Harald Høffding (født 11. marts 1843 i København, død 2. juli 1931 i København) var en dansk filosof og teolog, professor i filosofi ved Københavns Universitet 1883- 1915 og dets rektor 1901-1902. Han var bror til Theodor og Victor Høffding.
Harald Høffding var meget virksom gennem hele sit liv. Særlig stor betydning havde han som lærer, først som docent, senere som professor, men endnu større betydning fik han gennem sit omfattende forfatterskab. Som højdepunkter i dette står doktorafhandlingen "Den antike Opfattelse af Menneskets Villie" fra 1870, "Philosophien i Tydskland efter Hegel" fra 1872, "Etik. En Fremstilling af de etiske Principper og deres Anvendelse på de vigtige Livsforhold" fra 1887, "Den nyere Filosofis Historie" I-II udgivet 1894-1895, "Religionsfilosofi" fra 1901 og "Den menneskelige Tanke, dens Former og Opgaver" fra 1910. Foruden disse udgav han monografier over Kierkegaard, Rousseau og Spinoza, psykologiske, etiske, filosofihistoriske og erkendelsesteoretiske studier, afhandlinger, artikler og anmeldelser samt holdt foredrag, hvilket udgjorde led i hans fortsatte fortolkning, som førte frem til hans endelige filosofiske standpunkter.Jørgensen, s. 372f
Hans filosofi omfattede 4 (eller 5) hovedproblemer: bevidsthedsproblemet, erkendelsesproblemet, tilværelsesproblemet og vurderingsproblemet (der var opdelt i et etisk og et religiøst aspekt).Jørgensen, s. 375
Opvækst og uddannelse Harald Høffding var søn af grundlæggeren af firmaet N.F. HøffdingJørgensen, s. 371. Under gunstige ydre forhold tilbragte han sine første 27 år i sine forældres københavnske borgerhjem. Han blev student i 1861 fra Metropolitanskolen. Hans filosofiske interesser var blevet vakt i skoletiden ved læsningen af Platons Symposion. I en senere afhandling om dette skrift karakteriserede han Sokrates således, som han der træder frem, som den, der blev forbilledet gennem årtusinder for enhver, der sætter sin personlighed ind i høj stræben og har sit liv i den stadige higen fra det endelige mod det uendelige og i bestræbelsen for at vække den samme stræben hos andre. Fra først af var han ledet af en religiøs trang, med iver tog han fat på teologien for at udvikle og klare den vågnende religiøse sans. Men som han senere i sin psykologi kom til at udvikle vedrørende al trang gælder det også her, at denne trang ikke var sig sit mål klart bevidst. Ved læsningen af Søren Kierkegaards skrifter blev det ham klart, at det var et stort selvbedrag, når kirken og "den moderne Kristendom" mente at have nået en harmoni mellem det indre personlighedsliv, der kræves i den oprindelige kristendom, og det ydre liv, som det føres i familie og stat, i kunst og videnskab.Rubin, s. 110 Men heller ikke Kierkegaard tilfredsstillede hans trang; som det før havde været de teologiske bøger med deres uklare sammensmelten, som han i utålmodighed havde kastet hen ad gulvet, blev det nu de kierkegaardske bøger, fordi han ikke kunne forlige deres livsfjerne indhold med hans egne erfaringer om rent menneskelige forholds værdi: "Jeg kom i et levende Forhold til Livet uden for Lønkamret". Hermed menes vist nok hans forlovelse, der fandt sted 1865, samme år, som han havde taget teologisk embedseksamen. "Snart blev ogsaa Videnskaben for mig en Realitet, der krævede sin selvstændige Plads ved enhver alvorlig Opgørelse af Livets Regnskab. Studiet af den græske Tænkning var herved af stor Betydning; den lærte mig at indse Muligheden af og Værdien af en fri menneskelig Livsforstaaelse og Livsførelse".Jørgensen, s. 371f Selv om Høffding således i flere henseender var kommet i modsætning til Kierkegaard, er der dog en særdeles stor del af det, som Kierkegaard havde åbnet hans øjne for, der var forblevet bestanddele af hans egen filosofi.Rubin, s. 111
Karriere
Efter, at han en kort tid havde stået Rasmus Nielsens dualistiske lære om forholdet mellem tro og viden nær, som det fremgår af skriftet Filosofi og Teologi fra 1866, fandt hans trang sin blivende arbejdsplads, da han kom til at stå på "den videnskabelige Realismes Grundlag". Ifølge denne opfattelse er alt i naturen at forklare ved naturen selv, der findes altså kun naturlige årsager, og da alt er i naturen, kendes intet "inden for" og "uden for". Den videnskabelige realisme er: "foreløbig den eneste Maade, paa hvilken vor almindelige Verdensanskuelse kan komme i Harmoni med den Aand, i hvilken videnskabelige Enkeltundersøgelser ledes, fordi den selv ikke er andet end den moderne Videnskabs Aand". Til udviklingen af Høffdings filosofi i den positivistiske retning bidrog et studieophold i Paris 1868-69Jørgensen, s. 372, efter at Høffding 1868 havde vundet universitetets guldmedalje. Han kom til at høre med blandt dem i Danmark, der åbnede øjnene for åndsliv og filosofi uden for Tyskland. Navnlig kom Comte til at optage ham stærkt samt Stuart Mill, Spencer og Darwin, og han søgte tilbage til de ældre engelske filosoffer, særlig til Hume. 1870 blev han dr.phil. på en afhandling om Den antikke Opfattelse af Menneskets Villie. Samme år giftede han sig, sin hustru mistede han allerede 1877. Fra 1871 virkede han som privat docent, desuden fortsatte han den efter embedseksamen påbegyndte lærervirksomhed ved københavnske skoler. 1874 udkom "Den engelske Filosofi i vor Tid", der kan betragtes som hans gennembrudsarbejde, 1876 udkom "Om Grundlaget for den humane Etik". 1880 blev Høffding udnævnt til midlertidig docent, og 1883 udnævntes han, trods det, at han havde talt ved studentersamfundets første mødeaften, var provisoriefjendtlig og fritænkerisk, til Rasmus Nielsens efterfølger som professor i filosofi. Den stilling, han nu havde opnået, kan antages at have fyldestgjort den for ham karakteristiske trang til personlighedsudfoldning og indleven i arbejdet, der kommer til orde, ved at han fordrede, at hans arbejde, for at kunne tilfredsstille ham, måtte være af væsentlig betydning for hans personlighed.
Filosofiske standpunkter Psykologiske spørgsmål
1882 var hans "Psykologi i Omrids paa Grundlag af Erfaring" udkommet (9. forkortede udgave udkom 1920). Det er en velafvejet fremstilling, der får sin fasthed ved at hvile på nøje gennemtænkte filosofiske grundanskuelser. Idet disse stadig bringes i forbindelse med de psykologiske spørgsmål, får bogen en videre horisont, end en rent faglig oversigt ville have, og bliver en indledning til filosofien. "Det er for saa vidt en »Psykologi uden Sjæl«, som den intet udsiger om Sjælelivets absolutte Væsen, eller om der i det hele gives et saadant absolut Væsen".
Bevidsthedens natur
Bevidsthedens grundbestemmelse er for Høffding spørgsmålet om en sammenfattende virken, syntesen. Ved denne kraft, der er viljens mest fundamentale form, holdes de mangfoldige bevidsthedselementer sammen og forenes til at være en og samme bevidstheds indhold. Som alt liv består under en stadig kamp med modsætninger, består sjælelivet under en stadig stræben efter at harmonisere de stridende elementer. Fra sanseanskuelsen til det højeste personlighedsliv forfølger Høffding denne sammenfattende virken. Man kan formode, at det er hans splittede og uudholdeligt oprevne sindstilstand under bruddet med teologien, samt hans trang til personligt at forene det ydre og det indre liv, der var kommet til at stå som modsætninger for ham, der har skærpet hans blik for den stadigt kæmpende sammenfattende virken. Desuden er der her en betydningsfuld overensstemmelse med Kant og med Kierkegaard; med sidstnævnte navnlig, hvor syntesen vurderes efter mængden af og modsætningen mellem de elementer, den formår at sammenfatte.
I nøje forbindelse med syntesen står for Høffding forholdsloven, der siger, at bevidsthedslivet ikke kan opløses i en række enkelte, indbyrdes uafhængige dannelser, idet hver bevidsthedsdannelse er bestemt ved sammenhængen og forholdet til andre. Sætningen medfører, at det for vor erkendelse er en uløselig opgave at omfatte absolutte genstande, der ikke står i forhold til noget fra dem forskelligt, så som verden som helhed eller Gud som absolut årsag.
Erkendelsens natur
Foruden gennem forholdsloven står også på anden måde Høffdings erkendelseslære i forbindelse med syntesebegrebet. "Erkendelsesproblemet opstår, når der spørges, hvorpå forståelsens gyldighed beror, og hvorvidt den strækker sig."Jørgensen, s. 377 Sandhed kan ikke være overensstemmelse mellem vor erkendelse og virkelighed, da vi ikke kender en af vor erkendelse uafhængig virkelighed. Sandheds- eller virkelighedskriterium bliver for Høffding den indbyrdes overensstemmelse mellem den størst mulige mængde af iagttagelser. Den sandhed, et menneske kan opnå, følger således af menneskets egen natur, af dets nødvendige stræben efter enhed og sammenhæng. Årsagsbegrebet er udtryk for bevidsthedens stræben efter en sammenhæng, i hvilken den stadig kan blive sig selv lig. Man nøjes nemlig ikke med at holde sig til den uundgåelige på hinanden følgen af to fænomener, men søger at opfatte dem som ensartede i deres væsen, så at det, vi kalder virkning, står som en kontinuerlig fortsættelse af det, vi kalder årsagen. Høffding betoner stærkt erkendelsesarbejdets uafsluttelige karakter. Fuld erfaringsbekræftelse på årsagssætningen kan ifølge Hume aldrig opnås. Emnernes uudtømmelighed gør virkelighedskriteriet til et ideal, der aldrig kan nås. Ethvert svar på et af erkendelsens spørgsmål indeholder selv nye spørgsmål: "Tankens Ufuldendthed, Nødvendigheden af stedse fornyet Stræben efter Sandhed, har maaske sin Grund i, at der opstaar ny Elementer inden for Tilværelsen. I saa Fald vilde det ikke blot være os, der opdagede noget nyt, men det vilde være Tilværelsen selv, der fornyedes og maatte bringe sine ny Elementer i Samklang med de ældre. I hvert Tilfælde er der een Ting, som ikke er færdig, nemlig vor Tænkning, som jo dog ogsaa er et Element i Virkeligheden".Rubin, s. 112
Forholdet mellem det åndelige og det materielle
Høffdings opfattelse af forholdet mellem det åndelige og det materielle, som han giver navn af identitetshypotesen, og som er beslægtet med Spinozas, går ud på, at det drejer sig om to i erfaringen givne udtryk for et og samme væsen, således at det er det samme, der i den ydre verden træder frem som en bestemt hjerneproces, der i den indre verden træder frem som en bestemt bevidsthedsdannelse. Høffding antyder den mulighed som logisk uangribelig, at der ud over de to i erfaringen givne er flere sider ved tilværelsen, som ikke fremtræder for os, men som indeholder grunden til tvedelingen inden for erfaringen. I det hele antyder han, at uløseligheden af vore dybeste problemer kan have sin grund i, at kun brudstykker af tilværelsen er os tilgængelige. Det er muligt, at det åndelige står tilværelsens inderste væsen nærmere end det materielle. For Høffding er det åndelige og det materielle ikke selvstændige modsætninger, men hele tilværelsen udgør en enhed og delagtiggøres derved i den værdi, der tilkommer den åndelige verden.
I "Psykologiske Undersøgelser", trykt i Videnskabernes Selskabs Skrifter 1889 (af selskabet blev han medlem 1884) samt i "Zur Theorie des Wiedererkennens", trykt i "Wundt's Studien", Bd VIII, har Høffding behandlet genkendelsen og særlig fremdraget den umiddelbare genkendelse.
Etik