Slaget ved Raymond blev udkæmpet den 12. maj 1863 i nærheden af Raymond under Vicksburg kampagnen i den amerikanske borgerkrig. Den intense kamp stod mellem elementer af generalmajor Ulysses S. Grants Army of the Tennessee mod konfødererede styrker fra generalløjtnant John C. Pembertons militærområde Mississippi og østlige Louisiana. Det lykkedes ikke de konfødererede at forhindre unionshæren i at nå Southern Railroad og isolere Vicksburg fra forstærkninger og forsyninger. Den højest rangerende konfødererede officer, brigadegeneral John Gregg, forsøgte at opnå en taktisk overraskelse og slå den føderale styrke på flugt, men blev i stedet selv taktisk overrasket og slået på flugt af unionens 17. Korps under ledelse af generalmajor James B. McPherson. Unionsstyrken var tre gange så stor som konføderationens og havde en overvægt i artilleri på 7:1. Unionens tab ved Raymond var 68 døde, 341 sårede og 37 savnede. De konfødererede tab var næsten dobbelt så store: 100 døde, 305 sårede og 415 fangne.Memoirs of Ulysses S. Grant, Chapter 34Grabau, p. 66OR Series 1 – Volume 24 (Part III) Chapter XXXVI p. 638
Det lille slag havde en uforholdsmæssig stor betydning for Vicksburg kampagnen. Unionens afbrydelse af jernbanen greb ind i Pembertons forsøg på at yderligere at samle sine styrker og forhindrede ham i at slutte sig til sin overordnede, general Joseph E. Johnston. Som følge heraf havde Pemberton kun tre muligheder: opgive Vicksburg, trække sig tilbage til byen og modstå en belejring eller kæmpe et slag mod en større styrke. På grund af modstridende ordrer fra sine overordnede og åbent oprør fra sine underordnede blev Pemberton tvunget til at vælge den sidste mulighed den 16. maj 1863 i slaget ved Champion Hill.
Forberedelse af slaget thumb|500px|Grants operationer mod Vicksburg. Som led i Pembertons plan om at holde Grants armé tilbage langs en bred front, som groft sagt blev afgrænset af Fourteen Mile Creek, gav han ordre til at alle forstærkninger, som ankom til Jackson, skulle marchere til Raymond, 30 km mod sydvest. Der skulle de udgøre venstre fløj af en styrke som var større end unionens hær. I Raymond ville ankommende enheder blive støttet af Wirt Adams' kavaleriregiment, som patruljerede vejene for at spore tegn på en føderal fremrykning mod Jackson. Adams havde fået ordre af Pemberton til at efterlade sit regiment i Raymond og ride til Edwards, 25 km væk for at organisere det kavaleri, der var tilknyttet den konfødererede hovedstyrke.OR Series 1 – Volume 24 (Part III) Chapter XXXVI p. 851 Adams valgte imidlertid at følge en senere ordre fra generalmajor John S. Bowen, som gav ham ordre til at flytte hele sin styrke til Edwards.OR Series 1 – Volume 24 (Part III) Chapter XXXVI p. 853
Det konfødererede infanteri, som var på vej til Raymond langs jernbanen og vejen omfattede Greggs og Maxeys store brigader fra Port Hudson, Louisiana, samt W.H.T. Walker's og States Rights Gist's brigader østfra. Rejsen blev vanskeliggjort af Grierson's Raid, som havde ødelagt dele af jernbanen øst for Jackson og omkring 80 km spor syd for Brookhaven. Greggs mænd måtte derfor marchere hele vejen bortset fra 135 km af de 320 km fra Port Hudson til Jackson, og ankom den 9. maj. Et andet kavaleri raid iværksat af generalmajor James B. McPherson afskar jernbanen lige nord for Brookhaven og fangede vognene fra Jackson & New Orleans Railroad med general Maxeys brigade for langt sydpå til at kunne hjælpe i det kommende slag.
Efter at have holdt en dags pause ved Pearl River lige nord for Jackson, fik Gregg ordre til at marchere til Raymond ved daggry den 11. maj. Greggs brigade ankom efterfølgende til Raymond sent om eftermiddagen og "faldt om for at hvile så snart de gjorde hold."Drake, p. 25 Pausen viste sig at blive kort. I stedet for Wirt Adams' kavaleriregiment til at bevogte vejene ind i byen var der kun fem konfødererede kavalerister og et kompagni af statens kavaleri til at bevogte vejene.OR Series 1 – Volume 24 (Part I) Chapter XXXVI p. 736 Gregg var tvunget til at sætte forposter på vejene ud af byen fra sit eget trætte infanteri.
Ingen i den konfødererede hær var klar over at McPhersons mænd fra 17. Korps var på lur i nærheden af Utica hvor de forholdt sig stille, undlod at bruge signalhorn og trommer og havde opstillet en stærk kavaleriafskærmning. De to divisioner havde nærmet sig forsigtigt ad den udtørrede vej langs højderyggen mellem Utica and Raymond i to dage, mens de kæmpede med at holde sig i nærheden af frisk vand, mens resten af Grants armé sendte følere nordpå mod jernbanen.PUSG, page 183 & 194-195 Efter at have stedfæstet Pembertons hovedstyrke gav Grant McPherson ordre til at rykke sine to divisioner 16 km ind i Raymond inden middag den 12. maj.PUSG, p. 200 Oppe før det blev lyst udløste det føderale kavaleri, som afskærmede general John Logan's tredje division næsten straks alarmen fra statskvaleriet, som var posteret på Utica vejen.T. B. Riggin, Memorial Day Address Fordi der ikke var tilstrækkelig mange vagtposter på vejene var nyheden om at der var ankommet tusindvis af konfødererede soldater til Raymond spredtes. Efter at have hørt fra de lokale, at en stor konfødereret styrke ventede længere oppe ad vejen, forsøgte Logan at opstille 20. Ohio infanteriregiment i en bred skyttelinje og og rykke 1½ km frem gennem et næsten uigennemtrængeligt krat. Efter at de i en time havde havde måttet stoppe gentagne gange, for at kunne rette linjen ud gav Logan ordre til at skyttelinjen skulle forkortes. Omkring kl. 10 om morgenen ankom Logans anden brigade til en lille mark, som lå langs Fourteen Mile Creek.Dwight
Gregg havde fået at vide, at Unionens hovedstyrke lå syd for Edwards, så han vurderede at denne troppestyrke måtte være en plyndringsstyrkeOR Series 1 – Volume 24 (Part III) Chapter XXXVI page 737. Med stor ståhej marcherede han sine mænd gennem Raymond for at imødegå truslen. Da han kom til bakkerne, som havde udsigt til Fourteen Mile Creek, gav han sine styrker ordre til at skjule sig, og bad oberst Hiram Granbury, chefen for det prøvede 7. Texas infanteri regiment om frivillige til en farlig opgave. To mand meldte sig. Granbury opstillede en vagt på 35 mand til at bevogte broen over den lille flod. Det lader til at det var Greggs plan at lokke plyndringsstyrken til at foretage et hurtigt angreb over broen for at forhindre, at den blev brændt af. Når unionsstyrken først var på den konfødererede side af broen, ville Greggs 3.000 mand og lokale frivillige dukke frem og drive unionsstyrken ned i floden, hvor de kunne nedkæmpes.
Gregg så til med forventning da unionens skyttekæde krydsede marken og kom i kamp med hans vagtposter. Forventningen skiftede til forundring, da skyttekæden stoppede kl. 10 og hentede DeGolyers 8. Michigan batteri af let artilleri frem for at rydde broen med kardæsker. Tilstedeværelsen af artilleri kunne kun betyde en ting: styrken foran ham var ikke blot en plyndringsstyrke, men mindst en hel brigade. Gregg forblev uforfærdet, og ændrede blot sin angrebsplan. Hans hovedstyrke ville skifte mod venstre og forlade de marker, som nu var truet af unionens artilleri blot 450 meter borte til sikkerheden i bakkerne over Fourteen Mile Creek. To store regimenter infanteri ville indlede bagholdsangrebet når unionsbrigaden krydsede creeken, mens yderligere to store regimenter stille listede gennem skoven ind bag unionens linje, tage artilleribatteriet og fange unionstropperne i bunden af Fourteen Mile Creek dalen, hvor de ville blive tvunget til at overgive sig. I skyndingen glemte Gregg at meddele Pemberton disse planer.OR Series 1 – Volume 24 (Part III) Chapter XXXVI p. 737
Det havde været Pembertons plan at lade Grant om at bestemme fokus for unionens angreb. Grant kunne dreje østpå og angribe Raymond eller dreje vestpå og angribe Edwards. Ved at gære det ville Grants sårbare bagtrop være åben for angreb fra den styrke som ikke blev angrebet.OR Series 1 – Volume 24 (Part III) Chapter XXXVI p. 861 Pemberton havde udtrykkeligt givet Gregg ordre til ikke at gå i kamp mod en overlegen styrke, men derimod trække sig tilbage til Jackson, mens Pemberton tildelte unionshæren et alvorligt slag bagfra.OR Series 1 – Volume 24 (Part III) Chapter XXXVI p. 862 Teknisk set mente Gregg ikke, at han handlede i strid med denne ordre, da den ekstra store konfødererede brigade på 3.000 mand, der var forstærket af lokale frivillige og snart forventede forstærkninger var dobbelt så stor som en normal unionsbrigade. Hvad Gregg ikke kunne se, da det var skjult af en forhøjning i terrænet, var at hele tredje division i McPhersons korps var opstillet ved siden af 2. brigade.
Da han vidste at skovene forude skjulte en stor konfødereret styrke, begyndte McPherson at få mistanke om et baghold. Efter at have ladet sine mænd holde rast og spise frokost, placerede han en brigade bagude som reserve og sikrede sin venstre flanke med kavaleri og højre flanke med 31. Illinois infanteriregiment og yderligere kavaleri.OR Series 1 – Volume 24 (Part III) Chapter XXXVI page 707 & 735 Mændene var netop ved at afslutte deres frokost, da en artilleriduel begyndte mellem unionsartilleriet ved Fourteen Mile Creek og Greggs artilleri, som var blevet kaldt frem af general Gregg og placeret på en bakketop 600 meter væk.OR Series 1 – Volume 24 (Part III) Chapter XXXVI p. 747 Omkring kl. 12 beordrede McPherson Logan til at rykke frem.OR Series 1 – Volume 24 (Part III) Chapter XXXVI p. 711
Kaos og ironi Mændene i 1. og 3. brigade stod overfor de samme udfordringer som 2. brigade tidligere på dagen. Slyngplanterne i området hans som reb mellem træerne og nogle af dem havde torne der var 8 cm lange. Værre var det, at selv om Fourteen Mile Creek kun yderst lavvandet, havde den næsten lodrette bredder, som sine steder var over 3 meter høje. Mændene i 23. Indiana infanteriregiment kom ud for det der må have føltes som et lykketræf, da en drejning i vandløbet betød at deres højre flanke befandt sig blot 30 meter fra vandet. En letskrånende sandet "strand" førte ned til vandet, og den modsatte side var gennemskåret af en grøft med sider af hårdt ler. Det lader til at regimentet marcherede langs den højre flanke, ned ad stranden og op gennem grøften, så det med minimal indsats kom over vandløbet og stadig var i formation. For at lukke hullet, der var skabt ved fremrykningen trak enheden sig hurtigt tilbage på udkig efter resten af brigaden, og faldt sidelæns inden i gabet på de konfødereredes fælde.OR Series 1 – Volume 24 (Part I) Chapter XXXVI p. 711 og 712 Det eneste der reddede 23. Indiana var fra at blive totalt slagtet var at de konfødererede aldrig havde fået udleveret bajonetter.OR Series 1 – Volume 24 (Part I) Chapter XXXVI p. 747
Oberst Manning Force, chefen for 20. Ohio Infanteriregimant hørte rebellernes hyl efterfulgt af lyden af musketild og gik i panik. Han beordrede sit regiment til at angribe, mens de løb gennem det næsten ufremkommelige krat og derpå sprang i creeken. Der må hans mænd være blevet ramt af rædsel, da de indså deres fejltagelse – resten af divisionen holdt deres stillinger længere bagude og creekens bredder var for høje til at de kunne komme hverken frem eller tilbage. Heldigvis havde creeken en bugtning her, og soldaterne brugte den til beskyttelse mens de udvekslede skud med den højre bataljon i 7. Texas infanteri. De texanske rifler blev afskudt få centimeter borte, da de konfødererede brugte den anden bred på samme vis. Force kravlede med besvær ud af flodsengen og søgte hjælp fra resten af divisionen, idet han bad oberst Richards fra 20. Illinois infanteriregiment om at rykke frem og skabe sammenhæng i unionens linje.Drake, page 45