Islandske adjektiver bøjes for kasus, fire i tallet, køn, (hankøn, hunkøn og intetkøn), tal, ental og flertal samt for komparation. Desuden kan adjektiverne bøjes svagt eller stærkt. Der findes dog et antal ubøjelige adjektiver.
Den islandske komparativ bøjes udelukkende svagt med følgende undtagelse.
Fleirum er dativen af fleiri (flere – fleiri er det uregelmæssige adjektivs margur (mangen) komparativ), bruges kun, når adjektivet er fritstående. Býstu við fleiri gestum? (forventer du flere gæster?) men Býstu við fleirum? (forventer du flere?).
I daglig tale bruges også de neutrale dativer meiru (af meiri, mere) og fleiru (af fleiri). Det er et åbent spørgsmål, om denne brug allerede er anerkendt som "korrekt" i præskriptiv betydning, men den er i alle fald på vej med at blive detEt eksempel mod den udbredte tro, at sprog udelukkende "simplificeres" med tiden. Her har vi en forøgelse af antallet af undtagelser og derved en komplicering af morfologien.Disse undtagelser er strengt taget i og for sig svage, men formerne afviger fra den normgivende..
Helt regelmæssige adjektiver
Som grundmønster kan man bruge ríkur (rig), som ikke plages af nogen slags uregelmæssighederMan har set islandske adjektiver brugt som et afskrækkende eksempel efter formlen 3 køn, fire fald, to tal, to bøjninger og tre sammenligningsformer, som alt i alt giver 3*4*2*2*3=108 hypotetiske former. De forskellige former er dog kun 30 i dette tilfælde, med et par til for andre adjektiver, hvis man har med omlyd eller uregelmæssigheder at gøre. Altså, fat mod, det samme argument kunne bruges for tyske adjektiver, og de er ret simple..
Positiv Ríkur (rig), positiv, stærk bøjningSingularisPluralisMaskulinumFemininumNeutrumMaskulinumFemininumNeutrumnominativ ríkur rík ríkt ríkir ríkar ríkakkusativ ríkan ríka ríkadativ ríkum ríkri ríku ríkumgenitiv ríks ríkrar ríks ríkra
Ríkur (rig), positiv, svag bøjningSingularisPluralisMaskulinumFemininumNeutrumMaskulinumFemininumNeutrumnominativ ríki ríka ríka ríkuakkusativ ríka ríkudativgenitiv
Komparativ Hankønnets anden form i entallets akkusativ, dativ og genitiv bliver sjældnere brugt.
Ríkur (rig), komparativSingularisPluralisMaskulinumFemininumNeutrumMaskulinumFemininumNeutrumnominativ ríkari ríkari ríkara ríkariakkusativ ríkari, ríkaradativgenitiv
Superlativ Ríkur (rig), superlativ, stærk bøjningSingularisPluralisMaskulinumFemininumNeutrumMaskulinumFemininumNeutrumnominativ ríkastur ríkust ríkast ríkastir ríkastar ríkustakkusativ ríkastan ríkasta ríkastadativ ríkustum ríkastri ríkustu ríkustumgenitiv ríkasts ríkastrar ríkasts ríkastra
Ríkur (rig), superlativ, svag bøjningSingularisPluralisMaskulinumFemininumNeutrumMaskulinumFemininumNeutrumnominativ ríkasti ríkasta ríkasta ríkustuakkusativ ríkasta ríkustudativgenitiv
U-omlyd Hvis stamvokalen er a, undergår adjektivet u-omlyd i visse former. Eksemplet er glaður (glad).
Positiv Glaður (glad), positiv, stærk bøjningSingularisPluralisMaskulinumFemininumNeutrumMaskulinumFemininumNeutrumnominativ glaður glöð glatt glaðir glaðar glöðakkusativ glaðan glaða glaðadativ glöðum glaðri glöðu glöðumgenitiv glaðs glaðrar glaðs glaðra
Bemærk assimilationen i intetkønnets nominativ og akkusativ ental, glatt<*glaðt, hvor ð tilhører stammen og t er intetkønnets kendetegn. Dette er et meget udbredt fænomen.
Glaður (glad), positiv, svag bøjningSingularisPluralisMaskulinumFemininumNeutrumMaskulinumFemininumNeutrumnominativ glaði glaða glaða glöðuakkusativ glaða glöðudativgenitiv
Komparativ
Glaður (glad), komparativSingularisPluralisMaskulinumFemininumNeutrumMaskulinumFemininumNeutrumnominativ glaðari glaðari glaðara glaðariakkusativ glaðari, glaðaradativgenitiv
Superlativ Glaður (glad), superlativ, stærk bøjningSingularisPluralisMaskulinumFemininumNeutrumMaskulinumFemininumNeutrumnominativ glaðastur glöðust glaðast glaðastir glaðastar glöðustakkusativ glaðastan glaðasta glaðastadativ glöðustum glaðastri glöðustu glöðustumgenitiv glaðasts glaðastrar glaðasts glaðastra
Glaður (glad), superlativ, svag bøjningSingularisPluralisMaskulinumFemininumNeutrumMaskulinumFemininumNeutrumnominativ glaðasti glaðasta glaðasta glöðustuakkusativ glaðasta glöðustudativgenitiv
R i stammen Som hos navneord hænder det ofte, at r-et i den meget hyppige endelse -urDanske læsere, som holder af Asterix, vil nok have bemærket, at de gotiske navne i Asterix og Goterne ender på det islandske -ur. faktisk tilhører stammen. I så fald kan vi bruge eksemplet dapur, (trist, sørgmodig).Såvidt der vides findes der ingen regler til at skue denne kat på hårene. Man må lære udenad, i hvilke tilfælde det drejer sig om ord som dapur eller ord som glaður.
Positiv
Dapur (trist), positiv, stærk bøjningSingularisPluralisMaskulinumFemininumNeutrumMaskulinumFemininumNeutrumnominativ dapur döpur dapurt daprir daprar döpurakkusativ dapran dapra dapradativ döprum dapurri döpru döprumgenitiv dapurs dapurrar dapurs dapurra
Dapur (trist), positiv, svag bøjningSingularisPluralisMaskulinumFemininumNeutrumMaskulinumFemininumNeutrumnominativ dapri dapra dapra döpruakkusativ dapra döprudativgenitiv
Komparativ
Dapur (trist), komparativSingularisPluralisMaskulinumFemininumNeutrumMaskulinumFemininumNeutrumnominativ daprari daprari daprara daprariakkusativ daprari, dapraradativgenitiv
Superlativ Dapur (trist), superlativ, stærk bøjningSingularisPluralisMaskulinumFemininumNeutrumMaskulinumFemininumNeutrumnominativ daprastur döpurst daprast daprastir daprastar döprustakkusativ daprastan daprasta döprustudativ döprustum daprastri döprustu döprustumgenitiv dapursts daprastrar daprasts daprastra
Dapur (trist), superlativ, svag bøjningSingularisPluralisMaskulinumFemininumNeutrumMaskulinumFemininumNeutrumnominativ daprasti daprasta daprasta döprustuakkusativ daprasta döprustudativgenitiv
Bemærk altså at "kontraktionen" dapur – dapran slet ikke er en kontraktion, men at u-et i dapur er et senere indskudU-erne í ríkur og glaður er også senere indskud. Men på oldislandsk bøjedes ríkur på denne vis: Ríkr – ríkjan, hvor j-et senere forsvandt, mens dapur bøjedes dapr – dapran.. Bemærk også, at u-omlyden optræder her som overalt, hvor det er muligt, dvs. i hovedsagen når man har et a i stammen og den derpå følgende endelse indeholder et u.
Hvis man skulle finde på et farvesystem, som nogle grammatikker gør det, for at understrege forskellige omlyd, aflyd og andre ændringer eller uregelmæssighederDog ingen islandsk grammatik, som jeres skribent har set., ville det islandske resultat minde om et maleri af Jackson Pollock. Vi vil ikke vove det forsøg.
Andre endelser og uregelmæssigheder Hidtil har vi kun brugt hankønnets nominativendelse -ur som sorteringsredskab. Der findes flere og desuden kan islandske adjektiver være uregelmæssige på flere måder. I dette afsnit, vil vi forsøge at gennemgå resten så systematisk som muligt, men de fleste adjektiver tilhører trods alt en af de tre forovennævnte klasser.
Uden større overdrivelse kan man sig at -ur faktisk er den eneste endelse i hankønnets nominativ. På urnordisk var endelsen -ʀ (eller, som er ved at vinde indpas, -z), med en vokal foran. Så kom den store urnordiske synkope hvorved tryksvage vokaler faldt bort. (Voyles anslår denne til ca. 650 e.Kr.) Et drastisk eksempel er *harawanaʀ>hrafn (ravn). Et andet er *haƀukaʀ>haukr>haukur (høg), jf. tysk Habicht og dermed hele Habsburgerslægten (Habsburg<Habichtsburg). Endelsen ændredes til -r og på et senere sprogstadium indskød man et u mellem konsonanten før endelsen og selve endelsen, altså r. Udviklingen for et ord som f.eks. blindur (blind) er altså *blindaʀ>blindr>blindur. Samtlige undtagelser fra denne regel er resultater af assimilation, bortfald osv.Sproghistoriske rekonstruktioner er altid tvivlsomme forsøg. Men vi er så heldige, at urnordisk er delvis attesteret, så at vi i dette og de øvrige fald ikke bevæger os alt for langt uden for det sandsynlige. Jo længere man bevæger sig tilbage i tiden, jo usikrere bliver resultaterne. For proto-indoeuropæisk kan det nævnes, at man inden for laryngalteorien har foreslået antallet af laryngaler fra nul (dvs. man forkaster teorien) til tolv – og tolv artikulationsmåder for er vel nok mere end rimeligt kan kaldes. I øvrigt ville laryngalerne være bedre nævnt som faryngaler idet man regner med at lydene dannedes i svælget, ikke struben. De fleste forskere hælder til den opfattelse, at der nok har været tre. En autoritet, J. P. Mallory har en teori med fire laryngaler, men, som han selv indrømmer, er den ene så sjælden, og kun formentlig attesteret i en enkelt sproggren, den anatoliske, og af andre grunde så speciel, at denne fjerde laryngal er for alle praktiske formål identisk med en af de andre tre. Man kan splitte hår på og om de utroligste steder. Men Mallorys og Adams bog anbefales trods det på det varmeste. Læst sammen med Benjamin W. Fortson IV.s (ja, det er Fortson den fjerde) bog Indo-European Language and Culture og James Clacksons Indo-European Linguistics har man et trekløver man ikke kan komme galt af sted med. Og da vi nævner bøger er Oswald Szemerényis Einführung in die Vergleichende Sprachwissenschaft uundværlig. Szemerényi er ganske vist lidt ældre end de andre, han rekonstruerer kun én laryngal (lyden h), men han var trods alt en af de store. Og så har man den teori at det indoeuropæiske ursprog kun besad vokalerne e og o. Denne teori forkastes af de fleste af de letforklarelige grunde, at man ikke kender et eneste talt eller ellers attesteret sprog som mangler vokalen a foruden det faktum, at a-lyden er den mest grundlæggende af alle. A er nok den første vokal som kommer ud af en nyfødts mund. Ophavsmanden (Robert Beekes) tilhører dog en nokså isoleret gruppe, den såkaldte Leidener skole. Sammenlignende sprogvidenskab er ikke en videnskab i den forstand som fysik og kemi er det. Dertil er den alt for spekulativ. Sprogvidenskabsmænd peger ganske vist med stolthed på at de Saussures prognose angående laryngalerne sandsynligvis blev opfyldt, dvs. at de eksisterede, men så holder man op med at tælle succeserne for mangel på eksempler. En bemærkning om laryngalernes udtale er nok på plads her. Selvfølgelig aner man ikke, hvordan de lød, men selv den forsigtigste forsker regner dog med at de var faryngaler. Det var danskeren Hermann Møller som fandt på at kalde lydene laryngaler, men navnet hentede han fra sine studier af semitiske sprog. Möller var overbevist om at de indoeuropæiske og de semitiske sprog var af samme æt. Men Michael Meier-Brügger er læseren dog så venlig stemt, at han i sin Indogermanische Sprachwissenschaft siger, at det nok ikke er altfor forkert at tro, at *h1 blev udtalt som et normalt h, *h2 som ch-lyden i det tyske Ach og *h3 som dens stemte genpart dvs. for at benytte IPAs tegn, h, x og ɣ. Dette er naturligvis kun informeret spekulation, som Meier-Brügger selv tilstår, men hvis man absolut skal udtale et rekonstrueret indoeuropæisk ord, er dette vel bedre end intet.
Men vi skal nu se på de andre endelser. For størstedelens vedkommende drejer (bedre, drejede) det sig om -all, -ill, -ull og -inn.
De fleste adjektiver, som endte på -all ender nu på -ull, f.eks. þagall > þögull. De adjektiver, som stadig har -all er gamall (gammel), einsamall (ensom) og vesall (ussel).
På -ill endende adjektiver har vi nu lítill (lille), mikill (stor, megen) og heimill (tilladt).
Et stort antal har endelsen -inn og da denne endelse også forekommer i verbernes participier, er den særdeles vigtig. Et eksempel er feginn (glad, lettet over).
Hvis et adjektiv har en forhenværende lang vokal i stammen, falder endelsen -r bort eller assimileres. Eksempler er blár (blå), heill (hel) og hreinn (ren). Vi vil nu give disses bøjninger. Bemærk især, at lítill og mikill er uregelmæssige og desuden den forskellige opførsel angående kontraktion.
Vi begynder med þögull. Positiv