thumb|250px|Understel på en Boeing 777. thumb|Understellet på en Boeing 727 bliver trukket op efter starten
Et landingsstel eller understel er det bærende system som et luftfartøj benytter til at lande på eller starte fra, som understøtter flyet når det ikke er i brug, og til at transportere sig rundt på overfladen ved hastigheder for lave til at fartøjet er luftbårent (taxiing). Udtrykket "understel" bruges i luftfartsbranchen, "landingstel" bruges oftest af udenforstående.
For almindelige fly bliver understellet generelt anvendt til både start og landing. I visse typer rumfartøj som f.eks. NASAs rumfærge bliver understellet kun anvendt til landingen. Som oftest har understellet hjul, men der kan også anvendes meder, ski, pontoner eller en kombination, afhængigt af landingsbanens overflade.
Ældre eller langsomme flytyper har oftest et fast understel, mens hurtigere typer kan trække understellet op under flyvning for at reducere luftmodstanden.
Understel på fly thumb|De 20-hjulede hovedhjul på en A380-800 Understel på fly består for det meste af hjul udstyret med simple støddæmpere, eller mere avancerede luft/olie oleo fjedre, og er beregnet for landing på flyvepladser eller i terrænet. Nogle fly er udrustet med ski for at kunne lande i sne, andre har pontoner for en vandlanding, og helikoptere har ofte enten pontoner eller simple meder. Understellet er en relativt tung del af flyet; Det kan veje op til 7% af takeoff-vægten, men mere almindeligt er det omkring 4–5%.
Artiklen indeholder mange engelske udtryk: flyvningens sprog er engelsk, de danske udtryk er kun forklarende tilnærmelser. Det er de engelske udtryk der bliver benyttet i daglig tale.
Typer af understel Understel findes i mange varianter. De to almindeligste typer er næsehjuls- og halehjulsunderstel:
Konventionelt understel thumb|En SAN Jodel D.140 Mousquetaire med halehjulsunderstel eller halehjulsunderstel (engelsk: taildragger), hvor der er to hovedhjul eller hjulsæt nær flyets front og et enkelt mindre hjul eller en mede under halen. Halehjulsunderstellet var det mest almindelige først i propelflyenes æra. Et halehjulsunderstel giver mere frigang til en propel, men er vanskeligere at håndtere under start og landing - balancemæssigt er systemet ustabilt, en lille afvigelse fra en bevægelse i lige linje vil oftest være selvforstærkende og kan nemt ende med et ground loop. Som regel skal en pilot have ekstra træning for at flyve en "taildragger". De fleste bushfly er stadig taildraggers.
Næsehjulsunderstel thumb|left|Mooney M20J med næsehjulsunderstel (engelsk: tricycle undercarriage) hvor der er to hjul eller hjulsæt under vingerne og et tredje hjul under flyets næse. Nu om dage har langt de fleste moderne fly næsehjulsunderstel. På en fast landingsbane er næsehjulsunderstellet overlegent; styregeometrien gør det selvoprettende, og det tolererer som oftest selv slemme håndteringsfejl. Derimod kan systemet være sårbart på en dårligt forberedt landingsbane.
Undertiden får et fly med næsehjulsunderstel et lille halehjul eller en mede monteret under halen for at forhindre skader ved et tailstrike (hvor halespidsen rammer landingsbanen) under start og landing. For eksempel havde Boeings største bomber fra 2.verdenskrig, B-29 Superfortress, og deres 1960'er trafikfly Boeing 727 TriJet en optrækkelig mede, og Concorde havde et optrækkeligt halehjul; Concordes deltavinge havde brug for en stor indfaldsvinkel under takeoff, hvilket gjorde flyet særligt udsat for tailstrikes.
Tandem understel
thumb|Harrier GR7 (ZG472). Næsehjul og tvillingehovedhjul er placeret under skrogets centerlinje, med et mindre hjul under hver vinge
(engelsk: bicycle eller tandem layout) Der er næsehjul for og hovedhjul agter under skrogets centerlinje, og små hjul på 'udriggere' under eller nær vingespidsene. Metoden benyttes når der ikke er et praktisk anvendeligt sted at fastgøre understellet under vingerne, eller når der mangler plads til at stuve det, når det er trukket op. Denne type understel benyttes eksempelvis på Lockheed U-2-spionflyet, Boeing B-47 Stratojet-bombeflyet og Hawker Harrier-jagerbomberen.
Designet var navnlig populært i militære bombefly i 1950'erne, og blev først taget i brug i Martin XB-51, og ud over de før nævnte, benyttet i f.eks. Mjasisjtjev M-4 "Bison", Jakovlev Jak-25 "Flashlight"/"Mandrake" og Jak-28 "Brewer", fordi det giver plads til et stort internt bombelastrum mellem hovedhjulene. En variation af layoutet bliver benyttet i B-52 Stratofortress, som har fire hovedhjuls boogier (to forude og to agter) under skroget, plus et udriggerhjul under hver vingetip. Understellet på B-52 er unikt - alle hovedhjulene kan styres. Dette gør det nemmere for flyet at lande i sidevind: hjulene stilles parallelt med landingsbanen, selv om skroget har en vinkel op mod vinden. Tandemunderstellet har ikke kun fordele: det er af største vigtighed at skroget er parallelt med landingsbanen i landingsøjeblikket. Ellers vi det give et temmelig brutalt bump i flyet, når vingen staller og det højeste hjul tvinges ned på banen.
Afkasteligt understel thumb|left|Me 163B Komet på dens tohjulede start"dolly" Nogle fly anvender hjul til starten ['takeoff') og kaster dem af når flyet er i luften, for at opnå forbedret aerodynamisk luftstrømning omkring skroget uden at døje med kompleksiteten, vægten og pladskravene til et optrækkeligt understel. Som oftest er de afkastelige hjul monteret på aksler, der er en del af en "dolly" (hvis det kun er hovedhjulene) eller en "trolley" (hovedhjul og næsehjul) chassis. Flyet vil herefter lande på en mede eller lignende.
Historiske eksempler på fly der anvender en "dolly" er den raketdrevne Messerschmitt Me 163 jager, det kæmpestore Messerschmitt Me 321 "Gigant" transport svævefly, og de første otte prototyper af bombe- og rekognosceringsflyet Arado Ar 234 benyttede en "trolley".
Tyskerne havde planlagt at anvende start med dolly/trolley og landing på meder på et betragteligt antal jet- og raketdrevne militære fly henimod slutningen af anden verdenskrig, men metoden viste hurtigt sine ulemper. Efter en udført mission ville der være spredt landede fly overalt på flyvepladsen, og flyene ville ikke selv være i stand til at taxie til egnede beskyttede og camouflerede hangarer. Flyene ville være 'stående mål', og løbe en stor risiko for at blive beskudt af forfølgende allierede jagerfly. Derudover skulle de sidst ankommende fly udføre en vellykket landing imellem et antal landede fly og personel spredt på kryds og tværs over banen. Det siger sig selv at dette medførte en stor risiko for kollisioner og ulykker.
Et nyere eksempel er støttehjulene ("Pogos") under vingespidserne på Lockheed U-2 rekognosceringsflyet. Efter starten ville støttehjulene blive kastet af; efter landingen ville flyet - med en betragtelig hældning - støtte en af vingespidserne på en lille mede lavet af titan.
Monohjul right|thumb|Et Schleicher Ka 6e svævefly viser sit enlige landingshjul For at minimere luftmodstanden har de fleste moderne svævefly kun et hjul, fast eller optrækkeligt, under flyets centerlinie. På jorden hviler de fleste svævefly på hjulet og en vingetip; de første få meter af starten, indtil flyet kan balanceres med krængerorene, holdes tippen oppe af en medhjælper.
Nogle svævefly fra tiden før 2. verdenskrig ville kaste hjulet umiddelbart efter starten, og lande på en mede. Andre typer havde ligesom Me 163 en afkastelig dolly.
Monohjul findes også på nogle typer motorfly hvor reduktion af luftmodstanden har høj prioritet, som f.eks. Europa XS.
Lette og ultralette fly På nogle lette, hjemmebyggede fly er hovedhjulene hængt op på en bue af lamineret asketræ. På lidt tungere fly, som f.eks. Cessna 172 anvendes ofte fjederstål i stedet for. Cessna 165 Airmaster var et af de første fly der anvendte fjederstål i understellet. Den største fordel ved et sådant understel er at det er let og simpelt i konstruktionen.
Store fly thumb|Hjularrangementer på store rutefly thumb|left|En Antonov An-124s hovedhjul. Flyet har et 24-hjuls understel. thumb|A340-600 har en ekstra hjulboogie under midten af skroget
Efterhånden som flyene blev større, fik de flere hjul for at kunne håndtere den stigende vægt. De tidligste "gigant" fly som gik i serieproduktion, den tyske 1.verdenskrigs Zeppelin-Staaken R.VI langdistance-bomber fra 1916, benyttede i alt 18 hjul i understellet, fordelt på to hjul under næsen og 16 hjul i hovedhjulene under motorgondolerne, for at understøtte flyets vægt på næsten 12 metriske tons.
Under 2.verdenskrig så man første gang understel med en række dobbelte hovedhjul, først på det eksperimentelle tyske Arado Ar 232 fragtfly, som benyttede en række af 11 dobbelthjulsæt under skrogets centerline. Nu om dage benyttes optrækkelige rækker af dobbelthjul oftest på tunge fragtfly, monteret nederst på skroget i begge sider.
Boeing 747 har fem hjulsæt: et dobbelt næsehjul og fire sæt firehjulede bogier. En bogie er placeret under hver vinge, og de to inderste er placeret i skroget, lidt agten for de yderste, i alt har flyet 18 hjul/dæk. Airbus A340-500/-600 har en ekstra firhjulet bogie under skrogets centerlinje. Airbus A380 har en firehjulet bogie under hver vinge, og to sæt sekshjulede bogier under skroget.
Verdens største fragtfly, den Ukrainske Antonov An-225 har 4 hjul under næsen, to dobbelthjul på hver sit oleo-fjederben (dens "lillebror" Antonov An-124 benytter samme system), syv oleo-ben med dobbelthjul i hver side (28 hjul), i alt 32 hjul og dæk.The World's Largest Cargo Plane Can Swallow a 737 Whole
Søfly Nogle fly har understellet tilpasset start og landing fra vandoverflader. Et pontonfly (engelsk: floatplane) har to eller flere strømlinede pontoner (engelsk: floats) som flyet flyder på, i stedet for hjul. En flyvebåd (engelsk: flying boat) har den nederste, vandtætte del af skroget udformet som skroget på en båd, typisk med et 'trin' nær tyngdepunktet for at gøre det lettere for skroget at slippe vandet ved takeoff. Derudover har flyet som oftest ekstra pontoner ved vingetipperne, eller mere sjældent som små udriggere på siden af skroget. Et amfibiefly (engelsk: amphibious aircraft) har ud over understellet til vandlanding også et sæt landingshjul til almindelige landinger. Et eksempel på denne flytype er PBY Catalina.
Helikoptere Mindre helikoptere har som oftest ikke brug for et almindeligt understel. De har tit et simpelt rørstel med meder, som sparer vægt og kompleksitet, og som i mange tilfælde tillader enkel montage af pontoner. På grund af risikoen for ground resonance (resonansfænomener mellem affjedringen og rotorsystemet) er der ofte støddæmpere indbygget i systemet. På jorden slæbes helikopteren med nogle små ruller eller hjul og en langarmet løftevogn, en 'hangarhund' ('tow dolly').
Helikoptere der er i stand til at udføre vandlandinger kan have enten et bådskrog eller pontoner, og er som regel også anvendeligt som amfibiefly. Flyvevåbnets nu udgåede Sikorsky S-61 havde et særdeles universelt understel: den havde bådskrog og pontoner for vandlanding, et kraftigt optrækkeligt halehjulsunderstel som tillod både vertikal og 'rullende' start (rullende start gav større nyttelast) og kunne taxi'e for egen kraft eller ved hjælp af en tow dolly.
Optrækkeligt understel thumb|Understellet på en Boeing 767 under ophaling i hjulbrøndene thumb|left|Diagram der viser et hydraulisk aktiveret understel, med hjulet stuvet i vingeroden
For at mindske luftmodstanden under flyvning kan nogle typer understel trækkes op i vingerne eller i skroget, med overfladen af hjulene i plan med overfladen eller dækket af klapper; det bliver kaldt optrækkeligt understel (engelsk: retractable gear.). Hvis hjulene stikker delvist frem i luftstrømmen efter ophalingen kaldes systemet semi-optrækkeligt (engelsk: semi-retractable).