The Crazy Reds er en fodboldfanklub for Vejle Boldklub, der blev stiftet den 18. september 1995.

The Crazy Reds (forkortet TCR) er den officielle fanklub for den danske fodboldklub Vejle Boldklub (VB). Foreningen blev stiftet den 18. september 1995 og fungerer som en uafhængig supporterforening, der arrangerer udebaneture, tifo-aktiviteter og sociale arrangementer for klubbens tilhængere.

Historie

Grundlæggelse og de første år (1995–1999) Fanklubben blev stiftet den 18. september 1995 i Venstres Ungdoms lokaler i Vejle under navnet VB Support. Der var 22 deltagere ved den stiftende generalforsamling, heriblandt den daværende VB-spiller Jesper Søgaard. Foreningen fungerede som afløser for VB’s Fanklub, der havde eksisteret siden 1978 som Danmarks ældste fanklub. I løbet af efteråret 1995 ændrede foreningen officielt navn til VB’s supporterforening The Crazy Reds.

Medlemstallet voksede i foreningens første år i takt med klubbens sportslige succes efter oprykningen til Superligaen. Ved årsskiftet 1995/1996 havde fanklubben ca. 100 medlemmer, voksede til omkring 800 i 1997 og toppede med ca. 1.500 medlemmer omkring årtusindskiftet.

I 1997 etablerede TCR klublokaler på Nørremarksvej 9 under navnet Crazy Palace, beliggende ca. 250 meter fra det daværende Vejle Stadion. Samme år lancerede foreningen det trykte medlemsblad PlayBall, der udkom cirka fire gange årligt indtil midten af 2000'erne, hvor stigende distributionsomkostninger medførte en overgang til digitale platforme.

Fusionsdebatter og sportslig modgang (1999–2012) Fanklubben har ad flere omgange været præget af interne og eksterne spændinger i relation til overbygningsplaner i Vejle Boldklub:

1999: Planer om en fusion skabte splittelse i tilhængerskaren. Uenighederne kom blandt andet til udtryk under en hjemmekamp mod Viborg FF, hvor modstandere af fusionen forlod den vante tribune, Blok D, og tog opstilling i Vestkurven i protest. 2010–2012: Planerne om etableringen af Vejle Boldklub Kolding (et strategisk samarbejde med Kolding FC) førte til demonstrationer, herunder en march med ca. 300 deltagere gennem Vejle. På en ekstraordinær generalforsamling i januar 2011 stemte et flertal af TCR's medlemmer dog for at støtte holdet. Beslutningen medførte et markant fald i fanklubbens medlemstal. Samarbejdet ophørte formelt i 2012, hvorefter klubben genoptog navnet Vejle Boldklub.

Nyere tid (2013–) På generalforsamlingen i 2013 besluttede foreningen at afhænde lokalerne på Nørremarksvej for at rykke aktiviteterne tættere på det nye Vejle Stadion. Fanklubbens faste samlingspunkt før og efter hjemmekampe blev efterfølgende placeret i fanzonen ved stadion samt en overgang i lokaler ved Gravesen Corner.

I perioden fra 2018 til 2026 fulgte fanklubben holdet gennem gentagne op- og nedrykninger mellem Superligaen og 1. division (oprykninger i 2018, 2020 og 2023).

Tribunekultur og placering I årene på det oprindelige Vejle Stadion var fanklubbens faste ståpladser centreret på Blok D. Ved indvielsen af det nye Vejle Stadion blev den officielle fanklub oprindeligt placeret på Østtribunens afsnit C. Siden har det primære stemningsafsnit rykket sig til Blok E på Vesttribunen, hvor The Crazy Reds i dag er placeret sammen med andre uafhængige fangrupperinger.

Ud over hjemmekampene har fanklubben siden stiftelsen arrangeret busture til udebanekampe. Blandt de historisk mest velbesøgte regnes sølvmedaljekampen mod Lyngby BK i 1997, udebaneture under klubbens UEFA Cup-deltagelse i 1998, samt oprykningskampene i Esbjerg (2001), Kolding (2006) og Thisted (2018).

Organisation The Crazy Reds ledes af en ulønnet bestyrelse, der vælges på foreningens årlige ordinære generalforsamling i årets tredje kvartal. Foreningen varetager tilhængernes interesser over for klubbens ledelse, og øvrige interessenter.

Formænd 1995-1996: Steen Bjerrum 1996-1997: Christoffer Larsen 1997-1999: Brian Pedersen 1999-2000: Dennis Lanther 2000-2000: Brian Andersen 2000-2002: Erling Holm 2002-2004: Jørgen Lass 2004-2006: Tine Hundahl 2006-2008: Martin B. Hildebrandt 2008-2010: Jørgen Jepsen 2010-2011: Brian V. Jørgensen 2011- 2014 : Mads J. Hansen 2014 - 2026 : Brian V. Jørgensen 2026 - : Allan Haley Nielsen Oversigt sidst opdateret: 22. juli 2015

Referencer

Eksterne henvisninger Officiel hjemmeside

Kategori:Fodboldfanklubber Kategori:Etableret i 1995 Kategori:Vejle Boldklub