Madrid er Spaniens hovedstad og landets største by. Den har et indbyggertal på indbyggere, og hovedstadsområdet (byen med forstæder) har over 6 millioner indbyggere. Målt på befolkningstal er selve byen den andenstørste i EU efter Berlin, og hovedstadsområdet er ligeledes andenstørste efter Paris. Byens areal er omkring 605 km².
Byen ligger ved Manzanares-floden på den castilianske højslette omtrent midt i landet. Den blev grundlagt i det 9. århundrede af maurerne, og den blev hovedstad under Filip 2. af Spanien i 1561. Byen blomstrede op under den spanske guldalder i det 16. og 17. århundrede, hvorfra en række af byens markante bygninger stammer. Under den spanske borgerkrig var Madrid centrum for nogle af de hårdeste kampe, der forårsagede voldsomme ødelæggelser, men byen er siden genopbygget og er nu centrum for landet inden for erhvervsliv og kultur. Den er kendt som en meget grøn by med store parkområder og andre grønne arealer, der anvendes til rekreative formål.
Blandt byens seværdigheder er nogle af de mest fremtrædende kongeslottet, Pradomuseet, Teatro Real, Buen Retiro-parken og Plaza de Cibeles; sidstnævnte er blevet en slags symbol på byen Madrid.
Symbolik Etymologi Der er flere teorier om oprindelsen af navnet "Madrid". Ifølge legenden blev byen grundlagt af Ocno Bianor, søn af kong Tyrrhenius af Toscana og Mantova, og blev i den forbindelse kaldt "Metragirta" eller "Mantua Carpetana". Andre forskere hævder, at byens oprindelige navn var "Ursaria" (latin: "Bjørnenes land") på grund af de mange bjørne, der fandtes i de omkringliggende skove.
Det ældste nedskrevne navn for byen er "Magerit", der stammer fra den fæstning, der blev opført ved Manzanares-floden i det 9. århundrede e.Kr. Navnet betyder "stedet med meget vand". Hvis denne form er korrekt, kan der være en keltisk forbindelse, idet endelsen rit kendes fra dette sprog som ritu- i betydningen "fort", mens første led i navnet er mere uklart, men kan være afledt af magos i betydningen "mark" eller stamme fra matu, der betyder "bjørn", hvorved er der skabt en forbindelse til "Ursaria".
Navnet kan spores tilbage til det 2. århundrede f.Kr., hvor romerne anlagde en bosættelse ved Manzanares-floden. Navnet på denne første landsby var "Matrice" (med en henvisning til floden gennem bosættelsen). Efter skiftende herskerforhold over området blev det umayyaderne, der i det 7. århundrede erobrede en stor del af den Iberiske Halvø og omdøbte landsbyen til "Mayrit" efter det arabiske begreb ميرا Mayra (i betydningen at vandet er "livgiver") samt den iberoromerske endelse -it, som betyder sted. Det moderne navn "Madrid" udviklede sig fra det mozarabiske "Matrit", der i nutiden bruges som demonym for folk fra byen.
Våbenskjold og byflag thumb|right|Madrids våbenskjold Hovedelementerne i Madrids våbenskjold er en sort bjørn, der strækker sig op ad stammen på et jordbærtræ for at få fat på dets frugter. Bjørnen kan spores tilbage til slaget ved Las Navas de Tolosa i 1212 mellem Alfons 8. af Castilien og almohaderne, hvortil Madrids bystyre sendte en afdeling soldater til støtte for den kristne konge. Disse tropper bar ifølge samtidige krøniker et banner, der identificerede dem, og som viste en stående bjørn på en sølvfarvet baggrund.
I 1222 var der en strid mellem Madrids gejstlighed og bystyre om retten til de afgrøder, der kunne høstes fra markerne og skovene omkring byen. Kong Alfons afgjorde striden således, at bystyret fik skovene, og kirken fik markerne. Bystyret var så tilfreds med dette, at det straks ændrede våbenskjoldet til også at indeholde et træ. Årsagen til, at der er tale om et jordbærtræ, er usikker, idet denne træsort oprindeligt ikke har været særlig markant i området; der er muligvis tale om en forveksling med et nældetræ, der var mere udbredt og også har røde frugter. Men i historiens løb er det blevet en vedtaget sandhed, at der er tale om et jordbærtræ, og for at leve op til dette er der plantet mange jordbærtræer i byen.
Rundt om det centrale motiv med bjørnen og træet ses syv sølvfarvede stjerner, hvilket henviser til stjernebilledet Store Bjørn, hvori Karlsvognen består af syv klare stjerner. Øverst ses en krone som symbol på det spanske kongerige.
Byflaget er karmoisinrødt med våbenskjoldet i centrum.
Historie
Oprindelse og tidlig middelalder Det område, som Madrid er beliggende på, har været beboet siden præhistorisk tid, og man der er arkæologiske fund af karpetanske bosættelser, romerske huse, en visigotisk basilika nær kirken Santa María de la Almudena og tre visigotiske nekropoler ved Casa de Campo, Tetúan og Vicálvaro. I romertiden tilhørte Complutum-stiftet (det nuværende Alcalá de Henares), og da visigoterne fik magten i landet, opstod der en landsby på dette område. Den nuværende by har rødder tilbage til den muslimske periode i det 9. århundrede, hvor Muhammad 1. af Córdoba lod opføre et lille palads, hvorpå nu det kongelige palads ligger. Rundt om paladset opførte araberne et citadel, ikke langt fra Manzanares-floden. Fæstningen var én af en række lignende befæstninger, som Mohammad lod opføre på grænsen mellem Al-Andalus og kongerigerne León og Castilien for at beskytte Toledo mod invasion fra kristne styrker samt som udgangspunkt for muslimske angreb. Det er fra den periode, de første historiske vidnesbyrd om byen findes. Efter Córdoba-kalifatets opløsning blev Madrid en del af Toledo-taifaen.
I 1085 indtog den kristne kong Alfons 6. af Léon og Castilien byen og citadellet i sin march mod Toledo. Han omdannede den stedlige moske til kristen kirke tilegnet jomfruen af Almudena og gjorde byen til en del af kongeriget Castilien. De kristne overtog nu byens centrum efter muslimerne, som sammen med jøderne måtte slå sig ned i forstæderne. I 1188 fik Madrid byrettigheder med repræsentation ved hoffet i Castilien. I 1202 gav Alfons 8. af Castilien byen ret til egen rådsforsamling.
I 1329 forsamledes Cortes Generales for første gang i byen for at rådgive Alfons 11. af Castilien. Efter uro og en omfattende brand lod Henrik 3. af Castilien i slutningen af det 14. århundrede byen genopbygge, idet han selv tog bolig uden for bymurene i paladset El Pardo. I det 15. århundrede endte en århundredlang strid mellem kongerigerne Castilien og Aragonien med giftermålet i 1469 mellem de katolske monarker, Isabella og Ferdinand, der blandt andet beseglede denne forsoning med et pompøst indtog i Madrid. Indtil da havde de sefardiske jøder og maurere fået lov til fortsat at bo i byen, men da det forenede Spanien under sidste del af reconquistaen mod slutningen af det 15. århundrede havde held til at tage magten i det sidste mauriske område på den iberiske halvø omkring Granada, blev disse befolkningsgrupper også fordrevet fra Madrid.
Moderne tid
Under Comunerosoprøret (1520-21) gik Madrid med i oprøret mod Karl 5., der var kejser af det tysk-romerske rige og konge af Spanien, men efter nederlaget i slaget ved Villalar blev Madrid belejret og indtaget af kongens tropper. Karl var dog storsindet over for byen og gav den titel af Coronada ("kronet") og Imperial. Da Frans 1. af Frankrig blev taget til fange i slaget ved Pavia, blev han holdt fængslet i Madrid. Frans måtte skrive under på Madrid-aftalen, der var meget ydmygende for Frankrig; Frankrig undsagde da også senere aftalen.
thumb|center|800px|Madrid set fra vest, ud imod Puerta de la Vega (1562), af Anton Van der Wyngaerde (i Spanien kaldet Antonio de las Viñas), der af Filip 2. fik til opgave at indsamle billeder af hans byer. I forgrunden ses bredderne af Manzanares med forgængerne til Segovia-broen og Toledo-broen (længere mod syd, til højre), som var blevet opført i monumental form nogle år forinden. Den mest fremtrædende bygning i nord (til venstre) er Alcázar, som indgik i den murede befæstning, og som skulle komme til at blive udsat for adskillige brande, indtil branden i 1734 næsten fuldstændigt ødelagde den, hvorpå den blev erstattet af den nuværende Palacio Real. Herefter ses en række kirker, som på dette tidspunkt endnu ikke var blevet forsynet med kupler og søjler, som skulle blive markante træk i de følgende århundreder. Uden for murene og ved floden ser man faciliteter til garvning af huder i Pozacho-garverierne. Den nylige indførelse af hoffet i byen medførte en regalía de aposento-skat på private huse, hvilket gav anledning til en række former for modstand, mest bemærkelsesværdigt opførelsen af casas a la malicia. thumb|right|Plaza Mayor
I juni 1561 havde Madrid 30.000 indbyggere. Filip 2. flyttede sit hof fra Toledo til Madrid og indrettede sig i det gamle slot. Som følge heraf blev Madrid nu kongerigets politiske centrum og har siden været hovedstad i landet, bortset fra en kort periode (1601-06), hvor Filip 3. flyttede hoffet til Valladolid. Statussen som hovedstad var afgørende for Madrids udvikling. Et kendt udtryk markerede denne identitet: "Sólo Madrid es corte" ("Madrid er det eneste hof") som dog også kan forstås modsat "Madrid es sólo corte" ("Madrid består kun af hoffet").
Under Filip 3. og Filip 4.'s herredømme oplevede Madrid en kulturel guldalder med store personligheder som Miguel de Cervantes, Diego Velázquez, Francisco de Quevedo og Lope de Vega.
Karl 2.'s død markerede indledningen på den spanske arvefølgekrig. I denne strid støttede Madrid Filip af Anjou i hans krav på kronen som Filip 5. Byen blev i 1706 og igen i 1710 besat af portugisiske tropper, som proklamerede ærkehertug Karl af Østrig som spansk konge under navnet Karl 3., men på trods af dette forblev Madrid loyal over for Filip 5.
thumb|left|Puerta de Alcalá Filip lod opføre flere markante bygninger i byen, herunder Palacio Real, Den Kongelige Gobelinfabrik og de vigtigste af de kongelige akademier. Men den vigtigste konge af huset Bourbon var Karl 3., der blev kendt som "den bedste borgmester i Madrid". Karl påtog sig fra midten af det 18. århundrede opgaven at transformere byen til et niveau svarende til de øvrige betydelige hovedstæder. Han sørgede blandt andet for anlæggelsen af kloakker, indførelse af gadebelysning og flytning af kirkegårde uden for bymuren. Han stod også bag opførelsen af flere monumenter (blandt andet Puerta de Alcalá og Cibeles-springvandet) og kulturinstitutioner, herunder Pradomuseet, den kongelige botaniske have og det kongelige observatorium. Skønt han er kendt for at være en af Madrids største velgørere, var begyndelsen af Karl 3.'s regeringstid slet ikke fredelig, idet han i 1766 måtte nedkæmpe Esquilache-oprøret, en konservativ revolte anstiftet af adelen og præsteskabet mod Karls reformplaner, som blandt andet ville ophæve beklædningsdekretet, så kapperne blev kortere, og man ikke havde hatte, der dækkede ansigterne; begge dele havde til hensigt at reducere antallet af forbrydelser i byen.
Karl 3. var populær i befolkningen i modsætning til sin søn, Karl 4., fra hvis regeringstid man i Madrid primært husker tilstedeværelsen af Francisco Goya, der portrætterede både det folkelige liv og hoffet.
Det 19. århundrede til nutiden thumb|right|Alcalá-gaden 27. oktober 1807 underskrev Karl 4. og Napoleon 1. af Frankrig Fontainebleau-aftalen, som lod franske tropper passere gennem spansk territorium for at blive forenet med den spanske hær i en invasion af Portugal, som havde nægtet at gå med i en international blokade af England. Mens dette stod på, opstod mytteriet i Aranjuez (17. marts 1808), hvorefter kronprinsen overtog magten i landet under navnet Ferdinand 7. Imidlertid var Madrid allerede besat af Joachim Murat, da Ferdinand vendte tilbage til hovedstaden, hvorpå både far og søn reelt blev holdt fangne af den franske hær. Napoleon udnyttede de spanske bourboners problemer og tvang far og søn til at slutte sig til ham i Bayonne, hvortil Ferdinand ankom 20. april.