thumb|Tors strid med jättarna, maleri af Mårten Eskil Winge (1872). En mytologi betegner en samling af religiøse myter/legender/folklore, der opfattes som sande forklaringer på kosmologiske sammenhæng fra en overnaturlig synsvinkel. Ordet stammer fra græsk, μυθολογία (mythología), hvor det betød historiefortælling, legende eller overlevering. Mytologi er derudover også en betegnelse for indsamling og studier af myter, hvilket også kaldes mytografi. Studiet af mytologier og myter fra forskellige kulturer kaldes komparativ eller sammenlignende mytologi.
Terminologi Ordet mythología er sammensat μύθος (mythos) og λόγος (logos), der betyder henholdsvis en/et fortælling/tale/faktum og at fortælle/fremføre/tale/genfortælle/studere/ræsonere/argumentere. Verbet μυθολογείν (mythologein) stammer fra sammensætningen af de to termer, og betyder, at fortælle myter Allerede Aristoteles beskæftigede sig med analyse af myter og deres funktion.Se afsnittet Tolkningsmodeller
I nyere tid har termen mytologi været brugt i europæisk sammenhæng siden 15. århundrede, dengang primært i betydningen "studiet af eller redegørelse for myter"."mythology" Betydningen "samling af myter" stammer fra 1781. I senere tid er betydningen blevet yderligere udvidet; det kan i dag fx også være en hentydning til kollektive eller personlige ideologier eller socialt konstruerede sandheder.fx benyttet i denne betydning i The New Republic, 29 May 2000: "At least since Tocqueville compared American society to 'a vast lottery', our mythology of business has celebrated risk-taking." I denne sammenhæng forstås myten som et middel til at skabe sammenhold eller integration i et socialt fællesskab.
Myte bliver i dagligsproget ofte brugt synonymt med legende eller allegori, mens der inden for religionsvidenskab og beslægtede studier normalt skelnes skarpere mellem disse fænomener. Ordet kom ind i dansk sprogbrug i 19. århundrede, og i Ordbog over det danske sprog blev følgende betydninger registreret:Ordbog over det Danske Sprog
Fra gammel tid overleveret fortælling om (hedenske) guders liv, bedrifter osv.; gudesagn. (Op)digtet fortælling, der helt eller delvis mangler virkelighedsgrundlag; eventyr; usandfærdig eller urimelig fortælling eller beretning; fabel. Uden forestilling om en afsluttet beretning: løs snak; digt; løgn; noget opdigtet.
Ikke alle traditionelle fortællinger er imidlertid myter; i modsætninger til eventyr og sagn involverer en myte altid uforklarlige fænomener. Især i fortællinger om det guddommelige, fx guder eller halvguder, og/eller i beretninger om urtiden, fx med verdens skabelse som udgangspunkt; andre fortællinger kan dog sagtens indeholde mytologisk stof og/eller bygge på egentlige myter. Legender og sagn betegner derimod normalt fortællinger om begivenheder i historisk tid, med menneskelige aktører som hovedpersoner. Eventyr mangler i hovedreglen en historisk kontekst og indeholder gerne forskellige former for overnaturlige væsener, der dog aldrig skal opfattes som egentlige guder.Segal, p. 5Donna Rosenberg, Folklore, Myth, and Legends: A World Perspective, quoted in WelkerZong, p. xxi
En skarp opdeling mellem de forskellige typer af fortællinger bliver dog også mødt af kritik; et af argumenterne mod en fastlåst kategorisering er, at den kan skabe forvirring, selvom distinktionen mellem egentlige myter, legender og eventyr umiddelbart virker simpel.Kirk, p. 22 Opdelingen tager fx ikke hensyn til, at alle myter ikke nødvendigvis var knyttet til religiøse forestillinger, følelser eller praksis.Kirk, p. 11 Den eksklusive definition af myte kontra øvrige traditionelle fortællinger kan med andre ord være nyttig, men er i realiteten kun en akademisk distinktion og ikke en realitet i sig selv.Kirk, p. 41 Nogle religionsforskere vil endog gå endnu videre og helt afvise den moderne betydning af termen til fordel for den oprindelige, hvor myter er historier med personligheder som hovedfigurer – guddommelige, menneskelige eller endog dyriske.
I begyndelsen af vor tidsregning var man i den græsk-romerske verden begyndt at bruge termen μῦθος (muthos)/mythus i betydningen fabel, fiktion, løgn; de ældste kristne forfattere brugte derfor ordet i denne betydning,Eliade, Myth and Reality, 1968, p. 162. den blev derfor en del af den almindelige sprogbrug.Eliade, Myths, Dreams and Mysteries, 1967, p. 23.
Karakteristik thumb|275px|I den japanske Shintoreligion er en Kappa form for vandånd, der opfattes som én af mange forskellige suijin (vand gud). Mytologier afspejler i høj grad de samfund, hvori de benyttes, da myterne ofte er knyttet til et bestemt samfunds åndelige og religiøse liv, og i reglen bliver støttet af dets religiøse ledere. Når fortællingerne mister forbindelsen til de samfundsbærende institutioner, mister de i reglen hurtigt deres religiøse betydning og får karaktér af eventyr og legender. Derfor er traditionelle folkloristiske fortællinger nært relaterede til mytologi, og udgør reelt en underkategori af myter adskilt fra de hellige beretninger. Myter fungerede ofte som forklaring på både universelle kosmologiske og lokale forhold, fx verdens skabelse eller oprindelsen til lokale naturfænomener, sædvaner, konventioner og ritualer, hvis betydning ellers ikke kunne forklares.
I hovedreglen betegner myter traditionelle fortællinger i historiske kulturer, som fx den græske og den nordiske mytologi. Mange myter blev oprindeligt til i en mundtlig tradition, og blev først på et sent tidspunkt skrevet ned og overleveret i en mere fast form og er derfor overleveret i flere forskellige versioner. Mytologier er et korpus af relaterede fortællinger, der har en særlig status indenfor en bestemt kultur eller samfund. De mytologiske repræsentationer får deres autoritet gennem tradition, dvs. de er ikke blevet opfundet eller accepteret som sandheden på et bestemt tidspunkt, men er i stedet resultatet af en proces, hvor bestemte idéer og forestillinger får den særlige status gennem overlevering og tilknytning til institutioner. Mytologien er således produkt af en ubevidst proces, der er uafhængig af vilje og tanke. Iflg. en af tidligste religionsforskere i moderne forstand, F. W. J. Schelling, er det individuelle menneske kun et instrument i denne proces; den går ud over den enkeltes horisont, og følges uden at den forstås.philosophische Einleitung in die Philosophie der Mythologie, 1847-1852 (kap. 8) I nyere teorier er man som regel mindre tilbøjelige til helt at negligere enkeltindividets indflydelse og afkoble den frie viljes betydning for etableringen af et mytologisk korpus. Dette er muligvis en følge af den forherligelse af egoet, som romantikken medvirkede til at udvikle og Anthony Giddens langt senere gav en sociologisk fortolkning af.Just&Jacobsen (2000), s. 27
Det moderne studie af mytologi begyndte i oplysningstiden, og nogle af de mest indflydelsesrige personer i dets udvikling er bl.a. Vico, Schelling, Schiller, Jung, Freud, Lévy-Bruhl, Roland Barthes, Lévi-Strauss, Frye og Myte-og-ritual skolen.Guy Lanoue, Foreword to Meletinsky, p.viii
De individuelle myter eller myterne, der indgår i en mytologi, kan klassificeres på forskellig vis, i en af de mest udbredte og benyttede tager inddelingen udgangspunkt i mytens funktion: Ritual myter forklarer procedurer og handlingers betydning i forbindelse bestemte ritualer og/eller rituel praksis tilknyttet bestemte helligsteder.
Oprindelsesmyter (ætiologier) beskriver hvor bestemte sædvaner, regler, navne eller fænomener stammer fra. Skabelsesmyter, beskriver hvordan verden eller universet opstod. Eskatologiske myter er beretninger, der omhandler begivenheder i forbindelse med afslutningen på den nuværende verden. De beskriver fremtidige forhold, der skal forstås i en mytologisk sammenhæng. Sociale myter skal styrke eller værne om sociale værdier og/eller sædvaner. Trickster myter, der behandler guders og/eller mytologiske heltes bedrag og tricks.
Relaterede koncepter Myter er en narrativ genre der er beslægtet med genrer som fabler, legender, folklore, eventyr og anekdoter; men selvom mytegenren udgør en selvstændig kategori, er der ofte mange overlap med de øvrige litterære genrer. I 19. århundrede begyndte man i kredse, der var påvirket af den romanticistiske strømning interessere sig for den eventyr og folkelige overlevering i en videnskabelig sammenhæng, og folklorister som brødrene Grimm og Elias Lönnrot, opfattede folkloren som eroderede brudstykker af en ældre mytologi. I litteraturen havde man længe bevidst brugt mytologiske temaer, en tradition, der i realiteten kan følges helt tilbage til Homer. Historien i sådanne tekster kan derfor udspille sig i en mytologisk kontekst, uden selv at være en reel myte; fx byggede de middelalderlige romancer hovedsageligt på mytologisk materiale, men var en ren litterær genre.
Euhemerisme er en betegnelse for rationalisering af mytologier og mytiske begivenheder, hvor temaer, der tidligere havde en ren mytologisk karaktér, bliver placeret i virkelig kontekst; fx at myterne i virkeligheden beskriver historiske hændelser i en fjern fortid. Dette skete gerne som følge af et paradigme eller religionsskifte; et eksempel er islændingen Snorre Sturlasons omskrivning af de hedenske myter i sit værk Heimskringla, hvor aseguden Odin optræder som en historisk konge fra Asien. Omvendt kan historisk og litterært materiale med tiden få mytologisk karaktér, fx Matière de France, der er baseret på historiske begivenheder fra mellem 5. og 8. århundrede, der i første omgang dannede basis for episke digte og siden hen udvikledes til en egentlig mytologi. Den engelske filolog og forfatter J. R. R. Tolkien har kaldt den bevidste konstruktion af en mytologi for mythopoeia. Et sådant projekt blev bl.a. foreslået af den nazistiske ideolog Alfred Rosenberg i 1930’erne.
Komparativ mytologi Komparativ mytologi er systematisk sammenligning af myter fra forskellige kulturer; formålet er at afdække, hvilke underlæggende temaer der er fælles for mytologier i forskellige kulturer. Ligheder og fællestræk mellem mytologiske traditioner kan tolkes som tegn på forbindelser mellem dem, det kan enten være en fælles oprindelse, fx en protomytologi der med tiden er blevet opsplittet i flere, indlån fra fælles inspirationskilde eller fra samme fænomen.Littleton, p. 32 I 19. århundrede var tolkningen af myter i høj grad fokuseret på sammenligning mellem mytologier, og målet med var ofte at påvise et fælles ophav for alle myter; et berømt eksempel på et sådant arbejde er James George Frazers The Golden Bough.
I nyere tid har religionsforskere generelt indtaget en mere forsigtig position i forhold til sammenligninger, hvor generaliseringer og universelle udsagn om mytologiers natur er blevet undgået.Northup, p. 8 Fokus har i stedet ligget på den historiske kontekst mytologien er en del af, og dens relation til andre elementer af religionen; især ritualer. En prominent undtagelse fra denne tendens i nyere tid er dog Joseph Campbell, der i sin bog The Hero With a Thousand Faces søgte at påvise, at alle heltesagn havde den samme struktur. Denne teori om en monomyte har imidlertid kun vundet begrænset tilslutning indenfor religionsvidenskaben.
Religion og mytologi