thumb|320px|Geologisk tid indsat i et diagram af typen geologisk ur, som viser den relative længde af æonerne i Jordens historie. Jordens historie omfatter de vigtigste begivenheder og de mest grundlæggende trin i den udvikling, som har fundet sted på planeten Jorden fra den blev dannet i forbindelse med Solsystemets dannelse og udvikling og til nutiden, således som de anses for være forløbet i henhold til de mest fremherskende videnskabelige teorier. Jordens alder er ca. 4,54 milliarder år dvs. nogenlunde en tredjedel af universets alder, og i dette uhyre tidsrum er der sket voldsomme geologiske og biologiske forandringer og omvæltninger. Næsten alle naturvidenskabelige discipliner har bidraget til klarlæggelse af historiens hovedtræk.
Jorden blev dannet ved sammentrækning af en urtåge, som også skabte Solen og Solsystemets andre himmellegemer. Den udviklede sig til en roterende skive, hvor Solen blev dannet i skivens midte, og planeterne voksede frem ved sammenstød af stof i omløb om centrum. Protojorden var dannet ti millioner år efter, at sammentrækningen begyndte. Sammenstødene og varmen ved sammentrækningen betød, at den var opsmeltet, og de tunge metaller sank ned og dannede kernen, mens lettere stoffer flød op og dannede de ydre dele. Omkring dette tidspunkt dannedes Månen, efter at en anden planet var stødt ind i protojorden. Den nye jord afkøledes til stadighed og dannede en fast skorpe, som udgjorde overfladen. Et kraftigt bombardement af is-meteoritter fra rummet tilførte Jorden en umådelig mængde vand, som senere dannede dens oceaner, og vulkansk aktivitet og vanddamp skabte en atmosfære, der dog var uden ilt (oxygen). Kontinenterne, som flyder på den smeltede kappe, samledes og skiltes igen flere gange i løbet af årmilliarderne.
Kemiske reaktioner dannede organiske molekyler, som reagerede med hinanden til stadig mere sammensatte former, og der opstod et molekyle, som kunne danne kopier af sig selv. Derved begyndte evolutionen, som førte til, at livet opstod, først ved fremkomsten af simple encellede organismer. Senere fremkom de flercellede organismer, og en afgørende milepæl var det, da evnen til fotosyntese udvikledes og førte til dannelse af Jordens nuværende, iltrige atmosfære. Livsformerne forgrenede sig i mange arter, blev stadig mere avancerede, erobrede landjorden og udfyldte efterhånden alle de økologiske nicher. Istider og store nedslag af meteoritter har flere gange betydet masseuddøen af livsformer, men de tilbageværende har udviklet sig i nye retninger og fyldt Jorden med liv.
For ca. seks millioner år siden udskiltes de linjer, som førte til udviklingen af det moderne menneske, idet oprejst gang, større hjerne og evnen til at tale var nogle af de vigtige faktorer i forløbet. Mennesket tæmmede ilden, etablerede landbrug og forædlede dyr og planter. Levevilkårene blev forbedret, og der dannedes samfund og opstod civilisationer med religiøse og kulturelle kendetegn. Gennem udviklingen af videnskab, skrift, styreformer, transportmidler og kommunikation er mennesket blevet Jordens dominerende art og øver afgørende indflydelse på Jorden og alt andet liv. Den menneskelige aktivitets omfang og en stadigt voksende befolkning påvirker nu Jorden og livsbetingelserne, hvorfor menneskeheden tvinges til et anlægge et globalt syn på områder som miljøpåvirkning, naturbeskyttelse, ressourceudnyttelse og klimaændringer.
Solsystemets og Jordens dannelse Solsystemets dannelse
thumb|En tegners opfattelse af en protoplanetarisk skive. Solsystemet og Jorden dannedes oprindeligt fra en stor roterende sky af kosmisk støv og gasarter, urtågen. Skyen bestod af brint og helium, som var produceret ved Big Bang, samt tungere grundstoffer, som supernovaer havde dannet og sendt ud i rummet. For omkring 4,6 milliarder år siden begyndte urtågen at trække sig sammen, muligvis som følge af en trykbølge fra en nærliggende stjerne, der eksploderede som en supernova. Trykbølgen tilførte urtågen et drejningsmoment, og efterhånden som dens rotation accelererede, fik kombinationen af tyngdekraft og inerti den til at flade ud til en protoplanetarisk skive, vinkelret på rotationsaksen. Hovedparten af massen koncentreredes i skivens midte og begyndte at varmes op, mens små perturbationer som følge af sammenstød og virkningen af vinkelmomentet medførte, at der forskellige steder i skiven dannedes begyndende protoplaneter med diametre på op til flere kilometer.
Det indfaldne materiale, den forøgede rotationshastighed og trykket fra gravitationssammentrækningen skabte efterhånden en enorm kinetisk varme i centrum, og da der ikke var nogen anden proces, som kunne føre tilstrækkelig energi væk, steg temperaturen. Til sidst blev den høj nok til, at kernefusion af brint til helium kunne begynde, og denne T Tauri-stjerne antændtes og dannede Solen. I mellemtiden fik gravitationen stof til at samle sig omkring de perturberede masser uden for den afstand, hvor massetiltrækningen fra Solen fik stoffet til at falde ind i den, og disse samlinger begyndte sammen med støvpartikler etc. at samles i ringe i den protoplanetariske skive. Fragmenter med stadig større masser stødte sammen og blev til endnu større stykker, der til sidst blev til protoplaneter. En af disse var den planet, som dannedes i en afstand af omkring 150 millioner kilometer fra centret, nemlig Jorden. Den var stort set dannet i løbet af 10–20 millioner år, og det skete for 4,54 milliarder år siden (med en usikkerhed på 1 %). Solvinden fra den nydannede T Tauri-stjerne fjernede det meste af det materiale i skiven, som ikke allerede var indfanget og indgået i større legemer. Forløbet er modelleret ved computersimulationer, som har vist, at der på denne måde fra en protoplanetarisk skive kan dannes planeter med de afstande fra Solen, som jordplaneterne har.Wetherill 1991
Hadal og Arkæikum
Den første æon i Jordens geologiske historie kaldes Arkæikum og varede til for 2,5 milliarder år siden. De ældste klipper, som er fundet på Jorden, er omkring 4,03 milliarder år gamle.Best, M.G., 2003: Igneous and Metamorphic Petrology, Blackwell Publishing (2nd ed.), ., pp 612-613 Zirkoner fra Acasta-gnejskomplekset er dateret til at være 4,03 milliarder år. Tidsrummet fra Jordens dannelse og til de ældste klippers aldre anses uofficielt for at være en selvstændig æon, Hadal. Eftersom der ikke er bevaret materiale fra den tid, er der kun lidt kendt om den. Jordens overflade må have været under et intenst bombardement af meteoritter, og den omfattende varmetransport og geotermale gradient må have medført en voldsom vulkansk aktivitet. Der findes af og til solitære zirkonkrystaller med højere aldre end 4,0 milliarder år, og de viser tegn på at have været i kontakt med flydende vand for omkring 4,4 milliarder år siden, hvilket tages som bevis på, at planeten allerede dengang havde oceaner. Fra kratertællinger på andre himmellegemer vides det, at det intense meteorbombardement, som kaldes Det Store Bombardement (engelsk: Late Heavy Bombardment, LHB), sluttede for omkring 3,8 milliarder år siden.Har Jorden altid haft den samme mængde vand? Videnskab.dk Ved begyndelsen af Arkæikum var Jorden afkølet betydeligt, men de fleste af de nutidige livsformer ville ikke have kunnet leve der på grund af atmosfærens sammensætning, da den hverken indeholdt ilt eller havde et beskyttende ozonlag.
Jordens kerne og første atmosfære
thumb|right|200px|Vulkanudbrud har været almindelige i Jordens tidligste perioder. Protojorden voksede sig større ved at "feje materiale op" (accretion), og dens indre blev til sidst varm nok til at smelte de tunge, siderofile metaller. På grund af deres større massefylder sank de (flydende) metaller mod Jordens massecentrum, mens de lettere lithofile steg op mod eller blev på overfladen. Denne planetare differentiation medførte en opdeling af Jorden i en primitiv kappe og en (metallisk) kerne og skete kun 10 millioner år efter, at Jorden begyndte at dannes. Derved fik Jorden sin lagdelte struktur og desuden skabtes Jordens magnetfelt.
Mens der foregik accretion af materiale til protoplaneten, må Jorden have været omgivet af en sky af luftformige silikater, som senere kondenseredes som faste klipper på overfladen. Tilbage var da en tidlig atmosfære af lette gasarter, fortrinsvis brint, helium og ædelgasser, men den forsvandt ved at blive blæst væk af solvinden og ved påvirkning fra Jordens egen varme.
Dette ændrede sig, da Jorden nåede omkring 40 % af sin nuværende radius, hvor dens tyngdekraft blev stærk nok til at holde på en atmosfære, som indeholdt vand.
Gigantsammenstødet
200px|thumb|Animation (ikke-skalatro) af Theia, som dannes i Jordens Lagrange-punkt L5 og efter en gravitationsforstyrrelse kolliderer med Jorden, så Månen dannes. (Set fra syd med hele års mellemrum). Et særligt træk ved Jorden er dens store måne, Månen. Under Apollo-programmet blev der hentet klipper fra Månens overflade tilbage til Jorden, og radiometriske dateringer af disse giver Månen en alder på 4,527 ± 10 millioner år, hvilket er omkring 30 til 55 millioner år yngre end Solsystemets andre kloder. Et specielt træk er Månens forholdsvis lave massefylde, som må betyde, at den ikke har nogen stor, metalholdig kerne som de andre jordlignende kloder i Solsystemet. I virkeligheden er Månens stofsammensætning meget tæt på at være den samme som sammensætningen af Jordens kappe og skorpe, men uden Jordens kerne. Det har ført til fremsættelse af hypotesen om et gigantsammenstød, Theiahypotesen, ifølge hvilken Månen er dannet efter et enormt sammenstød mellem protojorden og en anden protoplanet. Månen er da opstået ved accretion af det materiale, som slyngedes ud i rummet ved de to kloders sammenstød.
Protoplaneten, som ramte Jorden, har fået navnet Theia og er beregnet til at have haft lidt mindre masse end planeten Mars. Theia kan være dannet ved accretion af stof i en afstand på 150 millioner kilometer fra både Jorden og Solen i deres fjerde eller femte Lagrange-punkt. Dens kredsløb kan først have været stabilt, men brød sammen, da Jordens masse voksede ved accretion af mere og mere materiale. Theia svingede derefter frem og tilbage i forhold til Jorden, indtil den til sidst stødte sammen med den for anslået 4,533 milliarder år siden.
Modeller viser, at når en klode af denne størrelse ramte protojorden i en lille vinkel, blev en meget stor mængde materiale fra de to kloders kapper og skorper kastet ud i rummet og meget af det forblev i kredsløb om Jorden. Dette materiale samlede sig til kloden Månen i løbet af nogle uger og fik derefter kugleform under påvirkning af sin egen tyngde. Theias metalliske kerne sank derimod gennem Jordens kappe og indgik i Jordens kerne, hvorved Månen blev fattig på metaller. Theiahypotesen forklarer derfor Månens helt usædvanlige stofsammensætning.
Den radiometriske datering viser, at Jorden allerede havde eksisteret i mindst 10 millioner år før sammenstødet, hvorfor der var tid nok til, at den var blevet opdelt i en primitiv kappe og skorpe. Derfor udkastede sammenstødet ikke materiale fra Jordens kerne af tunge, siderofile grundstoffer.
Sammenstødet havde nogle vigtige konsekvenser for den unge jord. Det udløste en gigantisk mængde energi, som må have opsmeltet Jorden og Månen fuldstændigt. Umiddelbart efter, at det var sket, har der været kraftig konvektion i Jordens kappe, og planetens overflade var et stort magmaocean. Desuden må hele planetens første atmosfære være blevet blæst væk. Sammenstødet menes desuden at have givet Jorden sin store aksehældning på 23,5°, som er årsagen til, at planeten har årstider. (En enkel, idealiseret model for planeternes opståen giver aksehældninger på 0° uden årstider af betydning). Det kan ligeledes have forøget Jordens rotationshastighed.
Oceaner og atmosfære dannes