thumb|En ojibwakvinde, Kei-a-gis-gis, gengivet af George Catlin 1832 thumb|Ojibwa-indianere, tegning fra 1885 Ojibwa er en algonkinsproget indianerstamme, som i dag udgør den tredjestørste enkeltgruppe af de tilbageværende nordamerikanske urbefolkninger nord for Mexiko. Ifølge US Census Bureau var Ojibwa år 2000 den femtestørste gruppe af USA's oprindelige befolkninger, med 149.669 individer. I Canada findes yderligere omkring 76.000 personer. Chippewa er en forvrænget engelsk navneform, som har vundet en vis hævd i litteraturen, især i USA.
Navnet
Navnet "Ojibwa" betyder bogstavelig talt "at grille til [det] rynker". Udtrykkets oprindelse er ikke klarlagt med fuldstændig sikkerhed. Den førende autoritet i ojibwaernes historie, William Whipple Warren, som selv var 3/8 ojibwa, noterede at hans informanter blandt ojibwaerna ofte først svarede undvigende, eller slet ikke, når spørgsmålet blev rejst. Når han derefter fremturede, hed det sædvanligvis, at det havde med tilvirkningen af ojibwaernes rynkede mokkasiner at gøre. Warren nåede dog til den slutning, at en anden, mindre hyppig, version, som han hørte om, var mere sandsynlig og kunne forklare de mange undvigende svar. Informanterne ville ikke fortælle, at det, som ojibwaerne plejede at grille, var deres tilfangetagne fjender. Det, som da rynkedes, var de elgskind, som man pakkede dem ind i, for at grillningen skulle vare længere inden, at de døde.
Det er muligvis denne baggrund for navnet, som har gjort, at ojibwaerne med tiden gradvist gik over til en anden, for mange algonkin-talende folk fælles benævnelse, anishinaabeg, hvilket frit kan oversættes omtrent til "de rigtige mennesker", eller "de fremmeste mennesker". Den bogstavelige oversættelse er nærmest: "mennesker uden mening/formål", det vil sige i den positive betydning mennesker med en eksistensberettigelse i sig selv, uden behov for ydre årsager.
Der findes yderligere hypoteser, især blandt moderne lingvister, som stiller spørgsmålstegn ved Warrens tolkning og hans informanter. Ifølge den mest udbredte af disse hypoteser har ordet noget at gøre med fremstillingen af de på hænder tegnede piktogrammer, som anvendtes i visse af ojibwaernes hemmelige medicinritualer (midewiwin) i hvert fald i de sidste 150–200 år. Den rent sproglige hypotese bygger på ordlighed (lydlighed), men forklarer ikke hvordan, hemmelige ceremonier inden for en lille klan kan have givet ophav til stammenavnet. Den forklarer heller ikke hvordan, det kan være, at hverken den ojibwatalende (som modersmål) Warren eller nogen af hans informanter forbandt det aktuelle udsagnsord (ozhibii'iweg) til stammenavnet.
Sproget thumb|Kort, som viser ojibwasprogets omtrentlige udbredelse efter 1850-ernes reservatdannelser
Ojibwaerne taler egentlig en række forskellige og indbyrdes ret nært beslægtede dialekter af anishinaabemowin, et algonkinsprog, som tales af de nordamerikanske urbefolkninger, som kalder sig selv anishinaabeg. Til dem hører ud over ojibwa de egentlige algonkiner, ottawaerne og potawatomierne. Ud over mange forskellige lokale dialekter karakteriseres især ojibwasprogets moderne vestligste varianter af et stort antal låneord fra cree, fransk og engelsk. Groft set plejer man at regne med tre forskellige hovedvarianter af ojibwasproget, med gradvise overgangszoner mellem de forskellige dialekter.
Det er også svært af rent sproglige grunde at fastslå, hvor grænserne mellem de forskellige folkeslag egentlig går. Ottawaernes (egentlig odawaa) sprog er for eksempel så lig visse ojibwa-dialekter, at det egentlig lige så godt skulle kunne kaldes for en ojibwa-dialekt. Det samme gælder de egentlige algonkiner. Ligesom ojibwaerne (og ottawaerne) kalder de sig anishinaabeg, men ojibwaerne anser alligevel, at de er et andet folk: Odishkwaagamii ("bor ved søens ende"). Grundårsagen til, at disse folk anser sig for at være uens folk, er glemt, men den er åbenbart ikke af sproglig natur.
Anishinaabemowin antages undertiden af lingvister at have udgået fra et fælles "proto-algonkinsk" sprog, men efter som det fra og med 1600-tallets slutning var lingua franca i området omkring de store søer, er den sproghistoriske udvikling svær at følge og slutninger herom usikre. Det er for eksempel ikke sikkert, om ottawasproget for flere hundrede år siden var lige så nær ojibwa-dialekterne, som det er i dag. I stedet kan det være således, at anishinaabemowin snarere skal ses som en videreudvikling af det fælles handelssprog, som de berørte stammer udviklede i 1600- og 1700-tallet end et opsplittet "proto-algonkinsk" sprog, som muligvis taltes for flere tusinde år siden og for hvis eksistens, der ikke findes nogen beviser. Hvad, der er årsag og virkning, er ikke let at fastslå, eftersom et historisk skriftsprog savnes.
Historie
thumb|400px|Sneskodansen, urgammel ojibwatradition, danses når årets første sne falder. Tegning af George Catlin
Tidlig historie
Ifølge sin egen mundtligt overleverede historie levede Ojibwa for mange århundreder siden ved "det salte vand i øst" omtrent ved Saint Lawrence-flodens munding, sammen med andre "anishinaabeg", nemlig ottawa og potawatomi. Det meste tyder på, at de alle forlod atlanterhavskysten engang i 1500-tallet. Ifølge ojibwaerne var årsagen en eller flere epidemier, som dræbte mange af dem og gjorde stedet til "dårlig medicin". De påbegyndte derfor en gradvis forflytning vestpå for at finde et egnet sted for en ny permanent bosætning. Ved Mackinacsundet, som sammenbinder Michigansøen og Huronsøen, skiltes man fra ottawaerne, som valgte at forblive der, og potawatomierne, som valgte en anden vej og drog sydpå langs Michigansøens bred. Ojibwaerna gik mod Øvre sø i nordvest.
Ojibwaerne oprettede formentlig engang i midten af 1500-tallet sin største by på Madeline Island (før La Pointe Island), i det nuværende Wisconsin, som er den største ø i øgruppen Apostle Islands i Øvre sø. De kaldte øen Moningwunakaaning ("den gulbrystede flagspættes ø"). Omtrent på den tid deltes stammen op i to fraktioner, hvorved den anden og større oprettede sine bopladser langs Øvre søs nordlige bred.
Gennem disse forflyttelser var ojibwaerne kommet på en bekvem afstand fra sine ældste kendte fjender, irokeserne, som de kaldte nadowag ("giftslanger"). Den nordlige fraktion grundlagde en af sine byer ved Rainy Lake hvor de før første gang stødte på assiniboiner og cree med hvilke man etablerede fredelige forbindelser. Deres stammefrænder på Madeline Island var ikke så heldige. På fastlandet i syd og vest fandtes to krigeriske naboer, som ikke anså, at der var plads til de nyankomne, nemlig odugameeg (fox) og aboinug (dakota-siouxer). Begge disse stammer gjorde omfattende angreb mod byen på Madeline Island men blev slået tilbage.
Den tidligste skrevne rapport, i hvilken ojibwaerne med sikkerhed kan identificeres, stammer fra jesuitpræsten Claude-Jean Allouez, som besøgte dem i 1665 i forbindelse med, at han oprettede missionsvirksomhed hos ottawaer, som havde slået sig ned ved Shagawaumikong (nu Chequamegon Bay). Men ifølge ojibwaerne selv var "præsten med den sorte kåbe" ikke den første hvide mand som kom til dem. Jesuiterne kom i virkeligheden til området ledsagede af handelsmænd, som under flere års tid havde besøgt regionen. Der findes noget mere usikre jesuitrapporter allerede fra 1647–1648 i hvilke omtales "saulteaux", som opgaves at være algonkinsprogede og formentlig er identiske med Ojibwa.
Ojibwaernas første kontakt med de hvide skete ifølge dem selv derved, at en af deres krigere ved navn Masewapega på en længere kanofærd østpå observerede en tømmerhytte ved bredden og gik i land for at se hvem, som boede der. Han mødtes af hvide mænd, som rakte hånden frem mod ham og derefter viste ham rundt. Masewapega noterede, at de hvide mænd var fremgangsrige jægere med et meget stort lager af bæverskind, hvilket tydede på, at de havde "stærk medicin" for jagten. De hvide mænd virkede som om, de prøvede at forklare ham, at de ville tilbytte sig flere skind og gav Masepawega en ståløkse. Året derpå vendte Masewapega tilbage til de hvide med flere stammefrænder. De havde mange bæverskind med sig mod hvilke, de blandt andet tilbyttede sig stammens første håndildvåben. En konsekvens af det blev, at fox-indianerne og dakotasiouxerne næsten helt blev tvungne til at ophøre med deres forsøg på at forvise ojibwaerne. I stedet gik disse stadig oftere over til fastlandet og begyndte successivt at fortrænge deres konkurrenter fra området.
Muligvis havde de hvide ikke kun stærk medicin men også en smitsom sygdom, som hastigt bredte sig blandt ojibwaerna og førte til, at man overgav byen på Madeline Island, hvilket skete på den tid. Besøg på øen blev derefter undgået i flere årtier af ojibwaer, og de hævdede i generationer derefter, at onde ånder på kort tid havde taget den i besiddelse. Nogle år inden, at den sortkåbede præst ankom, fandt dog nogle unge og uforfærdede krigere ved et tilfælde to udsultede hvide mænd på øen og tog dem til deres by på fastlandet. Det var de hvides første besøg hos dem, og det viste sig, at de var kommet for at bedrive handel med ojibwaerne, men ikke havde fået information om, at byen på Madeline Island var blevet overgivet. Warren daterer, ved at regne i generationer, ojibwaernes første møde med de hvide til omkring 1612, hvilket forekommer noget optimistisk. Officielle franske kilder opgiver, at Champlain som første europæer nåede frem til Huronsøen i 1615 og at hans sendebud Jean Nicolet i 1634 blev den første til at færdes på Michigansøen. Omkring 1640 er nok en mere sandsynlig datering.
Den franske periode 1665–1759
De franske handelsmænds ankomst til de store søer indebar, at de stammer, som lå bedst til geografisk og hos franskmændene først kunne tage del i den europæiske civilisations produkter, af hvilke de to især mest efterspurgte blev håndildvåben og alkohol, sidstnævnte oftest i form af rom. Disse produkter førte snart til problemer. Et gevær kunne i 1689 købes i Montréal for fem bæverskind, og der fandtes en enorm bæverstamme ved de store søer. Ojibwaerna, som havde indledt venskabelige og nære relationer med franskmændene, blev snart langt bedre bevæbnede end deres traditionelle konkurrenter. Magtbalancen i området blev forskudt drastisk til deres fordel.
Franskmændene sluttede i 1671 en handelsaftale i Sault Ste. Marie med alle interesserede indianerstammer i den nordøstlige region og grundlagde på samme sted en stor handelsstation. Ojibwaerne repræsenteredes ved lejligheden af en stor delegation. Den franske handelsdelegation blev ledet af Sieur du Lusson, og blandt franskmændene fandtes også en Monsieur Cadeau, stamfader til slægten Cadotte, som William W. Warren stammede fra gennem sin mor. I 1670-erne indtraf de første direkte af franskmændenes tilstedeværelse forårsagede væbnede konflikter mellem ojibwaer og siouxer. Under de følgende årtier blev en af de fire dakotastammer, Mdewakanton, tvunget til trinvis at overgive bredderne ved den store sø efter hvilken, de havde fået deres navn, M'de wakan, "den hellige sø" (nu Mille Lacs Lake). Nogle år efter handelsaftalens indgåelse byggede franskmændene en endnu større handelsstation, kaldet Grand Portage, ved Øvre sø og blev dermed de første europæere, som indrettede en fast bosættelse inden for det, som senere blev delstaten Minnesota.