thumb|Udsigt ned over Rønde Hovedgade

Ved en vejby forstås en bymæssig bebyggelse uden (der ikke fik) jernbanestation.Aagesen, s. 38 Sådanne bydannelser opstod fra omkring midten af 1800-tallet, og de udviklede sig ved siden af stationsbyerne men ofte i skyggen af disse: hvor vejby og stationsby lå nær hinanden, var det ofte stationsbyen, der fik den største fremgang både med hensyn til befolkningsvækst, oplandstjenester og industri. Vejbyer er opstået i tilknytning til veje, vejforgreninger eller vejkryds og adskiller sig derved fra landbrugsbyer, der er gamle landsbyer med senere tilskud af andre (bymæssige) næringsveje.

En del tidlige vejbyer fik med tiden også jernbaneforbindelse og ophøjedes derved til stationsbyer. Andre tidlige vejbyer gik i stå i deres udvikling, hvis der i omegnen oprettedes en jernbaneforbindelse med station.

Som eksempler på vejbyer kan nævnes Fuglebjerg og Osted på Sjælland, Haarby på Fyn, Tranebjerg og Nordby på Samsø, samt Assens cementby, Hals, Hjallerup, Holsted, Ranum, Rønde, Terndrup og Ørsted i Jylland.

Antal og fordeling

Vejbyernes antal har varieret meget over tid. Det skyldes flere forhold: alle vejbyer er ikke opståede samtidigt. De ældste vejbyer opstod allerede i 1800-tallet, mens nye fremkom i mellemkrigstiden og et større antal vejbyer først fremkom efter 1960, da bilismen for alvor slog igennem. det forhold, at mange tidlige vejbyer med tiden fik jernbaneforbindelse, gør, at vejbyen som bebyggelsesform er flygtig: kun få bydannelser forblev vedvarende vejbyer, langt de fleste havde imidlertid station i en kortere eller længere årrække. Dette indebærer, at man til enhver tid må se vejbyerne som de byer, der ikke tidligere havde haft jernbane, mens en anden gruppe udgøres af forhenværende stationsbyer. Enhver talmæssig oversigt må derfor afspejle vejbyerne i tid og rum.

Med hensyn til beliggenheden, så udvikledes de tidligste vejbyer i egne, hvor hverken havnebyer (ladepladser, skipperbyer, fiskerlejer), stationsbyer eller købstæder fandtes. Sådanne steder var i og for sig ikke mange, men de fandtes dels på mindre øer, dels i de mellemrum, som det med tiden ret tætmaskede jernbanenet efterlod, ikke mindst i Jylland, hvorimod sådanne steder var få på Fyn og Sjælland.

Vejbyernes udvikling thumb|Hjallerup - kendt for sit marked - er en vejby Tidlige vejbyer: tingsteder og fabrikssteder (indtil 1855)

De tidligste vejbyer udvikledes ved siden af de datidige ladepladser fra slutningen af 1700-tallet dels i form af tingsteder (med herredsfoged- eller birkedommerbolig), der ofte (men ikke altid) trak kro, lægebolig og apotek med sig (foruden kirke, præstegård og skole), således Hørsholm, Fredensborg, Høng, Hørup (senere Kjellerup), Ketterup (senere Fjerritslev), Bælum, Brædstrup, Holsted, Skjern, Herning, Odder samt Hammel, dels som fabrikssteder oprettede i tilknytning til vandkraft: Kongens Lyngby, Usserød, Hellebæk, Frederiksværk, Fakse, Fensmark foruden en række steder i jyske ådale; i begyndelsen synes ingen af disse steder dog at have haft større betydning for bynæringernes udøvelse.

Første halvdel af 1800-tallet var præget af følgende træk: for det første skete der en almindelig befolkningsvækst i landdistrikterne. Denne kunne ikke opfanges af landbruget alene, og i forbindelse med denne skete der en vækst i antallet af håndværkere (hvoraf mange snarere må opfattes som husflidsudøvere blandt den voksende husmandsklasse)Kristensen, s.286 men uden, at der skete en samling i bestemte landsbyer. for det andet indebar den daværende næringslovgivning, at købstæderne var omgivet af et "læbælte" med en radius på 2 mil, som beskyttede dem imod fremkomsten af håndværkere og handlende, der kunne konkurrere med dem om kunderne i de omgivende landkommuner. for det tredje skete fremvæksten af en del fabriksdrift i landsognene, dels i forbindelse med råstofudvinding (ikke mindst teglværker), dels i forbindelse med udnyttelsen af åernes vandkraftjvf Böcher (1952), s. 33ff. for det fjerde at sejlskibsfart fra ladepladser og udskibningssteder over alt langs de danske kyster prægede fragtbilledet, idet man om muligt søgte ud til kysten hellere end at tage køreturen ad landevejene, der som regel var i ringe stand. Disse forhold indebar, at datidens bebyggelsesmønster helt prægedes af købstæder og af landsbyer med indslag af husflidsudøvere. En egentlig fremstillingsvirksomhed skete ved fabrikssteder i forbindelse med vandløb, og af oplandsrettet virksomhed kunne forekomme i landsogne: tingsted (med herredsfoged- eller birkedommerbolig)tingstedernes antal og beliggenhed er blevet ændret mange gange gennem tiden. I løbet af 1800-tallet oprettedes nye tingsteder blandt andet i Høng 1838 og i Helsinge 1857, jordemoder1788 oprettedes en jordemoderuddannelse for at mindske den store børnedødelighed i forbindelse med fødsler. Fra 1810 og frem blev ansat distriktsjordemødre, som mod en fast årlig løn skulle hjælpe de fattige fødende uden at kræve betaling herfor; andre fødende skulle betale efter evne, jvf. Vallgårda, s. 17, distriktslægefrem til begyndelsen af 1800-tallet blev oprettet ialt 85 distriktskirurgater, jvf. Vallgårda, s. 17. Antallet af læger voksede fra 222 i 1809 til 514 i 1837 og 625 i 1852, jvf. Vallgårda, s. 19, dyrlæge, apotek, sygehusi 1809 var der 14 sygehuse i kongeriget, heraf 12 uden for København. Antallet voksede til 26 i 1837 og 38 i 1852, jvf. Vallgårda, s. 19, postekspedition, marked, kro og gæstgiveri, kornmøllei 1850 fandtes der i kongeriget omkring 850 kornmøller, jvf. Statistisk Tabelværk 1838.

I datidens samtidige beskrivelser af landsognene hed det nogenlunde ensartet fra sogn til sogn, at agerbrug er hovederhvervet, i kystegne dog suppleret med fiskeri, i skovegne med skovbrug og stedvis med omtale af husflid og lignende.Stilling, s. 30-42

Det bør nævnes, at der frem til 1855 kun fandtes en enkelt, kort jernbanestrækning i kongeriget, nemlig fra København til Roskilde (oprettet 1847). De få steder, der ved siden af ladepladser kunne have karakter af vejbyer med tingsted, læge, apotek og/eller mølle eller fabriksdrift, var til at overse:

Kgs. Lyngby var allerede ved begyndelsen af 1800-tallet en betydelig by: 890 indbyggere 1801, 1175 indbyggere i 1840. Byen havde kirke, præstegård, skole, postkontor, distriktslægebolig, apotek, en afdeling af Gentofte hospital, 2 gæstgivergårde. Af fabrikker havde byen omkring århundredets midte 1 vandmølle, 1 jernstøberi, 1 maskinbyggeri, 1 fabrik for landbrugsredskaber og tæt ved 1 teglbrænderi.J.P. Trap: Kongeriget Danmark; Bind 1; Kjøbenhavn 1858; s. 158

Hørsholm var i midten af 1800-tallet tingsted for Hørsholms Birk med bolig for birkedommeren, i byen lå en kaserne med tilhørende huseskadron, postkontor, apotek og læge, der lå fem fabrikker i byen (stivelsesfabrik, garveri og flere bryggerier) og blev afholdt markeder. Byen havde 501 indbyggere i 1801, 643 i 1840.

Ved Usserød lå en militær klædefabrik ved Usserød å, oprettet i 1790’erne, i 1855 med omkring 175 ansatte.

Fredensborg var en gammel slotsby, ting- og valgsted, opvokset i tilknytning til det i 1720 opførte slot. Jernbaneforbindelse fik byen allerede 1864, men til trods herfor var udviklingen stagnerende: 443 indbyggere i 1801, 618 indbyggere i 1840, 758 i 1860 , 776 i 1870 og 795 i 1880; fra 1880 til 1890 var indbyggertallet endda faldende. Fredensborgs manglende vækst skal givetvis ses i lyset af dels købstaden Hillerøds nærhed, dels fraværet af industri. I midten af 1800-tallet beskrives byen som ”en samling af større og mindre lyststeder, boliger for pensionister, embedsmænd samt handlende, håndværkere og almuefolk”.

I Hellebæk lå en geværfabrik. Den ældste fabrik på stedet oprettedes allerede i 1600-tallet , idet man ved hjælp af et system af gravede kanaler og opstemninger havde skabt muligheder for mølledrift; en lille by voksede op omkring en række vandmøller. I begyndelsen produceredes mel og gryn. Senere kom værkstedsmøller til, og hele virksomheden blev kaldt Hammermøllen. I 1660’erne startede geværfabrikationen, den voksede støt gennem tiden, og sidst i 1700-tallet antog værket navnet Kronborg Geværfabrik. Byen lå inden for Helsingør købstads læbælte og havde ingen handlende. I 1870 blev driften ændret til klædefabrik.

Ved Frederiksværk udnyttedes vandkraften fra en kanal, som i 1719 gravedes gennem tangen mellem Arresø og Roskilde Fjord. 1756 blev området langs kanalen overdraget kancelliråd J.F. Classen og etatsråd Just Fabritius med den klausul, at der skulle fremstilles krudt. Til det formål opførtes 6 møller, men Classen gik videre og etablerede et kanonstøberi, som var i drift til 1832. I 1858 var der på stedet jernstøberi (90 sysselsatte), maskinfabrik (60 sysselsatte), knivfabrik med slibemølle (57 sysselsatte), krudtfabrik (27 sysselsatte) og kobbervalseværk (24 sysselsatte), desuden bryggerier, smedeværksted for agerdyrkningsredskaber og 2 købmandsforretninger. Byen havde 185 indbyggere i 1769, 306 i 1787 og 505 i 1801 og 739 i 1850.

Høng blev tingsted 1838. Nogen egentlig bymæssig udvikling synes ikke at have fundet sted i løbet af 1800-tallet.

Fakse kalkbrud blev først industrielt udnyttet fra 1862.

Ved Fensmark oprettedes 1825 Holmegaard Glasværk, Danmarks ældste glasværk.

Odder var hovedby i Hads Herred; ved byen lå 5 vandmøller tæt efter hinanden på en henved 2 km lang strækning af Odder Å. Byen havde apotek og fra midten af 1800-tallet afholdtes 2 årlige markeder. I tilknytning til byen fandtes teglbrænderier, møller og bryggerivirksomhed. Byen havde 469 indbyggere i 1801, 889 indbyggere 1840.

Silkeborg var fra 1845 hjemsted for Drewsens papirfabrik. I 1846 fik stedet tillige handelsprivilegier.Stilling, s. 39 Byen voksede hurtigt: i 1850 havde den 556 indbyggere, i 1855 allerede 1.204 indbyggere.

Hammel blev tingsted i 1837 for Frijsenborg-Favrskov Birk. I 1848 oprettedes et apotek, en gæstgivergård i 1851, posthus i 1864, sparekasse i 1866. I 1866 oprettedes tillige en klædefabrik i byen.

Hørup var tingsted for Lysgård og Hids Herreder fra 1837. I 1869 blev herredskontoret flyttet fra Hørup til Kjellerup.

Bælum var tingsted for Hellum og Hindsted Herreder samt Lindenborg Birk.

Vestervig var tingsted for Hassing-Refs Herred. Byen havde 81 indbyggere i 1840 og 123 i 1860.

Herning var tingsted i Hammerum Herred. I 1827 lod den da nytiltrådte herredsfoged opføre et nyt tinghus et par km øst for landsbyen. I 1832 bosatte en apoteker sig ved siden af tinghuset. I 1839 opførtes gæstgivergården Christiansminde, og i 1841 bosatte sig en læge på stedet. I de følgende år bosatte flere håndværkere sig ligeledes i Herning, og markvejen blev til Herninggade. Da landevejen mellem Ringkøbing og Silkeborg blev anlagt igennem den sparsomme bebyggelse i 1840'erne og en ny hovedvej fra Holstebro over Herning til Vejle opførtes - delen til Holstebro i 1858 og til Vejle i 1864, voksede landsbyen yderligereDansk Vejtidsskrift, oktober 2006; s. 49: byen havde i 1840 21 indbyggere, i 1860 101 indbyggere.Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, Tredie Række, 4de Bind; Kjøbenhavn 1882; s. 114

Sammenfattende kan det således siges, at flere af de nævnte bymæssige bebyggelser frem til midten af 1800-tallet havde en stagnerende befolkning, skabt ved en samling af mennesker først og fremmet forårsaget af fabriksvirksomhed, der udnyttede stedlig vandkraft og dermed stod på et førindustrielt stade.Böcher, s. 33f

Det bør dog bemærkes, at antallet af håndværkere og handlende på landet var voksende: til 1847 var der givet i alt 80 høkerbevillinger, og i årene 1848-1855 blev der givet 666 høkerbevillinger. Men endnu blev vareforsyningen klaret i en købstad, på markeder eller hos omløbende bissekræmmere (indtil denne omløben blev standset ved lov af 25. maj 1873 med virkning fra 1882).

Næringsfrihedens indførelse (1855-1870)

Omkring midten af 1800-tallet indtrådte der tre forandringer i levevilkårene på landet, som ret hurtigt satte sig spor: