Christiania Sports Club (forkortet C.S.C.) er en dansk sportsklub, der er hjemmehørende på Christiania i bydelen Indre By i København. Foreningen har siden grundlæggelsen i 1982 primært været kendt for sin fodboldafdeling, men har igennem tiden også haft andre sportslige aktiviteter på programmet såsom drageflyvning, skateboarding,dart og golf. Fodboldholdene afvikler deres træning samt hjemmebanekampe på boldbanerne (herunder kunstgræsbanen) på Kløvermarkens Idrætsanlæg. Spilledragten og klublogoets centrale elementer er holdt i de karakteristiske røde og gule farver for Christiania. Den københavnske forening er medlem af den lokale fodboldunion DBU København, og derigennem det nationale fodboldforbund Dansk Boldspil-Union (DBU), og havde i år 2011 omkring 200 aktive og passive medlemmer fordelt på en række herre- og kvindeseniorhold (11-mands- og syvmandsfodbold), men ingen ungdomsspillere. De bedste seniorhold for herrerne og kvinderne spiller pr. 2012 i de lavererangerende serier under den københavnske lokalunion. Klubbens 1. herreseniormandskab har aldrig spillet sig videre fra de indledende lokale kvalifikationsrunder til første runde af den landsdækkende hovedturnering af DBU Pokalen og har i hovedparten af klubhistorien spillet i den lokale københavnske Serie 3 og Serie 2, med Serie 2 som den højeste række, det syvendebedste niveau i det danske ligasystem.

CSC er i en række danske og udenlandske medier blevet karakteriseret som værende en alternativ fodboldklub set i forhold til de etablerede og traditionelle københavnske fodboldklubber grundet relationerne til fristaden Christiania og christianitternes alternative levemåde. Sportsklubbens mottoer — "You'll Never Smoke Alone" og "Joint The Club" — relaterer sig til det liberale forhold medlemmerne og spillerne har til cannabis, hvilket er blevet nævnt og fremhævet i en række artikler om og portrætter af fristadens fodboldklub. Det er samtidig en af grundene til, at klubben aldrig har haft en ungdomsafdeling tilknyttet. Christianias forhistorie med politimyndighederne og den danske stat har medvirket til at skabe en medie- og publikumsinteresse omkring fodboldklubbens turneringskampe for senior-, reserve-, veteran- og oldboyshold mod de tilsvarende fodboldmandskaber fra Politiets Idrætsforening (PI).

Foreningens historie 1982–1992: Grundlæggelsen, tiden før og de første 10 år Et gruppe drenge fra kvartererne på Christianshavn og fristaden Christiania, som spillede fodbold sammen i de omkringliggende kvarterer og i forvejen havde fodbolderfaring fra andre klubber, blev i 1980 enige om at etablere deres eget hold og tilmelde det til 1981-sæsonen af Dansk Arbejder Idrætsforbunds (DAI) fodboldturnering, under navnet Ms Håbet. Inden udgangen af fodboldsæsonen i 1981 var man på et møde i mellemtiden blevet enige om at relancere sig som fodboldklub for Christiania samt melde sig ud af DAI og i stedet ind hos Københavns Boldspil-Union (KBU) under Dansk Boldspil-Union (DBU) med start fra den efterfølgende sæson. Efter den ene sæson hos DAI tog man samtidig navneforandring til Christianshavn Soccer Club (forkortet Christianshavn S.C. eller C.S.C.), hvor man bevidst fravalgte brugen af "Christiania" som del af klubnavnet af frygt for en konservativ holdning hos den københavnske lokalunion, der måske ikke ville acceptere foreningens ansøgning om medlemskab. Christianshavn S.C. så bort fra de tidligere år og valgte at betragte år 1982 som klubbens officielle stiftelsesår. Godt 11 år efter Christianias oprettelse havde fristaden nu et samlingspunkt for ikke blot fodboldspillet, men en masse andre sportsaktiviteter. Med tiden fik foreningen andre sportslige aktiviteter på programmet såsom drageflyvning, skateboarding og golf, men i 2010 havde man kun fodbold på dagsordenen i Christiania. Til trods for tilknytningen til Christiania har klubben altid været åben for alle, hvilket bekræftes af at omkring en femtedel af medlemmerne i foråret 2010 boede på Christiania, mens de resterende kom fra Christianshavn og det øvrige København. Ønsket ved foreningens start var, at man skulle være Københavns første kontingentfrie klub, men indførslen af et billigt årskontingent blev nødvendigt, mens yderligere økonomiske midler anskaffedes gennem lokale sponsorer.

Fristadens fodboldklubs 1. seniorhold blev i 1982-sæsonen placeret i KBU's B-række I, pulje A (forgængeren til KBU's Serie 3, kreds 7) og man forblev i denne række i de næste 10 sæsoner. Ved klubbens begyndelse afviklede fodboldklubbens rødklædte spillere deres træning og kampe i KBU's turneringer på Christianias gamle fodboldbane, kaldet Fredens Eng, hvor man i en årrække arrangerede deres eget årlige stævne, før hjemmebanen måtte flyttes til Kløvermarkens vidtstrakte område med boldbanerne på Kløvermarkens Idrætsanlæg som følge af den dårlige beskaffenhed den oprindelige fodboldbane havde efter afholdelsen af arrangementer og markeder. Klubbens første officielle turneringskamp i KBU's Serie 3 (pulje 7) blev afviklet i weekenden 3.—4. april på hjemmebane mod Østerbro-holdet Boldklubben af 1950 og opgøret endte med en 2—1 sejr til Christiania S.C. De første seks sæsoner under Københavns Boldspil-Union blev benyttet til organiseringen af klubben og i den anden halvdel af 1980'erne kunne man tilmelde hele tre seniorhold til KBU's turneringer, og senere udvide med et oldboyshold samt et 7. mandshold for damer. I 1988-sæsonen fik førsteholdet en slutplacering (8. plads) midt i tabellen, hvilket blev fulgt op med tre stk. 3. pladser i Serie 3 i de efterfølgende tre sæsoner: 1989-, 1990- og 1991-sæsonerne, lige udenfor oprykningspladserne. Først i 1992-sæsonen lykkedes det 1. seniorholdet at opfylde klubbens ambitioner om at spille på et højererangerende niveau ved vinde sin række stort, med en positiv måldifference på 51 scoringer.

1993–frem: Første oprykning, navneskifte og klubhus I 1993 spillede klubbens bedste seniormandskab for første gang i klubbens historie i KBU's Serie 2-række, som indledtes med en uafgjort 2—2 hjemmebanekamp mod Boldklubben Posten i starten af april måned. I 1993-sæsonen endte førsteholdet på en 8. plads midt i puljens slutstilling sammen med en negativ målscore, hvilket forværredes i 1994-sæsonen, da man endte på en 13. plads (ud af i alt 14 hold) i tabellen og måtte rykke ned efter kun to sæsoner på det syvendebedste danske fodboldniveau. Christianshavn Soccer Clubs anden sæson i Serie 2 var præget af en disciplinærstraf på minus fem points, som 1. holdet blev pålagt af Københavns Boldspil-Union ved sæsonstarten i 1994 som følge af vold og trusler fra enkelte spillere i den forgangne debutsæson, og betød at holdet igennem hele sæsonen befandt sig under nedrykningsstregen. På et tidspunkt i perioden 1994–1995 blev det besluttet at gennemføre et navneskifte til Christiania Sports Club. Deltagelsen i serie 3 kom til at vare to år før man i 1996-sæsonen sikrede sig andenpladsen ni points efter rækkens vinder, naboklubben ÍF Føroyar, og kunne vende tilbage til Serie 2. Midt i 1996-efterårssæsonen besluttedes det at trække klubbens tredjehold fra deres turnering grundet mangel på spillere efter man forinden havde trukket oldboysholdet, hvilket efterlod Christiania Sports Club med blot tre hold i KBU's turneringer — oldboysholdet tilmeldtes dog som 7. mandshold via KFIU i 1998. Sæsonerne 1997 (en fjerdesidsteplads), 1998 (en tredjesidsteplads) og 1999 (en sidsteplads) i Serie 2 var alle en lang kamp om at undgå nedrykning fra rækken, som i sidste ende ikke lykkedes, og fra årtusindeskiftet befandt klubbens 1. seniorhold sig igen i Serie 3.

Klubbens motto "You'll Never Smoke Alone", der er et ordspil på den engelske sang "You'll Never Walk Alone" adopteret af blandt andre engelske Liverpool F.C. og skotske Celtic FC, menes at være blevet humøritisk omformuleret i midten af 1990'erne og er blevet ved klubben lige siden. I 1998 fik Christiania-klubben for første gang produceret merchandise med klublogoet og -farverne og halstørklæderne er ifølge klubben de mest populære blandt medlemmer og turister på Christiania. Mottoet optræder som en fast bestanddel af sportsklubbens fanudstyr og merchandise på lige fod med "Joint The Club", der er et ordspil på det engelske udtryk "join the club" og slangudtrykket for en cigaret indeholdende cannabis, en joint. "You'll Never Smoke Alone"-mottoet er blevet fremhævet i artikler hos både danske landsdækkende aviser og udenlandske magasiner omhandlende klubmedlemmernes relationer til fristaden og dennes alternative levestil og det afslappede liberale forhold, som klubbens tilhængere, klubmedlemmerne og spillerne har til de euforiserende stoffer, cannabis og hash. I et interview i juni 2010-udgaven af DBU Københavns fodboldmagasin Københavnsk Fodbold gav klubbens daværende formand disse forhold samt de praktiske, ledermæssige og organisatoriske udfordringer som grund til, at man ikke har valgt at tilknytte en ungdomsafdeling. I en række danske og udenlandske medier er Christiania S.C. blevet karakteriseret som en alternativ fodboldklub set i forhold til andre etablerede og traditionelle fodboldklubber i København grundet relationerne til Christiania og christianitternes alternative levemåde, der ikke lever op til samfundets normale forventninger. Til trods for dette vælges klubbens bestyrelse på demokratisk vis, men ellers har klubben en uformel ledelse uden udvalgsgrupperinger.

I bunden af bygningen Stjerneskibet, der ligger i en sidegade op til hovedgaden Pusher Street, fik Christiania S.C. i 2001 overdraget et 120 kvadratmeter stort tomt lokale, der efter en omfattende renovering åbnede som klubbens første egentlige klublokale med bar og billard, dart, tv og forhave til brug for foreningens medlemmer i maj/juni måned 2003. Efter en 3. plads i 2002-sæsonen lige uden for oprykningspladserne, endte holdet i 2003-sæsonen på en sidsteplads i rækken og var tæt på at rykke ned, men allerede i den kommende 2004-sæson sikrede førsteholdet sig oprykning til Serie 2 ved at ende sæsonen på en andenplads to points efter amagerkanske Boldklubben Olympia. Klubben oplevede i perioden 2004-2005 en positiv tilgang af aktive klubmedlemmer, der bevirkede, at man udskiftede sit 7-mandshold med et 11-mandshold og tilmeldte endnu et seniorhold (3. hold) til KBU's Serie 5. Det bevirkede, at man i 2005 kom op på det største antal hold (6 hold: tre seniorhold, et oldboys, et veteran og et damehold) KBU's turneringer siden klubbens grundlæggelse.

I sæsonerne 2005, 2006 og 2007 blev det til henholdsvis en 6. plads (ud af 14 hold), en 3. plads (ud af 14 hold) og en 6. plads (ud af 14 hold) i Serie 2. I KBU's kvalifikationsturnering til DBU's Landspokalturnering i 2006/2007-sæsonen indtrådte holdet i 2. runde, hvor man vandt over Dragør Fodbold Forening (7—2), for dernæst at vinde over Firkantens Boldklub i 3. runde (3—0) og blive taberdømt mod lokalrivalerne Sundby Boldklub i den sidste kvalifikationskamp inden DBU's hovedrunder. Samarbejdet med 1.-holdstræneren Roger Mahlobo, der trådte til i 2003, stoppede i november 2006, og træningssessionerne blev midt i efterårssæsonen overtaget af holdleder Morten Harsel og Brian Eriksen. Den nye seniortræner, Robert Nielsen, overtog træningen fra sæsonstarten 2007, men allerede den 28. april stoppede man dette samarbejde og holdleder Emil Gauguin overtog positionen som coach frem til den 28. august, hvor Morten Harsel og anføreren Jes Fisker overtog håndteringen af 1. holdets træning og kampforberedelse. Samme år valgte man at trække klubbens kvindehold fra Københavns Boldspil-Unions 7-mandsturneringer og opløse holdet, der havde været en del af Christiania Sports Club i over 20 år, men kvindeholdet genopstod allerede i foråret 2010 og man tilmeldte på ny et 7-mandskvindehold til KBU's turneringer med start fra efterårsstarten 2010.

thumb|right|250px|Christiania SCs deltagelse i DBU Københavns Serie 2 i 2011/2012-sæsonen medførte to lokalderbys mod Christianshavn IK.