Sigmund Freud, født Sigismund Schlomo Freud, (født 6. maj 1856, død 23. september 1939) var en østrigsk læge, neurolog og psykiater. Han grundlagde psykoanalysen, en psykologisk teori om personlighedsdannelsen og en tilhørende metode til behandling af psykiske lidelser gennem en dialog mellem psykoanalytiker og patient. Han formaliserede psykoterapien og gav den et teoretisk grundlag, og han spillede dermed en vigtig rolle i udviklingen af den.
Freud var den første, der systematisk brugte begrebet ”det ubevidste” i psykologien. Det er en af Freuds historiske bedrifter, at han har gjort det ubevidstes rolle for menneskelig tanke og handling almindeligt kendt. Hans skelnen mellem det bevidste og det ubevidste er grundlæggende i psykoanalysen.
Han er kendt for sin personlighedsmodel, hvorefter menneskets psyke er delt op i tre dele: ”det”, ”jeg” og ”overjeg”. Ved det’et forstod han instinkterne og drifterne. Centralt er her seksualdriften, som ifølge Freud forklarer mange af menneskets handlinger. I det’et hersker lystprincippet: Det’et søger øjeblikkelig lyst og tilfredsstillelse. Overjeget er den kritiske og moraliserende del af personligheden, mens jeget er centrum i personligheden - den instans der forsøger at tilgodese både det’et og overjeget.
Freud er historisk set den mest indflydelsesrige psykolog, der har levet. Især i 1900-tallet har han haft en stor indflydelse på psykologien. Han har også haft indflydelse inden for litteratur og filosofi. Med tiden er hans indflydelse dog blevet mindre blandt akademiske psykologer. Mange af disse fremhæver, at hans teorier ikke er tilstrækkeligt empirisk underbygget.Malcolm Macmillan: Freud Evaluated, s. xxiii
Liv thumb|left|Freud som 16-årig sammen med sin mor. Sigmund Freud blev født 6. maj 1856 i Freiberg (nu Příbor, Tjekkiet) i Kejserriget Østrig. Hans forældre var Jakob Freud (1815-1896), en uldhandler, og Amalia Nathanson Freud (1835-1930). Han levede 78 år af sit liv i Wien – fra 1860 til 1938. I 1865 kom han som niårig ind i Leopoldstädter Kommunal-Realgymnasium, et fremtrædende gymnasium i Wien. Her viste han sig at være en fremragende elev og tog eksamen med udmærkelse i 1873. Han elskede litteratur og var dygtig til tysk, fransk, italiensk, spansk, engelsk, hebraisk, latin og græsk.
Han kom ind på universitetet i Wien i en alder af 17 år. Han havde planlagt at studere jura, men skiftede til det medicinske fakultet, hvor hans studier omfattede filosofi under Franz Brentano, fysiologi under Ernst Brücke og zoologi under den darwinistiske professor Carl Claus. Han tog sin medicinske eksamen i 1881.
I 1882 begyndte Freud sin medicinske karriere på Wiens Almene Sygehus (). Hans arbejde med afasi dannede grundlag for hans første bog Om afasi. Et kritisk studium (1891). Over en treårig periode arbejdede han i forskellige afdelinger på hospitalet.
I 1886 fratrådte han sin hospitalsstilling og fik en privat praksis med speciale i "nervøse lidelser". Samme år giftede han sig med Martha Bernays (1861-1951), der ligesom Freud selv var etnisk jøde. De fik seks børn: Mathilde (f. 1887), Jean-Martin (f. 1889), Oliver (f. 1891), Ernst (f. 1892), Sophie (f. 1893) og Anna (f. 1895). Fra 1891 til 1938 boede familien i Berggasse 19 i Wien, hvor Freud også havde sin praksis.
thumb|left|André Brouillet: En klinisk lektion på Salpêtrière. 1887. Freud havde et litografi af dette maleri i sin praksis. thumb|left|Freuds sofa, som hans patienter lå på. Han fik den som gave fra en patient, en Madame Benvenisti, omkring 1890. Freud var optaget af hypnose, med Jean-Martin Charcot som en vigtig inspirationskilde. I fortsættelse heraf begyndte han at arbejde med analyse af psyken. De skuffende resultater af hans tidlige kliniske arbejde fik ham dog til at opgive hypnosen. Han mente nu, at en mere effektiv symptomlindring kunne opnås ved at tilskynde patienten til at tale frit, uden hæmninger, om de ideer og minder, der opstod for vedkommende. Denne fremgangsmåde kaldte han frie associationer.
I sin praksis i Berggasse udførte han samtaleterapi med neurotiske patienter og studerede deres drømme og barndomserindringer. Efterhånden udviklede han en teori om psykens udformning og virkemåde. I 1896 begyndte han at bruge betegnelsen "psykoanalyse" om sin nye metode til at behandle psykiske lidelser på, samt om den teori som metoden var baseret på. Peter Gay: Freud: A Life for Our Time, s. 64-71 I begyndelsen mødte psykoanalysen dog stærk modstand i akademiske kredse.
I 1900 udkom hans skelsættende værk Drømmetydning. Her gav han, efter en kritisk gennemgang af de eksisterende teorier på området, detaljerede fortolkninger af sine egne og sine patienters drømme.
I 1902 blev han "professor extraordinarius". Der var ikke nogen løn eller undervisningsopgaver knyttet til stillingen. Men titlen var vigtig for Freud i kraft af den anerkendelse og prestige, den gav. I 1920 fik han den forbedrede status som "professor ordinarius".
I 1906 begyndte han en korrespondance med Carl Gustav Jung, en schweizisk psykiater, som på dette tidspunkt var tilhænger af ham og hans synspunkter. I februar 1907 rejste Jung til Wien for at besøge ham. De talte sammen i 13 timer i træk. Jung var imponeret over Freuds usædvanlige intelligens og skarpsindighed.C.G. Jung: Erindringer, drømme, tanker, s. 131 Men han kunne ikke give ham ret i hans tanke om seksualitetens gennemgribende betydning for personlighedsdannelsen.
Forskellene mellem de to blev stadig større. I slutningen af 1912 kom det til et brud, efter at Jung havde udgivet sin bog Transformationer og symboler på libido. I bogen kritiserede han Freuds begreb om libido (psykisk energi), "som gik ud fra den primære betydning af sexlysten, der stammer fra det respektive individs barndom", mens Jung var af den opfattelse, "at definitionen af libido skal udvides, at begrebet skal udstrækkes til, at universelle adfærdsmønstre, som er fælles for mange forskellige kulturer i forskellige historiske perioder, også vil være dækket af det." Deirdre Bair: C. G. Jung. Eine Biografi, s. 301.
Freud erklærede derefter, at han ikke kunne betragte Jungs arbejde og udsagn som en legitim fortsættelse af hans psykoanalyse.Fritz Wittels: Sigmund Freud. Manden, lærepladsen, skolen, s. 161. I januar 1913 opsagde han skriftligt venskabet.
I efteråret 1902 grundlagde Freud ”onsdagsgruppen”. Han inviterede en række wienske læger, der havde udtrykt interesse for hans arbejde, til at mødes i hans lejlighed i Berggasse 19 hver onsdag eftermiddag for at diskutere spørgsmål vedrørende psykologi og neuropatologi.Joseph Schwartz: Cassandras datter, s. 100 Gruppen markerede begyndelsen på den verdensomspændende psykoanalytiske bevægelse.Henri Ellenberger: The Discovery of the Unconscious, s. 443 og 454
En af mødedeltagerne var lægen Alfred Adler (1870-1937). Han udviklede dog efterhånden en selvstændig lære, der afveg fra Freuds psykoanalyse. Adler så ikke mennesket som bestemt af drifter, men som et frit væsen, der skal løse de opgaver, som livet stiller ham. Hans synspunkter førte til et brud med Freud i 1911. Han grundlagde derefter sin egen dybdepsykologiske retning: individuel psykologi. thumb|left|Freud foran Clark Universitet i Massachusetts, USA, i 1909. Forreste række: Sigmund Freud, G. Stanley Hall, C. G. Jung. Bageste række: Abraham A. Brill, Ernest Jones, Sándor Ferenczi. thumb|left|Freuds aske i Freud-hjørnet i Golders Green Crematorium i London.
Freud besøgte USA i september 1909, ledsaget af Jung og den ungarske psykiater Sándor Ferenczi. Han var inviteret af Stanley Hall, præsidenten for Clark Universitet i Massachusetts. På universitetet holdt han fem forelæsninger om psykoanalyse.Peter Gay: Freud: A Life for Our Time, s. 212 I forbindelse hermed blev han tildelt en æresdoktorgrad ved et særligt arrangement, som tiltrak sig stor medieinteresse. Begivenheden markerede den første offentlige anerkendelse af hans arbejde.
I det hele taget begyndte stemningen nu at vende. Hvor han tidligere havde mødt stærk modstand, især i akademiske kredse, på grund af sine kontroversielle ideer om seksualiteten, begyndte han nu at blive anerkendt i brede kredse, omend hans teorier stadig var kontroversielle. Efter 1. verdenskrig var hans navn blevet kendt af millioner af mennesker verden over. Psykoanalyse var nu blevet den store mode, og dens indflydelse mærkedes på flere områder, blandt andet litteratur, billedkunst og pædagogik.Calvin S. Hall: Freuds psykologi, s. 21-22
Freud var meget aktiv i disse år. Han skrev bøger, holdt foredrag og deltog i internationale kongresser, samtidig med at han havde patienter i sin klinik. Men fra begyndelsen af 1920-erne blev han mindre udadvendt. Berlin-kongressen i 1922 var den sidste, han deltog i. Peter Gay: Freud: A Life for Our Time, s.394 Han havde fået kræft i kæben og måtte gennemgå en række operationer og gå med protese. Hans tale var blevet alvorligt svækket. Han holdt sig dog ajour med udviklingen gennem en regelmæssig korrespondance med sine tilhængere.
I januar 1933 kom nazisterne til magten i Tyskland, og Freuds bøger var nogle af de første, de brændte. Begrundelsen var, at bøgerne overdrev de ubeviste impulser og indeholdt destruktive analyser af det menneskelige sind.Fire Oaths | The Holocaust Encyclopedia Freud bemærkede i den forbindelse: "Hvilke fremskridt vi gør. I middelalderen ville de have brændt mig. Nu nøjes de med at brænde mine bøger." Peter Gay: Freud: A Life for Our Time, s. 592-93
Freud, der var etnisk jøde, undervurderede den voksende nazistiske trussel. Han var besluttet på at blive i Wien, selv efter den 13. marts 1938, hvor Tyskland annekterede Østrig (ved Anschluss), og hvor det kom til en voldsom forfølgelse af jøderne. Ernest Jones, den daværende præsident for International Psychoanalytical Association, fløj fra London til Wien den 15. marts, fast besluttet på at få ham til at skifte mening og søge eksil i Storbritannien. Det lykkedes, ikke mindst oven på Freuds chok over Gestapos arrestation og forhør af datteren Anna Freud den 22. marts.
Familiens rejse fra Wien skete i etaper i løbet af april, maj og juni 1938. Freuds barnebarn, Ernst Halberstadt, og Freuds søn Martins kone og børn rejste til Paris i april. Freuds svigerinde, Minna Bernays, rejste til London den 5. maj, Martin Freud den følgende uge, og Freuds datter Mathilde og hendes mand Robert Hollitscher den 24. maj. Endelig rejste Freud selv, hans kone Martha og datteren Anna den 4. juni, ledsaget af deres husholderske og en læge. De ankom til Paris den følgende dag. Derefter rejste de videre, og den 6. juni ankom de til Victoria Station i London.
I Freuds nye hjem i London arbejdede han på sine sidste to bøger Grundrids af psykoanalysen og Manden Moses og den monoteistiske religion. Hans wienske konsultationsrum blev genskabt i detaljer. Han fortsatte med at modtage patienter indtil de sidste stadier af sin sygdom.
I midten af september 1939 voldte kræften i kæben ham stadig mere alvorlige smerter. Han henvendte sig til sin læge, ven og medflygtning, Max Schur, og bad ham om at ”gøre en ende på det”: ”Nu er det ikke andet end tortur og giver ingen mening.” Schur gav ham i de følgende dage nogle doser morfin. Omkring kl. 3 den 23. september døde Freud.Peter Gay: Freud: A Life for Our Time, s. 650–51
Tre dage efter hans død blev hans lig kremeret på Golders Green Crematorium i det nordlige London. Ernest Jones og den østrigske forfatter Stefan Zweig holdt begravelsestaler.
Psykologi Drømmetydning I 1900 udkom Freuds banebrydende bog Drømmetydning. Han fremsatte her en teori om, at drømme er en tilfredsstillelse af undertrykte ønsker og er bestemt af barndommens oplevelser. Den systematiske tydning eller ”afkodning” af ens drømme hjælper en til at lære sig selv bedre at kende og er en forudsætning for en vellykket psykoterapi.