypten er medlem af FN, NAM, Den Arabiske Liga og OIC.

Landets navn thumb|left|Egyptens topografi. thumb|Kort over Egypten. thumb|Feluk på Nilen. På fransk hedder det Égypte, af græsk Aigyptos (der betød både "Nilen" og "Egypten"), fra gammelegyptisk Ha(t)-ka-ptah (= "Tempel for Ptahs ka", skaberguden Ptah, som blev associeret med oldtidsbyen Memphis). Egentlig var Ha-ka-ptah et navn for Memphis, men grækerne opfattede det som navn for hele landet. Egypterne selv kaldte landet Kemet (= Det Sorte land), hvilket refererede til den frugtbare jord i deltaet. På arabisk er navnet Misr, af Mizraim, en søn af den bibelske Ham, Noas søn.

Geografi Egypten ligger i den nordøstlige del af Afrika med grænser mod øst til Gazastriben og Israel, mod nord til Middelhavet, mod vest til Libyen, mod syd til Sudan. Landets areal er godt 1 mio km². Klimaet giver yderst varme og tørre somre og meget milde vintre. Landets højeste punkt, Katharinabjerget (eller Sinaibjerget) 2.642 meter over havet, ligger i den sydlige del af Sinaiørkenen. Egypten har kontrollen over den næsten 200 km lange Suezkanal, den korteste søvej mellem Det Indiske Ocean og Middelhavet.

Landet består af fire større geografiske regioner, Nildalen og deltaet, Den arabiske ørken, Den libyske ørken og Sinaiørkenen. Nildalen er godt 1.530 km lang. I den sydlige del er dalen sjældent mere end tre km bred, nord for Edfu typisk 8–16 km. Fra Kairo og nordpå breder dalen sig ud i det frugtbare delta. Den arabiske ørken er en udvidelse af Sahara. Den indeholder kun få oaser og er stort set ubeboet. Den nubiske ørken er en højslette, som fortsætter ind i Sudan. Sinai-halvøen er også en ørken.

Vigtige byer Abydos, Alexandria, Aswan, Asyut, Al-Mahalla al-Kubra, Gizeh, Hurghada, Luxor, Kairo, Kom Ombo, Port Safaga, Port Saïd, Sharm el-Sheikh, Shubra el-Khema, Suez, Zagazig.

Klima Hovedparten (mere end 90 %) af Egyptens areal er et sterilt ørkenplateau. Landets livsnerve er den frugtbare Nildal, jordens største flodoase, som strækker sig fra Sudan i syd ca. 1.500 km nordpå til Middelhavet. Nildalen er et smalt, grønt bælte (ca. 5–15 km bred), som nær havet breder sig til et stort delta. Landet omkring flodens øvre løb i syd kaldes fra gammel tid Øvre Egypten og deltalandet Nedre Egypten. Syd for Kairo breder ørkner sig på begge sider af Nilen. Den libyske ørken i vest gennemskæres af dybe lavninger (blandt andre Qattaralavningen, 134 m under havet) med oaser og afløbsløse saltsøer. Den arabiske ørken øst for Nilen er en klippeørken med udtørrede floddale (wadier) og høje randbjerge langs kysten mod Det Røde Hav. Højest når massivet på Sinaihalvøen (omtrent 2.600 m.o.h.). Store dele af landet har ekstremt tørt ørkenklima med hede, tørre somre og milde vintre. Kystlandet i nord har middelhavsklima.

Der forekommer regelbundne tørkeperioder. Jordskælv er sjældne men forekommer, i moderne tid var jordskælvet i Kairo 1992 det mest bemærkede, landet rammes også af oversvømmelser og jordskred. Sandstorme er almindelige, især om foråret med en hed sandstorm, som kaldes khamsin.

Miljø Egypten har mange miljøproblemer. Landbrugsjord forsvinder dels på grund af sand, som blæser ind fra Sahara, dels på grund af, at byerne breder sig. Neden for Aswandæmningen vokser jordens saltindhold markant. Den eneste permanente ferskvandskilde er Nilen, så i resten af landet er adgangen til vand meget begrænset. Olieforurening og anden vandforurening truer koralrevene, strandene og det marine dyreliv. Egypten har underskrevet men ikke ratificeret Kyotoprotokollen om klimaforandringer. I 2005 produceredes næsten 75 % af elektriciteten fra naturgas, 14 % fra olie og de resterende 11 % fra vandkraft.

Demografi Uddybende artikel: Egyptens demografi thumb|Egyptens befolkningsudvikling.Bemærk: lodret skala er 1000 indbyggere. Omkring 95% af indbyggerne lever i den smalle Nildal og i floddeltaet (et af jordens tættest befolkede områder, ca. 1.000 indbyggere pr km2. Den yderst hurtige befolkningstilvækst (omtrent en fordobling på en generation) har skabt alvorlige økonomiske og sociale problemer. I voksende antal flytter landdistriktsbefolkningen til storbyerne, som vokser uhæmmet. Mange egyptere er blevet gæstearbejdere i andre arabiske lande. Størstedelen af befolkningen udgøres af arabere. De dominerer i det nordlige Egypten, som i alle tider haft kontakt med Middelhavsverdenen og Mellemøsten; i syd har indbyggerne tydeligere træk af de oldtidige egyptere. Her lever også nubier (et sudanfolk), og i oaserne findes berberfolk. Minoriteter som har spillet en vigtig rolle i antikken og middelalderen er grækere og jøder. Efter arabernes erobring af Egypten i 600-tallet blev arabisk efterhånden hovedsprog, og islam vandt frem. I dag bekender ca. 90 % af indbyggerne sig til islam (flertallet er sunnimuslimer). Det arabiserede Egypten blev et islamisk kulturcentrum (Kairo) med betydelig litteratur og kunst. Efter en nedgang under den tyrkiske tid skete en kulturel renæssance fra 1800-tallets slutning, og i det 20. århundrede er egyptisk litteratur blevet kendt også uden for den arabiske verden. Forud for arabernes ankomst talte egypterne koptisk, som byggede på oldegyptisk (det blev senere alene et kirkesprog). Kopterne kristnedes i 100-tallet e.Kr. og deres kirke fik en meget selvstændig stilling. Alexandria var en tid kristenhedens centrum. I nutiden udgør kopterne ca. 7 % (af landets 10 % kristne) og bor fortrinsvis i Øvre Egypten i syd. Landet har satset store ressourcer på skoler og højere uddannelse, men systemet svigter under trykket af befolkningseksplosionen.Alla Världens Länder 2000 Bonnier Lexikon

Egyptens befolkning skønnes til cirka 80 millioner mennesker i 2010. Årlig befolkningstilvækst i 2010 var 2 %, fødselsraten er mindsket med tiden og beregnes til 2,5 % (2010, et fald fra 2,7 % år i 2002 og fra 4 % år i 1970). Dødeligheden for 2010 beregnedes til 0,5 % (mod 0,6 % i 2002 og 1,7 % i 1970). Gennemsnitslevetiden for kvinder er beregnet til 75,1 år og for mænd 69,8 år. En tredjedel af befolkningen er under 15 år og kun 4,3 % er 65 år og ældre. En forbedring af sundheds- og sygeplejen for børn og mødre har haft høj prioritet, og børnedødeligheden er faldet markant under senere år, fra 71 per 1.000 levendefødte år 1997 og 35 per 1.000 levendefødte i 2002 til 26 per 1.000 levendefødte i 2010.

I 1940-erne var ca. 80 % af den egyptiske befolkning analfabeter. Efter indførelse af tvungen skolegang er andelen faldet til under 50 %. Undervisning er gratis, også på universitetsniveau. Børn mellem 6 og 14 skal have 5+3 års skolegang i underskolen og den videregående skole. "al-Azhar" i Kairo, verdens ældste universitet, grundlagt i 970, varetager islamisk uddannelse. "Ain Shams Universitet" (1950) og "Cairo Universitet" (1908) er Egyptens største. For tiden 2005-2008 var 34 % af befolkningen analfabeter.) Denne andel er siden officielt faldet til 28,6 %

Arbejdsløshed: i 2010 beregnedes 9,7 % at være arbejdsløse (mod 9,4 % i 2009)

Bosætning thumb|Befolkningstæthed