«Nattergalvisen» er et meget gammelt skillingstrykk. Skillingsvisen skal stamme fra det fjortende århundret.
Teksten 1.Jeg ved vel hvor der stander et slot, som er så vel bepryded. Med sølv og med rødest guld og med hugne stene opmured.
2.Og inden det slot der stander en lind, med blade så deilig og skjønne, hvor under bor en nattergal fin som liflig mon røre sin tunge.
3.Så kom der en ridder ridende ind og hørte den nattergal sjunge. Hvorover han høilig forundrede sig thi thi det var ved midnattens stunde.
4.O hør du liden nattergal, en vise jeg beder deg kvæde. Din fjære jeg lader med guld beslå, din hals med perler beklæde.
5.Jeg agter ei på de fjære av guld, som jeg for deg skulde bære. I verden jeg er en fremmed vild fugl, og ingen mand monne mig kjende.
6.Er du iblandt alle en fremmed vild fugl, og ingen mand monne dig kjende. Dig tvinger vist hunger sne og kuld, som falder på veien den brede.
7.Mig tvinger ei hunger ei kuld og sne, som falder på veien den brede. Mig tvinger mere den lønnlige ve den gjør mig stor angest og kvide.
8.Imellom bjerge og dyben dal henrinde de stride vandstrømme, men den som haver en huld tro ven han går ei så snart utav glemme.
9.Jeg havde mig en kjæreste bold en ridder så mægtig og vædlig, min stemoder kasted det hastig omkuld for hun ei så have det vilde.
10.Min stemor mig skabte til nattergal at jeg skulde verden omflyve, min broder til en ulv så grå bønd hannem i skoven at løbe.
11.Strax løp han hen i skoven ind bad Gud ham ei helbrede. Før han rev hendes hjærte og drak hennes blod syv år derefter så skede.
Kilder De gamle visene 5 med Alf Prøysen, Forlaget For Alle, Oslo 1983
Kategori:Skillingsviser