Thorvald Christensen (9. marts 1904 – 1. april 1970) var en dansk socialdemokratisk borgmester for Aalborg Købstadskommune i otte år fra 1962 frem til kommunalreformen i 1970.
Han efterfulgte Jens Jensen i 1962 og efterfulgtes i 1970 af Marius Andersen.
Før borgmesterembedet Thorvald Christensen blev født i Skørping i 1904 som søn af en grønthandler. Da han var 10 år gammel flyttede familien med faderens job til Nørre Tranders. Efter skoletiden uddannede han sig til tømrer på Aalborg Tekniske Skole, hvorefter han bl.a. arbejdede på Aalborg Portland Cement.
I 1937 blev Thorvald Christensen på opfordring opstillet til og indvalgt i sognerådet i Nørre Tranders. Han havde håbet på ikke at blive valgt, men kom ind som yngste medlem, da de to første på listen trak sig. I 1942 blev han formand for Socialudvalget.
Han var tilhænger af indlemmelsen i Aalborg Købstadskommune, som blev gennemført i 1950, og opnåede samtidigt valg til kommunalbestyrelsen i den nye større kommune. Marius Andersen (borgmester 1945-54) skaffede ham hurtigt et job i kommunen som "socialundersøger", således at han ikke selv skulle betale for at få fri til de politiske aktiviteter.
Borgmester 1962 - 1970 Blot to år før valget og borgmesterskiftet i 1962 lå det ikke i kortene, at Thorvald Christensen skulle i spil til borgmesterposten. Den hidtidige viceborgmester Carlo Larsen fraflyttede imidlertid uventet og uden varsel kommunen og og socialdemokraterne må så finde en anden kandidat. Kampen stod indledningsvist mellem Tage Due fra centrums vælgerforening og den markante Marius Andersen fra Vestbyens. Her kom Thorvald Christensen ind som kompromiskandidaten, som man kunne enes om. Ved valget fastholdt socialdemokraterne det absolutte flertal med 14 mandater, og han kunne overtage borgmesterkæden.
I hans borgmesterperiode var det især følgende emner, som fyldte: Færdiggørelse af Limfjordstunnelen (indviet 1969). Kommunalreformen i 1970, hvor han støttede en sammenlægning med bl.a. Nørresundby Købstadskommune, hvorfra der var kraftig modstand. Beslutningen om etablering af Aalborg Universitetscenter (grundlagt 1974).
Christensen var ikke indstillet på selv at skifte til magistratsstyre efter kommunalreformen, og overlod kandidaturet til Marius Andersen ved valget i 1970. Han ledede det sidste regulære byrådsmøde i Aalborg Rådhus den 9. marts 1970. Om aftenen den 31. marts - hans sidste officielle dag i embedet - fik han det dårligt, og blev akut indlagt. Han havde fået en hjerneblødning og døde få timer efter den formelle tilbagetræden.
Noter og henvisninger
Kategori:Borgmestre i Aalborg Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (afdøde) Kategori:Borgmestre fra Socialdemokraterne